Annonce

19. september 2006 - 19:41

Zimbabwe: Overfald og tortur mod fagforeningsledere

Præsident Robert Mugabes politistyrker slog usædvanligt brutalt ned på de faglige demonstranter, der gik på gaden den 12.-13. september i protest mod de stadige mere desperate forhold for befolkningen i Zimbabwe.

300 fagforeningsaktivister er blevet fængslet og mishandlet, og flere demonstrationer er blevet forhindret i at blive afviklet af politi og sikkerhedsstyrker.

Myndighederne i Zimbabwe siger, at demonstrationerne var ulovlige, og at sikkerhedsstyrkerne var i deres ret til at tage forholdsregler mod demonstrationerne.

Flere faglige ledere er blevet gennemtæsket og har pådraget sig alvorlige kvæstelser, skriver 3F på sin hjemmeside.

Advokat Alec Muchadehama fra Zimbabwe Lawyers for Human Rights siger, at de anholdte er blevet angrebet i deres celler.

– Angrebene forekommer at være sadistiske, idet flere af de kvæstede ikke var i stand til at rejse sig ved egen hjælp, siger han.

Blandt de mishandlede er lederne af den uafhængige landsdækkende faglige organisation, Zimbabwe Congres of Trade Unions, ZCTU: generalsekretær Wellington Chibebe, præsident Lovemore Matombo og vicepræsident Lucia Matibenga.

Der er ifølge 3F rapporter om, at Chibebe har brækket en arm, og både han og Matombo skal have kvæstelser i hovedet. Matibenga skal være blevet slået under fodsålerne, have brækket en arm og være blevet slået og sparket i hovedet.

International fagbevægelse nægtet adgang

Afrikanske repræsentanter for den internationale fagbevægelse, ICFTU, forsøgte fredag at få adgang til de tilbageholdte fagforeningsledere, men blev nægtet adgang.

De anholdte skal være blevet nægtet lægehjælp og adgang til advokat i op mod 48 timer.

Lederne fra ZCTU kom først under lægebehandling sent fredag efter at de halvt bevidstløse og gennem tævede var blevet flyttet rundt på forskellige politistationer i Harare.

ICFTU har klaget over behandlingen og kaldt den tortur. I en skrivelse til præsident Mugabe kræver organisationen stop for den forfølgelse af fagforeningsfolk, som er forbudt ifølge de ILO-konventioner, som Zimbabwe har underskrevet.

Også Amnesty International har sagt, at organisationen er »dybt bekymret« over overfaldet på fagforeningsfolkene og andre oppositionelle fra demonstrationerne i sidste uge.

Chibebe har fra sin hospitalsseng søndag sagt, at han var bange »på grund af den systematiske måde, de slog os, og det sprog, de brugte. De sagde, at de var trænet til at dræbe, ikke til at skrive dokumenter.«

Fagbevægelsens topfigurer var mandag morgen alle løsladt mod kaution, men en række andre personer skal fortsat være tilbageholdt, skriver 3F.

Retsmødet mod generalsekretæren Wellington Chibebe blev afholdt på et hospital, hvor han var indlagt, fordi han var for medtaget til at møde op i en retssal.

De landsdækkende demonstrationer var rettet mod forværringen af leveforholdene for befolkningen i Zimbabwe. Mere en 80 procent af befolkningen lever i absolut fattigdom, og en voldsom inflation, der i august måned var på 1200 procent, stiller befolkningen værre og værre.

Af Ole Wugge Christiansen/Monsun

Læs mere på hjemmesiden for 3F

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce