De store firmaers magt

En påfaldende mangel i den danske magtudredning er belysningen af ”økonomisk magt”. Magtudredningen byder desværre ikke på særlige analyser af erhvervslivets magt, af koncentrationstendenser i erhvervslivet, i dagligvarehandelen, i den finansielle sektor m.m. Og det er en skandale, at der stort set intet er om, hvilken magt landets suverænt største virksomhed udøver. A.P. Møller Gruppen har en global omsætning, der svarer til 10% af det danske bruttonationalprodukt. Bare firmaets størrelse burde være begrundelse nok til en særlig analyse.

Magtudredningens mangel

Problemet i magtudredningen er, at den på de få felter, hvor den gik ind på økonomiens magt, ikke undersøger modsætninger i samfundet, men prøver at glatte ud. Der gribes til den bekvemme udlægning: At demokratiet og politikken har styr på kapitalen, og at vi derfor ikke behøver at gå dybere ind i en analyse af erhvervslivets magt.

Skjult magt

Spørger man politifolk, ved de, at man ofte kan opklare en forbrydelse ved at følge pengene. Der hvor pengene havner, har man forbrydelsens bagmand. Sådan er det også med magt. Uden at gøre spørgsmålet om magt til noget, der i sig selv er kriminelt, så kan man ved at følge pengene blive meget klogere på de reelle magtforhold i et samfund.

De store firmaers særlige økonomiske magt, dominans og eventuelle fordele burde således have været et tema for en særlig analyse i magtudredningen.

Skattebesparelser i milliardklassen

TDC-sagen fra efteråret 2003 illustrerede det meget enkelt. TDC kunne spare skat ved at fratrække et fiktivt tab i et tysk datterselskab. En rendyrket skattespekulation, som gav teleselskabet en skattebesparelse i milliardklassen og efterlod et tilsvarende hul i de offentlige kasser. Den tidligere SR-regering var opmærksom på hullet i skattelovgivningen og havde fremsat et forslag, der skulle lukke hullet, før det blev udnyttet. Folketingsvalget udsatte lovbehandlingen, og den borgerlige VK-regering genfremsatte forslaget, men der var nogle paragraffer, der var udeladt. Normalt får vi ikke noget at vide om den slags huller – skattespekulation er omfattet af fortrolighed. Men her kom sagen frem, og i samme øjeblik måtte VK-regeringen indrømme, at der var et hul i skattelovgivningen, og dette hul skulle lukkes så hurtigt som muligt. Den melding gjorde det ikke nemmere at forstå, hvorfor regeringen havde udeladt de paragraffer, der kunne have lukket hullet i tide.

Det blev vi til gengæld meget klogere på, da det kom frem at TDC’s revisor efter regeringsskiftet i fortrolighed havde sendt et notat til Skatteministeriet om, at en genfremsættelse af SR-regeringens lovforslag i uændret form ville være en overtrædelse af regeringens løfte om skattestop. Det var en utrolig påstand – at kalde lukningen af et skattehul for en skatteforhøjelse – men det var endnu mere utroligt, at VK-regeringen bøjede sig for argumentet og lod hul være hul - lige til det blev afsløret i offentligheden. Først på det tidspunkt, da den politiske pris for venligheden over for TDC blev for stor, tog regeringen initiativ til at lukke hullet. Men skaden var sket. Et stort milliardbeløb fosser ud af statskassen, ikke bare til TDC, men utvivlsomt også til andre selskaber, som offentligheden ikke kender navnene på.

Store firmaer store fordele

Selv om der er tale om et milliardbeløb, er TDC’s skatteunddragelse bare en lille sag, men hvis man vil afdække magtstrukturerne i samfundet, er det eksempler som dette, der kan give viden om, hvordan magten fungerer. Ved at følge pengene i denne skattesag ved vi lige pludseligt meget mere om, hvilke magtrelationer der har betydning for regeringens skattepolitik.

Et andet eksempel er, at Carlsberg i hemmelighed fik godkendt en plastikflaske til øl. Carlsberg fik godkendt en plastikflaske forud for både udenlandske og mindre danske bryggerier og kom dermed først med letvægts-emballage, kort før dåserne blev tilladt. Den blev markedsført som plak-flasken og har opnået en væsentlig markedsandel.

Miljøministerens godkendelse medførte i sin tid stor debat og anklager om magtmisbrug. Nogle spurgte, om det var korrekt, at et mindre bryggeri havde fået afslag på godkendelse af en lignende plastflaske (med den begrundelse, at den havde et mindre rumindhold end Carlsbergs, der kort tid efter blev godkendt som "et nyt tilbud til forbrugerne"). Godkendelsen af plastflasken gav Carlsberg en konkurrencefordel, og godkendelsen svækkede i øvrigt den danske regerings modstand mod at tillade dåseøl, og plastflasken modvirkede salget af dåseøl og reducerede dermed Carlsbergs tab af markedsandel.

Plastflasken er igen en mindre sag, men den er et eksempel på, hvordan det store firma kan manøvrere og dermed en ganske illustrativ sag, som nævnes af magtudredningen, der dog nøjes med en udvandet konklusion:

"Vi ved ikke, om miljøministeren bevidst forfordelte Carlsbergs konkurrenter eller om beslutningen alene var baseret på miljømæssige, tekniske og forbrugermæssige overvejelser, som hævdet af Miljøstyrelsen"(Ingeniøren, 3. september 1999. ("De som meget har …," s. 9).

Når nu magtudrederne finder det relevant at nævne plastflasken, havde jeg en forventning om, at de havde boret i sagen, som kunne illustrere noget så vigtigt som forholdet mellem en dominerende virksomhed og regeringen, forholdet mellem det dominerende bryggeri og de mindre bryggerier, konkurrencen med udenlandske ølgiganter og den danske stats bidrag hertil, samt en sag, der belyser forholdet mellem Danmark og EU, fordi godkendelsen af den nye flaske svækkede Danmark i diskussionen om tilladelsen til dåsesalg her i landet. Men undersøgerne nøjedes med at konkludere, at man ikke ved noget.(1)

Overfladisk magtudredning

Samlet er det skuffende, at magtudredningen ikke gør mere ud af at analysere økonomisk magt, fx ved at undersøge om og hvordan store firmaer opnår fordele ved i det skjulte at bruge deres magt. Den slags sker, men magtudredningen har ikke gjort noget for at følge pengene. Nogle gange nævner udredningen - som med Carlsbergflasken - gode eksempler på erhvervslivets magt, men det løber derefter ud i overfladiske, udglattende eller ikke-dækkende konklusioner. Det kan man se flere gange i udredningen.

Magtudredningen: Folketinget har styr på det store erhvervsliv

Udrederne fremdrager retfærdigvis eksempler; de undersøger og analyserer dem blot ikke til bunds. Det påstås f.eks., at offentligheden har presset A.P. Møller til mere åbenhed. Der tages udgangspunkt i den uomtvistelige kendsgerning, at A.P. Møller Gruppen gennem mange år er blevet favoriseret i forhold til regnskabslovgivningen. Men, siges det, nu laves der et koncernregnskab for A.P. Møller Gruppen:

”Dermed har offentligheden vundet en sejr i den lange og fortsatte historie om, hvilke oplysninger A.P. Møller Gruppen skulle stille til rådighed for offentligheden i almindelighed og investorerne i særdeleshed.” (De som meget har …, s. 9).

For en, der gentagne gange i offentligheden har rejst kravet om åbenhed i A.P. Møller Gruppen, ligger det lige til venstrebenet at være enig i denne konklusion. Og selvfølgelig har den offentlige debat spillet en rolle, men en nærmere analyse vil hurtigt vise, at det nok så meget var markedet og udenlandske investorer, der var baggrunden for ændringen. Kursen på A.P. Møller-aktier var ganske enkelt alt for lavt sat på grund af lukketheden. Markedet krævede større åbenhed (og fremlæggelsen af det første koncernregnskab medførte da også en stor stigning i kursen på A.P. Møllers aktier). Det burde måske have undret magtudredningen, hvorfor en sejr for offentligheden/staten medførte en stigning i aktiernes værdi, for var det en sejr på bekostning af selskabet, var kursen nok faldet! Men magtudrederne nøjes med den bekvemme udlægning: At offentligheden vandt over kapitalen, og derfor behøver vi ikke at gå dybere i en analyse af erhvervslivets magt.

Så behøvede Magtudredningen heller ikke at se på, hvorfor dette regnskabskrav over for A.P. Møller – som gjaldt for alle andre firmaer i landet - ikke var fremtvunget mange år tidligere. Der var fx i slutningen af 90’erne et flertal i Folketinget for en lovgivning, der ville medføre, at A.P. Møller skulle fremlægge et koncernregnskab, men den daværende SR-regering fik blokeret for kravet. Kravet blev først realiseret, da A.P. Møller Gruppen selv vurderede det forretningsmæssigt klogt med større åbenhed.

Hemmelige regnskaber

Nu er regnskabskravet så realiseret, og der er ingen grund til at bore mere i A.P. Møller, lyder undertonen, men at den sag fortsat er varm, kan man forvisse sig om ved at konsultere aktieanalytikere og andre kilder tæt på markedet, der vil fortælle, at der fortsat er stor lukkethed i APM-gruppen. Det skyldes ikke mindst, at store fonde og Møller-familiens personlige aktiebeholdninger ikke indgår i koncernregnskabet. F.eks. ved vi fortsat ikke nøjagtigt, hvor meget magt A.P.Møller-gruppen har i landets største bank, Den Danske Bank, selv om det er åbenlyst, at der er tale om en dominerende indflydelse.

Konkurrencelovgivningen for slap

Ligesom magtudredningen nedtoner de store firmaers magt, så bruger de også udviklingen i konkurrencelovgivningen som argument for at selskabernes magt er blevet mindre. I mange år var den danske konkurrencelovgivning og kontrol med fusioner og opkøb af virksomheder meget mindre restriktiv end de tilsvarende regler i vore nabolande. Derfor fremsatte SR-regeringen i to omgange forslag om at ændre den danske konkurrencelov. Og i 1999 blev man så efter mange politiske spilfægterier nærmest tvunget til at gøre det, ellers ville kontrollen i nogle tilfælde overgå til EU.

SR-regeringens forslag var på ingen måde skrappe, og den seneste revision blev tilmed svækket, fordi den daværende regering indgik forlig med de højrepartier, der havde påtaget sig at føre de store selskabers ord. Ændringerne i konkurrenceloven udlægges så i magtudredningen som argumentation for, at de store selskaber blev overtrumfet af Folketinget:

”Trods alvorlig modstand fra det store erhvervsliv blev der i 1997 gennemført en principiel ændring af den danske konkurrencelovgivning” og ”Senere er lovgivningen blevet strammet yderligere, lige som håndhævelsen af lovgivningen er strammere end før. Også de store virksomheder taber væsentlige politiske slagsmål.” (Slutrapporten, s.209). Og i det afsluttende kapitel skrives: ”Trods betydelig modstand fra det store erhvervsliv er konkurrencelovgivningen blevet skærpet” (s.377).

Det er useriøse konklusioner, for realiteterne var faktisk de modsatte. Dansk erhvervsliv har konsekvent sikret, at konkurrencelovgivningen i Danmark er slappere end i vore nabolande. Og i praksis kan man f.eks. se, at Arla næsten har opnået et monopol på det danske marked for mejeriprodukter, at koncentrationen på det danske fødevaremarked er større end nogensinde m.m.

Undgår beskatning i Danmark

Tilsvarende prøver Magtudredningen at nedtone de store virksomheders magt i forhold til ”transfer pricing”. Der har i mange år været debat om de multinationale selskabers evne til at undgå beskatning i Danmark. Coca-Cola, Nestlé, Unilever, Kraft Foods, McDonald’s, Q8 og de andre multinationale benzinselskaber, Fiat, Blockbuster m.fl. har aldrig betalt skat eller kun betalt meget lidt skat, selv om de hvert år sælger for mange milliarder kr. i landet.

I stedet for at undersøge den magtrelation, der her er åbenlys, henviser magtudredningen simpelthen til skatteministeriet, der ikke mener, problemet er så stort:

”Tilsvarende ser det som omtalt ovenfor heller ikke ud til, at det er voldsomt store beløb, transnationale selskaber flytter rundt på via urealistiske transferpriser – trods nogle meget omtalte gode ´sager’ i dagspressen 2002-03.” (Slutrapporten, s.305).

Magtudredningen besværer sig ikke med at støve fakta op, selv om det kan gøres med lidt besvær. (Jeg har selv gjort det i de seneste år, se mine seneste opgørelser i Politiken d. 9.2 2004). Men i stedet for at lave sin egen uvildige analyse, så baserer udrederne sig på den myndighed, der har hovedansvaret for at mange store selskaber i årtier har kunne undgå at betale skat i Danmark – mens de betaler meget i skat i andre lande. Og udrederne glemmer helt at fortælle, at de økonomiske vismænd vurderer, at mellem 20 og 40 milliarder kr. flyttes ud af landet uden at blive beskattet.

Spørgsmål til erhvervslivets ledere: Hvad synes du selv?

Magtudrederne fremhæver adskillige eksempler på erhvervslivets magt og indflydelse, men ”hovedværket” i undersøgelsen af virksomhedernes magt er baseret på en spørgeskemaundersøgelse, hvor landets 500 største virksomheder bliver bedt om en række svar om deres indflydelse (Peter Munk Christiansen/Asbjørn Sonne Nørgaard: De som meget har …).

Forfatterne nævner, at virksomheder har politisk indflydelse i kraft af deres kontrol over økonomiske ressourcer, arbejdspladser, eksport og investeringer. Og de fremhæver, hvordan virksomhederne kan opnå indflydelse gennem kontakter til politikere og embedsmænd eller ved at deltage i den offentlige debat.

”Der er endelig også tilfælde, hvor virksomhederne slet ikke behøver at foretage sig noget, fordi beslutningstagerne så at sige forudskikker virksomhedernes reaktioner på bestemte beslutninger.” (s. 79).

Men efter disse iagttagelser koncentrerer politologerne sig om en spørgeskemaundersøgelse, hvor virksomhederne bl.a. skal oplyse, hvor mange kontakter de har haft til myndighederne. I analysen heraf antages, ”at der er en positiv sammenhæng mellem omfanget af kontakter og den indflydelse, som virksomhederne opnår på de administrative og politiske beslutninger.” (s.79).

På baggrund af svarene når man frem til denne konklusion:

”Den gode nyhed er, at store danske virksomheder stort set ikke har tættere og lettere adgang til offentlige beslutningstagere end andre vægtige interesser”. Og det er ”det generelle billede, som tegnes på baggrund af denne bogs analyser, at virksomhedernes og erhvervslivets interesser ikke systematisk har en lettere og mere privilegeret adgang til politikere og embedsmænd end andre vægtige interesser i det danske samfund.” (s. 95).

Den dårlige nyhed, konkluderes det, er, at de største alligevel har de bedste muligheder: ”Der er således ingen tvivl om, at de største af de største har gode chancer for at gøre deres politiske indflydelse gældende” (s. 96).

Her er undersøgerne tæt på en kontroversiel og vigtig konklusion, som man kunne udfolde og uddybe, men ethvert tilløb til dramatik punkteres straks:

”Men er det ikke blot rimeligt? De har jo også flere ansatte og større betydning for samfundets velstand?” (s. 96).

Denne legitimering af virksomhedernes magt holder forfatterne dog ikke fast i:

”Det afgørende i den forbindelse er, om de mange mindre virksomheder tilsammen har en ligeså stor indflydelse som de få store” (s. 96) – og for helt at undgå at konkludere siger de: ”På baggrund af de analyser, der er foretaget i denne bog, kan vi ikke vide, hvor gode chancer de mange små virksomheder med fælles interesser har for at fremme deres sag. Mere sikkert er det, at de største virksomheders synspunkter og ønsker nok skal blive hørt.” (s. 96).

Køber ikke konklusionen

Det er ikke en konklusion, jeg vil give mange penge for, for det vidste vi i forvejen. Men det kan undre, at man i slutningen af det, der skulle være en analyse af ”store danske virksomheder som politiske aktører”, reducerer analysen til at diskutere forholdet mellem store og mindre virksomheder. Hvad med alle dem, der ikke er ”en virksomhed”?

I magtudredningens slutrapport når udrederne frem til følgende konklusion og tilløb til kritik: Virksomhederne har ikke samme naturlige plads i den politiske proces som f.eks. organisationer har ”fordi deres interesser som udgangspunkt er snævre” - og tilføjer så det gode spørgsmål: ”Kontrol over penge og arbejdspladser kan dog gøre virksomheder til betydningsfulde aktører.” (Slutrapporten, s.194-195).

Påvirker den demokratiske proces

Længere kommer undersøgerne ikke, selv om hverdagen ikke skorter på mere eller mindre skjulte eksempler på virksomheder, der bruger deres økonomiske magt til at påvirke den demokratiske proces. Man kan bare nævne EF/EU-afstemningerne fra 1972 og frem til ØMU-afstemningen i 2001. Her har det ikke skortet på trusler fra virksomhederne. Man kunne også nævne A.P. Møller, der i 1998 gik i aktion mod nogle ændringer i selskabsskatten (i forbindelse med Pinsepakken). Koncernen var ikke tilfreds med forslaget og meddelte i dagbladet Børsen, at man derfor havde udflaget 3 nybyggede skibe, og at man ville udflage flere skibe, hvis ikke lovforslagene blev ændret. Det blev de efterfølgende. De lovforslag, som A.P. Møller Gruppen var utilfreds med, blev stort set alle trukket tilbage.

Hovedkonklusionen på undersøgelsen om virksomhedernes indflydelse ender ud i nærmest ingenting: ”Vi kan ikke konkludere særligt skarpt, hverken hvad angår virksomhedernes aktuelle politiske indflydelse eller udviklingen heri.” (Slutrapporten, s.210).

