Det var et spraglet homo-miljø, der tirsdag aften samledes foran spillestedet The Rock i det indre København for at vise deres afsky over den jamaicanske reggaemusiker Buju Banton. Demonstrationens arrangør, Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBL), kalder Banton »en markant homofobisk figur«, der opfordrer til mord på og lemlæstelse af homoseksuelle.
Piercede, tatoverede lesbiske stod side om side med dragqueens og bøsser i sommerskjorter på fortovet overfor The Rock, hvor hærdebrede dørmænd guidede reggaefans med og uden dreadlocks indenfor. Til gengæld deltog bemærkelsesværdig få fra det feministiske og venstreorienterede miljø i demonstrationen.
Stemningen på hver side af den smalle gade var generelt rolig, men med enkelte »svipsere« i begge lejre. Under hovedtalen fra repræsentanten for LBL provokerede en sort reggaefan demonstranterne groft, og det affødte et par kommentarer i kategorien »småracisme«.
Men bortset fra de enkelte gensidige udbrud var stilen mest præget af en slags afslappet »våbenhvile«. Bemærkelsesværdigt var det også, at flere demonstranter udvekslede hilsner og knus med folk, der var på vej ind til koncerten. Det understregede de udmeldinger, som især foreningen »Reggae for Tolerance« er kommet med, om at reggaemiljøet tager skarp afstand fra homofobi, men samtidig kritiserer homomiljøets boykot-strategi.
»Dødens købmænd«
Hvor reggaefansene peger på den kulturelle baggrund for Buju Bantons – og andre reggaestjerners – aggressive og voldelige homofobi, og mener at dialog og holdningsmæssig påvirkning er vejen frem, står homomiljøet for en mere stejl og konfronterende politik.
– Arrangørerne bad os om at udvise tolerance overfor homofoben Buju Banton, der forhåner og truer os i sin homofjendske sangtekst »Boom Bye Bye«. Det er at vende begrebet »tolerance« på hovedet.
– I mine øjne er beslutningen om at gennemføre koncerten begrundet i arrangørernes særinteresser. Undertrykkelsen af homoseksuelle på Jamaica, som Buju Banton personificerer igennem sin adfærd og udtalelser, må ikke være en handelsvare.
– I tilfældet Buju Banton løber »The Rock« og »SkyJuice Promotion« fra et indlysende ansvar – de handler med en musiker fra Jamaica, der i strakt arm bærer »homofobiens brændende fakkel«, og det gør i mine øjne arrangørerne til en slags »Dødens købmænd«, lød det bl.a. i hovedtalen fra Hanne Bielefeldt, der er sekretariatsmedarbejder i LBL.
Kysseaktion mod had
Brancheorganisationen Gay Life Copenhagen var også tilstede til tirsdagens demonstration.
– Vi håber, at vi kan være med til at skabe eftertanke hos spillestedet The Rock og Sky Juice Promotion. De skal vide, at det ikke er ok, at hyre kunstnere som prædiker had imod seksuelle mindretal, siger Jørgen Weis, formand for Gay-Life Copenhagen til Modkraft.dk.
Formanden opfordrede i en tale de fremmødte demonstranter til en kysse-aktion. Den opfordring tog mange til sig, mens andre taktfast råbte »Fuck the Rock! «.
»Hvad nytter konfrontation?«
Mange af de fremmøde reggaefans er egentlig enige i de homoseksuelles generelle kritik af homofobi. Men samtidig har de tillid til, at Buju Banton, som aftalt, ikke vil fremføre den meget omtalte og stærkt homofobiske sang »Boom Bye Bye«.
– Han har kun lavet den ene sang i 1992, som er homofobisk. Resten af hans tekstunivers er fyldt med social bevidsthed, siger Julia Devin fra »Reggae for Tolerance« til Modkraft.dk.
For hende er det helt afgørende, at Buju Banton har lovet ikke at spille den famøse sang. Og da han har lovet det, kan hun ikke se nogen grund til at demonstrere. I stedet så Julia Devin gerne, at det danske reggae- og homomiljø stod sammen i denne sag, og tog fat på det, hun opfatter som problemets rod, nemlig fattigdommen i reggaens hjemland, Jamaica.
Den samme opfattelse giver en ung koncertgæst udtryk for:
– Hvad nytter konfrontation? I denne her sag tryner det homoseksuelle mindretal faktisk et endnu mindre mindretal, det danske reggaemiljø, mener Jørgen.
Hans veninde Nanna uddyber:
– Den kunstneriske frihed, skal der være plads til. Man skulle i stedet kigge på den machokultur, som musikken indgår i og den lovgivning som skaber problemerne i Jamaica.
Bujus drømmeby
Indenfor på scenen, få timer senere, bliver Buju Banton mødt med klapsalver. Den slanke jamaicaner har fuldskæg og dreadlocks, og er iklædt et par gamle lyse cowboybukser og en hvid t-shirt.
– Livin’ in Copenhagen ain’t easy, synger han, og publikum bakker ham højlydt op.
– I dream of a place where there is no law. Magic-city. This is were I will be found fortsatte han, mens hans fans virkede som om de allerede var flyttet med ind i denne imaginære og lovløse drømmeby langt væk fra demonstrationer og dansk regnvejr.
Buju Banton så derimod ikke ud til at bekymre sig om de danske protester. Han dansede og sang sig tilsyneladende uberørt igennem en to timers koncert – uden at synge »Boom Bye Bye«. Han fandt dog tid til at udtrykke sit håb om en mere retfærdig verden.
– As long as we are alive we can fix the problems of he world, sagde han.
Måske som en indirekte kommentar til den megen postyr over hans optræden i Danmark.
Nordiske protester
Buju Banton er i øjeblikket på turné i Norden, og homo-organisationer i Sverige og Norge protesterer over hans optræden. I Sverige spiller Buju Banton onsdag aften i Västerås, og både den landsdækkende homo-organisation RFSL, der er søsterorganisation til LBL, og en lokal homogruppe protesterer over koncerten, skriver den svenske homo-hjemmeside qx.se.
I Norge ønsker landsorganisationen LLH ligeledes Bantons koncert aflyst. I modsætning til både Danmark og Sverige har de norske arrangører ikke fået skrevet ind i kontrakten, at nummeret Boom Bye Bye ikke må spilles.
Til gengæld vil de slukke strømmen, hvis det sker. Stik imod hvad en række internationale homo-organisationer har oplyst, udtaler Joshua Chuku King fra Oslo Africa Music Festival, at Buju Banton flere gange har undskyldt det homofobiske nummer.
Derimod har nordmændene valgt ikke at invitere reggaestjernen Sizzla, fordi han netop ikke har undskyldt for sine homofobiske sangtekster.
I Storbritannien blev flere planlagte koncerter med bl.a. Buju Banton aflyst i sidste uge efter protester fra britiske homo-organisationer.
Af Rune Eltard-Sørensen og Martin Lindblom/Monsun
Læs hele LBL’s tale på Kontradoxa
Læs mere hos Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske
Læs den svenske artikel »RFSL kräver att Banton-konserten ställs in«
Læs den norske artikel »Krever konsert avlyst«
Læs den britiske artikel »Buju Banton and Beenie Man concerts cancelled«
Besøg den jamaicanske homo-organisation J-Flag
Læs tidligere artikel på Modkraft: »Homoer demonstrerer mod reggaestjerne«
Læs tidligere artikel på Modkraft: »Ingen dialog mellem homoer og reggaefans«
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96