Vreden mod Danmark i store dele af den islamiske verden over Jyllands-Postens provokerende tegninger af profeten Muhammed, får nu oppositionspartierne på venstrefløjen til at foreslå konkrete skridt til forsoning.
Enhedslisten opfordrer således regeringen til at arrangere en såkaldt forsoningskonference efter inspiration fra Sydafrika. Til at lede konferencen foreslår Enhedslisten da også den karismatiske sydafrikanske biskop Desmond Tutu, der stod i spidsen for den sydafrikanske forsoningsproces efter apartheidregimets fald, eller FN’s generalsekretær, Kofi Annan.
Efter Enhedslistens mening er der nemlig ikke tilstrækkeligt gods i regeringens initiativer.
– Vi mener, der er brug for initiativer, der kan sætte en anden dagsorden og som tager højde for, at de vrede reaktioner i høj grad skyldes, at muslimer føler at Vesten på mange måder har trådt på dem. Det er også klart, at mange muslimer i Danmark føler, de er blevet trådt på og dagligt har skullet læse og høre, at de er et problem, siger Enhedslistens udenrigsordfører Frank Aaen i en pressemeddelelse.
Et klart og stærkt signal
Ifølge Enhedslisten er der brug for en forsoningskonference, hvor både regering, partier, repræsentanter for de danske muslimer og international deltagelse fra den muslimske verden deltager.
– Vi har hele tiden sagt til regeringen, at det var snævert kun at se på krisen som et spørgsmål om nogle tegninger. Tegningerne er blevet et symbol på hvordan mange muslimer følger de bliver trådt på, siger Frank Aaen.
Han mener, at der er brug for et »klart og stærkt signal om forsoning, der kan høres ud i verden«.
– Et sådant signal er afgørende nødvendigt for at komme i tale med den muslimske befolkning, for at komme nærmere en løsning af krisen og for at modvirke, at højreekstremistiske grupper, muslimske som ikke-muslimske, misbruger situationen sådan som vi allerede har set mange eksempler på.
Venskabsby med Ramallah
Også SF mener, at der bør gøres noget, og med både den optrappede konflikt og det netop afviklede palæstinensiske parlamentsvalg i tankerne foreslår SF, at København skal være venskabsby med palæstinensiske regeringsby Ramallah.
Ifølge SF’s medlem af Københavns Borgerrepræsentation, Torben Kastrup, er der efter Hamas’ valgsejr endnu vigtigere end før at fastholde kontakten mellem de kræfter i Danmark og Palæstina, der vil fred og finde en to-statsløsning.
– Vi vil være med til at styrke det folkelige engagement i både det politiske og kulturelle arbejde i begge byer, udtaler Torben Kastrup i en pressemeddelelse.
– At stable et sådan projekt på benene, skal selvfølgelig også ses i lyset af den nuværende krise mellem Danmark og en række mellemøstlige lande, men jeg vil gerne slå helt fast, at der ikke er tale om nogen form for betaling af »blodpenge«, og at udgangspunktet i dette er, at ytringsfriheden er total. Formålet er alene, at København på denne måde kan være med til at skabe større forståelse og samhørighed mellem folk – noget der har trænge kår i Danmark i disse år, siger Torben Kastrup.
SF foreslår desuden, at den danske regering inviterer en delegation fra Mellemøsten bestående af statsledere, parlamentarikere, religiøse ledere og pressefolk til Danmark.
– Jeg tror, det kunne lægge en dæmper på gemytterne, hvis regering og opposition i Danmark fik lejlighed til at mødes ansigt til ansigt med politikere fra Mellemøsten, siger SF’s formand Villy Søvndal i en pressemeddelelse.
Underskrifter for forsoning
Endelig er også et privat initiativ på banen. Hans Hüttel, der er lektor ved Aalborg Universitet, har oprettet en hjemmeside med en underskriftindsamling, der er en appel til den danske regering og regeringerne i Mellemøsten for at få dem til at trappe konflikten ned.
I appellen hedder det blandt andet, at det »var udtryk for en alvorlig mangel på situationsfornemmelse at offentliggøre satiriske tegninger af profeten Muhammed i et Danmark, hvor fordomme og fjendebilleder er på vej til at dominere debatten«.
Desuden fordømmer appellen »på det kraftigste alle trusler og voldshandlinger og anmoder indtrængende alle, der opfatter sig som part i konflikten, om at trappe ned og tage afgørende skridt mod forsoning«.
Om en måneds tid vil de indsamlede underskrifter blive overrakt til den danske regering og repræsentationer fra andre berørte lande, skriver Hans Hüttel.
Søndag samledes flere tusinde mennesker i København til en demonstration for fred og dialog arrangeret af bl.a. filminstruktøren Anette K. Olesen.
Af Martin Lindblom/Monsun
Læs pressemeddelelse fra Enhedslisten: »Opfordring til regeringen: Lav en forsoningskonference«
Læs pressemeddelelse fra SF: »København bør være venskabsby med Ramallah«
Læs pressemeddelelse fra SF: »Invitér Mellemøsten til Danmark«
Læs artikel på Modkraft: »Mange demonstrerede for fred og dialog«
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96