»Hele Verden som gæst hos venner« – det er mottoet for det kommende fodbold-VM i Tyskland, der starter den 9. juni 2006. Åbenhed, gæstfrihed og integration er de værdier, Tyskland forsøger at sælge sig selv på til verden under denne begivenhed. De gælder dog ikke for alle: mens nogle fodboldfans inviteres med hjertevarme, udvises andre af bagdøren.
Derfor lancerer flygtninge-solidaritetsorganisationen ProAsyl en kampagne under VM mod Tysklands udvisning af flygtninge. Under mottoet »Tyskland bliver verdensmester i udvisning!«, har organisationen produceret tusindvis af plakater, flyveblade, klistermærker og postkort med en alternativ version af det officielle fodbold-mesterskabs logo og med budskaber om at tage det officielle slogan seriøst.
Talsmand for ProAsyl, Günther Burkhardt, opfordrer bl.a. den tyske Bundestag i Frankfurt til at vedtage en generel opholdstilladelse for flygtninge, som har været bosiddende i Tyskland i længere tid.
Krav om udvisningsstop
Omkring 200.000 mennesker er i øjeblikket truet af udvisning i Tyskland. 120.000 af dem har boet i landet i over fem år, og mange er velintegrerede, men risikerer alligevel uden varsel at blive hentet af politiet og sendt i udvisningslejre eller blive deporteret direkte.
ProAsyl kræver et udvisningsstop indtil reglerne for opholdstilladelse er ændret, så flygtninge kan få asyl og familier ikke splittes.
På ProAsyls hjemmeside kan man skrive under på kampagnens krav om at give det røde kort til Tysklands udvisninger, og læse mere om Tysklands udvisningspolitik. Op til VM har organisationen også samlet nogle flygtninge-relevante fakta og tekster om nogle af deltagerlandene.
Af Ole Poulsen
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96