Et par tegnere, der arbejder for Ritt Bjerregaard, Socialdemokraternes overborgmesterkandidat i København, leverer fast en stribe til hendes hjemmeside. Den 27. september lod tegnerne i et åbenlyst plagiat af tegneren Jakob Strid, Søren Pind råbe »Hu Hej, jeg er bøsse«, hvortil de Radikales kandidat til overborgmesterposten Klaus Bondam – der er bøsse – svarer »Det si’r du bare for at få stemmer«.
Politisk satire – eller tilsviningskampagne? Søren Pind mener det sidste, for efter hans mening er det noget svineri at kalde en anden for bøsse.
– Jeg synes simpelthen, det er noget svineri. Hvad bilder hun sig ind? Jeg kunne da ikke drømme om at sætte folk til at påstå, at Ritt Bjerregaard er lesbisk, eller at sige et eller andet om hendes ægteskab med Søren Mørch, siger Søren Pind til dagbladet Politiken.
Søren Pind, der også tidligere har slået sig op som USA-ekspert, mener, at tegneserien er udtryk for en tilsviningskampagne efter amerikansk forbillede. Ifølge Pind bruger amerikanske spidskandidater nemlig »politiske løjtnanter« eller kunstnere til at gøre »det beskidte arbejde«.
Ritt Bjerregaard selv afviser på sin hjemmeside, at satiren handler om Pinds seksualitet:
»Pointen er jo ikke Pinds seksualitet, men at han fisker efter stemmer. Og det kan man vel næppe kaldes løgn og mistænkeliggørelse... Vi går jo alle efter at samle stemmer«, skriver hun i en kommentar med titlen »Søren Pind er såret«
Af Martin Lindblom/Monsun
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96