På springtur fra normaliteten

»Mange tror vi er en flok kæmpestore lesbiske matroner«, siger Gitte Christensen med et smil.

»Man kan simpelthen ikke være kvinde og smed, uden også at være lesbisk. Den forestilling er der mange der har. Der var engang, hvor vi skulle ud på et teater på Nørrebro og lave noget smedearbejde en weekend. Da vi kom derud, sad hele teaterholdet og kiggede, og pludselig brast de totalt sammen i latter. Så fortalte de, at de havde siddet og snakket om, hvad de her kvindesmede var for nogen. De havde forestillet sig nogle kæmpestore lesbiske madammer. Men det er vi altså ikke. Hverken lesbiske eller store«.

Den religiøse afdeling

Anekdoterne fra Christiania og omegn er der masser af, når Gitte Christensen beretter, men hun har også været med næsten fra starten. Vi sidder i hendes hjem i Luftkastellet i ly for vinterkulden og et godt stykke væk fra de berygtede hashboder på Pusher Street.

I små 30 år har Gitte Christensen haft sit hjem på Christiania, og i de sidste 11 år har hendes arbejdsplads også været på fristaden. Sammen med Charlotte Steen og Dorte Eilenberger kører hun Kvindesmedien. Det er en af de arbejdspladser på Christiania, der er nået ud over plankeværket. Kunderne kommer alle mulige steder fra, selv fra Søllerød, fortæller Gitte. De kommer for at bestille borde og stole, knagerækker og tøjstativer, køkkenelementer, havelåger, lysestager og spejle. Alt hvad boligen begærer, og som kan bøjes i jern.

»Vi har hver vores specialer, som vi har udviklet hen ad vejen. Jeg laver for eksempel fredsglober til kirker. Det er en stor kugle med et bord til. Man kommer penge ned i bordet, og så kan man tage et lys og sætte i globen. Man sætter et lys for fred i verden. At det er mig, der har fået den niche hænger sammen med, at jeg bliver betragtet som den religiøse del af firmaet«, fortæller hun og slår en latter op.

Fredsgloberne står blandt andet i Jesuskirken i Valby, Mariakirken på Istedgade og Frelserkirke på Christianshavn, der kun ligger et stenkast fra Christiania.

»Den jeg lavede til Frelserkirken, ser jeg som mit svendestykke. Jeg var rystende nervøs, for jeg kunne se den stå som fast interiør de næste 100 år«.

Både arbejder og direktør

På Teglgårdsstræde i Indre by står en plakatsøjle, som kvinderne fra smedjen har lavet. I et ældgammelt hus i Grønnegade ligger et pizzeria, hvor de har bygget ovnen. Et arbejde, der blev udført på stedet, så ovnen fik den rette støbning i forhold til de skrå vægge og skæve gulve. Mindst en gang om året kan deres arbejde ses på tv. TV2 Zulus Zulu Award-statuetter er nemlig kreeret af Kvindesmedien. Og sådan kunne man blive ved, for den lille virksomhed på Christiania har bevist, at det ikke gør noget, at man er lidt gal, når man skal levere til en verden udenfor, der er normal. Men på trods af den megen opmærksomhed, er smedjen ikke nogen guldgrubbe.

»Det vi tjener ryger ned i én kasse, uanset hvem der har lavet det. Nogle gange er der ikke en klejne i kassen og andre gange er der penge i kassen, fordi vi har haft nogle gode jobs, men som regel skylder vi penge væk. Hvis der er overskud, bliver det delt mellem os. Selvom jeg i en måned er den, der laver rigtig, rigtig mange penge i vores firma, så får vi lige mange penge udbetalt«.

Kvindesmedien er et interessentselskab med en kollektiv ledelse – eller som Gitte forklarer: »Vi er tre selvstændige, tre direktører og tre arbejdere i en. Vi arbejder fast 9 til 17 hver dag og har også åbent i butikken om lørdagen. Vores målsætning er, at vi vil være rige og gavmilde. Problemet er bare, at vi er for gavmilde til at blive rige«.

Alt er muligt

Kvindesmedien har eksisteret i 26 år. Den opstod da de kvindelige smede ikke kunne enes med de mandlige om arbejdet, og kvinderne derfor ville have deres eget. Da Gitte Christensen kom til, bestod arbejdet mest i at lave rørarbejde for christianitterne.

»En dag var der en veninde, der spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at arbejde i Kvindesmedien – og der anede jeg faktisk ikke, at der var noget der hed Kvindesmedien. Sådan noget havde aldrig interesseret mig. Jeg kunne godt lide at arbejde med træ, men at lave ting i metal havde aldrig slået mig«, fortæller Gitte, der havde en uddannelse som Rudolf Steiner-pædagog med i bagagen, og tidligere havde arbejdet som omsorgsmedhjælper på Ebberødgård og i Arbejdssekretariatet i Københavns Kommune.

Smedearbejdet skulle altså læres fra bunden, og de først år var ikke meget andet end hårdt slid.

»Det var learning by doing. Princippet var, at alt kan lade sig gøre, så vi sagde ja til alt og lavede også nogle rigtige bommerter. Og så tog det jo 4 gange så lang tid at lave noget dengang, som det tager i dag«.

I dag er det ikke længere smedearbejdet, der volder de store problemer. Det er snarere den måde, lovgivningen er skruet sammen for små selvstændige virksomheder, der sætter grå hår i hovedet.

»Det er hulens svært at være selvstændig i Danmark. De fleste går ned inden der er gået 5 år, men vores firma har altså holdt længere, og det trøster mig. Rent økonomisk bliver man simpelthen behandlet som en kæmpekoncern, lige bortset fra at kæmpekoncernerne kan svindle rundt med pengene og lave skattely og unddragelse. Man skal simpelthen løbe hurtigere end man kan, hvis man skal overleve i det system«.

Aldrig mere Tivoli

Kvindesmediens nuværende besætning har arbejdet sammen de sidste 7 år, og det er de tre kvinder, der har gjort arbejdet til noget, man kan leve af og samtidig udviklet arbejdet i retning af design og kunsthåndværk.

»Jeg tror det er en fordel, at vi ikke er udlærte, så tænker vi ikke så traditionelt. Vi er i hvert fald særligt kunstneriske og sikkert også billige, for vi er jo ikke uddannede«, siger Gitte om det faktum, at kunderne strømmer til i en sådan grad, at det ikke længere er nødvendigt at sige ja til alle opgaver.

Rørarbejde bliver der ikke lavet mere af, og Tivolis julemarked er også lukket land. Det er kvinderne selv, der har smækket den dør i efter at have prøvet det en gang.

»Én gang Tivoli, aldrig mere Tivoli. Det blev vores slogan, efter vi havde haft en bod på deres julemarked det første år. Det var dødssygt«, siger Gitte om oplevelsen med en af Danmarks andre store turistattraktioner.

Rasmus Burkal er medredaktør af Tidsskriftet SALT. Artiklen har været bragt i SALT nr. 1, 2004.

På billedet ses Gitte Christensen i midten, mellem kollegerne Dorthe Eilenberger (forrest) og Charlotte Steen (bagerst).