Annonce

31. marts 2006 - 12:46

Franske studerende fortsætter kampen

Modstanden mod den nye arbejdsmarkedslov CPE, der giver arbejdsgiverne lov til at fyre folk under 26 år uden begrundelse i løbet af ansættelsens første to år, fortsætter ufortrødent. Således blev en lang række motorveje og banegårde landet rundt blokeret i flere timer gennem hele torsdagen den 30. marts.

I Paris blokerede de studerende, ifølge den franske avis Libération, banegården gare de Lyon i to timer, før det lykkedes det paramilitære politikorps CRS at fjerne demonstranterne. Tendensen var den samme over hele landet.

Der var lignende blokader i blandet andet Lyon, Lorient, Saint-Etienne, Metz og ikke mindst Marseille, hvor 200 demonstranter formåede at stoppe al togtrafik ud af byen ved at blokere banegården Sant-Charles. Derudover blev indfaldsvejene blokeret i Dunkerque, Lille, Lens, Nantes og Rennes.

CPE forener venstrefløjen

Det er dog ikke kun de studerende, som er fremme på barrikaden. 11 organisationer og partier er – helt unikt i fransk sammenhæng – gået sammen om en fælles deklaration mod arbejdsmarkedsloven.

De deltagende partier er blandt andet Socialistpartiet (PS), Frankrigs Kommunistiske Parti (PCF), De Grønne og det trotskistiske parti LCR.

Ifølge Libération har man til hensigt fredag morgen, at mødes i den franske nationalforsamling og offentliggøre en fælles erklæring med det formål at lægge et yderligere pres på den franske regering og ikke mindst den franske præsident Jaques Chirac, som man »håber vil være fornuftig nok til ikke at bekendtgøre den nye lov«, siger Ségolène Royal fra Socialistpartiet.

Forfatningsdomstol godkender arbejdsmarkedslov

Presset er lagt på Jaques Chirac, fordi forfatningsdomstolen har godkendt loven, og det er dermed optil Chirac at proklamere den.

Forfatningsdomstolen, som i Frankrig skal sikre, at alle nye love er i overensstemmelse med forfatningen, godkendte torsdag aften CPE med den begrundelse, at »den har til formål at sænke arbejdsløsheden«.

Loven var i første omgang havnet hos forfatningsdomstolen, fordi der var blevet indgivet en klage over, at loven skaber negativ forskelsbehandling af unge på arbejdsmarkedet.

Dermed er bolden spillet over til Jaques Chirac, som ifølge avisen Le Monde vil holde en tale til nationen fredag aften kl.20.00. Indtil da er regeringen ene om at forsvare loven.

Usikkerhed dominerer den franske ungdom

Den franske premierminister Dominique de Villepin fremhæver, at CPE-loven er til for at »beskytte vores sociale model«. Denne opfattelse deles ikke af formanden for den franske studenterbevægelse, UNEF, Bruno Juillard.

Han siger således til Libération, at »som resten af de vesteuropæiske lande har Frankrig aldrig været rigere, men samtidig har man aldrig anvendt rigdommen dårligere. I stedet for at udvide velfærden, så afvikler man den«.

Mange unge franskmænd er meget usikre på fremtiden. Det er »frygten for i morgen, der ødelægger den dynamik, som ellers normalt er kendetegnende for unge. De franske unge ønsker at have indflydelse på deres egen fremtid«, siger Bruno Juillard.

Villepin forsikrer, at han »svarer på de unges angst«, men ifølge Bruno Juillard »ønsker Villepin ikke at forhandle med de organisationer og mennesker, som påvirkes af loven«.

Ny generalstrejke på vej

Den franske regering synes at håbe, at de studerende vil bøje sig med tiden. Det er opfattelsen i flere franske medier, at regeringen satser på, at påskeferien vil dæmpe modstanden.

Protesterne, som nåede sin foreløbige kulmination med generalstrejken tirsdag den 28. marts, viser dog ingen tegn på at aftage. Tværtimod meddelte man torsdag aften, at man overvejer endnu en generalstrejke.

Der er ingen tvivl om, at regeringen er under et stigende pres, men premierminister Villepin har valgt at satse alt på at få gennemført loven. Spørgsmålet er så, om dette i sidste ender kommer til at koste ham jobbet.

Af Michael Hunnicke Jensen/Internationalt Forum

Læs mere i avisen Libération (fransk)

Læs mere i avisen Le Monde (fransk)

Læs artikel på Modkraft: »Millioner på gaden i Frankrig«

Læs mere på Libcom.org – engelsksproget blog, der følger den franske opstand

Se hjemmesiden Stop CPE (fransk)

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce