Folkeafstemningen

Hvis hele verden havde stemmeret, ville Bush tabe overvældende. Han ville formentlig højst få 20 pct. af stemmerne. Selv i lande, hvor regeringerne har støttet den amerikanske politik – Storbritannien, Italien, Polen, Pakistan – mener befolkningerne, at krigen i bedste fald var en politisk fejltagelse, i værste fald at det var en ulovlig og umoralsk handling. Bush ville uden tvivl tabe i selve Irak.

Men hele verden har naturligvis ikke stemmeret. Det har kun amerikanske statsborgere. Og de er langt mere jævnbyrdigt splittede end resten af verden. Da USA invaderede Irak i april 2003, støttede et stort flertal regeringen. Men opbakningen er faldet støt siden, og i dag mener et flertal af befolkningen (men kun et snævert flertal), at Bush begik en stor fejltagelse.

Faktisk er der en interessant detalje ved meningsmålingerne. Hvis man spørger om Irak, klarer Bush sig ikke godt, og han klarer sig dårligere for hver dag, der går. Men hvis intervieweren i stedet spørger til ”krigen mod terror” eller den såkaldte homeland security, mener flertallet, at Bush klarer sig godt eller i hvert fald bedre end sin modstander. Så hvad måler målingerne?

Når der spørges til Irak, måles et konkret fænomen – irakisk stabilitet, oprørets styrke. Og det, den amerikanske offentlighed ser, er daglige tab af amerikanske og irakiske liv, og der er ingen ting, der tyder på, at situation vil bedre sig i den nærmeste fremtid. Selv Bush-regeringen indrømmer det ved at sige, at selvom situationen i Irak stadig kan forværres, så vil den i sidste ende blive bedre. Men når målingens spørgsmål handler om terrorisme, siger svarene ikke noget konkret, men snarere noget om en uhåndterlig frygt for et uhyre derude, som er svært et begribe, og som hedder islamisk fundamentalisme eller Al-Qaeda eller bare ”terrorister”. Og da det er uhåndterligt og for det meste skjult, er reaktionerne mere baseret på følelser end analyse.

Når meningsmålingsinstitutterne laver et udtræk af den amerikanske frygt, svarer mange (måske de fleste) ikke med sigte på at løse reelle problemer, men for at give udtryk for deres psykiske desperation. Aviserne kan dagligt pege på, at Irak-krigen ikke har svækket, men snarere styrket Al-Qaede. Alligevel lader det ikke til at skade Bush så meget, som man kunne forvente. Bush samler støtte gennem sin sort-hvide macho-skildring af situationen. Han går efter at udstråle ufravigelig styrke, og en del af vælgerskaren responderer den holdning.

Når man hører de to kandidater debattere, er det tydeligt, at de henvender sig til en almen frygt for fremtiden. Bush understreger frygten for en fjende. Og han retfærdiggør alt, han foretager sig, som en måde at reagere på den fjende. Kerry understreger frygten for en nedgang. Han argumenterer for, at Bush svækket USA’s status og magt i verden ved sin uduelige udenrigspolitik, ved at ”udkæmpe den forkerte krig på det forkerte tidspunkt og det forkerte sted”. Han argumenterer for, at amerikanske job forsvinder, især dem i manufaktursektoren, og påpeger, at Bush er den første præsident i 70 år (dvs. siden depressionen i 1929) i hvis embedsperiode beskæftigelsen rent faktisk er faldet. Han argumenterer for, at amerikanerne bør frygte for deres pension, og at Bush’ finansielle uansvarlighed sætter landets betalingsevne og amerikanske børns fremtidige levestandard over styr.

Til alt dette svarer Bush, at han er optimistisk om ”frihedens sejrsgang gennem hele verden”. Men når han har sagt det, vender han øjeblikkeligt tilbage til temaet om, at USA er i stor fare, en fare hvis løsning primært ligger i amerikanske hænder, og at Kerry vil være for svag til at imødegå faren.

Så det er frygt, frygt, frygt. Brænder det et sted med så megen røg? Sidste gang, den amerikanske befolkning var så bange, var under depressionen der startede i 1929. Og da Franklin Roosevelt blev valgt som præsident, sagde han berømt i sin tiltrædelsestale i 1933: ”det eneste vi bør frygte, er frygten selv”. Rosevelt tilbød en New Deal, en velfærdsstat, en legitimering af fagforeninger, en ”god naboskabs-politik” i Latinamerika. Og da USA blev angrebet i Pearl Harbor og gik ind i Anden Verdenskrig, tilbød han ”fire friheder”, der indbefattede ”frihed for frygt”.

I denne periode genvandt det amerikanske folk sit selvværd og havde endnu engang en god opfattelse af sig selv og sin rolle i verden. Dette varede ved gennem Trumans, Eisenhowers, Kennedys, og de første år af Lyndon Johnsons præsidentperioder. Vietnamkrigen var det chok, den var, fordi USA med al sin militærmagt ikke kunne vinde krigen. Herefter fulgte 30 års usikkerhed og indadvendthed i den amerikanske befolkning, som den fandt svært at håndtere. Carter gav offentligt udtryk for denne usikkerhed, og han blev afvist til fordel for den smilende Ronald Reagan, som talte om ”byen på bakken” – drømmen om et rent og moralsk triumferende Amerika igen.

Sovjetunionens sammenbrud lod til at bekræfte drømmen. Men det blev hurtigt efterfulgt af Saddam Husseins udfordring og de etniske udrensninger på Balken og i Afrika, som USA på trods af sin utvivlsomme militærmagt ikke kunne inddæmme effektivt. Frygten var allerede i vækst, da Osama bin Laden successfuldt angreb USA derhjemme, og Bush greb muligheden for at forfølge det længe planlagte nykonservative ønske om at invadere Irak. Forventningen var, at invasionen ville genoprette et uudfordret amerikansk hegemoni i verdenssystemet. Men i virkeligheden blev det svækket endnu mere. Og den amerikanske befolkning føler det, om end svagt.

Så hvad kan amerikanerne gøre? De ved det ikke, men de vil stemme. Og det vil være en stemme enten for eller imod Bush. Vi får se.

Immanuel Wallerstein er sociolog og historiker, leder Fernand Braudel Center på Binghamton University og underviser på Ecole des Hautes Etudes en Science Sociales i Paris. Han er forfatter til en lang række bøger, bl.a. The Modern World System.

Oversat af Anders Hassing

[Copyright Immanuel Wallerstein. Alle rettigheder forbeholdes. Tilladelse gives til at downloade, videresende elektronisk eller e-maile til andre og til at offentliggøre denne tekst på ikke-kommercielle internetsites under forudsætning af, at essayet forbliver intakt og copyrightnoten vises. Kontakt forfatteren vedrørende oversættelse, publicering i trykte og/eller andre former, inklusive kommercielle internetsites og uddrag på iwaller@binghamton.edu, fax: 1-607-777-4315.

Disse kommentarer, som offentliggøres to gange månedligt, er tænkt som refleksioner over den eksisterende verden set i et længere perspektiv i stedet for de umiddelbare overskrifter.]