– Vi vil med underskriftsindsamlingen råbe politikerne op, så der snart sker noget. Og vi må skabe en holdningsændring i befolkningen, så vi får sat en stopper for det skråplan, vi er på vej ned ad.
Forbundsformand Poul Erik Skov Christensen vil med en ny kampagne mod kvindehandel ånde menneskehandlere, alfonser og pushere i nakken. Fagforbundet 3F vil nemlig ikke længere »passivt se til, at skruppelløse menneskehandlere ødelægger kvindeliv på stribe«.
Vrangforestillinger i Folketinget
Ifølge Poul Erik Skov Christensen er der en tendens til at tro, at »den slags ikke sker i et pænt land som Danmark«.
– Men det foregår jo nærmest lige uden for vores egen gadedør. I hvert fald har menneskehandlerne alt for let spil, når de bare kan sælge pigerne til prostitution på gaden eller på de mange bordeller rundt om i landet, mener 3F’s formand.
Ifølge kampagnen trives myterne og vrangforestillinger i Folketinget, »og det er, som om den politiske handlekraft er sunket ned i en sump af uvidenhed«.
EU, FN og internationale organisationer mener, at der i Vesteuropa sælges mellem 120.000 og 500.000 mennesker hvert år.
Ifølge det danske ligestillingsministerium er der cirka 6.000 prostituerede kvinder i Danmark. Af dem kommer 2.000 fra udlandet, heraf 1.000 fra Østeuropa.
Andelen af prostituerede kvinder fra Østeuropa og 3. verdenslande på det danske marked formodes at være tidoblet i løbet af de seneste år.
Af Martin Lindblom/Monsun
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96