Det var dog en form for erkendelse, men allerede få linier senere skriver de efter en omtale af Danmarks Lærerforenings betydning i forhold til lovgivning om folkeskolen, og at det vil være dårlige vilkår at lave erhvervslovgivning uden om Dansk Industri: ”Tilsvarende har det danske samfund gavn af, at danske søfartsmyndigheder arbejder sammen med A.P. Møller om søfartspolitikken” (Slutrapporten, s.211).

Her får man indtrykket, at det nærmest er en fordel, at de store virksomheder har indflydelse. Men det var da et interessant spørgsmål, der burde belyses og ikke bare postuleres i en magtudredning.(2)

Hvad Magtudredningen ikke skrev om

Det er da interessant, hvad den danske magtudredning faktisk undersøgte, og hvad de fandt ud af. Men det mest interessante er måske, hvad de undlod at belyse. I den forstand skal læseren passe på ikke at lade sig forlede af udredernes prioriteringer og fremstilling.

Den mest påfaldende udeladelse er måske, at store økonomiske og finansielle forandringer i det danske samfund ikke får en dybtgående behandling. Det kunne her være interessant at lade sig inspirere af den norske udredning, selv om den sandelig også har åbenbare mangler. Den norske magtudredning har en betydeligt større interesse for den økonomiske magt. Den kortlægger udviklingen i ejerskab, internationalisering, den diskuterer fordele og ulempe ved privat ejerskab kontra statslig drift m.m. En hovedkonklusion er, at den private sektor i stigende grad har fået et overtag, når man ser på det økonomiske magtspil mellem offentlig styring og privat erhvervsliv. Det gælder også ideologisk:

”Det langsigtede mønster over to tiår er trods alt erhvervslivet i øget grad har magtet at sætte dagsordenen for den politisk-økonomiske debat” (s. 231)

Magt på norsk og på dansk

I den danske udredning savner jeg en simpel oversigt over og diskussion af den økonomiske koncentrations omfang og betydning. Den norske udredning fortæller således fx, at det udenlandske ejerskab er steget kraftigt efter 1989, og at Norge ligger højt sammenlignet med andre lande i Europa. En tredjedel på Oslobørsen er således under udenlandsk ejerskab. Samtidig har norske firmaer også etableret sig i udlandet. Heri ligger også, at koncentrationen i erhvervslivet er øget, så der er sket en væsentlig forskydning mellem de små og de store selskaber. De store er blevet langt større. I 1992 var børsværdien (af de børsnoterede selskaber) 16 pct. af BNP, og bare ti år efter var det hele 31 pct. Er det en udvikling, som også findes i Danmark?

Fødevarebranchen har historisk været ejet af producenterne og har haft et vist demokrati. Nu er ”andelsselskaber” som Arla og Danish Crown blevet til store monopoler, der har afgørende betydning for dansk økonomi, for danske husholdninger, for landets miljøpolitik mm. Magtudredningen går ikke ind i en nærmere analyse af dette, hvor den norske derimod fortæller, at der i det seneste tiår er sket en stærk koncentration med fire meget store, landsomfattende kæder, som deler det norske marked mellem sig:

”Det økonomiske udbytte af rationaliseringen i dagligvarehandelen har været enorme. De er opbygget milliardformuer på nogle få private investorers hænder. Samtidig er prisniveauet på madvarer i Norge højt sammenlignet med andre lande. Prisniveauet for dette segment øgede gennem hele 1990’erne og til dels hurtigere end det generelle detailpris-indeks. Hvis forbrugerne har fået noget af gevinsten, har de langt fra fået alt” (Den norske magtudredning, s. 209).

Også i finanssektoren er der sket en voldsom udvikling. For bare få år siden var et så afgørende spørgsmål for familierne, finansieringen af boligen, forbrugerejet gennem realkreditten. Nu er næsten alle realkreditselskaberne ejet af de store banker, og hvor udlånsforretningen før kun skulle hvile i sig selv, tjener bankerne nu milliarder på boliglånene. Om dette fortæller den danske udredning ikke noget; den norske fortæller, at antallet af banker og forsikringsselskaber blev halveret fra 1980 til 2000. De fire største bankgrupper sad på 60 pct. af markedet i 2000, mens de fire største forsikringskoncerner sad på hele 90 pct. af markedet.

Den norske magtudredning fortæller også, at del-privatiseringer af store statsforetagener som Statoil og Telenor har givet ændringer i ejerstrukturen, så staten har fået en dominerende position som ejer på Oslo Børs! (Den norske magtudredning, s. 200). Men den danske udredning analyserer ikke betydningen herhjemme af privatisering af televirksomhederne, liberaliseringen af elforsyningen, privatisering af kollektiv transport, af posten og af TV 2, af den aktuelle diskussion om privatisering af vandforsyningen m.m – selv om det er åbenbart, at det ændrer afgørende på magtforholdene i samfundet.

På lignende måde giver udredningen heller ikke udspil til diskussionen af vores velfærdsmodel, hvor udlicitering og indførsel af frit valg for dem, der har penge eller en forsikring, ændrer basalt ved det sociale sikkerhedsnet, der i mere end et halvt århundrede har været et vigtigt grundlag for magtfordelingen i samfundet.

Det er en besynderlig prioritering, at en magtudredning ikke tog fat om disse store samfundsspørgsmål.

På lignende måde er det utroligt, at udredningen ikke lavede en systematisk analyse af A.P. Møller-koncernen. Der er spredte bemærkninger, f.eks.

”I dag tillægges A.P. Møller Gruppen, som er Danmarks suverænt største virksomhed, ofte betydelig politisk indflydelse. Der findes ingen systematiske undersøgelser af virksomhedens politiske adfærd, men der er eksempler på, at den har fået indrettet lovgivningen efter sine egne ønsker, eksempelvis vedrørende de krav, som årsregnskabsloven stiller til rederierne.” (Slutrapporten, s. 206).

Det er korrekt, at der ikke findes nyere systematiske undersøgelser af A.P. Møller Gruppens politiske adfærd, men det pegede vel bare på nødvendigheden, og det kan undre, at en sådan prioritering blev ignoreret i magtudredningen. I den forstand er det en skandale, at en undersøgelse af magten i Danmark ikke har så meget som et afsnit om, hvilken magt landets suverænt største virksomhed udøver. A.P. Møller Gruppen har en global omsætning, der – som nævnt i slutrapporten – svarer til 10% af det danske bruttonationalprodukt. Bare firmaets størrelse burde være begrundelse nok til en særlig analyse.

Gruppen

- er verdens største container-rederi

- ejer en stribe fabrikker

- omfatter et flyselskab

- kontrollerer landets næststørste butikskæde

- har det eneste tilbageværende værft i Danmark af betydning

- kontrollerer 90% af landets olie- og gasproduktion

Og mens magtudredningen stod på, blev der forhandlet om retten til olien i Nordsøen, som er et af de større politiske stridspunkter i de sidste 50 år. Der er ikke noget andet spørgsmål, der i Danmarks nyere historie har været genstand for så skarpe konfrontationer mellem staten, det politiske system og en virksomhed. (3)

Olien blev heller ikke genstand for en analyse i magtudredningen. (4)

Det samme gælder andre oplagte kontroverser i forhold til A.P. Møller Gruppen:

- da A.P. Møller Gruppen satte Berlingske Tidende til salg, fordi avisen bragte nogle artikler, som Mærsk McKinney Møller var utilfreds med

- om koncernens indflydelse på udformningen af støtten til bygning af skibe, den støtte den daværende erhvervsminister Mimi Jacobsen kaldte kæmpeskandale

- om gruppens effektive angreb på lovforslag fremlagt af regeringen, f.eks. da det som nævnt lykkedes gruppen at få fjernet væsentlige dele af den erhvervslovgivning i Pinsepakken, som gruppen var imod

- om gruppens stærke indflydelse på dansk udenrigspolitik, som det kunne noteres i forhold Irak-krigen, hvor gruppen var aktiv deltager, før den danske regering besluttede, at Danmark skulle deltage i krigen sammen med USA

- om det faktum, at Danmark er ved at få en betydende virksomhed, der har stor interesse i våbenproduktion og andre militære spørgsmål, deltagelse i produktion af et nyt jagerfly, drift af skibe for det amerikanske militær, bygning af krigsskibe og projektering af ubåde samt ejerskab af en elektronikvirksomhed, der leverer til forsvaret

- og i forhold til den mest markante ændring af det københavnske bybillede, opførslen af Operaen. Ved den slags projekter bliver der normalt gennemført en arkitektkonkurrence, her er det alene bygherren, A.P. Møllers fond, der træffer de afgørende beslutninger

Møllers magt i Danmark

A.P. Møller Gruppens magt er så omfattende i det danske samfund, at en magtudredning uden analyse heraf ikke burde kunne smykke sig med titlen magtudredning.

Magtudredningens ’politiserede’ konklusioner

Hvor de fleste nok vil sige, at den mest demokratiske seddel er stemmesedlen, så er det den liberalistiske opfattelse, at den mest demokratiske seddel er pengesedlen. Og det er denne opfattelse, der vinder frem. For bare 10 år siden var der flere valgmuligheder i den politiske debat, men siden murens fald i 1989 er markedsøkonomien blevet enerådende. Den største ændring i magtforholdene i samfundet i mange årtier – markedsøkonomiens dominans - forgår i disse år, men det berører Magtudredningen kun meget sporadisk.

Magtudredningens vilje til at beskæftige sig med samfundets konkrete magtforhold er desværre begrænset. Man gik udenom et særligt fokus på den økonomiske magt. Derfor finder vi desværre ingen analyser af koncentrationstendenser i erhvervslivet, i dagligvarehandelen, i den finansielle sektor m.m. Og i det omfang magtudrederne gik i gang med at undersøge fx erhvervslivets indflydelse, satte man ikke fokus på, hvad og hvor meget de bestemmer. De satte fokus på andre elementer og sprang over vigtige modsætninger og friserede magtens udøvelse i Danmark på en måde, så man kunne komme frem til konklusionen, at demokratiet har det godt.

Selvfølgelig kan der findes interessante iagttagelser i udredningen. Men de er ofte pakket ind i en harmoniserende fremstilling - en pro-et-kontra- diskussion – hvor det spændende ikke fremhæves, men nedtones. Det er mere reglen end undtagelsen, når der røres ved væsentlige og kontroversielle samfundsspørgsmål, og hermed gør magtudredningen sig skyldig i en politisering, fordi man lader sine beskrivelser styre af konsensusforestillinger. Jeg havde i stedet gerne set, at udredningen havde været mere risikovillig; at udrederne havde vovet skindet med kontroversielle analyser og bud på, hvad der er af problemer med magten. Jeg behøvede ikke at være enig i analyserne, blot de havde ansporet til en interesse for og diskussion om magten blandt politikerne og i befolkningen.

Jeg har allerede i mit eksempel om A.P. Møllers regnskabspraksis påpeget magtudredningens underliggende fremstilling af, at politikken og demokratiet har styr på kapitalen: At offentligheden vandt over kapitalen, og derfor behøver vi ikke at gå dybere i en analyse af erhvervslivets magt. Det er en bekvem udlægning for magten og magthaverne, og det er en konsensus-agtig fremstilling i disse nyliberale tider.

Den konsensusagtige udjævning præger desværre også nogle af de generelle diskussioner, som når der om diskussionen om globaliseringen siges ”Sat på spidsen er keynsianismen i ét land blevet en umulighed” og ”globaliseringen øger presset på de lavtlønnende” (Slutrapporten, s. 298 og s.299). Men alligevel mener udrederne:

”I dansk sammenhæng har det dog vist sig, at en tidligere udbredt frygt for, at opsvinget skulle gå forbi de lavtuddannede, var ubegrundet. Faldet i ledigheden satte ind et år senere end for de øvrige grupper, men til gengæld var det stærkere, så skævheden blev mindsket.” (s. 300).

Dette er nationaløkonomsprog, der dækker over en bekymrende virkelighed. Med den funktionelle konklusion overses nemlig fuldstændig, at udstødningen fra det danske arbejdsmarked - målt som antallet af mennesker, der er på førtidspension, efterløn, sygedagpenge m.m. - er vokset dramatisk, også i de år, hvor den officielle ledighed faldt. I dag er der ca. 900.000 i den arbejdsdygtige alder, der er på offentlig forsørgelse, sammenlignet med ca. 200.000 i 60’erne. Og set i et magtperspektiv er der en verden til forskel på en persons magt over eget liv, om man er i arbejde eller ikke. Det er et enormt tab af magt og indflydelse, som en meget stor del af befolkningen har været udsat for i de sidste årtier. Men konklusionen i magtudredningen går tværtimod i retning af, at det går bedre for de ufaglærte!

Om globaliseringen er der en kontroversiel betragtning, når der med afsæt i bl.a. et Marx-citat (s. 289) noteres, at der ikke er så meget nyt i forhold til tidligere:

”Der er næppe tvivl om, at man i den offentlige debat hæfter sig mest ved globaliseringens begrænsning af politiske handlemuligheder. Og der er ingen tvivl om, at disse begrænsninger typisk overdrives – ofte ret voldsomt. Videre er der en tendens til at betone de store selskabers forstærkede magt. I den forstand, at beslutninger i et direktionslokale i New York kan få enorme konsekvenser for tusinder af lønmodtagere kloden over, er dette ubestrideligt. Når det gælder den politiske indflydelse eller evnen til at unddrage sig regulering, som har stået mere i centrum, er ændringerne måske noget mere behersket. Endelig har opmærksomheden stået i den demokratiske pessimismes tegn. Det er der nok også grund til, men det burde nok afbalanceres af en lidt større opmærksomhed på de folkelige handlemuligheder, som den teknologiske og kulturelle globalisering også fører med sig.” (s. 304).

Uden videre at hævde, at ændringerne i erhvervslivets magt nok er ”mere behersket”, er en vidtgående konklusion, især når man betænker, at magtudrederne faktisk ikke har forsket meget i den økonomiske magt! At de så bløder op på manglen ved at postulere, at teknologisk og kulturel globalisering giver nye ”folkelige handlemuligheder”, er et meget interessant perspektiv, som jeg personligt har stor politisk sympati for. Men magtudredningen analyserede det ikke nærmere – og derfor udfoldes det slet ikke som et modspil til den økonomiske magt.

Men sådan var det måske heller ikke ment?

NOTE 1: Det er i øvrigt fordrejende – grænsende til det uhæderlige - når udredningen som kilde anfører en autoritet som ugebladet Ingeniøren, men undlader at fortælle, at Ingeniørens historie var, at miljøminister Svend Auken havde givet Folketinget forkerte oplysninger om plastflaskens miljøvenlighed. Plastflasken er - i modsætning til Aukens oplysninger - dobbelt så miljøbelastende som glasflasken (Ingeniøren, 3. september 1999). Ingeniøren kritiserede ministeren for at give forkerte informationer, men magtudrederne bruger bare kilden til at konkludere, at vi ikke ved noget om, hvordan magtspillet er foregået.

NOTE 2: Er det fx godt for det danske samfund, at vi efter pres fra bl.a. A.P. Møller har indført en DIS-lovgivning, der ikke alene sikrer, at rederierne kan slippe for at betale personskat for de ansatte, men også har et lovfæstet forbud mod, at de danske faglige organisationer kan organisere udenlandske søfolk på danske skibe? Det er en lov, der er kraftigt kritiseret af den internationale arbejdsorganisation, ILO.

NOTE 3. I over 40 år har A.P. Møller Gruppen haft stort set eneret til at udnytte olien og gassen i den danske undergrund. Olien udgør en værdi på et trecifret milliardbeløb og det lykkedes A.P. Møller at få forlænget eneretten i yderligere 39 år. Aftalen herom blev forhandlet og indgået bag lukkede døre og godkendt af Folketinget på trods af stor kritik fra de eksperter, der af Folketinget var inviteret til at vurdere aftalen. Mest kontroversielt var et punkt i aftalen, der sikrer A.P. Møller Gruppen erstatning, hvis et Folketing de næste 39 år skulle vedtage en lov, der strammer beskatningen af værdierne i undergrunden. En tilsvarende bestemmelse kan man kun finde i politisk ustabile lande i det tidligere Sovjetunionen eller i Afrika. Ingen af vores nabolande har skrevet under på en sådan aftale, men A.P. Møller Gruppen havde magt til at binde regeringer og politikere mange år frem.

Note 4: Den norske olie fik en indgående behandling i den norske udredning. Selv om det er fristende, skal jeg ikke overdrive parallellerne mellem den norske og den danske olie, for de norske olie-ressourcers omfang gør en væsentlig forskel for den statslige økonomi, jf. denne centrale konklusion fra den norske udredning:

”Privatisering og kommercialisering af offentlig virksomhed er noget, som har præget mange lande i Europa i de sidse tiår. Drivkraften har for en stor del været et behov for at skaffe indtægter til staten for at dæmpe offentlige underskud. Det som særstiller Norge er, at privatiserings-processerne ikke har været begrundet i svigtende offentlige indtægter, men mest i krav om effektivisering af offentlig virksomhed. Olieindtægterne har langt oversteget det, som staten kunne tage ud til løbende offentligt forbrug” (Den norske magtudredning, s. 201)

Frank Aaen er økonom, pt. sekretær i Enhedslistens folketingsgruppe. Medlem af Folketinget 1994-2001, medlem af Folketingsudvalget bag Magtudredningen 1994-97.

Artiklen er Frank Aaens bidrag til: Øllgaard/Madsen (red.): Magt.dk - kritik af magtudredningen, Frydenlund Grafisk, 2004.

Litteratur:

Lise Togeby (red): Magt og demokrati i Danmark – Hovedresultater, Aarhus Universitetsforlag 2003. I artiklen kaldt Slutrapporten.

Peter Munk Christiansen og Asbjørn Sonne Nørgaard: De som meget har ... Store danske virksomheder som politiske aktører, Aarhus Universitetsforlag 2003.

Østerud m.fl.: Makten og demokratiet. En sluttbok fra Makt- og demokratiutredningen, Oslo: Gyldendal Akademisk 2003. I artiklen kaldt den norske magtudredning.