Konge, magt og ideal

Under en transmission fra Amalienborg Slotsplads, hvor det kommende kronprinsepar viste sig på balkonen, spurgte journalisten en kvinde, hvordan hun oplevede det højtidelige øjeblik.

»Jo«, svarede hun.

»Det er det vidunderligste, jeg har været ude for, siden jeg fødte mit sidste barn.«

Det virker jo som totalt gak, en blanding af mystik og religion. Men det er tilsyneladende sådanne irrationelle følelser, der gør det muligt for medierne at gennemføre et royalt bryllup, der vil gøre selv til en så betydningsfuld begivenhed og gøre fejringen af Danmarks befrielse i maj 1945 til skamme.

Nå ja, siger mange. Det er netop medierne, der bærer skylden. Men der må jo være en forklaring på, at medierne har mulighed for at blæse ikke alene brylluppet, men hele det royale cirkus op. Og går man tilbage til for eksempel Christian 9.s og dronning Louises guldbryllup i 1892 – og dengang var mediedækningen i nogen grad mere beskeden end i dag – vil man se, at hele nationen fra høj til lav kogte over af begejstring, selv om kongen gennem en menneskealder havde støttet og fortsat støttede en reaktionær højreregering, der ikke alene i 20 år havde været i mindretal i folketinget, men tillige var forhadt af størstedelen af befolkningen.

Kirke og konge

Denne tilsyneladende besynderlige modsætning mellem det, en konge gør, og den måde, han betragtes på, rækker langt tilbage i historien. Det ældgamle, mere end tusindårige danske kongedømme har naturligvis haft vidt forskellige funktioner og fostret vidt forskellige regenttyper. Og ind imellem har der da også været modsætninger mellem kongen og folket, endog så kontante, som da bønderne i 1086 modsatte sig den senere helgenkårede Knuds skatteplagerier og slog ham ihjel foran højalteret i Skt. Albani Kirke i Odense.

At kirken gjorde ham til Knud den Hellige, hang sammen med en række stridigheder mellem kongsemner og stormandsslægter. Den slags har der været en del af, men i sidste ende har det kun haft betydning for, hvem der sad på tronen, og ikke så meget for kongedømmet som fænomen.

Kirkens betydning for synet på kongen skal imidlertid ikke underkendes. I katolsk tid, før reformationen i 1536, kom konge og ærkebiskop ganske vist en gang imellem op at toppes om magten, men lige så ofte samarbejdede de som for eksempel Valdemar den Store og ærkebiskop Absalon, der i fællesskab i 1160’erne voldkristnede venderne, eller Valdemar Sejr, der sammen med ærkebiskop Anders Sunesen erobrede Estland i 1219, dog kraftigt bistået af Dannebrog, der faldt ned fra himlen.

Det centrale i forholdet kirke-konge viste sig dog ved, at kongerne siden 1100-tallet, efter at den kristne religion for alvor havde slået rod i Danmark, og helt frem til 1840 lod sig krone og salve af kirkens førstemænd. Kongen blev konge »af Guds nåde.« Og dermed blev han for alvor hævet op i en sfære, som forlenede hans faktiske, væbnede magt med en ideologisk, der gjorde et angreb på ham til det, man kaldte majestætsforbrydelse. Det var den værste af alle tænkelige misgerninger, der efterhånden som strafferetten blev skrappere og skrappere førte til dødsstraf, udført på barbarisk vis med afhugning af højre hånd og hoved, hvorefter den henrettede blev lagt på hjul og stejle.

Enevælde og kryberi

Siden 1100-tallet gennemløb kongemagten en udvikling fra at være mere eller mindre kontrolleret af stormændene til at blive enevældig. I 1660-61 overdrog indbyggerne formelt al magt til kong Frederik 3. (1648-70), efter at han havde sat adelen ud af spillet. Det eneste, den enevældige konge var forpligtet til, var at tilhøre den evangelisk-lutherske kirke, som siden reformationens indførelse i 1536 havde fået kongen som sit verdslige overhoved. Og den dag i dag er regenten ifølge grundloven forpligtet til at være lutheraner.

Selv om kongen var enevældig, styrede han naturligvis ikke riget helt alene. Han omgav sig med et stadigt voksende bureaukrati, men det var trods alt ham, der i sidste ende kunne træffe de beslutninger, der passede ham. Og hans ophøjede stilling betød, at et underdanigt spytslikkeri over for kongen efterhånden antog umådelige dimensioner.

Baggrunden for kryberiet var en sejlivet forestilling om, at kongen, netop fordi han var en så fjern skikkelse og formelt sad inde med al magt, kun Gud undergiven, var undersåtternes sande beskytter. Når bønderne følte sig underkuet af herremændene, så de hen til kongen som deres redningsmand. Utallige er de bønskrifter og klagemål, der sendtes til kongen, og det skete, at kongen lyttede til klagerne over en herremand, ikke mindst hvis han selv havde et horn i siden på vedkommende. Og for menigmands tillid til, at kongen ville ham eller hende det godt, betød det ikke det fjerneste, hvis den person, der havde arvet tronen, var fordrukken som for eksempel. Frederik 5. (1746-66) eller simpelthen gal som Christian 7. (1766-1808).

Da enevælden faldt i 1848 og det konstitutionelle – også med et lidt uheldigt begreb kaldet det indskrænkede – kongedømme blev indført med grundloven af 5. juni 1849, kunne man måske have forventet, at kongemagten mistede sin glans. Nu stod ansvarlige ministre mellem kongen og folket.

Men ministrene kom og gik, mens arvekongedømmet bestod. Kongen vedblev, uanset hvor begrænsede hans beføjelser blev, at være landets øverstrangerende person, og da den faktiske magt efterhånden blev ham frataget, måtte kongeskikkelsen i voksende omfang konsolidere sig ved at slå på dens ælde, ved at fremstå som symbolet på det nationale fællesskab og ved samtidig at tilpasse sig nye tider.

Fra »kongekup« til Fagenes Fest

Men har der da ikke været perioder eller situationer, hvor der har været sat spørgsmålstegn ved monarkiets eksistens? Faktisk kan man kun finde én bestemt begivenhed, der var lige ved at ryste institutionen. Det var i 1920, da Christian 10. (1912-47) fyrede den radikale regering Zahle, selv om den havde bevaret flertallet i folketinget. Baggrunden var et slagsmål om, hvor grænsen mellem Sønderjylland og Tyskland skulle gå. Kongen ville have Flensborg med i riget, mens regeringen sagde nej. Men eftersom parlamentarismen allerede i 1901 (da Christian 9. efterhånden havde set sig nødsaget til at vælge et ministerium, der havde folketingsflertallet bag sig) var blevet sædvane, blev Christian 10.s skridt betragtet som så groft, at der i befolkningen bredte sig en stemning mod monarkiet. Men det ellers i princippet republikanske socialdemokrati, som ikke ønskede, at arbejderklassen kom under indflydelse af alt for radikale bevægelser efter den russiske revolution i 1917, reddede monarkiet, og snart så man Stauning arm i arm med Christian 10. til Fagenes Fest.

Og den endelige konsolidering af monarkiet kom så under besættelsen, hvor hyldesten til Christian 10. på dennes fødselsdag i 1940 blev den første og indtil da største nationale manifestation, vendt mod den tyske besættelsesmagt. Igen så man, at personen spillede en mindre rolle. Christian 10. var en knarvorn, militaristisk officerstype, men det var ikke ham, man hyldede, men nationen.

Borgerligt ideal

Så fik man med Frederik 9. (1947-72) den første folkelige monark, og hans datter har siden formået at fastholde balancen mellem på den ene side den ophøjethed, tusind års eksistens har levnet monarkiet med hele dets menageri af ordner og nytårskure, og på den anden side en fremtræden, der gør kongefamilien til den borgerlige kernefamilies ideal.

Så den begejstrede royalistiske kvinde kan på Amalienborg Slotsplads hin dag, forlovelsen mellem Frederik og Mary blev bekendgjort, egentlig ganske modsigelsesfrit forbinde betagelsen af monarkiet med den dag, hun havde den lykke at føde sit barn.

Benito Scocozza er historiker og forfatter.

Artiklen bringes også i tidsskriftet SALT.