Boganmeldelse: Samtykkets tidsalder

Den engelske forfatter George Monbiot har skrevet en meget vigtig bog, som indtil videre ikke har fået den opmærksomhed, den fortjener. Derfor denne anbefaling. The Age of Consent – a Manifesto For a New World Order (Samtykkets tidsalder – et manifest for en ny verdensorden - ”consent” betyder ud over samtykke også fælles overenskomst), som bogen beskedent hedder, indeholder ikke alene en kompetent gennemgang af den nuværende verdenssituation. Den indeholder også en række konkrete forslag til direkte handling fra den enkelte borgers side.

Bogens grundlæggende tese er, at de institutioner, der har styret det internationale samfund de sidste 50 år, er dybt udemokratiske. FN’s generalforsamling kontrolleres af sikkerhedsrådet, som består af de fire sejrsherrer fra 2. verdenskrig og Kina, og de har tildelt sig selv vetoret over alle betydningsfulde beslutninger. IMF og Verdensbanken kontrolleres effektivt af G8, som besidder 49% af stemmerne. Selvom denne stemmefordeling antyder muligheden for at resten af verden kan stå sammen mod G8, så besidder USA som det eneste land imidlertid vetoret over alle beslutninger. Også WTO’s opbygning antyder håb, da alle lande i princippet har vetoret. I praksis foregår forhandlingerne dog mellem de mægtigste i-lande i ”det grønne rum”, som dermed fremstår som et slags sikkerhedsråd inden for WTO.

Denne analyse af globaliseringens indlysende uretfærdigheder er ikke ny. Men måden hvorpå Monbiot mener, vi skal takle denne situation, er: ”Vores opgave er ikke at stoppe [overtrow] globaliseringen, men at bruge den som motor for den første globale demokratiske revolution.”

Et valgt verdensparlament

Monbiot forslår først og fremmest oprettelsen af et verdensparlament, der, i modsætning FN, skal styres efter demokratiske principper, hvilket vil sige én stemme per person. Han forestiller sig en forsamling på 600 repræsentanter, hver med en valgkreds på 10 millioner. Med andre ord en revolutionerende forsamling, hvor en indbygger fra Vanuatu vil få samme indflydelse over parlamentets beslutninger som en indbygger fra Washington.

Dette parlament vil i første omgang ikke være i besiddelse af hær, politistyrke, domstole, ministerier og heller ingen præsident. I stedet mener Monbiot, at forsamlingen vil være i besiddelse af noget, som intet andet organ i dag kan prale af; nemlig legitimitet og heraf moralsk autoritet.

Monbiot mener det seriøst og har derfor udregnet prisen for et globalt valg (ca. 5 mia. $), oprettelsen af selve parlamentet (ca. 300 mio. $) og de løbende udgifter (ca. 1 mia. $ om året).

Den uretfærdige økonomi

Monbiot bliver dog hurtig enig med sig selv om, at en demokratisering af verdenssamfundet ikke vil rykke meget ved uretfærdighederne, hvis ikke også det internationale økonomiske system reformeres.

IMF og Verdensbanken blev oprindeligt oprettet med det formål at afhjælpe og udvikle svage økonomier til fordel for hele det økonomiske system. Det er dog ikke svært at se, at de har fejlet og nu i høj grad fungerer som en slags vagthunde for de internationale bankers investeringer på bekostning af u-landene. Gennem privatiseringer af den offentlige sektor og nedbrydning af barrierer for international kapital tvinges u-landene til at fokusere på tilbagebetalingen af deres gæld.

Den nuværende rekordindehaver er nok Sierre Leone, der bruger 6,7 gange så mange penge på at tilbagebetale gæld som på folkeskoler.

For at imødegå denne enorme ubalance i handlen mellem i- og u-lande hiver Monbiot en gammel idé op af skuffen. IMF og Verdensbanken blev oprettet ved Bretton Woods konferencen i 1944, og selv om den gængse opfattelse er, at John Maynard Keynes var hovedarkitekten bag disse institutioner, så havde han helt andre idéer med til konferencen.

Centralt for Keynes’ idéer var nødvendigheden af balance i handlen mellem nationer for at undgå et scenario, hvor nogle lande bliver ”kreditorer” og andre ”debitorer”.

Keynes var opmærksom på de selvforstærkende tendenser, der betyder, at når lande først er havnet i debitor kategorien, så bliver det sværere og sværere at vende udviklingen. Hvis et land oplever et underskud på handelsbalancen, så stagnerer de hjemlige industrier og landbrug som følge af tabte markedsandele, mens kreditorlandenes økonomier oplever et opsving i efterspørgslen og tilstrømning af udenlandsk kapital.

U-landenes gæld er et tydeligt eksempel på denne tiltagende ubalance mellem stærke og svage økonomier.

Ny international bank

Keynes havde udarbejdet en genial løsning på dette problem, som Monbiot i sin bog reaktualiserer og småjusterer.

En af de revolutionerende idéer ved Keynes’ forslag var at fokusere på såvel kreditor- som debitorlandenes forpligtelser til at opretholde den internationale handelsbalance. Kreditorlandene har selvsagt ikke megen interesse heri, så Keynes opfandt en mekanisme, der ville tvinge dem til at reinvestere deres overskud på handelsbalancen i debitorlandene.

Al international handel skulle foregå i en ny international banks valuta, som derved ville blive måleenheden for over- eller underskud for de enkelte lande. Når balancen opgøres en gang om året, vil alle lande enten skylde denne bank penge eller have penge til gode.

Da Keynes var af den opfattelse, at både kreditor- og debitorlande var forpligtet til at opretholde balancen, så var det logisk at både over- og underskud skulle tillægges renter. Derved øges de enkelte landes incitament i at opnå balance i deres udenrigshandel, hvilket ville øge verdens samlede handelsudbytte.

Keynes’ idéer indeholder ingen tvungen liberalisering, ingen fordele for internationale banker eller firmaer og ingen undertrykkelse af demokratiet.

En detalje ved denne internationale banks valuta, som bliver vigtig for Monbiots forslag om oprettelsen af et verdensparlament, er, at en vis mængde ekstra penge må være tilstede for at systemet kan løbe rundt. Keynes var ikke sen til at se potentialet i disse ekstra penge og foreslog, at bruge dem på at oprette en international politistyrke. Monbiot forslår imidlertid at investere pengene i at afholde det første globale valg.

Gæld som pressionsmiddel

Det åbenlyse spørgsmål melder sig dog hurtigt: Hvordan får vi de rige lande, specielt USA, til at tilslutte sig denne nye internationale bank? Det lykkes jo ikke sidste gang, verden prøvede.

Her kommer Monbiot med en af bogens vigtigste pointer. Han retter opmærksomheden mod u-landenes gæld, som normalt betragtes som en hæmsko for udviklingen af disse lande.

Kan u-landene blive enige om at stå sammen og benytte den enorme gæld som en trussel, vil den få helt andre perspektiver. I realiteten holder verdens u-lande de rige landes banker og finansielle institutioner i deres hule hånd, da en tilbagebetalingsstandsning, eller bare truslen herom, vil skabe panik på samtlige børser.

Monbiot understreger vigtigheden af, at u-landene ikke betragter en afskrivning af gælden som deres endelige mål. Det vil ikke ændre de grundlæggende uretfærdigheder i den internationale handel.

Pointen ved at besidde et frygtindgydende våben er, at truslen om at bruge det vil være tilstrækkeligt til at få gennemtrumfet sine ønsker: ”De fattige vil på denne måde tilbyde resten af verden et valg: Den kan vælge enten en blød løsning [a soft landing] – en blid overgang fra det eksisterende system til det nye og en forskudt indløsning af den gæld, der blev akkumuleret som et resultat af IMF’s tidligere uretfærdigheder [dismanegement] – eller en hård løsning [a crash landing]. Markederne vil kræve den bløde.”

Retfærdig handel

Monbiots endelige forslag ligger i forlængelse af de to første, for selv om de afhjælper både det demokratiske underskud og den uretfærdige handelsbalance, så ændres de eksisterende uligheder mellem rig og fattig ikke. Han foreslår derfor oprettelsen af en Fair Trade Union, der i modsætning til WTO, skal sørge for at udstyre de fattige lande med en række handelsmæssige fordele, som efterhånden skal udfases.

Idealistisk realisme

En af de spændende ting ved Monbiots manifest er måden, hvorpå han løbende udbygger sine idéer.

Han starter med at fokusere på det demokratiske underskud i de dominerende internationale institutioner, men finder hurtigt ud af at løsningen uundgåeligt må inkludere det økonomiske system. Derefter opstår endnu en forhindring, da Keynes’ idéer om handelsbalancen ikke tager højde for den nuværende situation. Så introduceres endnu en institution, som ved hjælp af protektionisme skal udjævne forskellene mellem rige og fattige lande.

De tre institutioner ender altså med at forudsætte hinanden i omvendt rækkefølge.

Undervejs i læsningen tvivler man ofte på det realistiske i Monbiots forslag. Men selv om argumenterne flere steder halter, er det svært ikke at sidde tilbage med en overvældende følelse af optimisme.

Her foreligger et manifest for en ændring af verdenssituationens ulidelige uretfærdighed, som på trods af sit idealistiske udgangspunkt langt hen af vejen virker realistisk.

Hele bogen igennem holder Monbiot for øje, at de, som besidder magten, ikke frivilligt vil overdrage den, bare fordi vi har en god idé. Den skal fravristes de privilegeres hænder.

Som Monbiot selv udtrykker det allerede på side 3: ”Enhver forandring, der er værd at kæmpe for, vil være vanskelig at opnå; ja, hvis kampen, man er engageret i, ikke er vanskelig, kan man være sikker på, at den ikke er umagen værd, for man kan ud fra den målestok være forvisset om, at dem, man vil fratage magten, i så fald ikke er truet af ens anstrengelser.”.

Bogen udgør efter min mening spydspidsen af en yderst spændende litterær tendens, der for alvor er opblomstret de seneste par år, nemlig det politiske manifest. Den globale bevægelse, som har udviklet sig de seneste par år, og som tydeligst manifesterer sig omkring topmøder for G8, WTO eller andre, har skabt idéen om en fælles kamp mod verdenssamfundets tiltagende polarisering og åbenlyse uretfærdighed.

Modstanden mod det bestående og det faktum, at bevægelsen primært holdes sammen af fælles idéer om, hvordan det ikke skal være, har tilmed givet denne bevægelse prædikatet ”anti-globalisering”.

Der findes dog inden for bevægelsen en myriade af forskellige idéer og visioner for, hvordan vi får ændret udviklingen, og de politiske manifester, som udgives i denne tid, forsøger at udnytte bevægelsens enorme potentiale konstruktivt.

Monbiot præsenterer i denne nye bog efter min mening et af de vigtigste, men jeg ved at mange vil være uenige. Det vigtigste er imidlertid, at diskussionen fortsætter, så hermed anbefales et provokerende indlæg, som vores endnu spæde sociale bevægelse nødvendigvis må forholde sig til.

Når du kun én politisk bog inden jul, så prøv George Monbiot.

Mikkel Bahl læser historie ved Roskilde Universitetscenter

George Monbiot:The Age of Consent – a Manifesto For a New World Order, Forlaget Flamingo, 274 s. Bogen kan rekvireres hos modstand.org for 170,- kr.