Annonce

8. marts 2006 - 15:21

Gynger og karruseller i regeringens ligestillingspolitik

Gynger og karruseller går nogenlunde lige op i regeringens kønspolitiske profil omkring kvindernes internationale kampdag.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) har spillet ud med et forslag om, at den danske ulandsbistand skal have ligestilling mellem kønnene med ind som parameter. Helt konkret foreslår den kvindelige minister, at der skal laves beregninger af de kønspolitiske konsekvenser på alle projekter i ulandene.

– Vi har gjort det enkelte steder, f.eks. i Nepal. Der har vi opstillet mål for, hvor mange elever, der skal være piger, og hvor mange lærere, der skal være kvinder, siger Ulla Tørnæs til DR Nyhederne.

Kønspolitisk skævhed

Analyseinstituttet Epinion har til gengæld kortlagt, hvordan VK-regeringens kønspolitiske sammensætning er i de råd, nævn og kommisioner, som den har udpeget i de sidste fire år.

I de nævn, som regeringen har udpeget, er kun cirka en tredjedel kvinder. Helt eksakt er der kun 805 kvinder ud af 2.402 medlemmer i 183 forskellige råd, nævn og kommisioner. Den kønspolitiske skævvridning er endnu stærkere i formandskaberne for nævnene. Her er under en fjerdedel kvinder. Eksakt: 38 kvindelige mod 145 mandlige formænd.

– Det er udtryk for, at vi har en regering, som ikke har øje for kvindernes kvalifikationer, siger Jane Korczak, næstformand i fagforbundet 3F, som har bestilt Epinions analyse, til DR Nyheder.

Kvindelige ministre fremmer ligestilling

Ifølge Politiken skal den kønspolitiske skævhed være mindre grelt realiseret af regeringens kvindelige ministre.

Den tidligere familie- og forbrugerminister Henriette Kjær (K) og social- og ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) har med udnævnelse af 60 procent kvinder i de råd og nævn, der hører under dem, som de eneste have sat mændene i undertal.

Af Ole Wugge Christiansen/Monsun

Læs »Nultolerance over for vold mod kvinder« på Modkraft

Læs »Kvindekamp er arbejdskamp« på Modkraft

Læs artiklen »Kvindelige ministre vælger kvinder til råd og nævn« i Politiken

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce