Annonce

26. januar 2006 - 13:46

Kampagne for kvindelig FN-leder

I FN’s godt 60-årige historie har der udelukkende siddet mænd på toppen. Tre europæere, to afrikanere, en latinamerikaner og en asiat. Nul kvinder.

Nu har kvindeorganisationen Equality Now så sat gang i en kampagne for at FN skal finde en kvinde til topposten.

Ifølge Equality Now er hele FN-systemet plaget af en skæv kønsfordeling. I midten af 2005 var kun 37,1 procent af de professionelle og højere stillinger besat af kvinder, og den slags ulige adgang til beslutningstagende stillinger er ifølge Equality Now en hindring for udvikling af FN’s generelle mål for ligestilling, udvikling og fred.

Dansk indflydelse på valg

Så når der senere på året er valg til ny generalsekretær, vil organisationen gerne se en kvindelig kandidat anbefalet. Og i den forbindelse har Danmark faktisk noget at sige.

Det er nemlig Sikkerhedsrådet, der er ansvarlig for at anbefale en kandidat til topposten, og da Danmark i øjeblikket er repræsenteret i Sikkerhedsrådet ved FN-ambassadør Ellen Margrethe Løj, har Danmark mulighed for at pege på en kandidat.

På sin hjemmeside opremser Equality Now en lang række potentielle kandidater, heriblandt den nyvalgte chilenske præsident Michelle Bachelet Jeria, den tidligere norske statsminister Gro Harlem Brundtland, Colombias udenrigsminister Carolina Barco Isakson, Letlands præsident Vaira Vike-Freiberga og den indespærrede burmesiske premierministerkandidat Aung San Suu Kyi.

Af Martin Lindblom/Monsun

Læs mere hos Equality Now

Læs mere om kampagnen på Voice of America

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce