»For at undgå, at Bjørn Lomborg vælges, er det nok nødvendigt, at alle gode kræfter gør deres borgerpligt og afgiver en stemme«.
Sådan lyder opfordringen i en mail-aktion, der skal forhindre, at den danske miljø-kritiker får nogen nævneværdig placering på listen over verdens 100 førende nulevende intellektuelle.
Bjørn Lomborg er som den eneste dansker nomineret på listen, der tæller 33 nationaliteter og 10 nobelprismodtagere. På magasinernes hjemmesider kan folk så gå ind og stemme, og samtidig selv nominere en, der ikke står på listen i forvejen.
Sammen med Lomborg huserer Verdensbankens præsident Paul Wolfowitz og den nyudnævnte »panserpave« Benedict XVI.
»Stem på Chomsky«
Men også den anden ende af det politiske spektrum er godt repræsenteret, og det har fået mail-aktivisterne til at sende deres egen lille Top 5 rundt.
På magasinernes hjemmesider kan man stemme på op til fem personer. »Hvis man skal stemme taktisk, er det smart kun at afgive en stemme, og det skal selvfølgelig være på Noam Chomsky«, hedder det i opfordringen.
Men for dem, der ikke lige synes, at den amerikanske lingvist, forfatter og aktivist er toppen af poppen, har Lomborg-haderne udfærdiget en lille liste over andre progressive kandidater. Det drejer sig om Naomi Klein, Eric Hobsbawm, Antonio Negri, Slavoj Zizek, Jared Diamond og Richard Dawkins.
De to magasiner beklager i øvrigt, at vestlige lande er overrepræsenteret, mens antallet af kvinder – ligesom i den danske litteratur-kanon – er til at overse.
Man kan stemme indtil den 10. oktober, og resultatet offentliggøres til november.
Af Martin Lindblom/Monsun
Se listen og stem hos Prospect Magazine
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96