Annonce

7. september 2006 - 2:10

Borgmester-strejke mod nedskæringer

SF’s Ungdom (SFU) opfordrede onsdag den 6. september alle landets borgmestre til at gå i strejke i protest mod de bebudede nedskæringer i kommunerne. Og mindst ti borgmestre har lyttet til opfordringen, og nedlægger fredag arbejdet.

– Det kommunale selvstyre, vi plejer at være så stolte af, er dødt. Regeringens skattestop og den stramme økonomiske aftale om kommunernes økonomi lægger landets kommunalbestyrelser i en spændetrøje. Det er dybt uholdbart, og jeg opfordrer landets borgmestre til at nedlægge arbejdet i protest mod de aktuelle forhold, lød opfordringen fra SFU’s formand Astrid Krag.

»Situationen er grotesk«

En af de strejkende borgmestre er SF’eren Karens Delfs fra Vejle:

– Regeringen blander sig i detailstyring af hjemmehjælpere, plejehjem og folkeskoler, men fraskriver sig alt ansvar når det kommer til velfærdsforringelser. De lover markante forbedringer af velfærden, men fjerner samtidig det økonomiske grundlag for selv samme velfærd i kommunerne, udtaler borgmesteren i en pressemeddelelse fra SFU.

Også den socialdemokratiske borgmester i Glostrup, Søren Enemark, har fulgt opfordringen:

– Situationen lige nu er grotesk: Landets borgmestre er ude af stand til at arbejde ud fra det mandat, vælgerne gav dem så sent som for et lille år siden ved kommunalvalget. Det er udemokratisk, at det kommunale selvstyre er indskrænket til spørgsmålet om at tage ansvaret for regeringens velfærdsforringelser, siger han i pressemeddelelsen.

SFU regner med at flere borgmestre vil tilslutte sig strejken. Til gengæld har 15 primært borgerlige borgmestre ifølge Politiken sagt nej og betegnet aktionen som »fjollet«.

Af Martin Lindblom/Monsun

Læs pressemeddelelse fra SFU på Modkraft

Besøg SFU’s hjemmeside

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce