<b>Indberetninger fra Kosovo </b>

Det tilbagevendende tema om krigens første offer “The First Casulty”, er Phillip Knightleys klassiske beretning om krigsreportager gennem tiderne. Det er historiens ubarmhjertige dom over den måde, konflikter bliver præsenteret af journalister til deres læsere og publikum.

Den beretter om en kamp mellem medier og militæret, fra de tidligste egentlige frontlinjeberetninger fra Krimkrigen - der afslørede et krigens ansigt, som generalerne havde foretrukket var forblevet skjult - over Første og Anden Verdenskrig, Vietnamkrigen, Golfkrigen i 1991, og i nyere udgaver Kosovo, som Knightly ser som den “endelige sejr” for det militære propaganda-apparat over den ærlige reportages sag.

I alle disse tilfælde blev den journalistiske reportage, historiens første udkast, tvunget til at blive grundlæggende omarbejdet, når bagklogskaben viste, at vigtige dele af historien - ofte de vigtigste - var blevet udeladt. Dette velkendte billede folder sig nu ud i Kosovo.

Natos bombning af Jugoslavien i 1999, bliver stadig omtalt som et eksempel på effektiv “humanitær intervention”. Men de seneste sammenstød, hvori næsten tredive mennesker er blevet dræbt, er tegn på, at voldens følger har været, at de underliggende konflikter er blevet mere problemfyldte og farligere. Der er genklange af Gandhis berømte udtalelse:

“Jeg er imod vold fordi, når den gør noget godt, er det tidsbegrænset, mens den skade, den gør, er permanent.”

Det er lærerigt at genkalde sig hovedtrækkene i, hvordan historien om Kosovo blev præsenteret i de dominerende medier i Natolandene, og især i de vigtigste krigsførende lande USA og Storbritannien. Lærerigt fordi de temaer, der dengang blev skjult, begravet eller fordrejet, nu spiller hovedrollen i, hvordan tingene sker.

Her vil jeg undersøge disse temaer under tre overskrifter, der hver især er en omstridt påstand til krigens årsag.

1. Det internationale samfunds indblanding var et uegennyttigt forsøg på at beskytte civile og sikre, at de kunne leve i fred i deres egne hjem. Bombningerne var den sidste udvej, når man havde med en stivsindet Milosevic at gøre.

Den officielle version:

- som Den britiske Premierminister Toni Blair fremlagde den ved en pressekonference, da han besøgte Natohovedkvarteret i april 1999:

“Vi tog dette skridt efter måneders politisk og diplomatisk aktivitet, hvor vi forsøgte at overbevise Milosevic om, at han skulle opføre sig anstændigt og civiliseret og stoppe undertrykkelsen i Kosovo, trække sine tropper ud derfra, og lade disse mennesker leve i fred. Det var hans beslutning at afvise aftalen. Det var vores uundgåelige beslutning at gribe til de militære handlinger, som vi nu er i gang med.”

Mediernes version:

Mange journalister i de amerikanske og britiske medier valgte et noget mindre smigrende syn på denne “politiske og diplomatiske aktivitet”.

Sheila McVicar, dengang seniorkorespondent hos ABC TV og nu hos CNN, beskrev det som:

“Det internationale samfund, der tumler omkring, mens de spekulerer på hvad i helvede, de skal gøre med Kosovo”.

De skjulte temaer:

På det tidspunkt, som både Blair og McVicar henviste til - efteråret 1998, var der - i det mindste dele af det internationale samfund, der præcist vidste, hvad de ville gøre, og som allerede forfulgte en strategi for at føre det ud i livet. I den proces blev udsigterne til at diplomatiet kunne levere et tilfredsstillende resultat undergravet, og siden ødelagt.

Officielt satte man i regeringernes “kontaktgruppe” (der bestod af russerne, amerikanere, briterne og franskmændene) sit håb til “The Kosovo Verification Mission (KVM) om, at den “anstændige civiliserede” optræden ville sejre mellem Jugoslavien og de albanske kosovarer. Dem sendte man ind i provinsen i deres karakteristiske orange firhjulstrækkere fra OSCE - Organisation for Security Cooperation in Europa.

Det skete efter Kosovos befrielseshærs (KLA) forårsoffensiv, og de brutale gengældelsesaktioner mod den civile befolkning fra den Jugoslaviske hær - VJ. KVM overvågede sucesfuldt tilbagetrækningen af hærenheder. Men initiativet var ikke upartisk. De var ikke instrueret i at gøre noget som helst ved KLA.

Guerillaerne myldrede frem for at overtage VJs forladte stillinger: Derfra intensiverede de deres kampagne med hærgen mod serbiske mål som for eksempel politipatruljer. I Bryssel blev Natos regeringsråd, det Nordatlantiske råd af ambassadører, orienteret af KVM om, at det meste af den regulære vold kom fra KLA.

Dette faktum blev afsløret længe efter krigen af en BBC-undersøgelse. På daværende tidspunkt blev det holdt som en dyb hemmelighed. I erklæringer fra politiske ledere i London og Washington var det “Serberne” der blev skildret som “de slemme”. Det var langt den dominerende analyse i mediernes reportager.

VJ blev sendt tilbage ind i Kosovo for at møde en modstander, der voksede sig stærkere under OSCEs vinger, med det forudsigelige resultat, at der skete en kraftig optrapning af det, der efter international målestok havde været en relativ lav-intensiv borgerkrig.

Det er absolut nødvendigt nu at forstå, hvad der foregår, og hvorfor. Under volden ligger fortsat det uløste spørgsmål om Kosovos politiske fremtid. Den amerikanske diplomat Richard Holbrooke har sagt, at provinsen bliver nødt til at acceptere en “mindelig skilsmisse” fra det Serbien, det stadig juridisk er en del af.

Uanset hvilken form den endelige politiske løsning får, er det uden tvivl rigtigt, at den skal være forholdsvis “mindelig”, hvis den skal kunne fungere. Det er ligeledes klart, at muligheden for at nå en løsning, er blevet skubbet langt ud i fremtiden af den bitterhed, volden i slutningen af 1990erne har efterladt. For det internationale samfund må i hvert fald holdes medansvarlig for volden - både selve Natos bombardementer og den optrappede borgerkrig.

Dette var en analyse, der var næsten fuldstændig fraværende i tidens mediereportager, men som nu, i tilbageblik, får stigende betydning, når man skal vurdere den reelle indvirkning af de beslutninger, der blev truffet i Natos hovedstæder.

2. Det var Milosevic selv, der tiltrak sig bombardementerne ved urimeligt at nægte at underskrive en fredsplan udtænkt af det internationale samfund - Rambouillet aftalen.

Milosevic-regeringen blev stillet overfor et ultimatum på Rambouillet-slottet udenfor Paris: At tilslutte sig en aftale, hvor Kosovo ville få autonomi indenfor Serbien, og at 28.000 Natotropper skulle håndhæve aftalen. Udløsningen af krigen , eller påskud for at gå i krig ville komme, som Blair erklærede i Nato, når de nægtede at skrive under.

Den officielle version:

Den 19. marts 1999 - flere dage før starten på Natos bombardement, blev James B. Foley, en presseofficer fra udenrigsministeriet spurgt om sandsynligheden af krig. Han svarede:

“Den afgørende faktor er om Præsident Milosevic vil ændre holdning. Men det, vi ser, er det stik modsatte. Han sætter hælene i, forskanser sine styrker, han nægter at forhandle. Han sætter sig i en situation, hvor han må tage følgerne af sin stædighed”.

Mediernes syn:

Bombardementerne nød redaktionel støtte fra den samlede britiske presse, måske mest overraskende fra the Guardian. Avisens diplomatiske redaktør Ian Black, der reporterede både fra Rambouillet og som senere, da de mødtes igen i Paris, blev involveret i et usædvanligt offentligt skænderi med en veteran blandt krigskorespondenter John Pilger

Var det retfærdigt og rimeligt at se Præsident Milosevics afvisning af at underskrive aftaleudkastet som “stædighed” eller ”at modsætte sig rimelige krav om, at han opfører sig på en “anstændig civiliseret” måde?

De skjulte temaer:

En erklæring fra begge sider af Atlanten, citeret her, forslår at denne version af forløbet var afgørende for førkrigs fortællingen, men som Pilger peger på, dets sandhedsværdi afhænger af, hvad der præcist var på dagsordenen. Han peger især på to bestemmelser, der var fraværende i medierne reporter på den tid.

Den ene var, at Nato tropper havde ret til uhindret adgang ikke bare til Kosovo, men også ind i og ud over hele Jugoslaviens territorium, hvor de desuden ville være immune overfor kriminelle og civile love. Den anden var, at Kosovo, under Natos beskyttelse skulle have en økonomi drevet “i overensstemmelse med de frie markeds principper”.

Black brugte en spalte i Guardian til at anklage Pilger for at have opfundet disse elementer, for at forfølge sit eget uværdige mål - “en avisand cirkulerer nu blandt Serbiens- apologeter”.(”religiøs” dyrkelse af alt serbisk o.a.) Faktisk var begge disse betingelser udtrykkelig nævnt i aftaleudkastet. Grunden til, at Black ikke genkendte dem, var, at han havde været tilfreds med at reportere fra forhandlingerne uden overhovedet at have læst de dokumenter, diskussionen drejede sig om - som han senere blev tvunget til at indrømme.

Faktisk var ingen af delegationerne ved Rambouillet parate til at underskrive traktaten. KLA afviste, fordi det ville have betydet, at de skulle opgive både deres våben og deres krav om fuld uafhængighed.

Mens samtalerne blev genoptaget i Paris, kom der et andet udkast på bordet. Dette nye dokument indeholdt nogle afgørende indrømmelser til KLA, som havde brugt den mellemliggende periode på samtaler med det amerikanske udenrigsministerium. En af dem var, at bestemmelserne i det oprindelige udkast om demilitarisering af Kosovo, inklusiv afvæbning tværs over grænserne, ikke ville omfatte de våben, der var i hænderne på albanske kosovarer. De ville i stedet blive klassificeret som privat ejendom.

Igen er det værd at gennemtænke situationen, fordi det er uundværlig for enhver vurdering af situationen i dag. UNMIK/Nato autoriteterne i Kosovo giver frit lejde til at aflevere våben. De regnede med at afsløre 150.000 våben - i stedet blev der kun afleveret 900 styk. Det, at der fortsatte med at være en bevæbnet befolkning, der havde en destabiliserende indflydelse, ses af disse dages vold.

Den anden indrømmelse, var kodet - men en meget gennemskuelig kode, om at indenfor tre år skulle der holdes folkeafstemning om Kosovo endelige politiske status. En folkeafstemning der helt sikkert ville resultere i en stemme for uafhængighed, og derfor en revision af internationale grænser.

Det fik KLA tilbage i spil, men sikrede at ingen serbisk leder kunne skrive under på det, da det ville betyde tabet af suveræniteten over Kosovo, og dermed tabet af de historiske steder, der blev regnet for den serbiske nationale identitets vugge.

Det ville også have betydet, at serberne i Kosovo blev behersket af et folk, som nazisterne havde brugt til at undertrykke dem under Anden Verdenskrig - en frygt, man ivrigt spillede på i den serbiske nationalismes ondsindede beretninger i Kosovo, som i Kroatien og Bosnien.

3. ”Nato vandt” - politiske ledere nød en overvældende folkelig støtte i at gennemføre en succesfuld militær kampagne.

Kosovo er lige siden blevet fremhævet som et succesfuldt eksempel på “humanitær intervention”. Den britiske udenrigsminister Jack Straw var hurtig til at fastholde den linje, da han fredag den 21 marts blev spurgt om den aktuelle vold.

Det officielle synspunkt:

Af udskrift fra en kort pressekonference efter et møde med den italienske udenrigsminister:

Spørgsmål:

Angående Kosovo. Er det et tegn på, at den første krig, som denne regering har indladt sig på, faktisk har været mindre succesfuld med hensyn til “nation building” og fredskabelse, end De have forventet?”.

Udenrigsministeren:

“Nej det er det ikke. Det er et tegn på, at der er nogle dybe historiske skel, der går århundrede tilbage, tværs over Balkan. Og mange af disse historiske spor er repræsenteret i de delte samfund i Kosovo. Jeg vil bare bede kollegaerne her tænke over den tilstand, Balkan var i, og hvad der ville have været sket, hvis vi - i vores baghave havde tilladt, at den form for etnisk udrensning, brutal folkemorderisk nedslagtning var fortsat ukontrolleret”

I praksis var der ikke noget alternativ for os, til at intervenere i Kosovo. Vi gjorde ret i at gøre det, og det var rigtigt at blive der.

Mediesynspunktet:

Som under sidste års invasion af Irak, så druknede den detaljerede vurdering af om kampagnen i Kosovo kunne beskrives som en “sejr” i de magtfulde billeder, som især fjernsysnsdækningen tæppebombede os med.

I 2003 gjaldt det billedet af Sadam Husseins statue, der blev væltet. Den stod belejligt foran det hotel, der blev brugt af de fleste internationale medier. Fire år tidligere var det de utallige billeder af Kosovoalbanere, der gjorde sejrstegn, da Natotropperne gik ind i provinsen, der i medieverdenen, cementerede indtryket af, at Nato havde “vundet” krigen.

De skjulte temaer:

George Robertson - dengang britisk forsvarsminister, og senere som Lord Robertson, generalsekretær for Nato sagde, at målet med krig var at “afværge en menneskelig katastrofe”.

Men det var før bombekampagnen blev sat i værk. Før en humanitær katastrofe var ved at udvikle sig. En krise med hundredtusinder af Kosovoalbanere på flugt ind i nabolandene Albanien og Makedonien og med de rædselsberetninger, de bragte med sig om de serbiske paramiltæres “etniske udrensninger”.

Senere blev krigens mål omdefineret til at “vende” denne udvikling. Albanerne tog virkelig tilbage til deres hjem i Kosovo. Men ved krigsafslutningen så man udvandringen af op til 200.000 serbere og andre etniske minoriteter, der var dømte til at leve som flygtninge enten andre steder i Kosovo eller i Serbien.

Det, at den ekstreme nationalistiske politik stadig er så dominerende i Serbien, bidrager til denne uret, og gør det, på sin side mindre sandsynligt, at der sker fremskridt hen mod en politisk aftale om Kosovos fremtid.

Alastair Cambell, på det tidspunkt pressesekretær for Downing Street, sagde i en forelæsning efter krigen, at den eneste kamp, Nato måske kunne tabe, var kampen om hjerter og sind. Og det havde betydet at Nato måtte stoppe og tabe krigen.

Faktum er, at da bombardementerne gik ind i den tredje måned, var denne kamp allerede tabt. En meningsmåling fra Pew Research Center, fra midten af april 1999, viste at den amerikanske opbakning til præsident Clintons håndtering af udenrigspolitikken var 51% for og 39% imod. En måned senere viste den samme meningsmåling en meget tættere margin på 46% overfor 43%.

Nato havde brug for en måde at slippe ud på. De vendte sig til andre spillere, især russerne, for at få hjælp til det. Det diplomatiske initiativ, der blev fremlagt af den tidligere russiske premierminister Viktor Chernomyrdin og den tidligere finske præsident Mahti Ahtisaari, førte til udarbejdelsen af endnu en udgave af en politisk ramme for Kosovo, og en aftale om at Nato tropper skulle håndhæve den.

Det fik tilslutning fra af G-8 landene i Konigswinter og fra EU i Køln i juni. Og senere blev det godkendt af FNs sikkerhedsråd som resolution 1244. Den afveg fra de tidligere versioner på et afgørende punkt - løftet om folkeafstemning om uafhængighed for Kosovo var forkastet. I dets sted var der en bemyndigelse til oprette et “substantielt selvstyre” med fuld hensyntagen til Rambouillet-aftalen - diplomatsprog for “parkeret på sidelinjen”!

Det var afgørende for at få Beograd til at trække sine tropper ud fra Kosovo og for at undgå et veto fra Moskva i FN. Det er lærerigt nu at erindre sig, at på dette afgørende punkt blev Nato tvunget til at lade sig nøje med mindre, end det de havde krævet som udgangspunktet. Lærerigt, også fordi det er afgørende for at forstå hvad der foregår nu.

Bombningen

Et par ord om selve bombningen. Det første spørgsmål, jeg stillede ved den første af Natos fjernsynstransmiterede nyhedskonferencer, som jeg deltog i efter at være ankommet til Bryssel, var et overslag over, hvor mange af den jugoslaviske hærs kanoner, der var blevet ødelagt eller uskadeliggjort af bombningen.

Svaret den gang var undvigende. Det officielle skøn efter afslutningen af kampagnen var beskedent. Ingen kunne rigtig forjage billedet af den jugoslaviske hær, der rullede ud af Kosovo. Dens tanks og artilleri var mistækeligt intakt efter 78 dage med “Operation Allied Force”.

Faktisk foregik der to samtidige bombekampagner. Den ene, der ifølge Nato-retorik havde “kamptropperne i Kosovo” som mål, var ineffektiv og forventedes aldrig i virkeligheden at blive effektive, bortset fra mediebrugerne, der stort set accepterde det.

Den anden var rettet mod at prygle den serbiske befolkning og dets politiske lederskab til underkastelse. Da Nato begyndte at ramme kraftværker i april, sagde den slipseklædte Pentagon-talsman Kenneth Bacon til journalisterne:

“Det er en anden type mål... vi mener, at serberne skal presse deres ledere til at stoppe dette”.

Den amerikanske general Michael Short, der var ansvarlig for at sende bombemaskiner afsted fra Aviano luftbasen i Italien, bemærkede senere, at “de fleste af vores politiske ledere i virkeligheden ikke rigtig forstår luftvåben”.

Under krigen orienterede han Washington Post og New York Times om hvilken taktik, der forventedes at virke:

“Jeg tror, at ingen strøm til dit køleskab, ingen gas til dit komfur, at du kan ikke gå på arbejde, fordi broen er væk - den bro du holdt din rock-koncert på, og som du stod på som bombemål, mens flyene fløj hen over hovedet. Den taktik vil virke. Og det vil forsvinde klokken tre om morgenen.”

Jugoslaviens udenrigsminister fortalte Balkanspecialisten Tim Judah til hans bog “Kosovo - War and Revenge” (Kosovo - Krig og hævn”), at det var bombningen af kraftværker og andre civile mål, der var afgørene for, at Beograd blev overbevist om at man skulle trække sig ud af Kosovo.

Som Timothy Garton Ash, der undersøgte bombekampagnen i et stykke for New York Review of Books, pegede på, at det også betød “at patienter på livsnødvendige systemer, og spædbørn i kuvøser fik slukket for strømmen”.

Det var det jugoslaviske politiske lederskab og offentligheden i Nato-landene, som begyndte at reagere imod en fortsættelse af krigen, da disse konsekvenser begyndte at kunne mærkes. Nato-lederne var indstillet på at fortsætte med at påføre skaderne, så længe som de mente, det ville være poltisk muligt at gøre det.

Jake Lynch er en erfaren international journalist i fjernsyn og aviser, i øjeblikket for BBC News i London. Han dækkede Natos pressemøder fra Bryssel under bombningerne af Jugoslavien i 1999. Han er også meddirektør på den journalistiske tænketank “Reporting the World”.

Artiklen blev bragt den 22. marts af TFF, The Transnationational Foundation for Peace and Future Research og oversat fra engelsk til Solidaritet nr. 2/2004.

Oversat af Martin Mørch.