Annonce

28. marts 2006 - 16:50

Venstreparti gik frem ved tysk valg

I Rheinland-Pfalz forsvarede »delstatsfyrsten« Kurt Beck (Soc.dem.) sit mandat og kan endda konstituere en ren socialdemokratisk regering udenom det liberale parti FDP, sådan som han har været nødt til i de seneste år.

I Baden-Württemberg er det ingen overraskelse, at kristendemokraternes Günter Öttinger atter vandt valget. Baden-Württemberg regnes som konservativ højborg. Også de liberale har et stærkt bagland der, og vil sandsynligvis igen konstituere sig med Kristendemokraterne.

Kun i det østtyske Sachsen-Anhalt har forholdene ændret sig lidt:

Kristendemokraterne kan ikke konstituere sig med de liberale mere, og bliver derfor nødt til at danne en såkaldt »stor koalition« sammen med socialdemokraterne.

Sejr til Linkspartei

Linkspartei fik et kæmpevalg med næsten 24 procent af stemmerne og dermed mere end Socialdemokratiet. Da Socialdemokratiet dog allerede før valget meldte klart ud, at de ikke vil konstituere sig med det venstreorienterede parti, er Linkspartei nødt til at gå i opposition.

Linksparteis hovedbestyrelse betegnede valgene som en stor succes i Sachsen-Anhalt. Og tager man ydermere det faktum i betragtning, at Linkspartei stillede op for første gang i både Baden-Württemberg og Rheinland-Pfalz, så er de henholdsvis 2,5 og 3,2 procent en god optakt for den videre opbygning og fremgang for det nye parti i Vesttyskland, selvom det ikke lykkedes at klare spærregrænsen, som i Tyskland ligger på fem procent.

Linkspartei er indtil nu mest begrænset til den østlige del af landet, hvor det gamle PDS, som udgør en stor del af Linkspartei, har sit bagland.

Samtidig fandt kommunalvalget i Hessen sted: Mens både Socialdemokratiet og Kristendemokraterne gik tilbage, kunne Linkspartei melde flere succeser ud, bl.a. i Frankfurt, Offenbach og industribyen Rüsselsheim, hvor partiet fik omkring syv procent af stemmerne.

I alle delstaterne var valgdeltagelsen ekstremt lav, hvilket bliver betragtet som endnu et tegn på politikerlede fra den tyske befolknings side.

Af Stefan Godau

Se hjemmesiden for Die Linkspartei

Læs artikel på Kontradoxa: »Die Linkspartei: Fornyelse eller system-affirmation?«

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce