Overgrebene mod fanger i Irak bliver fortsat på trods af afsløringen af mishandlingen i Abu Ghraib-fængslet. Amnesty International fremlægger mandag den 8. marts en rapport, der redegør for flere tilfælde af fanger, der er døde af tortur, og vidneudsagn fra eksfanger, der beretter, at de er blevet tævet og har fået el-chok.
– Efter de uhyrlige livsforhold under Saddam og nu de nye rædsler fra Abu Ghraib-fængslet, er det chokerende at opdage, at multinationale styrker tilbageholder tusinder af mennesker uden sigtelser eller afprøvelse ved en domstol, siger Kate Allen, der er Amnesty Internationals britiske direktør, i Politiken.
Uden basale rettigheder
14.000 fanger holdes ifølge Amnesty International tilbage uden rettergang.
– At tilbageholde et så enormt antal mennesker uden basale rettigheder, er en kæmpe pligtforsømmelse fra både USA’s og Storbritaniens side, siger Kate Allen.
En talsmand for det amerikanske militær har afvist anklagerne. Alle fanger behandles i overensstemmelse med international og irakisk lov, siger han ifølge DR Nyhederne.
Af Ole Wugge Christiansen/Monsun
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96