Brasilien: Arbejderpartiets vej til præsidentembedet

Det brasilianske arbejderparti, Partido de los Trabajadores (PT), kunne i 2002 overtage regeringsmagten, blot 22 år efter dets dannelse.

Partiet førte i udgangspunktet en afdæmpet økonomisk politik, for ikke at skræmme det nationale eller internationale borgerskab. Regeringen har imidlertid ikke forladt denne fase, så i dag er det PT, der gennemfører de neoliberale programmer i Brasilien.

For at forstå denne udvikling, er det nødvendigt at kigge 40 år tilbage i historien. Venstrefløjen i Brasilien var på det tidspunkt langt svagere end i f.eks. Argentina, Chile eller Uruguay, der var mere industrialiserede, og hvor arbejderklassen stod langt stærkere.

Militærkuppet i 1964 mod Joao Goulart blev derfor fulgt af mindre undertrykkelse end den, der 10 år senere skulle komme til udfoldelse i Argentina og Chile. Der var ganske enkelt mindre venstrefløj at knuse.

Generalerne åbnede landet op for udenlandske investeringer, og kapitalen væltede ind. De årlige vækstrater i 1967-73 kunne med 10% sammenlignes med Kinas 30 år senere. Selv da krisen ramte de kapitalistiske centre faldt den brasilianske vækstrate kun til 7%.

De udenlandske investeringer var koncentreret indenfor 2 hovedområder: Råstofudvinding og industri.

Industrien var dels rettet mod eksport og mod de voksende brasilianske mellemlag. Den var især koncentreret i et område udenfor Sao Paulo i det sydlige Brasilien. Her voksede bilindustrien frem, og den blev forsynet med hundredetusinder af arbejdere, der flygtede fra tørkekatastrofer i det nordøstlige Brasilien.

En af disse arbejdere fra nordøst hed Ignacio ”Lula” da Silva. Han var med til at organisere metalarbejderne i Sao Paulo området, og disse gennemførte en række succesfyldte strejker mod diktaturets arbejdsmarkeds- og lønpolitik.

Indtil kuppet i 1964 havde kommunistpartiet været den dominerende kraft på venstrefløjen, men det blev kraftigt svækket. Det blev af resten af venstrefløjen kritiseret for sin manglende modstand mod militærkuppet og diktaturet.

Ud over at det som resten af venstrefløjen blev forfulgt af militæret, mistede det derfor generelt legitimitet, og da en ny stærk fagbevægelse i 1970’erne skulle opbygges var det derfor uden kommunistisk deltagelse.

I 1980 banede metalarbejderne vejen for dannelsen af PT. Det skete i samarbejde med andre fagforeninger fra olie- og banksektoren; med folkelige bevægelser: kvindegrupper, miljøbevægelser, oprindelige folk, afro-brasilianere og tidligere aktivister fra den væbnede kamp i 1960’erne. Den befrielsesteologisk inspirerede katolske kirke, der var aktiv i beboerorganisering, spillede også en vigtig rolle. Men det var den nye fagbevægelse, der var drivende.

PT var i udgangspunktet afgrænset til Sao Paulo området, men spredtes hurtigt til andre dele af landet i takt med væksten i MST’s (Movimento Sem Terra, Bevægelsen af jordløse) og den faglige landorganisation CUT’s (Central Unica dos Trabalhadores) aktiviteter. CUT er den meste dynamiske og radikale af landets to største landsorganisationer, og den blev dannet med udgangspunkt i Sao Paulos metalarbejdere.

Med udgangspunkt i metalarbejderne

PT’s ideologi var fra starten stærkt præget af fagbevægelsen i Sao Paulo og dens syn på borgerskab og stat. Denne bevægelse var tømret sammen i kampen mod diktaturet og dets repressive arbejdsmarkedspolitik. Det var grundlag for en stærk anti-statslig holdning.

Faktisk havde fagforeningslederne ofte færre konflikter med direktørerne, som de dog kunne forhandle med, mens diktaturets nationale sikkerhedsdoktrin karakteriserede fagbevægelsen som subversiv og udsatte den for hårdhændet undertrykkelse.

Borgerligt demokrati fremfor ati-kapitalisme

PT’s ideologi blev fra starten præget af den liberale ideologi, der blev hovedstrømningen i modstanden mod diktaturet.

Hovedrollen i denne modstand blev spillet af det legale oppositionsparti PMDB støttet af NGO’er af liberalt-demokratisk tilsnit. Oppositionens ideologiske grundlag blev udformet af økonomen Fernando Henrique Cardoso med teorien om autoritarisme.

Kernen i denne teori var stærkt anti-statsligt og baseret på konceptet om modsætninger mellem stat og civilsamfund.

Det var i samme periode i 1970’erne, at venstrefløjen begyndte at diskutere demokrati. Et emne kommunistpartiet (PCB) tidligere havde negligeret.

Men demokratidiskussionen blev præget af den liberale hegemoni over modstanden mod diktaturet. ”Demokrati” blev diskuteret løsrevet fra klassestrukturerne. Kapitalisme som begreb forsvandt på denne måde ud af venstrefløjens diskussion af demokrati.

Den vigtigste tekst på den brasilianske venstrefløj i 1970’erne var skrevet af den PCB intellektuelle Carlos Nelson Coutinho: ”Demokratiets universelle værdi”.

Coutinho sad i eksil i Italien og var under stærk indflydelse fra det eurokommunistiske italienske kommunistparti, PCI. Dets leder, Enrico Berlinguer, fortolkede læren af kuppet i Chile i 1973 således, at det var nødvendigt at inddrage højrefløjen i form af de kristelige demokrater i den socialistiske regering for at hindre, at de i stedet bidrog til destabilisering af denne.

PCI lagde altså hovedvægten på bevarelsen af det borgerlige demokrati frem for kampens anti-kapitalistiske indhold.

Demokratidebatten var ikke afgrænset til PCB, og Coutinho kom i virkeligheden til at forudsige dannelsen af PT nogle få år senere, da han erklærede at: ”Moderniteten i Brasilien kræver dannelsen af et sekulært, demokratisk masse-socialistisk parti, der er i stand til at inddrage de bedste dele af arven fra det brasilianske kommunistparti, men som samtidig er i stand til at inddrage de nye socialistiske strømninger, der har forskelligt politisk og ideologisk udgangspunkt”.

Coutinhos erklærede perspektiv – som også blev PT’s – var udviklingen af en ”3. vej”: Mellem stalinisme og socialdemokratisme. PT foretog senere den samme skelnen og endte med at erklære sig for det ”første post-socialdemokratiske parti”.

Diskussionerne om demokrati og socialisme vejede dog ikke tungt i kampen mod diktaturet i 1980’erne. Det gjorde derimod PMDB’s og Cardosos diskussioner af demokrati og liberalisme.

I Cardosos vision handlede demokratiseringen af Brasilien først og fremmest om en dekoncentrering af den økonomiske magt fra staten og den politiske magt fra præsidentembedet. (Gennem 1970’erne var en betydelig del af industrialiseringen blevet drevet af statslig låntagning og industrialisering. Staten selv tegnede sig derfor i midten af 1980’erne for den største koncentration af kapital i landet).

Cardosos plan for dekoncentrering af den statslige kapital blev omdrejningspunkt for den første civile regering i 1985, den nye forfatning fra 1988 og Cardosos egen præsidentperiode 1994-2002.

PT stillede ikke spørgsmål ved dette indhold, men hyldede som resten af modstanden mod diktaturet, at ”demokratisering” var løsningen på landets problemer. Partiet forstod heller ikke, at Cardosos plan for dekoncentrering (= meget omfattende privatiseringer) var afslutningen på den akkumulationsmodel Brasilien grundlæggende havde fulgt siden Vargas-regeringen i 1930-45.

For PT var ”demokrati” vigtigere end ”socialisme”, og det er interessant at selve begrebet ”kapitalisme” var fraværende i partiets oprindelige grundlag fra 1980 og fra dets dokumenter gennem 1980’erne.

Det havde demokratiet til fælles med de liberale, uden at det forstod forskellen mellem det borgerlige og det folkelige demokrati. Det adskilte sig alene fra resten af oppositionen ved sin forankring i de folkelige bevægelser og ved sine krav om borgerrettigheder og sociale reformer.

Allerede i 1989 var PT tæt ved at vinde præsidentvalget, da dets kandidat, Lula da Silva, i 2. runde fik 44% af stemmerne mod Collor de Mellos 50%. Fra da af blev fokus sat på erobring af regeringsmagten.

Internationalt var situationen præget af konsolidering af det neoliberale hegemoni. Østeuropa og Sovjetunionen brød sammen og blev invaderet af kapitalen. I flere latinamerikanske lande valgte regeringerne at følge den neoliberale vej. Det gjaldt det chilenske socialdemokrati, PRI i Mexico og socialdemokraterne (AD) i Venezuela.

Lula sikrer PT fortsat vækst

I 1994 vandt Cardoso præsidentvalget i Brasilien og igangsatte sin Plano Real. Valutaen blev knyttet til dollaren, tolden blev sænket, renten sat i vejret og endnu flere statslige virksomheder privatiseret. Alt sammen for at tiltrække udenlandsk kapital.

Konsekvenserne var ødelæggende. Den økonomiske politik fremmede en afindustrialiseringsproces. Mange af de industrier, der i 1970’erne og 1980’erne var skudt op omkring Sao Paulo blev lukket, eller skar drastisk ned. Produktionen blev flyttet til andre dele af Brasilien eller til andre dele af verden.

PT’s eget faglige grundlag eroderede derved. Den officielle arbejdsløshed i området steg fra 13% i 1995 til over 20% i 2002. Samtidig var den uformelle økonomi i hastig stigning. Det var alt sammen træk, der svækkede fagbevægelsen.

Trods denne svækkelse af PT’s basis fortsatte partiet imidlertid med at vokse. Fra 16 parlamentarikere i 1986 til 35 i 1990 - og endnu flere i løbet af 1990’erne. Internt skete der et skift i magtforholdene – fra de folkelige organisationer og fagbevægelsen, der var udgangspunktet, til de professionelle politikere, der sad som borgmestre, kommunalpolitikere eller parlamentarikere på landsplan.

At væksten fortsatte gennem 1990’erne skyldtes især Lulas enorme personlige popularitet og den vitalitet, der fortsat prægede partiet.

Ændringerne kunne også betragtes i partiets internationale relationer. I 1990 havde det startet Sao Paulo Forum for latinamerikanske venstrefløjspartier og -organisationer, der bekæmpede neoliberalismen. Men gennem 1990’erne blev kontakterne til den mere radikale venstrefløj kølet ned, mens kontakterne til socialdemokratier – bl.a. det franske PS – blev styrket.

World Social Forum (WSF) blev første gang holdt i Porto Alegre i 2000, men PT deltog ikke i organiseringen. Det gjorde derimod partiets afdeling i Rio Grande do Sul, der traditionelt har været mere venstreorienteret. Lula og andre af PT’s ledere talte på WSF i 2000 og 2001, men uden at ville bakke op om forummets slutdokumenter.

Lula tabte valget i 1998 med et brag. Han fik i første runde 32% mod Cardosos 53%. Umiddelbart efter nederlaget oprettede Lula og hans rådgivere et Folkenes Institut, der skulle arbejde med at udforme valgstrategien for 2002.

Instituttet var uafhængigt af PT og skulle udnytte det faktum, at Lula var langt mere populær end sit parti. Det valgprogram, der lå færdigt i 2002 og som siden skulle godkendes af PT, havde kun 2 hovedelementer: ”prioritering af det sociale” og ”genoptagelsen” af den økonomiske vækst som middel til at nå det første mål.

