Annonce

20. februar 2006 - 15:58

Castro: gratis operationer til amerikanere

Der bliver ikke sparet på noget, når Cubas præsident lover noget: 150.000 fattige amerikanere kan kvit og frit flyve til Cuba og få en øjenoperation.

Sammen med Venezuelas venstreorienterede præsident, Hugo Chavez, satte Castro for godt et halvt år siden gang i et enormt humanitært hjælpeprogram, »Mission Milagro« (»Mission Mirakel«) der giver gratis operationer til de fattigste i regionen.

Målet er, at 600.000 fattige med øjenproblemer bliver opereret over en ti-årig periode. Indtil videre er titusinder af fattige fra ti forskellige lande blevet opereret.

Venezuela finansierer operationen via overskuddet fra sin omfattende olieindustri, og Cuba stiller øjenlæger til rådighed.

Fattige på hotel

Og den propagandamæssige værdi af tilbuddet bliver ikke mindre, når også fattige fra »fjenden i nord«, USA, inviteres med.

Ifølge Castro råder cubanerne over nogle af verdens bedste specialister, og hvis eller de amerikanske myndigheder vil give deres fattige medborgere tilladelse til det, sørger cubanerne for flytransport, ophold og operation uden at kræve noget til gengæld.

Mere end et dusin hoteller i Havanna er indtil midten af 2006 optaget af fattige, der skal opereres – til stor gene for de rige turister, der normalt benytter sig af hotellerne, når deres luksusyachter lægger til ved Marina Hemingway.

Der forlyder endnu intet om en officiel amerikansk reaktion på tilbudet.

Af Martin Lindblom/Monsun

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce