Kombinationen af arbejdsnedlæggelse og store demonstrationer manifesterede igen, at de studerende og fagforeningerne ikke har tænkt sig at bøje sig i kampen mod den nye franske arbejdsmarkedslov CPE.
Fredag den 31. marts havde ellers budt på en vis opblødning hos den franske regering og præsident Jaques Chirac. Da Chirac således holdte sin tale til nationen kl.20.00 fredag aften, var det med budskabet om, at man »havde lyttet til bekymringerne fra den franske ungdom«, og derfor var villig til et kompromis.
Regeringen havde besluttet at nedsætte tiden for, hvornår en arbejdsgiver kan fyre en nyansat under 26 år. Hvor det hidtil har været planen, at denne tidsramme skulle være to år, besluttede man nu at nedsætte den til et år. Dertil kommer, at arbejdsgiverne nu også skal give en skriftlig begrundelse for en eventuel fyring.
Ændringerne som tidligere i forløbet blev luftet af premierminister Dominique de Villepin synes dog på ingen måde at have formidlet de franske studerendes vrede. Tværtimod har regeringens eftergivenhed blot givet dem mere blod på tanden.
– Dette her stopper os på ingen måde, og det er slet ikke godt nok. Vi vil have CPE-loven helt væk, udtalte Bruno Juillard fra den franske studenterorganisation l’UNEF efterfølgende til avisen Libération.
Flere millioner mennesker på gaden
Alt efter om man spørger politiet eller arrangørerne af demonstrationerne, så er omfanget af protesterne i dag meget varierende. Der er dog fra alle sider enighed om, at denne tirsdags demonstrationer langt overgår den foregående tirsdags protester i antal.
Ifølge avisen Le Monde er vurderingen fra Paris, at demonstrationen – som gik fra Place de la République til Place d´Italie – har samlet et sted mellem 500.000 og 1,3 mio. mennesker.
I Marseille var omkring 250.000 demonstranter på gaden, hvilket er nogenlunde svarende til antallet fra tirsdag den 28.marts.
I Nantes lå antallet af demonstranter ifølge politiet på 52.000, mens fagforeningerne vurderede tallet til 75.000. Under alle omstændigheder er tallet dog større end sidste uge.
I Bordeaux samlede demonstrationen, 115.000, mens millionbyen Lyon til gengæld »kun« mønstrede 45.000.
I Grenoble var tallet i nærheden af 60.000 demonstranter på gaden. Det er den største demonstration, der har været i byen gennem de sidste 30 år. Bortset fra en Anti-Le Pen demonstration i forbindelse med præsidentvalget i 2002 – som samlede 57.000 mennesker – har ingen anden været i denne størrelsesorden.
I middelstore byer som Rouen, Caen, Nice, Le Mans, Orleans og Reims varierede størrelsen fra by til by mellem 15 og 35.000 demonstranter.
Bred faglig sammensætning
Tirsdagens strejke har ligesom den tidligere en bred sammensætning i forhold til sektorer. Mest centralt er transportområdet, hvor især toge og fly er ramt af strejken. Blandt andet var 30 procent af TGV-togene i Paris indstillet.
Udover transportsektoren berører strejken, ifølge Le Monde, først og fremmest postvæsen, telekommunikation, banker, energi, butikker og jern- og metalindustrien. Oveni skal så lægges hele uddannelsessektoren, som i gennem de seneste uger stort set har været permanent sat ud af funktion.
»Forhandling uden tabuer«
Fra flere sider betegnes demonstrationernes omfang i dag som meget afgørende. Særligt fordi der nu i stigende grad er lagt op til forhandling mellem parterne. Selvom regeringen indtil nu har været meget afvisende overfor direkte forhandling, så er der dog visse tegn, som peger i en anden retning.
Ifølge Libération har en gruppe med basis i det konservative regeringsparti UMP under ledelse af indenrigsminister Nicolas Sarkozy lagt op til »forhandling uden tabuer« med fagforeningerne.
Et sådant forhandlingspræmis blev dog i dag klar afvist af Bernard Thribault fra fagforbundet CGT:
– Vi er villig til at diskutere med gruppen fra UMP, men det kræver en garanti for, at CPE aldrig bliver til noget.
Umiddelbart synes et kompromis altså ikke på trapperne. De studerende og fagforeninger har været urørlige i deres krav om en totalafskaffelse af CPE. Hos regeringen, som gennem lang tid har syntes lige så fast i deres overbevisning, åbnes der dog nu sprækker.
En væsentlig brik i dette er den interne splid i regeringen mellem premierminister Villepin og indenrigsminister Sarkozy, som begge ønsker at overtage præsidentembedet efter Chirac. Denne interne splittelse kan måske vise sig at få en afgørende rolle i regeringen holdning.
Dette falder dog ikke nødvendigvis ud til fordel for demonstranterne. En ting synes dog sikkert: de studerende og fagforeningerne står fast i kampen mod CPE.
De franske protester har også fået danske studerende op af stolene. Den 28. marts demonstrerede et par hundrede på Kgs. Nytorv i København, og de kommende dage inviterer en række studenter- og faglige organisationer til offentlige møder om situationen under overskriften »Frankrig i oprør – vi vil med!«.
Af Michael Hunnicke Jensen/Internationalt Forum
Se detaljer om arrangementerne I Modkrafts kalender
Læs artikel på Modkraft: »Franske studerende fortsætter kampen«
Læs mere i avisen Libération (fransk)
Læs mere i avisen Le Monde (fransk)
Læs mere på Libcom.org – engelsksproget blog, der følger den franske opstand
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96