Kongehuset - en fortløbende medieproduktion

»Hvad skal de nytte?«, spurgte Ekstra Bladet på lederplads på avisens 100-års fødselsdag i 2004. Men det var ikke bladets egen eksistensberettigelse eller forsvarssagen, som Hørups berømte formulering blev brugt til at sætte spørgsmåltegn ved. Ekstra Bladet brugte derimod sin 100 års fødselsdag til at diskutere kongefamiliens betydning – eller snarere mangel på samme i et moderne, demokratisk samfund. Lederen var ikke en enlig svale, men et led i en større kampagne, hvor bladet har skudt den ene forside af mod kongehuset efter den anden. Man har helt klart gået efter at anfægte den royale institutions eksistensberettigelse ved at kritisere de kongeliges adfærd såsom deres beskedne arbejdsindsats og lange ferier, overskridelse af fartgrænser m.m. Man har sågar kolporteret rygter om prins Henriks påståede homosexualitet og dermed klart overskredet den hidtidige grænse for, hvor langt dansk presse er villig til at gå i formidling af sladderstof om royale personer.

Umiddelbart kan man undre sig over, at Ekstra Bladet bruger sin 100-års dag på at diskutere noget så perifert som kongehuset, som om der ikke var større og vigtigere emner at gøre status over i det danske samfund på en sådan dag. Men det afspejler den øgede medieinteresse den royale institution har fået i de senere år, ikke mindst i forbindelse med brylluppet mellem Joachim og Alexandra og det kommende bryllup mellem Frederik og Mary. Som sådan er Ekstra Bladets kampagne også et forsøg på at udnytte bryllupsbegejstringen i alle de andre medier til endnu engang at profilere sig som klassens frække dreng, der »tør, hvor andre tier«. Bortset fra Ekstra Bladets kampagne har medieinteressen for kongehuset være positiv og frem for alt enorm. Forlovelsen i 2003 udviklede sig til et regulært tv-slag mellem de landsdækkende public service stationer, som TV 2 bagefter stolt kunne fortælle, at de var kommet sejrrigt ud af. Som konsekvens har DR nedsat en særlig »bryllups task force«, der skal sikre, at DR kan »slå TV 2 på den største tv-begivenhed i nyere tid« (Dråben, 30.1.04). Flere måneder før brylluppet har DR sendt trailere med de tre studieværter, der skal lede bryllupsslaget, og DR vil tillige oprette en særlig digital radiokanal til brylluppet kaldet »DR Royal«.

Tidligere var det royale stof først og fremmest ugebladenes domæne, men både trykte og elektroniske landsdækkende medier har interesseret sig mere for kongehuset i de senere år. Selv en radikal avis som Politiken er ved at boble over af positiv omtale, når kongehuset kan fortælle glædelige nyheder om graviditet, fødsler osv. En del af forklaringen på denne udvikling er den øgede konkurrence på mediemarkedet, der ikke mindst har fået de elektroniske medier til at gå »down market« og indoptage stof fra ugebladskredsløbet om alt fra kongelige til overtro. Men en anden vigtig forklaring har at gøre med, at kongehuset er blevet medialiseret.

Almindelige celebrities

Kongehuset har som samfundsmæssig institution gradvist ændret karakter. De kongelige familiemedlemmer er blevet en del af celebrity-kredsløbet, mediernes verden af kändisser, stjerner og idoler. Det er ikke mindst prinsernes fritids- og familieliv med diskoteksfester, værtshusbesøg, nøgenbadning, hurtige biler og sexede popkærester, der har sikret dem overeksponering i celebrity-journalistikkens spotlight. Dette har givet megen – og gennemgående positiv – omtale, men denne nye status er ikke uden omkostninger.

Kongehusets magt har flyttet sig fra traditionens højborg til de dagsaktuelle medier. I gamle dage viste kongen sig frem ved enkelte lejligheder for at demonstrere sin magt over for folket. I dag viser kongefamiliens medlemmer sig frem for folket for at fastholde magten. Under enevælden var det kongen, der gennem stands- og rangsforordningen fastlagde alle klassers rang i forhold til hinanden, og hans egen magt var religiøst indstiftet som konge af guds nåde. Selv i det indskrænkede monarki, som blev resultatet af grundlovens indførelse, har kongehuset tidligere haft en større magt og anseelse i kraft af tradition og ejendomsbesiddelser, men i dag er kongehusets autoritet blevet stadig mere afhængig af folkelig opbakning. En folkelig opbakning som medierne i høj grad forvalter. Kongehusets legitimitet og autoritet afhænger i stigende grad af dets evne til i offentligheden at skabe et billede af sig selv, som sikrer fortsat popularitet. Magten er ikke længere givet: De kongelige skal ligesom de »almindelige« stjerner vedligeholde deres image i pressen for at overleve som kendte.

Kongehusets øgede afhængighed af mediekredsløbet har fået medierne til at vejre morgenluft. Medierne ønsker i højere grad end tidligere at kunne sætte præmisserne for dækningen af kongehuset. De vil ikke længere lade kongehuset enerådigt bestemme, hvornår og hvordan det skal optræde i medierne, og man presser aktivt på for at ændre magtbalancen i mediernes favør. Som chefredaktør Henrik Qvortrup selvbevidst skrev som reaktion på kongehusets kritik af den megen mediebevægenhed forud for forlovelsen mellem Mary og Frederik: »Sådan er spillets regler. Naturligvis er Se & Hør stærkt optaget af, hvornår den kommende konge agter at indgå forlovelse og ægteskab. Der er vi, fordi vi ved, at det interesserer danskerne ganske meget. Og kongehuset baserer sig jo – glem aldrig det – alene på befolkningens store interesse og opbakning« (nr. 40, 3.10.02).

Forbrugets idoler

Ved det 20. århundredes begyndelse hyldede både den seriøse og populære presse andre helte end i dag. En af sociologiens pionérer, Leo Lowenthal (1961), foretog en analyse af populære magasiners biografier af kendte mennesker, og han afslørede en stor forandring i valg af personer og vinkler på de kendte. Ved 1900-tallets begyndelse var man stærkt interesseret i at omtale, hvad Lowenthal kalder produktionens idoler. Man fortalte om de traditionelle berømtheder som grundlæggere af store virksomheder, ledende politikere og kloge videnskabsfolk. Og biografierne koncentrerede sig netop om deres arbejdsmæssige fortjenester og officielle meritter: Man så dem afbildet foran fabrikken eller i laboratoriet, hvis ikke et officielt foto foran skrivebordet ledsagede teksten.

Fra midten af det 20. århundrede er denne type biografier en saga blot, viser Lowenthal. De populære medier koncentrerer sig om forbrugets idoler, dvs. de mennesker der er kendetegnet ved deres manglende bidrag til samfundets produktion. Det er de mediekendtes univers, the leisure class, hvor man er optaget af selskabelighed, sex, boligindretning og mode. De mediekendte er noget i kraft af det forbrug og den livsstil, de udstiller i selskabslivet – ikke deres hårde arbejde med at bygge en virksomhed op, skabe politiske reformer eller opfinde en ny medicin, der kan forbedre folkesundheden. Hvor produktionens helte udgjorde en slags forbilleder til efterligning, udgør forbrugets helte snarere billeder til sammenligning. Omtale af produktionens helte var opbyggelige historier til efterlevelse, men nutidens forbrugshelte skal i højere grad blot stimulere drømme, længsler og sladder om de rette normer for det private liv.

Kongehusets indtog i celebrity-kredsløbet har bragt dem sammen med forbrugets helte, og íkonografien har derfor også ændret karakter. Tidligere så vi ikke mindst billeder af kongehusets medlemmer ved officielle begivenheder: åbninger af udstillinger, broer, nye virksomheder i ind- og udland. Kongehuset var produktionens helte, hvad der i sin tid fik partiet Venstresocialisterne til at forlange kongehuset nedlagt og finansieret af Industrirådet. I dag lægger pressen vægt på andre billeder: den private livsverden, hvor de distinktive træk er forbrug og livsstil. Tidligere var en kongelig barnedåb, bryllup eller begravelse en ceremoniel begivenhed, der blev mediedækket med en passende officiel ikonografi. I dag viser analyser

af det royale stof i medierne (Kirsten Sparre & Lars Kabel: Den glade journalistik), at man går efter at finde de mest uofficielle billeder af de royale medlemmer. Som for andre celebre personligheder skal billederne afsløre de personlige tanker og intime øjeblikke i de store begivenheder. De kongelige får først publikums gunst, når vi kan føle sammen med dem.

Afstand erstattes af nærhed, storhed af intimitet. De officielle kongelige portrætter, der prydede mangen en statsinstitutions og færgers vægge, er pillet ned. I stedet breder det royale privatlivs ikonografi sig i medierne.

Når den kongelige familie bliver en del af det almindelige celebrity-kredsløb, må de i stigende grad opleve at blive målt med den samme alen, som andre kendte vurderes efter. De mediekendte skal demonstrere, at de er noget særligt gennem deres livsstil og optræde som helt almindelige mennesker, der gør dem genkendelige for os alle. Som konsekvens udsættes de for en offentlig sladder, der ikke giver plads for store fejltrin i adfærd og udtalelser. Samtidig med at medierne er beundrende indtil det leflende i forholdet til de mediekendte, så er tærsklen for en skandale umådelig lav. Nogle få kilos overvægt eller en følelsesladet udtalelse kan kalde de store overskrifter frem, og netop denne form for kritik udsættes kongehuset i stigende grad for, hvad Ekstra Bladets kampagne vidner om. Men heller ikke ugebladene afholder sig fra kritisk at kommentere selv de mindste afvigelser fra den norm, medierne selv sætter for de kongeliges adfærd.

Mary, Askepot og Barbie

Den enorme medieeksponering af kongehuset forklares – og forsvares – under tiden med det argument, at i en stadig mere fragmenteret og global verden, har danskerne brug for nogle symbolske holdepunkter. Når alt forandrer sig, bliver der ekstra behov for de få, stabile institutioner, som stadig kan samle danskerne som folk. Problemet med dette argument er, at kongehuset slet ikke er en sådan uforandret traditionsbærer, men snarere er blevet en af de mest medialiserede og postmoderne institutioner, der findes. Postmoderne teorier om, at virkeligheden er blevet opslugt af mediernes flimrende symbolverden har næppe gyldighed i al almindelighed. Men i kongehusets tilfælde må man indrømme, at det er en ganske rammende beskrivelse. På mange måder er kongehuset blevet forvandlet til en fortløbende medieproduktion, en slags celebert reality-show hvor de medvirkende ikke i hundrede dage, men på livstid er overvåget af kameraer og mikrofoner og til stadighed er genstand for publikums sladder. Medieeksponeringen handler her ikke om, hvem der forlader kongehuset, men opmærksomheden skal tværtimod sikre, at selve huset overlever; men hvis den kraftige eksponering på et tidspunkt skulle få nogle af de medvirkende til at forlade showet, vil det såmænd være ganske forståeligt.

Brylluppet som mediebegivenhed er et tilsvarende postmoderne træk. Mediernes iscenesættelse af Marys og Frederiks forelskelse, forlovelse og nu bryllup handler ikke om tradition, sikring af arvefølge, danskhed eller tilsvarende gammelmodige værdier. Det drejer sig langt mere om iscenesættelse af symboler på individuel »lykke« og om at skabe en fortælling om en stor begivenhed i det personlige livsforløb. Mediemarkedet producerer i forvejen masser af stof, der understøtter den almindelige danskers ønske om at foretage denne type selviscenesættelser i form af spektakulære polterabend’ ener, romantiske kirkevielser med langt slår og ventende karet efterfulgt af eksotiske bryllupsrejser. Der findes internationale og danske magasiner, der alene fokuserer på bryllupper, og karakteristisk for disse er, hvordan der trækkes på hele mediekulturens symbolunivers af romantik og kærlighed. I dette postmoderne medieunivers er voksne menneskers iscenesættelser af deres eget bryllup blevet en pendant til barndommens leg med Barbie og Ken.

Det kan virke paradoksalt, at den værdimæssige opskrivning af brylluppet som en begivenhed, hvor man besegler valget af »den eneste ene«, sker samtidig med, at skilsmisse er blevet et meget udbredt fænomen. Men det er ikke nødvendigvis så modsætningsfyldt. Som den britiske sociolog Anthony Giddens har peget på, er moderne parforhold kendetegnet ved det »rene forhold«, hvor valg af partner sker i forhold til individets egne præferencer og ikke er styret af tradition eller slægt. Og da disse præferencer er individuelle og skifter gennem livet, kan brylluppet som »event« fungere som en kompensation

for den foranderlighed, tilfældighed og stadige mulighed for at omgøre valg, der præger det moderne liv. I brylluppet kan det moderne individ synliggøre sine valg som »store« og »betydningsfulde«, samtidig med at de får en drømmeagtig karakter af at være »større end livet«.

Mediekulturen tilbyder her et symbolunivers, hvorfra man kan plukke elementer til en sådan værdimæssig opskrivning af sine individuelle valg. Et særlig spektakulært eksempel på dette er Disney koncernens bryllupsprodukter, som giver mulighed for at blive gift på måder, hvor man spiller bestemte scener fra Disney tegnefilm. Disney-koncernen har efter sigende haft mest succes med deres Askepot-produkt, hvor bruden er Askepot til det store bal, brudgommen er Prince Charming, og brudepigerne klædes ud som de onde stedsøstre. For de fleste kan mindre gøre det, og her står Lilly kataloger, ugeblade og bryllupsmagasiner klar. Men i år behøver vi ikke lade os nøje med de sædvanlige bryllupmedier. Den 14. maj vil de forenede danske medier levere den største Askepot-opsætning nogensinde. Mediernes kongehus vil på denne dag fremstå mere fortryllende end nogensinde, men for kongefamilien udgør de postmoderne tider en rå medievirkelighed hele året rundt.

Stig Hjarvard er professor ved Film- & Medievidenskab, Københavns Universitet. Han har senest udgivet bogen »Det selskabelige samfund. Essays om medier mellem mennesker« (Forlaget Samfundslitteratur).

Artiklen har været bragt i tidsskriftet SALT.