Rygtet var løbet i forvejen, men resultatet kom alligevel bag på tilhængerne af kunstig befrugtning af enlige og lesbiske kvinder, da folketingets afstemningstavle viste 53-52 til oppositionens fordel. Helt usædvanligt var Folketingssalen pludselig præget af klapsalver, dans og kram.
Vedtages loven endeligt ved 3. behandlingen vil enlige og lesbiske kvinder fremover have ret til lægehjælp til kunstig befrugtning på offentlige sygehuse. Og det var ikke kun i Folketingssalen, der var glæde og forundring over resultatet.
Diskriminerende lov væk
Søren Laursen, retspolitisk talsperson for Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBL), kalder det »en stor dag for os«.
– Det har været en helt urimelig retsstilling, at en særlig befolkningsgruppe har været udelukket fra behandling. Ser man bort fra vikarierende argumenter, har forbuddet været baseret på fordomme om, at homoer er dårlige forældre og ikke kan skabe rammen en god børnefamilie. Det ser nu ud til, vi får fjernet en åbenlyst diskriminerende bestemmelse fra dansk lov, siger han på LBL’s hjemmeside.
Det er kun anden gang siden 2001, at regeringen lider nederlag, og oppositionen har i årevis kæmpet for at få det omstridte forbud afskaffet. Takket være holdningsændringer hos en række Venstrepolitikere lykkedes det i dag.
Af Martin Lindblom/Monsun
Læs kommentar på LBL’s hjemmeside
Læs pressemeddelelse fra SF på Modkraft
Læs tidligere artikel på Modkraft: »Argument-roderi i homo-debat«
Læs tidligere artikel på Modkraft: »SF-støtte til homo-forældre«
Læs tidligere artikel på Modkraft: »Kunstig befrugtning til lesbiske«
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96