Annonce

15. november 2006 - 16:02

Repression og demokratibestræbelser på internettet i Vietnam

Truong Quoc Huy
Tre unge vietnamesiske brugere af et chatrum på hjemmesiden PalTalk blev den 19. oktober 2005 arresteret i Ho Chi Minh City. I ni måneder sad de arresteret uden adgang til advokatbistand eller mulighed for besøg af familie. Den 7. juli i år blev de alle tre pludselig løsladt. Der blev ikke rejst nogen sigtelser.

En af de tre vietnamesere, den 25-årige Truong Quoc Huy, blev den 18. august 2006 imidlertid arresteret igen, kun seks uger efter sin løsladelse. Det skete på en internetcafe i Ho Chi Minh City, igen mens han var logget ind på hjemmesiden PalTalk.

Samtidig hermed skal syv andre personer, der havde kastet sig ind i en politisk debat over internettet, også være arresteret.

Efter arrestationen blev Truong Quoc Huys hjem ransaget og flere genstande konfiskeret, bl.a. mobiltelefoner og et kamera.

Det er ukendt, hvor Truong Quoc Huy nu befinder sig. Hans familie har ikke hørt nyt fra ham siden den sidste anholdelse, og der er stadig ikke rejst offentlig tiltale mod ham.

Amnesty frygter at Truong Quoc Huy sulter i fangeskabet, fordi hans familie ikke har adgang til hjælpe med at dække hans basale behov.

Nguyen Vu Binh
Nguyen Vu Binh har derimod været fængslet siden 2002. Han udsoner en dom på syv års fængsel for at have »spioneret« i forhold til straffeloven.

Dommen faldt efter den nu 37 årige vietnameser havde skrevet kritisk om korruption og menneskehedskrænkelser bl.a. over internettet.

Nogle af anklagerne mod vietnameseren lød på, at han skulle have »kommunikeret via e-mails« med »reaktionære« organisationer uden for landet og have udbredt information om menneskerettigheder i Vietnam.

Nguyen Vu Binh bliver tilbageholdt i en fængselslejr i Ba Sao i Nam Ha provinsen i det nordlige Vietnam. Han bliver ifølge rapporter regelmæssigt straffet for at nægte at vise tegn på »tilståelse«.

De to vietnameseres sager er fortiden afsæt for en kampagne, som Amnesty International har iværksat. Organisationen kræver øjeblikkelig løsladelse af samvittighedsfangerne og et stop for myndighedernes chikanerier og trusler mod andre internet-dissidenter i landet.

Internettet bruges til statslig repression, men også af oppositionen
I den netop offentliggjorde rapport rejser organisationen krav om øjeblikkelig løsladelse af fire navngivne samvittighedsfanger og lempelse af de restriktioner, der er lagt ned over tre andre – ligeledes navngivne – samvittighedsfanger.

Allerede i 2003 offentliggjorde Amnesty en rapport, der dokumenterede ti tilfælde af fængslinger af politiske afvigere, der havde ytret sig kritisk på internettet. Rapporten undersøgte også omfanget af den statslige kontrol med brugen af internettet og de restriktioner, der er langt ned over ytrings- og organisationsfrihederne.

I den nye rapport påviser Amnesty at internettet fortsat er et afgørende redskab for både den statslige repression og den politiske opposition.

Organisationen mener at internettet, på trods af strikse reguleringer, filtreringer og selvcensur, har udviklet sig til at være det primære offentlige rum for oppositionelle holdninger.

Internetbaseret demokratisk bevægelse
Den 8. april 2006 blev et »Manifest 2006 for frihed og demokrati i Vietnam« eksempelvis lagt på nettet med underskrifter fra 118 demokratiske aktivister.

Modsat de fleste foregående politiske initiativer, dækkede manifestet folk fra forskellige politiske fraktioner, religiøse trosretninger, erhvervsgrupper og geografiske dele af landet.

Manifestet blev hurtigt bakket op at mange flere personer og markerede skabelsen af en internetbaseret pro-demokratisk bevægelse, der nu er kendt som Gruppe 8406 eller Blok 8406.

Siden april har omkring 2.000 personer inden for Vietnam skrevet under en skrivelse, der støtter manifestet.

Internettet i kraftig fremvækst
Antallet af internetbrugere er stærkt stigende i Vietnam, og nettets infrastruktur er under kraftig forvandling. I september 2006 var der 13,2 million internetbrugere, hvilket svarer til 17 procent af befolkningen. Det er en stigning på seks procent på mindre end et år.

Langt de fleste af brugerne bor i Hanoi eller Ho Chi Minh City, hvilket gør brugen af internettet til et i hovedsagen, men ikke udelukkende, storbyfænomen.

På trods af en drastisk stigning i adgangen til nettet, afholder omkostninger til computere og abonnementspriser i praksis mange vietnamesere uden for internetadgang. En fjerdedel af befolkningen menes at leve i fattigdom.

Mange brugere har ikke private internetforbindelser, men får adgang via besøg på internetcafeer. Amnesty anslår at der er 5.000 cafeer spredt ud over landet.

De vietnamesiske myndigheder betragter den moderne informationsteknologi, som et centralt element i udviklingen af økonomi og mulighederne for social velfærd. De understøtter derfor udbredelsen af ny teknologi, lige som de understøtter IT-kundskab i bl.a. undervisningssystemet.

Men udbredelsen af internettet sker samtidig med, at myndighederne forsøger at kontrollere, filtrerer og reducere de informationer, som myndighederne anser for politisk skadelige.

De vietnamesiske myndigheder har i flere omgange udsendt dekreter om administrative indgreb mod »skadelige« informationer. Så sent som i juni 2006 kom et cirkulære, der gjorde »skadelige« informationer strafbare.

Filtreringer og blokeringer
Myndighederne har desuden indsat filtreringer og blokeringer af bestemte informationsområder på nettet.

I en undersøgelse fra august 2006 fra Open Net Initiative hedder det, at der er lagt afgørende filtreringer ind i forhold til indhold, der handler om politik, religion og menneskerettigheder.

Mens myndighederne hævder, at filtrering på internettet udelukkende sker for at beskytte brugerne mod indhold, der anses for socialt ubehagelig, eksempelvis pornografi, fandt undersøgelsen ingen filtrering af netop den slags materiale.

Til gengæld var de fleste vietnamesisk-sprogede hjemmesider, der indeholdt navne på kendte politiske afvigere blokerede, og det samme gjaldt de hjemmesider, der handlede om demokrati, følsomme religiøse emner og menneskerettigheder.

Undersøgelsen konkluderede desuden, at der var sket en stigning i antallet af filtreringer: en betydelig bredere vifte af kategorier og et højere antal hjemmesider inden for hver kategori blev blokeret i marts 2006 sammenlignet med november 2005.

Myndigheder benægter resultaterne af undersøgelsen og fastholder, at den eneste censur, der finder sted, er i forhold til beskyttelsen af unge mod usunde hjemmesider.

Amnesty International mener, det er uden for enhver tvivl, at de vietnamesiske myndigheder forbryder sig mod de internationale standarder for hvilke restriktioner, der kan indføres i overensstemmelse med frihedsrettighederne.

Organisationen fastholder at internetlovgivningen bruges til at arrestere, anklage og dømme internetbrugere, selv om omfanget er ukendt, fordi mange retssager ikke kommer til offentlighedens kendskab.

I rapporten opridser Amnesty en lang række konkrete tilfælde, hvor det er sket – med eller uden dom.

Læs Amnesty Internationals rapport: »Socialist Republic of Viet Nam. A tightening net: Web-based repression and censorship« (engelsk)

Støt Amnesty Internationals kampagne for løsladelse af Internet-dissidenterne i Vietnam

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce