Korruptionssag ryster Sydafrika

I retssagen mod Zumas tidligere økonomiske rådgiver, Schabir Shaik, fandt højesteretsdommer Hillary Squires, at den anklagede var skyldig i alle større klagepunkter, hvilket indbragte Shaik 15 års fængsel.

Shaiks forhold til Zuma var et gennemgående tema, og dommeren tilføjede, at disse havde et »generelt korrupt bekendtskab«.

Retssagen, og ikke mindst domsafsigelsen, har chokeret hele landet som en spand koldt vand i hovedet på alle, der troede, at Sydafrika var hurtigt modnet som et robust demokrati.

Den afrikanske sygdom

Sydafrika fejrede landets 11. år som demokratisk nation for halvanden måned siden, og selv om mange iagttagere spåede »regnbuenationen« en kort levetid før de generelle afrikanske tendenser ville undergrave projektet, så har der været mærkbare fremskridt.

Som kontinentets sidste uafhængige nation har Sydafrika kunne lære af de andre afrikanske landes fejltagelser, og her er læren om korruption den vigtigste. Siden den tidligere befrielsesorganisation African National Congress (ANC) overtog magten fra apartheidstyret i 1994 har bekæmpelse og forebyggelse af korruption stået højt på dagsordenen.

Sydafrika råder over kontinentets største og mest avancerede økonomi, og selv om landet kun udgør syv procent af Afrikas samlede befolkning, producerer Sydafrika mere end en tredjedel af alle kontinentets varer og tjenesteydelser. Med denne position følger visse forpligtelser, og Sydafrika har arbejdet hårdt for at fremstå som Afrikas positive eksempel.

Zuma bør træde tilbage

Zumas indirekte indblanding kritiseres specielt af landets medier, som kræver vicepræsidentens afgang. Han skader Sydafrikas hård tilkæmpede internationale ry og bør handle i landets, og ikke sine egne, interesser, lyder det.

Posten som vicepræsident i Sydafrika er en yderst vigtig post, og mange forventede, at Zuma ville overtage præsidentembedet efter Thabo Mbeki, ligesom Mbeki gjorde det efter Nelson Mandela i 1999. Udsigten til at have en præsident med plettet ry virker utænkelig for de fleste Sydafrikanere.

Opbakning fra baglandet

Der er imidlertid ingen udsigt til, at Jacob Zuma vil træde tilbage frivilligt. Han har massiv opbakning fra baglandet, som hævder, at Zuma er »uskyldig indtil andet er bevist«. Specielt ANC’s indflydelsesrige Youth League var hurtigt ude med deres opbakning til Zuma, men også Cosatu, landets største fagforening, og Sydafrikas kommunistparti, SACP, har tilkendegivet deres opbakning.

Som Cosatus formand Zwelinzima Vavi siger:

– Før vi kan afskrive fremtiden, karrieren, for hvem som helst med alvorlige anklager hængende over hovedet, bør vi give den person muligheden for at forsvare sig selv i en retssal.

Mange iagttagere tilskriver imidlertid også Zumas venstreorienterede politiske program en stor rolle, og mener, at det ligeså meget handler om opposition til Mbeki som opbakning til Zuma.

Som en arbejder aktivist udtrykker det:

– Zuma er folkets mand. Thabo Mbeki har fuldstændig solgt ud til den kapitalistiske dagsorden på bekostning af arbejderne.

For venstrefløjen repræsenterer Zuma muligheden for at genvinde lidt af det terræn, som Mbeki har tabt til partiets erhvervsvenlige medlemmer.

Flere Zuma-tilhængere har ydermere rettet deres skyts mod retssagens dommer i et forsøg på at diskreditere kendelsen. Hilary Squires er tidligere minister fra Rhodesias (nu Zimbabwe) hvide mindretalsregering, og nogle mener, at dette har påvirket retssagens udfald.

Endnu en retssag?

Den åbenlyse løsning på hele situationen er at lade Zuma forsvare sig i en ny retssag, men en række omstændigheder besværliggør denne mulighed. For det første vil en retssag højst sandsynligt ødelægge Zumas chancer for at positionere sig selv som landets næste præsident.

Derudover vil Thabo Mbeki og ANC muligvis også modsætte sig en retssag, hvor regeringens kontroversielle køb af våben for næsten fem milliarder kroner i 1999 skal kulegraves. Våbenhandlen har allerede kostet flere fremtrædende ANC-medlemmer deres politiske karrierer.

Der er lagt op til en afgørende magtkamp mellem landets lovgivende, administrerende og dømmende instanser. For første gang får landets dominerende parti, ANC, mulighed for at bevise om der virkelig er handling bag de pæne ord om landets demokratiske spilleregler.

Eller om deres enorme magt skal udnyttes til at obstruere besværlige problemer. Kan Sydafrika styre uden om de åbenlyse faldgruber, som synes nærmest skæbnebestemte for unge, afrikanske demokratier?

Det kan slaget om Zumas politiske fremtid muligvis give svaret på.

Af Mikkel Bahl/Monsun