Kompetence-kampen: En ny marxisme på fremmarch?

Der er kommet et nyt og revolutionerende begreb ind i det danske sprog uden den offentlige debat for alvor bekymrer sig om det. Kultureliten har for travlt med at arbejde eller føre kulturkamp, og imens arbejder personale- og udviklingsafdelingerne på højtryk med at designe danskernes kompetencer.

Kompetencebegrebet trækker på en række forestillinger om, at gennem medarbejdernes kompetenceudvikling kan »gammeldags« tanker om arbejderens udbytning og fremmedgørelse pensioneres, og i stedet vil økonomien og humanismen nu gå hånd i hånd: Begge parter har ifølge argumentationen gavn af medarbejdernes udvikling og selvrealisering.

Men gennem kompetenceudvikling finder en anderledes subtil ledelsesform sted, der ikke blot begrænser selvudviklingen, men også overskrider arbejdsmarkedet og søger ind på områder som uddannelsessektoren.

Folketingets højreflertal fører kulturkamp, men hvem er det egentligt der fører? Venstrefløjen er blevet helt usynlig – ingen spindoktorer eller gennemslagskraft. Det er svært at se, hvor deres såkaldte mediedominans er henne. I de store dagblade er der ikke andet at komme efter end et Danmark for danskerne, og på tv-stationerne hører man kun borgerlige ord – og dem er der ikke meget ved for tiden.

Til gengæld har kapitalens strateger i Det nationale kompe-tenceråd opfundet en strategi, som kan ligne en venstrefløjsdagsorden, og som bliver solgt som en ny marxistisk humanisme. Måske andre er ved at opfinde venstrefløjens nye storslåede projekt?

En ny forestilling om arbejde

Det er nemlig ikke kulturkamp eller spøgelser fra fortiden, der virkelig rykker. Det fylder bare i den offentlige debat, og hvem gider egentlig den, når det kommer til stykket. Danskerne vil hellere arbejde, og på arbejdspladserne har man gang i kompetencekampen. Det er en overhaling indenom som 130 i timen ikke kan forhindre, og kompetencetænkerne har for længst vundet kampen om sproget. Spørg engang din nabo, om vi nu snakker om kompetencer i stedet for kvalifikationer. Det gjorde vi ikke for ti og sikkert ikke engang for fem år siden, men det gør vi nu.

Traditionelt er »kompetence« brugt i forbindelse med at have formelle juridiske kompetencer forstået som bemyndigelser. Det begrænser vi os ikke til længere. Det nye kompetencebegreb er ikke juridisk eller støvet, men er knyttet an direkte til dig og din handlekraft.

Det er blevet lanceret af Det Nationale Kompetenceråd (fremover blot »Kompetencerådet«) som et blødt begreb, som også interesserer sig for personlig integritet og mening med livet – men når alt kommer til alt er det måske slet ikke så blødt endda.

(Kompetencerådet beskriver sig selv som: »En kreds af private virksomheder, faglige organisationer, uddannelsesinstitutioner, offentlige myndigheder og eksperter inden for kompetenceudvikling, der er samlet om en fælles vision om at finde og afdække betingelser for kompetencemiljøer i verdensklasse.« Red.)

Det Nationale Kompetenceråds ideologi

Med kompetencebegrebet er der rykket en ny ideologi ind på de danske arbejdspladser. Det stammer fra virksomhedsledelsen, og ligesom at brandingbureauet Kunde & Co. prædiker branding som ledelsesværktøj, så er også kompetencebegrebet et effektivt ledelsesværktøj. Det gælder i øvrigt ikke blot på virksomhedsplan men også på nationalt plan.

Det mener Kompetencerådet, som fra 1998 til 2002 årligt udgav rapporter om pilotprojektet »Det nationale kompetenceregnskab«. Siden overgav de det videre arbejde med regnskabet til Undervisningsministeriet, men Kompetence-rådet fortsætter på andre felter.

Kompetenceregnskabet skal være i stand til at beskrive danskernes konkurrenceevne i videnssamfundet. Kompetencerådet mener at et kompetenceregnskab er det naturlige nationalregnskab for et videnssamfund som Danmark: Fra tørre tal til varme mennesker.

Så det handler om at finde metoder til at måle danskernes kompetencer, og der er tilsyneladende ikke noget der er uvedkommende i den sammenhæng. Eksempelvis viser de, at man kan måle på indikatorer for uddannelsesgrad og spiritualitet for at finde tal for henholdsvis lærings-kompetence og meningskompetence (evne til at have mening med livet). Man kan i videns-samfundet også måle på tolerance overfor fremmede kulturer, hvor man i industrisamfundets national-regnskaber målte på bruttonationalprodukt.

Der er ikke problemer i at måle på så forskellige indikatorer, ifølge Kompetencerådet.

Kompetenceideologien lanceres desuden som en dobbelt strategi: Dels som et offensivt og normativt »ønske til fremtiden« og dels deskriptivt som »en mekanisk afkodning af videnssamfundets krav«.

Det præcise forhold mellem ideal og nødvendighed bliver aldrig udlagt, og for Kompetencerådet udspiller sig da heller ingen konflikt imellem dem. Derfor er der heller ikke yderligere metodiske vanskeligheder med indikatorerne: Det er jo både et nødvendigt og ønskeligt projekt.

En national kompetencedagsorden

Især i den første rapport opfordrer Kompetencerådet til at mobilisere alle kræfter og etablere en national kompetencedagsorden. Ellers vil den globale vidensøkonomi løbe os over ende: Og hvem ønsker arbejdsløshed, fattigdom og ringe velfærdsydelser?

Målet er at få de tryghedssøgende danskere op af sofaen og vænne dem til tidens krav og nye ord som lærings-, forandrings-, relations- og meningskompetencer. Men dybest set er der, ifølge Kompetencerådet, slet ikke tale om krav og tvang fra oven, for det er under alle omstændigheder jo kun i alles interesse at komme i gang. Som det hedder i et af papirerne: »Ingen er tjent med at sætte meningen på stand by i de 7,5 time af det daglige liv, som arbejdsdagen ligger beslag på.«

Vi er allesammen i bund og grund kun interesserede i at tage meningen med livet med på arbejde og udvikle os.

Selvudvikling er hvad Kompetencerådet ønsker, at det nationale kompetencemiljø skal tilbyde det senmoderne menneske som har alt. Det er svaret på spørgsmålet om velfærdssamfundets fremtid. Grænserne mellem det offentlige og det private har kun godt af at blive brudt ned, og det vi får ud af det i den anden ende er et grænseløst, nationalt kompetencemiljø. Et kompetencemiljø, der giver optimale muligheder for den konstante udvikling og videreudvikling af danskernes kompetencer. Kompetencerådet – og alle vi andre – ønsker »at udvikle og forløse alle menneskers kompetencer, hos mennesker på alle niveauer i samfundet og gøre det gennem hele livet«.

Det kunne se ud som om de søger at effektuere Karl Marx’ begreb om det ideale – totale – menneske.

Omdefinering af arbejdskraften

Kompetencerådet indvarsler hermed et »revolutionerende« paradigmeskifte i synet på arbejdskraften på de danske arbejdspladser. Arbejdskraften i industrisamfundet blev af Marx tænkt som en del af produktionsapparatet, noget eksternt man kan bruge og udskifte efter behov, en underordnet og adlydende arbejdskraft, hvor kun faglige kvalifikationer har betydning.

I videnssamfundet er arbejdskraften derimod en unik ressource, ja faktisk selve værdikilden, fordi vidensproduktionen grundlæggende udspringer af menneskene, med-arbejderne. Arbejdskraften er ikke længere tingsliggjort som vare, der handles med, siden videns-ar-bejderen nu er værdikilden selv. I kompetencebegrebet sammensmelter kapital-begrebet med menneskelige værdier og egenskaber, og der er for Kompetencerådet aldrig tale om udbytning men udvikling, da værdiskabelse forudsætter menneskelig udvikling.

Medarbejderens vilje og kompetencer er helt afgørende for virksomhedens succes. Kompetencerådet tænker stadig medarbejderen som produktionsmiddel, men som vidensproducent og ikke instrument. Medarbejderens forstavelse »med« markerer, at det traditionelle hierarki mellem virksomhedsleder og arbejder er afløst af en produktion, som organisationen som helhed er fælles om.

Medarbejderen i videnssamfundet er en vidensarbejder, der ved mere om sit område end chefen og derfor er helt nødvendig for virksomhedens vidensbevarelse og -fornyelse. Arbejdskraften bevæger sig »fra underordnet til strategisk partner«. Og siden (videns)arbejderen er værdikilden selv, er det at enkelte højspændte ledelses-filosoffer taler om, at marxismen har vundet – arbejderne kan med kompentenceideologien tage magten over produktionsmidlerne: Dem selv.

Det nye proletariat

Når velfærdssamfund og arbejdsmarked således bliver forenet i kompetencemiljøet kan det nye »klasseskel« i videnssamfundet ikke længere befinde sig mellem arbejderklassen og ejendomsbesidderne, men i stedet mellem arbejdende og arbejdsløse.

Kompetencerådet betegner de arbejdsløse som »det nye proletariat«, der kan tolkes som endnu en markering af, at de industrielle arbejdsformer er passé i videnssamfundet. Det nye proletariat indgår ikke som fleksible medarbejdere i vidensdelingen og -produktionen. De befinder sig derimod på offentlig forsørgelse, det værste man kan forestille sig i en kultur bygget på arbejdsnarkomani.

Selvrealisering på arbejdet

Kompetenceudvikling er altså ikke kun afgørende for nationens velstand, men også for det enkelte menneskes livskvalitet og for at være menneske. Det er ikke længere nok at have et arbejde.

Arbejdet i virksomheden bliver derfor omdrejningspunktet for menneskets samlede udfoldelse ligesom den unge Marx’ arbejdsideal, der knytter sig til menneskets handlen på alle livets områder. Marx’ ideale arbejdsbegreb skelner ikke mellem forskellige områder af virkeligheden, som for eksempel arbejde og fritid, dette skel er ophævet i idealsamfundet. Et skel som Kompetencerådet også søger at ophæve. Men hvorfor skal dette skel ophæves? Fordi arbejde i videnssamfundet som i industrisamfundet er knyttet til værdi- og merværdiskabelse på arbejdspladserne gennem det arbejde, som medarbejderen udfører for arbejdsgiveren.

Men siden værdiskabelse nu er knyttet til kompetencer, bliver kompetencerne erhvervet i fritiden også relevante for arbejdet udført på arbejdspladsen. Arbejdsbegrebet udvider sit indhold ved denne indoptagelse, og en konsekvens er, at fritiden bliver arbejdsliggjort. Ikke bare tager vi arbejdsmails og –telefon med på ferie, det er også vigtigt at overveje, hvilke kompetencer man skal erhverve gennem sine fritidsaktiviteter.

Kompetencerådet mener, at arbejdet motiverer medarbejderne, hvis det giver selvrealisering og mening, som de tematiserer særskilt i 2002-rapporten: »Den motiverede medarbejder«. Én af kongstankerne i kompetencedoktrinen er, at motivation øger omsætningen. Ikke fordi arbejdsgiveren kan skrue op for samlebåndet, hvis han giver gratis kaffe – men fordi motiverede medarbejdere giver mere af dem selv på arbejdet: De er mere kreative, iderige, pålidelige, kompetente.

Arbejde drejer sig ikke mere om overlevelse og forsørgelse, men om at skabe mening og realisere sig selv gennem stadig kompetenceudvikling – mens virksomheden tjener på det. Denne alliance mellem økonomi og humanisme er for rådet og mange andre en win-win-situation. Man kan eksempelvis tale om tolerance som vækststrategi.

Kompetence- og selvudvikling er rettet mod realiseringen af det hele menneske. Vi bliver først rigtige mennesker når vi udfolder alle vores kompetencer og hvor skulle vi gøre dét hvis ikke på arbejdet?

Tankegangen er, at mennesket naturligt og energisk søger mod sin egen udfoldelse og udvikling. Så det drejer sig i følge Kompetencetænkerne om at give optimal mulighed for menneskets udfoldelse, og det skal for Kompetencerådet ske gennem organiseret rentabelt arbejde – i så fald har man et ….»optimal mulighed for udfoldelsen« – i så fald har man et kompetent samfund, et kompetencemiljø.

Økonomiens og humanismens alliance

Man kan spørge til, hvad der er sket med arbejdets fremmedgørende karakter, men ikke i Marx’ traditionelle forstand: Alliancen mellem økonomi og humanisme gennem kompetenceudvikling betyder, at Marx’ fremmedgørelsesproblematik er overskredet og fraværende i rapporterne. For kompetenceudvikling skal sammenkæde individets selvudviklingsbehov med nationens behov for at øge sin konkurrenceevne.

Vidensarbejderen er unik og uerstattelig, og dét giver en modmagt mod arbejdsgiverens ledelsesret. Et yderligere argument for at fremmedgørelse ikke finder sted er, at vidensarbejderen angiveligt er unik og uerstattelig. Det kan give medarbejderen en modmagt mod arbejdsgiverens ledelsesret. I Kompetencerådets termer er arbejdskraften altså ikke subsumeret under kapitalen, for humankapitalen er arbejdskraften selv.

At mennesket har en kerne fuld af ressourcer, og at det ønsker at lære og bidrage, siger dog ikke meget om mennesket, for hvad vil det gerne lære og bidrage med? Svaret er at mennesket ikke skal finde sig selv, men som et frit atom opfinde sig selv og skabe sin identitet. Samtidig nævner Kompetencerådet en række dyder, der er helt afgørende for menneskets udvikling – og nationens samt virksomhedernes konkurrenceevne: Mennesket skal være individualistisk, udforskende, udviklende, fleksibelt og stabilt. Det er de fremtrædende dyder, når selvudvikling på arbejdspladsen bliver konkretiseret i rapporterne.

For kompetenceudvikling skal styres. Ikke alle former for kompetence- og selvudvikling er acceptable og hensigtsmæssige. Deres ønske om at stille mennesket frit, som kunne være som en slags selvmyndiggørelse i Ulrich Becks kantianske forstand, bliver bremset af bestræbelsen på at styre den nationale kompetenceudvikling. En sådan ledelsesfilosofi giver ikke individet frihed til selvrealisering på individets egne vilkår.

Udbytning gennem kompetenceudvikling

En langt mere subtil udbytningsform end tidligere finder sted. For det er ikke muligt at realisere sig selv, hvis man ikke ønsker at udvikle sig. Det hele og selvrealiserende menneske er for Kompetencerådet et menneske, der konstant er i forandring og aldrig er selvberoende – men altid påvirket af en omskiftelig verden. Kravet om udvikling medfører, at væren bliver til væren-i-udvikling. Mennesket er processuelt og ikke statisk, og væren-i-udvikling lader ingen rum til stillestående individer med andre ønsker. Individet bliver kun fremmedgjort, hvis det ikke udvikler sig, men hviler i sig selv.

Men Kompetencerådets afvikling af den marxske fremmedgørelsesdimension glemmer at få øje på, at økonomien ikke giver sig. Økonomen er kun generøs over for humanismen i kraft af, at økonomien har fået smag for nye værdier, den kan kapitalisere. Så snart de ikke er kapitaliserbare længere, bliver de skrottet.

Ligesom den såkaldte økologiske revolution i halvfemserne var båret af forventningen om vækst men nu bliver afblæst, fordi økologien er blevet genstand for stagnation og dårlige historier. Man må naturligvis glæde sig over de forbedringer og den omsorg, som mange oplever på arbejdspladsen som følge af kompetencetogets ankomst. Men fokusset på rationalet bag kompetenceideologien glemmes ofte.

Det bagvedliggende økonomiske rationale

Filosofien i kompetencerapporterne stræber ikke bare imod at fjerne konfliktlinjerne mellem arbejde og fritid, kompetencemiljøet og samfundet, men også mellem share- og stakeholdervalue, offentlig og privat, kompetence- og selvudvikling. Transformeringen af arbejdsbegrebets grænser hænger i Kompetencerådets rapporter sammen med ekspansionen af det økonomiske rationale - markedsorientering og profitmaksimering. Her træder den helt væsent-lige forskel på Marx og kompetencetænkerne frem: Marx forstår alle menneskets udfoldelser som arbejde uden noget overdeterminerende rationale. Kompetencebegrebet er derimod til stadighed indsøbet i et økonomisk rationale.

Vidensøkonomien, hvori kompetencebegrebet gør sig gældende, er bredere end den traditionelle økonomi. Markedet bliver stadig mere metaforisksymbolsk og retter sig i stigende grad mod individets følelser og kultur. Den nye økonomi overskrider ustandselig grænser til andre områder – blandt andet pædagogikken, kunsten, filosofien.

Konsekvensen af de brudte grænser er, at det økonomiske rationale udvider sit råderum og underlægger sig andre rationaler. Det er netop meningen med alliancen mellem økonomi og humanisme, og derfor kan Kompetencerådet se til uden skrupler, når der er ansatser til, at pædagogikken optager kompetencebegrebet. Ganske vist overtager Jesper Juul som forfatter til bøgerne »Dit kompetente barn« og »Pædagogisk Relationskompetence« ikke bevidstløst Kompetencerådets kompetencedefinition, men det bliver svært at skelne, for den økonomiske betydning der knytter sig til kompetencebegrebet forsvinder ikke.

Parkeringen af kompetenceregnskabet – indtil videre?

Det Nationale Kompetenceråd ønskede sig kompetencestrategien dirigeret fra højeste sted: Statsministeriet. Men de har måttet tage til takke med en parkering hos undervisningsministeren, hvis kompetence bestemt er noget mere begrænset – i juridisk forstand.

I mellemtiden fandt statsministeren frem til, at han hellere måtte genopfinde politikken, som var ved at dø efter et årti under socialdemokratisk administration, så han tog den nationalkonservative ideologi frem fra skuffen og begyndte at snakke om konsekvens og paratviden.

Måske kompetenceregnskabet skal være meget godt tilfreds med at have helle i undervisningsministeriet, indtil mere kompetente hænder finder den frem og fortæller danskerne, hvorfor de lever i et kompetencefikseret videnssamfund. Men det bliver næppe i kompetenceideologien, at venstrefløjen vil finde sit nye storslåede projekt, og måske de nykonservative ideologer bare skal have disse glorværdige projekter for sig selv?

Peter Bengtsen og Jan Johansen er idehistorikere med særlig interesse for transformationer af værdier og begreber i arbejdets idehistorie, i videnssamfundet og af kompetencebegrebet.