”Prioriteringen af det sociale” var meget uklart formuleret, og det vigtigste omdrejningspunkt var at sætte gang i økonomien.

Dette var mislykkedes for Cardoso, efter at Brasilien var kommet i dyb krise i 1999. Perspektivet var et langsomt og gradvist farvel til den neoliberale model. Men det kunne blive endnu langsommere.

Få måneder før valget i 2002 blev Brasilien ramt af en ny bølge af valutaspekulation, og Lula udsendte derfor ”et brev til brasilianerne” – som i virkeligheden var et beroligende brev til den internationale finansverden – om, at Brasilien under hans ledelse ville fortsætte sine gældsforpligtigelser uforandret.

10 år tidligere havde PT erklæret, at det ikke ville betale udlandsgælden. 5 år senere at den skulle genforhandles. Men i 2002 blev den overtaget uden spørgsmål.

Lula vandt i 2. valgrunde præsidentvalget med 61% af stemmerne mod José Serras 39%. Parlamentarisk dannede han en koalition bestående af hans eget PT, det centristiske PMDB, det højreorienterede Folkeparti og en række små venstrefløjspartier. Derved fik han opfyldt Coutinhos og Berlinguers krav fra 1970’erne om at få højrefløjen med ind som det parlamentariske grundlag.

Lula beroliger borgerskabet

Til beroligelse for de internationale finansmarkeder (og landets eget borgerskab) indsatte han Henrique Meirelles som Centralbank-direktør.

Meirelles havde tidligere arbejdet for et finanshus i USA, men var vendt tilbage til Brasilien for at skabe sig en politisk karriere – først som deputeret for Cardosos PSDB i Goiás. Nu blev han håndplukket af Lula, og han udvalgte selv et hold af unge neoliberale økonomer, der havde gjort tjeneste i tidligere regeringer.

Ikke én af PT’s egne økonomer kom med på holdet eller fik i øvrigt plads i regeringen.

Cardosos finansminister var den tidligere trotskist Antonio Palocci, der af profession var læge. Han erklærede, at det ikke umiddelbart var muligt at ændre den økonomiske politik (som Cardoso havde ført siden 1998 uden resultater). Først var det nødvendigt at ”vinde markedets tillid” og tiltrække kapital; dernæst kunne renten gradvist sænkes, og der kunne atter komme gang i væksten.

I realiteten blev det endnu værre. Palocci hævede nemlig renten yderligere og gennemførte i sit første år som finansminister en pensionsreform, der lagde yderligere skat på pensionisterne og et loft over de offentligt ansattes pensioner. Begge skridt blev mødt med voldsomme protester fra fagbevægelsen og 3 PT-deputerede og 1 senator blev smidt ud af partiet, da de brød partilinien og stemte imod ”reformen”.

Her i slutningen af 2005 kan man konkludere, at Lula har ladet sin regering ”gå på to ben”. På den ene side det sociale område, uddannelse, jordreform, sundhed, kultur, byer og udenrigsforhold. På den anden side finansministeriet. Selvom der på det sociale område er fremsat en række fornuftige reformer, er de fleste blevet kvalt af finansministeriets stramme økonomiske politik.

På det udenrigspolitiske plan er der opbygget en række alliancer. Både regionalt i regi af det sydamerikanske Mercosur fællesmarked og sammenslutningen af latinamerikanske lande, og internationalt i form af G20 og opbygningen af forbindelser til Kina, Sydafrika, Indien og en række arabiske lande.

Finansministeriet har ofte kritiseret disse alliancer, fordi regnedrengene har prioriteret relationerne til Washington og de internationale finansielle institutioner højere.

Det var også Brasilien der i 2003 var med til at bringe WTO-forhandlingerne i Cancun til sammenbrud, fordi det stod fast på, at de rige lande skulle åbne deres markeder for den 3. verden.

Trods denne progressive tendens i udenrigspolitikken gav Brasilien støtte til det fransk-nordamerikanske kup mod Haitis folkevalgte præsident Aristide i februar 2004, og under brasiliansk ledelse holder argentinske, chilenske og uruguayske tropper i dag et regime ved magten i Port-Au-Prince, der består af tidligere generaler og dødspatruljeledere.

Trods et mindre økonomisk opsving i 2004 har den brasilianske befolkning ikke nydt godt af Lula-regeringen. Og den (neoliberale) økonomiske politik, der oprindeligt blev formuleret som et overgangsfænomen, er nu af finansminister Palocci gjort permanent.

Lokalvalgene i 2004 var en indikator på folkestemningen. Nok gik PT overordnet frem, men det mistede borgmesterposterne i de vigtige byer Sao Paulo, Porto Alegre og Belém samt en række mindre byer. Posten i Sao Paulo blev vundet af José Serra, der var Lulas modkandidat i 2002.

Aktiviteten i de folkelige bevægelser har generelt været for nedadgående siden 2002 – med de jordløses bevægelse, MST, som eneste undtagelse. MST gennemfører fortsat jordbesættelser og protestmarcher mod regeringens manglende gennemførelse af jordreformer.

Venstrefløjen i og udenfor PT er alvorligt svækket. De 4 parlamentarikere, der blev smidt ud af PT i 2003, dannede et nyt venstrefløjsparti, PSOL (Partido Socialismo e Libertade), der ønsker at opstille senator Heloisa Helena som præsidentkandidat i 2006, men for at hun kan stille op, skal hun trække sig som senator, og partiet vil da let ende helt uden parlamentarisk repræsentation.

Situationen for venstrefløjen indenfor PT er ikke mindre kompliceret. Den er stærkt kritisk overfor regeringen, men er samtidig bundet af loyalitet overfor partiet og dets leder Lula. Et brud med PT vil svække partiet og kan ultimativt koste det valgsejren i 2006, og det vil ikke umiddelbart gavne venstrefløjen.

Omvendt gavner medlemskab af et regeringsparti, der fører neoliberal politik, heller ikke arbejderklassen eller landets millioner af marginaliserede.

I juni 2005 blev PT ramt af sin hidtil største korruptionsskandale. Korruptionen er udbredt indenfor postvæsenet, der ledes af PT koalitionspartneren PTB. Anklagerne har fået støtten til PT til at synke yderligere, om end Lula personligt indtil videre er gået fri.

Korruptionssagen fik landsorganisationen CUT og MST til i fællesskab at sende et brev til det brasilianske folk, hvor de kræver at regeringen indstiller sit samarbejde med højrefløjen og opgiver sin neoliberale økonomiske politik.

Det mest sandsynlige er dog, at krisen forstærker Lulas bonapartistiske tendenser, når han lægger yderligere afstand til PT.

Problemet i en latinamerikansk sammenhæng er, at PT regeringens udvikling i Brasilien ikke blot svækker kampen mod neoliberalismen der – hvilket allerede ses i de svækkede folkelige bevægelser – men at kampen også svækkes i de andre latinamerikanske lande. Brasilien kunne være blevet en positiv rollemodel, men er lige nu endt som en negativ rollemodel.

Albert Jensen er redaktør af internetprojektet Leksikon for det 21. århundrede.

Artiklen har tidligere været bragt i tidsskriftet Solidaritet.

Læs også Albert Jensens artikler “Latinamerika: Baggård i oprør” og ”Latinamerika: Mellem oprør og tilpasning” på Kontradoxa.

Kilder:

Robert Sandels: Militarizing the Market. Counterpunch 23/9 2005.

Emir Sader: Taking Lulas Measure. New Left Review. May/June 2005.

James Petras: The Centrality of Peasant Movements in Latin America. Counterpunch 4/6 2005.

James Petras: Latin America. The Empire Changes Gears. Counterpunch 7/12 2004.

Laura Carlsen: Continental Drift. Latin America Shifts Left. Counterpunch 4/12 2004.

James Petras: U.S. Offensive in Latin America: Coups, Retreats, and Radicalization. Monthly Review May 2002.