Somalia: Krigsherrernes fred?

13 år med blodige krige i Somalia er måske ved at være forbi. Efter næsten to års forhandlinger begyndte indsættelsen af et nyt parlament den 22. august. Alle vigtige krigsherrer har godkendt det, og mange af dem får sæde i det. En regering, bygget på samme princip om »ikke-udelukkelse«, ventes snart dannet.

Mange somaliere ser frem til det. De mener, at selvom et parlament og en regering også består af krigsherrer, er det dog bedre end slet ingenting. Des-uden sætter de deres lid til, at en militær styrke fra den Afrikanske Union i det mindste kan afvæbne nogle af de mange militser.

Andre er kritiske. Somaliske menneskerettighedsorganisationer, støttet af Amnesty International, har længe krævet, at krigsherrerne holdes uden for magten. Mange mener, at deres plads er foran en krigsforbryderdomstol.

I sit »Talking Point« på banadir.com kritiserer den somaliske skribent M.M. Afrad hele handlingsforløbet og skriver bl.a.:

»Resultatet er, at i vort stærkt dæmoniserede land, hvor krigsherre-isme, mord, voldtægter, plyndringer og kidnapninger er blevet en fuldtidsbeskæf-tigelse, er det alvorlige arbejde med at bringe fred og stabilitet overladt til en bande krigsforbrydere – de samme mennesker, som har ødelagt landet og massakreret befolkningen«.

Men hvad Afrad og mange andre kommentatorer – mere eller mindre be-vidst – vælger at se bort fra, er den store udenlandske indflydelse.

Nøglen til en forståelse af Somalias store problemer ligger nemlig i landets vigtige strategiske beliggenhed ved indsejlingen mellem Det Indiske Ocean og Det Røde Hav (og Suez-kanalen). Den, der har baser i Somalia, kan her-fra kontrollere verdens rigeste oliekilder. Dertil kommer, at også Somalia har olie og andre værdifulde råstoffer.

Intervention og forhandlinger

I 1992 invaderede USA Somalia. Først blev en større styrke fra det ameri-kanske marinekorps sendt af sted, men det lykkedes snart at få opbakning i Sikkerhedsrådet i FN. Den officielle begrundelse var, at man ville beskytte fødevareforsyningerne til den sultende befolkning.

I løbet af godt et år brugte man i alt 3,6 milliarder dollars på nødhjælp. En del af disse penge endte i lommerne på krigsherrerne, fordi den ene krigs-herre blev sat til at vogte lagre og kontorer mod angreb fra andre krigsher-rer.

Modstanden steg. Den somaliske fredsbevægelse, som oprindeligt havde budt invasionen velkommen, mistede f.eks. mange af sine medlemmer i de-monstrationer, da den først forstod, at fred ikke var det væsentligste formål. I 1993 måtte USA beskæmmet trække sig tilbage. Det er beskrevet i Holly-wood-filmen »Black Hawk Down«.

Edsaflæggelse

Efter den centrale regeringsmagt brød sammen i 1991, blev der gjort 12 for-skellige forsøg på at få krigsherrerne til at enes. Men forgæves.

I april 2000 mødtes omkring 2000 repræsentanter for det civile so-maliske samfund i hovedstaden Arta i Somalias naboland Djibouti. I løbet af seks måneder nåede man frem til at enes om en overgangsforfatning, at væl-ge en overgangpræsident og aftale sammensætningen af et overgangsparla-ment. Men under Arta-konferencen havde hverken udlandet eller krigsherrer større betydning.

Trods forsikringer fra krigsherrerne om, at det ikke ville være muligt, vendte den nye præsident Abdulkassim og parlamentet tilbage til Mogadishu i ef-teråret 2000, beskyttet af private militser, og snart trådte Somalia og dets hovedstad ind i en kort periode med relativ fred. Også befolkningen bakkede op omkring den nye orden. Gaderne i Mogadishu blev ryddet for barrikader og andre krigsefterladenskaber, og folk kunne bevæge sig relativt frit om-kring. Mange krigsherrer valgte helt at forlade Mogadishu.

Lunken anerkendelse

Den nye regering blev anerkendt af og repræsenterede Somalia i FN. Også EU, AU, Den Arabiske Liga – og de fleste lande i det meste af verden måtte, i det mindste de facto, anerkende, at Somalia havde fået en ny og legitim regering.

Men de ydede den aldrig den støtte, den havde brug for.

F.eks. har det danske folketing bevilget først 60 og derefter 63 mio. kr. til »udviklingsorienteret nødhjælp« til Somalia. Efter den sidste bevilling hen-viste Udenrigsministeriets blad, Danidavisen, til konferencen i Arta som »et – om end spinkelt – håb om fred«. Men i stedet for at støtte håbet, brugte Udenrigsministeriet langt hovedparten af pengene på projekter i de to områ-der af Somalia, der var mest fjendtligt indstillede over for overgangsregerin-gen.

Dette faktum gav øvrigt i sommeren 2001 anledning til en diskussion i In-formations spalter. Alle de deltagende somaliske organisationer i Danmark, formanden for det somaliske parlaments udenrigs- og diaspora-udvalg og STS International Solidarity advarede om, at med mindre Danmark og andre lande skiftede kurs, ville det medvirke til at skabe baggrund for nye borger-krige.

Kampen mod terror

Overgangsregeringens treårige mandat udløb den 1. august 2003. Samtidigt gav den voksende kamp imod terror, USA og dets allierede meget store mu-ligheder for endnu engang at gribe ind. Djibouti, en del af det oprindelige Somalia med kun en halv million indbyggere, havde været en fransk koloni. Som i andre tidligere kolonier i Afrika forbeholdt Frankrig sig ret til at beva-re baser i landet mod – formelt – at trække sig ud af det.

En af disse baser blev stillet til rådighed for USA’s og koalitionens styrker, så de herfra og fra hangarskibe ved Djiboutis kyst kunne bombe mål i Irak under den seneste krig mod dette land.

Senere blev denne base et hjemsted for »Task Force – Horn of Africa«, hvor en fælles indsats mod påståede terrorister i Kenya, Somalia, Sudan, Eritrea, Etiopien, Yemen og Djibouti blev koordineret af 1.800 amerikanske mari-neinfanterister, støttet af tropper fra koalitionen og Nato.

Associated Press beskrev den 22. december 2003 kommandocentret på føl-gende måde:

»Det fælles operationscenter, placeret i en tidligere base for den franske fremmedlegion, er hjertet i Bush-adminstrationens stille kamp mod islami-ske terrorister i de seks nationer. Herfra overvåger det fælles operationscen-trum landsætningen af tropper fra marinen, flådeskibe og hærens operative manøvrer i tæt samarbejde med det militære hovedkvarter i Qatar. Og der er hemmelige operationer, ingen ønsker at tale om«.

Også etiopiske tropper blev trænet i terrorbekæmpelse. »Målet er«, skriver AP, »at opdage, forstyrre og nedkæmpe »the bad boys««.

Ganske vist havde den somaliske regering erklæret, at hvis nogen var i stand til at påvise eksistensen af islamiske terrorister på somalisk territorium, ville den gå i samarbejde med dem om at nedkæmpe dem.

Men sagen drejede sig ikke om det – men om at tilsidesætte somali-ernes ret til selvbestemmelse.

Krigsherrnes fælles interesser

Der er meget svært at få krigsherrer til at enes om noget som helst, for de le-ver jo for en stor dels vedkommende af at udplyndre civilbefolkningen i hinandens områder.

Det skulle da lige være en fælles interesse i at modsætte sig ethvert forsøg på at skabe lov og orden.

»Forenet« blev de dog, endda i et råd med det pompøse navn: »Rådet for Forsoning og Genopbygning af Somalia«, eller SRRC. I perioder, hvor krigsherrerne havde det vanskeligt i selve Somalia, holdt de møder i Etiopi-ens hovedstad Adis Ababa. Etiopien var i forvejen det land i Afrika, som modtog størst amerikansk militær bistand.

Jeg opholdt mig i Mogadishu i december 2001 og fik dermed selv et lille indblik i, hvordan nogle af disse ting hænger sammen. Til mit hotel ankom der en delegation fra den amerikanske regering, udsendt for at studere ter-rorbekæmpelse. Delegationen holdt møder med den somaliske præsident og med de få militsledere, der på dette tidspunkt befandt sig i Mogadishu. Fra Mogadishu tog delegationen videre til Adis Ababa for at holde møder med SRRC.

Ved afrejsen glemte en af delegationsdeltagerne at få et blad med sig. Det var Chevron World fra efteråret 1988, som bl.a. handlede om ud-sigterne efter prøveboringer efter olie i Somalia. I et forgæves forsøg på at bevare magten, havde Somalias tidligere leder, Siad Barre, nemlig solgt ret-ten til at udvinde olie i trefjerdedele af Somalia til fire store amerikanske olieselskaber.

Etiopiske tropper og våben

Gradvist øgedes det militære pres på overgangsregeringen. Somalisk talende etiopiske tropper begyndte at invadere Somalia samtidigt med, at våbenfor-syningerne til krigsherrerne også blev øget.

Var dette ikke en utidig indblanding i et andet lands interne forhold? Nej, svarede Etiopien. Det er et led i vores legitime ret at forsvare os mod terrorisme!

STS International Solidarity er i besiddelse af en diskette med syv doku-menter, der blev glemt i en bærbar computer, som et af vore bestyrelses-medlemmer benyttede under et ophold i Nairobi. Et af dokumenterne var en fax, der var afsendt af formanden for SRRC til etiopisk oberst, hvor han be-stilte et antal nærmere specificerede våben. Disse våben skulle bruges i den fælles indsats mod terrorister på Galgadood-»fronten«, hvor der kort tid ef-ter blev dræbt over 60 civilpersoner.

Det er i øvrigt heller ikke lykkedes for FN’s Sikkerhedsråd at håndhæve vå-benembargoen mod Somalia. Besynderligt, når man tænker på de mange udenlandske tropper og alt deres moderne isenkram, der befinder sig i om-rådet.

Politisk pres

Politisk har presset væsentligt taget form af, at Somalias nabostater (samlet i »International Governmental Authority for Development«, IGAD) er blevet sat til at lede forhandlingerne, mens det har været Vesten og hovedsageligt EU, der har betalt for gildet.

At afholde de langvarige forhandlinger har været dyrt. Det har taget lang tid at tvinge de civile ledere til at anerkende den »altomfattende løsning«, som blev lagt på bordet. »Løsningen« består bl.a. i, at hele fredsprocessen er ble-vet bygget op omkring klaner. Især har fordelingen af mandater mellem sub-klanerne voldt problemer, for her en det mange steder krigsherrer, der be-stemmer.

The Nation i Kenya beskrev i sommeren 2003 forhandlingerne som noget i retning af et kræmmermarked, hvor det vrimlede med diplomater fra udlan-det, og hvor der blev afsluttet mange handler. »Det vigtigste (læs: »givtig-ste«) foregår ikke i mødelokalerne, men uden for dem«, som en forhandler sagde.

Men ikke alle krigsherrer deltager i forhandlinger. General Mohamed Hersi Morgan fortsætter sit forsøg på at erobre den vigtige havneby, Kismayo. Ifølge den kenyanske forhandlingsleder har Morgan »købt nye våben«. STS Somalia fortalte den 24. august, at Morgans militser befandt sig i Bakool-regionen, og at de den 21. august modtog et fly, der var lastet med våben og ammunition. Man mente, at det drejede sig om våben fra den etiopisk-støttede oberst Yusuf, der har magten i Puntland. (Den 6. september mere end antydede BBC, at afsenderen var Etiopien, som mistede sine egne havne efter krigen mod Eritrea.) To andre fly blev forhindret i at lande i lufthavnen af lokale ledere.

Selvom der tales meget om fred, fortsætter oprustningen. Indbyggerne i og omkring Kismayo rapporterer netop nu om en omfattende militær opbyg-ning.

Forhandlingerne i Kenya ledes af IGAD’s »Ministerial Facilitation Com-mittee«, men også medlemmer af IGAD’s Partner Forum er til stede. Dette Forum omfatter bl.a. USA, EU, de tidligere kolonimagter og de nordiske lande, herunder også Danmark.

Måske kunne en eller anden spørge den danske regering, hvad den har fore-taget sig for at fremme respekten for menneskerettighederne under sin »til-stedeværelse«?

Imens forbereder indbyggerne i Mogadishu og folk andre steder sig på at ar-rangere glædesdemonstrationer – forståeligt nok i deres situation.

Men vi står ikke i fare for at miste livet og tage læren fra Somalia og føje den til listen over, hvad kendskabet til vestlig »civilisation« igennem år-hundreder har kostet Afrika.

Sidste nyt

Den 15. september meddeler BBC, at et adskillge mennesker er blevet dræbt i sammenstød finder sted nær Kismayo. Sammenstødet foregår mellem Morgans militser, og militser fra Kismayo, som er rykket uden for byen for at forsvare den.

Sammenstødet finder sted, skønt Morgan ellers havde lovet at ville vende tilbage til fredsforhandlingerne, efter at arrangørerne havde givet tilsagn om at betale en meget stor regning, som Morgan og hans følge efterlod sig på et luksushotel i Kenya, da han sidst deltog i forhandlingerne for flere måneder siden.

Den 16. september meddelte nyhedsbureauet Reuters, at de andre forhandlere valgt en parlamentsformand efter en afstemning, der blev vundet af den »ikke-etiopiske side«, som STS Somalia udtrykker det.

Forsamlingen skal efter planen vælge en ny præsident den 22. september.

Vagn Rasmussen er med i STS International Solidarity, som bl.a. er i gang med at lave et NGO-center i Mogadishu sammen med STS Somalia. STS kan kontaktes på sts@intsol.dk.

Vil man vide mere om STS Somalia kan man med fordel taste sig ind på stssomalia.com – en hjemmeside under opbygning, hvor de deltagende organisationer er i færd med at beskrive sig selv.