Annonce

20. juli 2005 - 16:55

Pakistanske kvinder nægtes stemmeret

Kvindelige menneskerettighedsaktivister protesterer over, at Dir distriktet i den pakistanske North West Frontier provins, der grænser op til Afghanistan, har besluttet et forbud mod, at kvinder deltager i valghandlinger.

Det sker kort efter, at hele regionen i sidste uge gennemførte en lov om »islamisk korrekthed«, der til forveksling ligner den lovgivning, der tidligere prægede det fundamentalistiske Taleban-styre i Afghanistan.

North West Frontier provinsen domineres af seks partier i den islamiske koalition Mutahida Majlis-e-Amal med det fundamentalistiske Islamist Jamaat Islami parti i spidsen.

Fremgang til Taleban-støtter

Ved parlamentsvalget i 2002 blev koalition styrket blandt andet på mærkesagen om støtte til det afghanske Taleban-styre.

Siden har provinsregeringen forbudt musik i offentlige busser, forbudt mandlige læger at behandle kvindelige patienter, og forbudt mænd at være tilskuere til eller trænere for kvindelige sportsudøvere.

I sidste uge kom så »ansvarlighedsloven«, hvorunder der bl.a. skal oprettes et slags religiøst politi, der bl.a. skal forhindre, at visse butikker og erhvervsdrivende holder åbent under fredagsbønnen.

Desuden skal medierne fremme »islamiske værdier«, mænd og kvinder må ikke må være i selskab med hinanden på offentlige steder, medmindre de er i familie med hinanden, ligesom sang og dans frarådes.

Den islamiske koalition udgør på landsplan en vigtig opposition til Pakistans USA-venlige præsident, general Pervez Musharraf, der kom til magten ved et kup.

Krænkelse af forfatningen

Forbuddet mod kvinders stemmeret fik mandag aktivister fra den uafhængige kvindeorganisation Aurat Foundation til at demonstrere uden for Presseklubben i byen Peshawar.

– Det her er groft forsøg på at forhindre kvinder i at deltage i den politiske proces, siger Rukhshanda Naz fra Aurat Foundation til nyhedsbureauet BBC, og kalder desuden beslutningen ulovlig.

Ifølge organisationen er beslutningen nemlig ikke bare en krænkelse af kvindernes fundamentale menneskerettigheder. Det er også en overtrædelse af Pakistans forfatning, der i 1973 garanterede kvinder lighed.

På trods af appeller til både den øverste valgkommission og præsident Musharraf, har den pakistanske regering ikke foretaget sig noget, og kvinderne overvejer derfor at slæbe de islamiske partier for retten.

Aurat Foundation har forud for de netop afviklede lokalvalg gennemført en massiv kampagne for at få flere kvinder ind i pakistansk politik. Over hele landet har prganisationen afholdt kurser og workshops for de omkring 75.000 kvinder, der søger at opstille.

På kurserne bliver kvinderne blandt andet undervist i at udfylde ansøgninger korrekt, og at gennemskue valgreglerne, så deres stemmer ikke bliver afvist.

Af Martin Lindblom/Monsun

Læs mere hos BBC (engelsk)

Besøg Aurat Foundation på nettet

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce