Annonce

2. marts 2006 - 13:53

Ingen kontrol med fremmede spioner

Europarådet fremlagde onsdag en rapport om de 46 medlemslandes kontrol med fremmede efterretningstjenesters aktiviteter inden for deres grænser. Rapporten siger, at fremmede agenter og spionfly uhindret kan operere i de europæiske lande.

Undersøgelsen blev sat i værk i november efter oplysninger om, at den amerikanske efterretningstjeneste CIA havde transporteret fanger gennem europæisk luftrum til hemmelige fængsler. CIA er blevet anklaget for at bortføre mennesker og for at føre dem til fængsler, hvor afhøringen har kunne foregår uden hensyntagen til menneskerettighederne.

Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch har anklaget flere europæiske lande for at huse hemmelige fængsler for CIA, bl.a. Polen og Rumænien. Europarådet har ikke fundet beviser på dette, men allerede i januar dokumenterede rådet at CIA har bortført over 100 mennesker i Europa og sendt dem til tredjelande, hvor de kan været blevet udsat for tortur.

Mangelfulde svar fra regeringerne

Terry Davis, der er generalsekretær for Europarådet, klagede da også på et pressemøde den 1. marts over, at flere europæiske regeringer har svaret mangelfuldt på de spørgsmål, de er blevet stillet. I rapporten rettes der kritik for mangelfulde oplysninger mod Danmark, Italien, Polen, Norge, Slovakiet, Estland, Bosnien-Hercegonia, Georgien, Litauen og Makedonien.

– Jeg påstår ikke, at regeringer forsøger at skjule noget, siger han ifølge Politiken.

– Måske har de bare ikke forstået spørgsmålene. Jeg synes ellers, de var lette at forstå, siger han.

Danske ikke-svar

Morten Østergaard, der er et af folketingets medlemmer af Europarådets Parlamentariske Forsamling for Det radikale Venstre, mener ikke, Danmark kan sige sig fri for at have lagt luftrum til fangetransporterne. Han mener ifølge Politiken, at den konservative udenrigsminister Per Stig Møller har svaret for sparsomt på de spørgsmål, som han er blevet stillet i forbindelse med undersøgelsen.

Den samme kritik er tidligere blevet rejst af Rune Lund, Enhedslistens udenrigspolitiske ordfører og repræsentant i Europarådet. Han har i en pressemeddelelse betegnet regeringens svar som »en lang opremsning af dansk lovgivning, som ikke forholder sig konkret til lovgivningens sammenhæng med CIA-flyene«.

Af Ole Wugge Christiansen/Monsun

Læs tidligere artikel på Modkraft: »Risikerer fængsel for afsløring af CIA-fængsler«

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce