I dårligt selskab

Efter valget til EU-parlamentet den 13. juni har Junibevægelsen allieret sig med nogle af de sorteste partier og bevægelser på den europæiske scene. Ved at træde ind i den nyetablerede IND/DEM-gruppe (Gruppen for selvstændighed og demokrati), har de danske unionskritikere sat sig til bords med højreekstreme partier og religiøse fundamentalister.

Gruppen har 37 medlemmer fordelt på ti partier. Alle medlemmerne har skrevet under på et fempunktsprogram, der understreger, at man er for demokrati og religionsfrihed, og mod racisme og fremmedfjendtlighed. Ser man på de partier, der deltager i gruppen, kan man godt få den tanke, at nogle af underskrifterne ikke er det papir værd, de er skrevet på.

Og det er måske derfor, at IND/DEM, som den eneste af parlamentets syv partigrupper, ikke har en præsentationsside på nettet.

På Junibevægelsens hjemmeside glimrer informationerne om IND/DEM også ved deres fravær.

Her præsenteres derfor en indholdsoversigt over ingredienserne i IND/DEM, der passende kan sættes bag på stemmesedlerne til næste parlamentsvalg.

Bondes væksthus

Det sidst ankomne parti i IND/DEM-gruppen er nok det, der vækker mest genklang hos danske vælgere. Det er det italienske Lega Nord, der er en trofast Berlusconi-støtte og har den tidligere reformminister, Umberto Bossi, som leder.

Lega Nord indgår i partigruppen med fire medlemmer. Partiet arbejder for, at det rige Norditalien skal løsrive sig fra resten af støvlelandet, og de ser EU som et middel til at opløse den italienske nationalstat, så en rig Padanien-region kan rejses på Po-sletten. Tilbage i 1996 erklærede Bossi »Padanien« for grundlagt, men har siden ikke haft held til at få »Padanien« anerkendt som selvstændigt land, selv om Lega Nord afholder valg til et selvstændigt parlament.

At partiet endte i IND/DEM-gruppen skyldes intet mindre end en taktisk genistreg, hvis man skal tro Junibevægelsens Jens-Peter Bonde. Han har overfor Information tidligere forklaret, at gruppefællesskabet med Lega Nord var en taktisk nødvendighed, der skulle sikre, at Lega Nord ikke kunne hjælpe Jean-Marie Le Pen og hans racistiske meningsfæller til at danne en parlamentsgruppe udelukkende for højreekstreme partier. Med Lega Nords indtræden i IND/DEM kunne Le Pen ikke samle det nødvendige antal parlamentarikere til at danne en gruppe.

Men spørgsmålet er, om ikke Le Pen er så ekstrem, at selv Lega Nord ville vægre sig ved et samarbejde. Umberto Bossi har tidligere taget afstand fra Le Pen, kaldt ham fascist, og konstateret, at »Le Pen er det forkerte svar på det rigtige spørgsmål«.

Om Bonde er et mere korrekt svar, har Bossi ikke udtalt sig om. Bonde har til gengæld sagt, at »folk skal have lov til at forbedre sig«. Det mener han, de kontroversielle partier har gjort. Desuden forsvarer han samarbejdet med, at »det er bedre at have sådanne planter inden for i vores væksthus, så vi kan kultivere dem«. Med den logik kan man undre sig over, hvorfor den parlamentariske jungles største ukrudtsplante – Monsieur Le Pen, naturligvis – har fået lov til at fortsætte med at vokse vildt uden for gartner Bondes kultiverede væksthus.

Måske fordi han har rigeligt at se til.

Afvist af Camre

En af de andre blomster er det græske Laikos Orthodoksos Sinagermot (LAOS). At partiet endte i IND/DEM fortaber sig et sted i de samme taktiske tåger, der førte Bossi og Bonde sammen.

LAOS ville oprindeligt have været med i en anden af parlamentets partigrupper, den såkaldte Sammenslutningen for Nationernes Europa (UNE), men her kunne man ikke acceptere partiets antisemitisme. UNE rummer blandt andre Dansk Folkeparti, og det var netop deres parlamentsmedlem, Mogens Camre, der førte an i afvisningen af LAOS – og dermed førte partiet i armene på Bonde og Junibevægelsen.

Partiets grundlægger og frontfigur, Giorgios Karatzaferis, er partiets eneste medlem i parlamentet. Han har blandt andet gjort sig bemærket ved at hævde, at terrorangrebet på USA den 11. september 2001, var arrangeret af jødiske zionister. Men det var ikke første gang, Karatzaferis vakte opmærksomhed med diskutable udtalelser. I 1996, hvor han var medlem af det græske parlament for det konservative Nea Demokracia, protesterede han mod, at Christos Rozakis skulle udnævnes til viceudenrigsminister, da han er af jødisk afstamning. »Egentlig hedder han Rosenstein«, sagde en forarget Karatzaferis.

Karatzaferis er indehaver af både en avis og en tv-station, der begge er berygtede for at være gennemsyrede af nationalisme, og Helsinki Komitéen har da også defineret LAOS som »antisemitisk«, »fremmedfjendsk« og »hypernationalistisk«.

Ved lokalvalget i 2002 fik LAOS 14 pct. af stemmerne i Athen, men siden er opbakning til partiet faldet. Således opnåede LAOS kun 2,2 pct. af stemmerne ved valget til det græske parlament tidligere på året, hvilket ikke var nok til at opnå repræsentation. Det har man så til gengæld i EU-parlamentet, hvor Karatzaferis altså har skrevet under på, at han ikke vil sige noget fremmedfjendsk. I virkeligheden er det måske dér, den taktiske genistreg ligger. Bonde har simpelthen sikret, at Karatzaferis holder munden lukket de næste fem år.

Abortmodstandere

IND/DEM har også fået et parti fra et af de nye EU-lande med i folden. Og hvilket et! Liga Polskich Rodzin (LPR), der betyder Det Polske Familieforbund, er IND/DEM’s næststørste parti. LPR har ti repræsentanter i parlamentet, og er dermed en væsentlig årsag til, at gruppen er blevet stor nok til overhovedet at blive godkendt.

LPR har sine historiske rødder i det antisemitiske og nationalistiske parti Stronnictwo Narodowe og er i dag domineret af en reaktionær og fundamentalistisk katolicisme. Partiet har siden 2001 været i stødt fremgang, blandt andet i kraft af at have indtaget rollen som arg, højreorienteret modstander af EU.

Et af partiets kendte ansigter, Ryszard Bender, har benægtet eksistensen af gaskamre i Auschwitz og LPR’s ungdomsforbund, der har taget navn efter en antisemitisk bevægelse fra 1930’erne, som gjorde sig bemærket ved at overfalde jødiske studerende, har mange højreekstremistiske skinheads som medlemmer. En af de aktiviteter ungdomsforbundet har gjort sig bemærket ved, er at være medarrangør af »hvid magt-koncerter«.

Det franske Mouvement pour la France (MPF) er også med i IND/DEM. MPF er et højreorienteret katolsk parti, der har fået tre medlemmer valgt ind i parlamentet. Partiet er en stærk modstander af tyrkisk medlemskab af EU, da det ifølge partiet, vil medfører en »islamisering« af EU.

Partiets program bygger på teorien om »souverainism«; en teori der blev udviklet i 1960’erne i den fransktalende Quebec-provins i Canada blandt franske separatister. MPE, og i særdeleshed dets leder, Philippe de Villiers, sidestiller Frankrigs situation i EU med Quebecs i Canada.

Partiet går ind for dødsstraf og er, ligesom LPR, modstander af abort.

Bibel og kvindekamp

Christen Unie er et hollandsk calvinistisk parti, der har to parlamentsmedlemmer i IND/DEM-gruppen. Det er et parti, der også er skarp modstander af abort.

På partiets hjemmeside byder den politiske leder, André Rouvoet, velkommen: »Christen Unie, et hollandsk-kristent parti, søger konstruktivt veje, der kan gøre bibelsk inspirerede budskaber hørt i alle politiske og sociale forummer. Vi er overbevist om, at med den vedvarende europæiske integration, er tættere relationer til andre kristne partier og politikere både brugbart og ønskværdigt for at styrke det politiske budskab«.

Partiet er af den klare overbevisning, at »Gud skabte verden perfekt. Siden er verden blevet vanhelliget af menneskers ulydighed«. For Christen Unie er der kun én løsning på det problem: Staten skal styres efter Biblen.

Helt så ekstreme er UK Independence Party (UKIP) ikke, om end partiet fra tid til anden formår at gøre opmærksom på sig selv med kontroversielle udtalelser.

Partiet er med dets tolv medlemmer IND/DEM’s største parti. Det har med en blanding af EU-modstand og »Thatcherism« haft konstant fremgang ved EU-valgene, siden det blev stiftet i 1993.

UKIP, der almindeligvis bliver karakteriseret som højrepopulistisk, arbejder for, at Storbritannien skal forlade EU. Partiets mest kendte ansigt, Robert Kilroy-Silk, har udtalt, at »vores primære og vigtigste opgave er, at få vores land tilbage fra Bruxelles. Det er den eneste grund til, at vi er her«.

En anden af UKIP’s medlemmer, Godfrey Bloom, anser spørgsmålet om kvinders rettigheder for så centralt, at han har valgt at gå ind i parlamentets kvindeudvalg. Blooms overbevisning er, at kvinder bør have færre rettigheder på arbejdsmarkedet. Han er også manden bag udtalelsen om, at »ingen forretningsmand med respekt for sig selv og hjernen på rette sted ville nogensinde ansætte en kvinde i den fødedygtige alder«.

De resterende pladser i IND/DEM er optaget af Junilisten fra Sverige, tjekkiske Nezavisli og af et irsk partiuafhængigt parlamentsmedlem.

Gruppen har valgt Jens-Peter Bonde og Nigel Farage fra UKIP som formænd for gruppen. Om det er Bondes nys overståede sølvbryllup med korridorerne i Bruxelles, der har sikret ham den post, eller om det er endnu et udslag af taktisk snilde, melder historien ikke noget om.

Rasmus Burkal er medlem af redaktionen på tidsskriftet SALT, hvor artiklen tidligere har været bragt.

Kilder: Guardian, Nationmaster.com, The Stephen Roth Institute for the Study of Contemporary Anti-Semitism and Racism, Dagbladet Information, Arbetaren, Tidsskriftet Expo og Tidsskriftet Analys & Kritik.