Regeringen skrev i en handlingsplan fra 2002, at et »samfund kan måles på, hvordan det behandler de svageste grupper«. Det samfund er asocialt, hvis man skal tro årsrapporten fra Rådet for Social Udsatte, der blev offentliggjort tirsdag den 15. august.
Solidariteten med de social udsatte er ikke blevet styrket, mener Rådet. Den fremgang i velstand, der har karakteriseret de seneste år, har ikke elimineret fattigdomsproblemerne.
Nedskæringer i kontanthjælp, starthjælp og boligsikring fra april 2002 (hvor Rådet blev oprettet) opgøres af Rådet til op mod to mia. kroner.
»Opprioriteringen af de socialt ansatte er med andre ord et luftkastel«, skriver rådet i en pressemeddelelse.
Selv om der er skabt flere væresteder for misbrugere og hjemløse, sidder en ny gruppe fattige uhjælpeligt fast. De socialt udsatte er blevet fattigere, fordi den kontanthjælp, de må leve af, er blevet skåret flere gange.
Argument bag kontanthjælpens størrelse holder ikke
Loftet over kontanthjælpen er den mest omdiskuterede nedskæring, men udgør kun en lille del af beskæringerne.
Rådet gør opmærksom på at argumenterne for udmåling af kontanthjælp og starthjælp som forsørgelsesydelser ikke holder.
Udmålingsprincipperne bygger på satserne i Statens Uddannelsesstøtte (SU) for enlige udeboende studerende. Men Rådet er i en undersøgelse nået frem til at kun 2 procent af de uddannelsessøgende lever af SU alene.
Rådet konkluderer derfor at SU’en ikke er tilstrækkelig som forsørgelsesgrundlag og at argumentationen bag kontanthjælpen er hul.
Ønsket fra Rådet for Socialt Udsatte om at få hævet kontanthjælpen, afvises imidlertid af socialminister Eva Kjer Hansen (V). En højere kontanthjælp har lange udsigter, siger hun til berlingske.dk.
Ikke kun økonomiske problemer
De pekuniære problemer som følge af beskæringerne af kontant- og starthjælp er imidlertid ikke de eneste.
– Når vi ved, at økonomisk fattigdom har en negativ effekt på den enkeltes selvfølelse og på helbredet, især på de børn, der vokser op under sådanne forhold, så er det en rigtig alvorlig udvikling, siger Preben Brandt, der er formand for Rådet, til berlingske.dk.
– Vi ser flere unge kontanthjælpsmodtagere, som har psykiske lidelser eller tunge sociale problemer, som virkelig bliver presset økonomisk, siger han.
Karl Bach Jensen, der er konsulent i Landsforeningen af nuværende og tidligere Psykiatribrugere, siger til berlingske.dk at meget berigelseskriminalitet skyldes at de unge under 25 år ikke har til dagen og vejen.
Omfordeling fra fattig til fattig
Rådet for Social Udsatte gennemgår i rapporten, hvordan det er gået med de cirka 70 forslag, som Rådet er fremkommet med siden sin oprettelse i 2002.
22 forslag er blevet realiseret. Det har bl.a. muliggjort indførelsen af en behandlingsgaranti på stof- og alkoholområdet, udvidelse af en støtte- og kontaktpersonordning og sundhedsfremmende indsatser for social udsatte.
Men størstedelen af de midler, der er blevet brugt til disse formål, er samtidigt hentet fra samfundets mindre velstillede grupper, nemlig fra den såkaldte satspulje.
Markante forskelle i kommunernes anvendelse af ekstra hjælp
Rådet for Socialt Udsatte har ved siden af årsrapporten desuden lavet en undersøgelse af, hvordan flertallet af landets kommuner anvender lovgivningens vejledende rådighedsbeløb, når de skal afgøre om der kan ydes ekstrahjælp i særlige tilfælde til modtagere af kontant- og starthjælp samt pensionister.
Lovgivningen angiver at der kan udløses ekstrahjælp til pensionister ved et rådighedhedsbeløb på under 3.600 kr., mens kontanthjælpsmodtagere skal helt ned på knap 2.800 kr.
Kommunerne administrerer imidlertid denne mulighed forskelligt. Undersøgelsen viser, at der er markante forskelle i størrelsen af det rådighedbeløb, der udløser mulighed for hjælp.
I nogle kommuner skal man helt ned på cirka 2.000 kr. i rådighedsbeløb, før en enlig kontanthjælpsmodtager over 25 år kan få hjælp.
Af Ole Wugge Christiansen/Monsun
Læs artiklen »Rådet for Socialt Udsatte dumper regeringen« på berlingske.dk
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96