Berlusconi: Kinesere koger børn

»Jeg er tit blevet anklaget for at udtale, at kommunisterne spiser børn. Men læs Sortbogen om kommunismen – der vil I kunne se, at i Maos Kina spiste de ikke børn. Men de kogte dem for at bruge dem som gødning på markerne«.

Adspurgt efterfølgende af journalister om han virkelig mente, hvad han havde sagt, svarede Berlusconi, at det drejede sig om »historiske kendsgerninger«.

Udtalelsen om de kogte børn ville lyde mærkværdig fra enhver europæisk politisk leder, men måske mindst overraskende fra Italiens premierminister Silvio Berlusconi.

Der er mange historier om den stenrige mediemogul, der blev premierminister i Italien. Den hårde valgkamp, hvor Berlusconi og hans parti Forza Italia er bagud i meningsmålingerne, har tvunget premierministeren i defensiven.

I et forsøg på at erobre den politisk dagsorden har Berlusconi på bare tre uger skabt flere overskrifter end sædvanligt. Kontroversen med Kina er blot det seneste eksempel.

Berlusconi har udvandret fra en live tv-debat, invaderet et møde og skældt ud på arrangørerne, indgået alliance med et fascistisk parti, angrebet dommerstanden og senest: skabt en diplomatisk krise med Kina.

Fornærmede kinesere

Silvio Berlusconis bemærkninger om kinesere var ikke ment som et angreb på Kina eller kinesere. Det var snarere et led i hans valgkamp, som han fra begyndelsen har ført fra en anti-kommunistisk platform.

Baggrunden er, at hans modstander Romano Prodi er allieret med det italienske kommunistparti.

Berlusconi mente tilsyneladende, at han ved at slå Prodi i hartkorn med kommunisme kan skræmme vælgere fra modstandernes koalition.

Men han havde enten ikke medregnet, at der også ville komme en kinesisk reaktion eller også var han villig til at tage det med.

Fra den kinesiske ambassade i Rom lød det, at Kina udtrykker »stor forargelse« over udtalelserne.

Embedsmændene i det italienske udenrigsministerium har haft travlt, siden udtalelsen faldt. De har forklaret, at Berlusconi henviste til begivenheder af ældre dato.

Den anden kandidat til premierministerposten, Romano Prodi, reagerede skarpt ved at påpege, at den slags udtalelser ikke gjorde noget godt for Italiens internationale anseelse.

TV-kanaler er nøglen til magten

Silvio Berlusconi er ejer af et medieimperium, som også beskæftiger sig med bl.a. byggeri og investeringer, og han er Italiens rigeste mand.

Berlusconis beslutning om at blive aktiv i politik frem for udelukkende at være forretningsmand blev først truffet i 1993 og ført ud i livet året efter.

Den britiske forsker og forfatter til en ny biografi om Berlusconi, Paul Ginsborg, var den 27. marts i DR2 Deadline.

For Paul Ginsborg er det klart, at Berlusconis politiske drift er motiveret af hans personlige projekt: at undgå retsforfølgelse og korruptionsbeskyldninger. Paul Ginsborg sagde i Deadline:

– Det, der fik ham til at gå ind i politik i 1994, var at beskytte sig selv og familien mod anklager.

– Som statsminister med et komfortabelt flertal var han i stand til at presse love igennem, skabt specielt til ham og hans venner, så de kunne slippe for tiltale.

Berlusconi var fra 1994 regeringsleder, men blev væltet efter en kort periode – bl.a. på grund af anklager om korruption og store folkelige protester.

I 2001 blev han igen regeringsleder.

Det kan virke overraskende, at en mand med et blakket rygte og med så kontroversielle udtalelser, nyder stor popularitet, og fortsat er regeringsleder.

Paul Ginsborg forklarede i Deadline, hvorfor Berlusconi fortsat både har magt og popularitet i Italien.

Ifølge forskeren er nøglen Berlusconis kontrol over de italienske medier.

Berlusconi ejer de største private tv-stationer og har en indiskutabel magt over de statslige kanaler i kraft af posten som regeringsleder.

– Det er et utroligt stærkt redskab til at skabe en politisk kultur. Den eneste kulturelle informationskanal for 70 procent af de italienske familier er tv, lød Paul Ginsborgs analyse.

Love til gavn for Berlusconi

De mange korruptionsanklager mod Berlusconi og hans nære medarbejdere gennem årene er også blev aktualiserede i valgkampen.

Dels fordi en af hans tidligere nære medarbejdere er i retten i disse dage i forbindelse med en bestikkelsessag, og dels fordi en domstol i Milano netop har besluttet at indlede en undersøgelse af nye korruptionsanklager mod premierministeren.

Berlusconi reagerede omgående på den nye undersøgelse af hans forhold ved at erklære, at det blot var et led i valgkampen.

Premierministeren har ved adskillige lejligheder givet udtryk for, at dommerne er venstreorienterede, og at det er baggrunden for de mange anklager mod ham.

Siden Berlusconis indtræden på den politiske arena har han – med et flertal i begge parlamentets kamre – gennemført et væld af love og lovændringer, der har holdt ham ude af anklagebænken.

Lovene har oftest virket ved at ændre forældelsesfristen for økonomisk kriminalitet.

Invaderede møde

Italiens dårlige økonomi er imidlertid et stort problem for Berlusconi i hans bestræbelser på at opnå genvalg.

Vurderingerne af den italienske økonomi har kostet vælgere og bragt ham på kollisionsskurs med den italienske arbejdsgiverforening.

Arbejdsgiverforeningen inviterede for nyligt Berlusconi til deres kongres, men han meldte sig syg - og dukkede så alligevel op.

Efter Romani Prodi havde talt til kongressen og var blevet modtaget med bifald, mente Berlusconi tilsyneladende, at det var på tide med en opsang til arbejdsgiverforeningen.

På kongressens sidste dag dukkede han derfor uanmeldt op, bemægtigede sig talerstol og mikrofon – og skældte ud på arbejdsgiverne.

Han beskyldte de tilstedeværende for at skade italiensk økonomi ved at få den til at fremstå dyster og for at have overgivet sig til de venstreorienterede. Om den manglende vækst i Italiens økonomi, sagde han bl.a.: »Krise? Hvilken krise?«

Arbejdsgiverforeningens formand fik en ekstra vred salut fra Berlusconi, fordi de to havde debatteret mod hinanden i en tv-udsendelse nogle uger forinden.

I selskab med Mussolini

Berlusconis valgalliance hedder »Frihedens Hus«.

Den 17. marts blev endnu en gruppe føjet til alliancen.

Denne gang vakte beslutningen vrede, fordi den nye gruppe er det fascistiske »Socialt Alternativ«, som ledes af diktatoren Benito Mussolinis barnebarn, Allesandra Mussolini.

Andre partier i Berlusconis alliance har forsøgt at lægge afstand til deres fascistiske holdninger og handlinger, efter de er kommet i regering, og er repræsenteret i EU og FN.

Derfor vakte det ikke begejstring hos flere af Berlusconis ministre, at han valgte en udvidelse af alliancen med »Socialt Alternativ«.

Baggrunden er formodentlig Berlusconis store behov for at skaffe stemmer, og der er tilsyneladende flest af dem at hente for ham på den yderste højrefløj.

Valget i Italien finder sted den 9. og 10. april.

Af Linda Hansen/Monsun