Annonce

5. april 2006 - 23:00

Velfærdsreform: stress, nedslidning og øget ulighed

Regeringen fremlagde tirsdag den 4. april sit længe ventede udspil til såkaldte »velfærdsreformer«. Forslaget blev som forventet imødegået med mild kritik fra Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti for mangel på acceptabel social profil, mens Det Radikale Venstre accepterer alle spørgsmål som åbne for forhandling. De radikale beklager kun at skattestoppet ikke også kommer til forhandling.

Homo oeconomicus

Anderledes barsk lyder kritikken fra Den Alternative Velfærdskommission, venstrefløjen, faglige organisationer og uddannelsesorganisationer.

»Hele forslaget er baseret på den antagelse, at mennesker kun drives af økonomiske motiver. Regeringen taler om uddannelse og forskning i verdensklasse, men i realiteten handler det om velfærdspolitik til dumpekarakter«, lyder dommen i en udtalelse fra Den Alternative Velfærdskommission ifølge hjemmesiden www.fagligtansvar.dk.

Den Alternative Velfærdskommission mener, det er fornuftigt at øge uddannelsen af unge, forøge voksen- og efteruddannelsen og øge den offentlige forskning. Men kommissionen kritiser det uacceptable og unødvendige i, at det er den ældre del af befolkningen og den mest nedslidte del af de beskæftigede, der skal betale regningen.

Velfærdsforringelserne er unødvendige

Velfærdskommisionen mener, at velfærdsforringelserne er unødvendige. Den peger på, at statskassen lige nu har et overskud på 60 mia. kr., og at beregninger viser, at nationalproduktet fordobles frem til 2041. Det kan finansiere sociale velfærdsudgifter, mener kommissionen.

»Men først og fremmest vil velfærdsforringelserne være helt unødvendige, hvis der i stedet sættes målbevidst og aktivt ind på at øge beskæftigelsen for de 900.000 personer, som i dag er udenfor arbejdsmarkedet. En sådan vækst- og beskæftigelsesstrategi vil ikke blot øge velfærden, men også indbringe det offentlige et merprovenu i flercifret milliardklasse gennem sparede overførsler og forøgede skatteindtægter« skriver kommissionen.

Øget stress

Forøgelsen af efterløns- og pensionsalder vil komme til at koste på det menneskelige plan, siger overlæge og stress-specialist Bo Netterstrøm til DR Nyheder.

Hvis de ældre skal blive længere på arbejdsmarkedet vil effekten kunne ses på sygdomssiden, siger han:

- Vi vil få flere depressioner og vi vil får mere udbrændthed. Vi vil se en lang række symptomer hos de ansatte, der gør, at de vil søge væk fra arbejdsmarkedet.

Halve dagpenge til unge ældre

Også fra en række faglige organisationer er der indkommet protester mod forslagene. Halve dagpenge efter seks måneders ledighed til unge mellem 25-29 år, kaldes af Blik- og Rørarbejderforbundet for løftebrud fra statsministeren.

Der er ingen begrundelse for denne diskriminerende særregel for de 25-29 årige, mener A-Kassernes Samvirke.

– I 1996 ændrede man dagpengevilkårerne tilsvarende for de 18-24 årige, fordi der var en betydelig overledighed i denne aldersgruppe, der ikke havde en erhvervsmæssig uddannelse, siger sekretariatschef i A-Kassernes Samvirke, Torben D. Jensen, til fagligtansvar.dk.

– De 25-29 årige i dag er ikke mere ledige end de 30-40 årige eller de 40-50 årige. Derfor er indgrebet i realiteten et angreb på flexicurity, som den danske model ellers berømmes for, siger Torben D. Jensen.

– Jeg forventer, at oppositionen skyder forslaget ned, ellers har vi et meget alvorligt problem, siger han.

Større frafald og længere studietider

Otte uddannelsesorganisationer er gået sammen om en fælles kritik af velfærdsudspillet på SU-området.

I en pressemeddelelse fra Danske Studerendes Fællesråd, Pædagogstuderendes Landssammenslutning, Lærerstuderendes Landskreds, Sygeplejestuderendes Landssammenslutning, Erhvervsskolernes Elevorganisation, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Landssammenslutningen af Handelsskoleelever og Landssammenslutningen af Kursusstuderende skriver organisationerne, at regeringens planer på SU-området »ikke er i overensstemmelse med deres egne mål. Gennemføres forslagene, vil færre få en uddannelse, flere vil falde fra og kvaliteten af uddannelserne vil falde«.

Kritikken rejses i tre hovedpunkter:

Der vil blive et større frafald og længere studietider, fordi regeringen vil gøre en del af SU’en afhængig af, om man består sin eksamener.

Der vil desuden komme færre i uddannelse, fordi regeringen vil nedsætte SU’en, hvis den påbegyndes mere end to år efter en ungdomsuddannelse.

Og endelig vil et forøget erhvervsarbejde, når fribeløbet hæves, resultere i faldende faglighed og længere studietid, mener organisationerne.

Også studenterrådet på RUC har taget afstand fra forslaget om at hæve fribeløbet for studerende.

»At hæve fribeløbet giver et øget incitament til at skære i SU’en«, skriver studenterrådet i en pressemeddelelse.

Rådet mener, at forslaget vil inddele de studerende i et A- og B-hold.

SF kalder regeringens forslag i forhold til uddannelsesområdet for formynderi mod de unge, og Enhedslisten taler om en gammeldags og snæver fortolkning af uddannelse.

Faglige initiativer imod forringelserne

Flere faglige organisationer har taget initiativ til at indkalde til et protestmøde mod udspillet den 8. maj. Bag initiativet står foreløbig Fagligt Ansvar, LO Århus og LO Storkøbenhavn. Endnu er tid og sted uafklaret.

– Det er dem, der trænger mest, som kommer til at betale regningen for regeringens reformer, siger Finn Sørensen på initiativtagernes vegne på fagligtansvar.dk.

– Det er de ældre, de uddannelsessøgende og de nedslidte, som skal betale gildet, siger han.

Men mødet lægger ifølge fagligtansvar.dk ikke kun op til protest:

– Vi skal have diskuteret, hvordan vi får sat en anden dagsorden for velfærdsdebatten, siger Finn Sørensen.

Også 3F i Silkeborg opfordrer til, at der hurtigt skabes samling mod regeringens forslag til forringelser:

- Der er brug for en hurtig samling på landsplan, så vi kan få diskuteret, hvordan vi kan forhindre de forringelser, der ligger i regeringens forslag, siger formanden for 3F Silkeborg, Christian Juhl til fagligtansvar.dk.

– Vi har i fagbevægelsen masser af gode alternativer i de »faglige krav til en anden politik«, som jeg går ud fra, arbejderpartierne stadig er med på, siger han.

Af Ole Wugge Christiansen/Monsun

Besøg hjemmesiden for Fagligt Ansvar

Læs pressemeddelelsen fra otte uddannelsesorganisationer

Læs pressemeddelelsen fra studenterrådet på RUC: »En SU til at leve af«

Læs artiklen »Senere efterløn giver mere stress« på DR Nyheder

Læs pressemeddelelse fra SF: »Formynderi mod unge«

Læs pressemeddelelse fra SF: »Nedslidte skal ikke betale velfærdsregningen«

Læs pressemeddelelse fra Enhedslisten: »Sæt SU’en op«

Læs pressemeddelelse fra Enhedslisten: »Tid til investering - ikke nedskæring«

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce