Global Players - de 500 største koncerner i verden

"300 mænd, som alle kender hinanden, leder i dag kontinentets forretninger". Dette udsagn kom fra en af Siemens koncernens grundlæggere, Walther Rathenau, for omkring 100 år siden. Overført til i dag kan man sige: 500 mennesker, som alle kender hinanden, leder verdens gang. De styrer de 500 største koncerner i verden og bestemmer skæbnen for hundrede millioner af mennesker under den globale kapitalisme. Ifølge mit overblik drejer det sig om 498 mænd og to kvinder. Virksomhederne Hewlett-Packard og Xerox stiller med de to kvinder, Carleton S. Fiorina og Anne M. Mulcahy, der begge besidder poster som Central Executive Officer i de to koncernledelser. Derudover er forretningsverdenen ligesom for 100 år siden en ren mandeverden.

Det drejer sig om en blandet gruppe af verdens allerstørste foretagender: Industrikoncerner, banker, forsikringsselskaber, handelshuse og servicevirksomheder. Hvert år kortlægges denne gruppe, kaldet Global 500, statistisk og økonomisk af det US-amerikanske tidsskrift Fortune. Nummer 1 i år (2003) har været US-handelsfirmaet Wal-Mart Stores med en omsætning på 263 milliarder dollars og 1,5 millioner beskæftigede. På plads nr. 2 følger BP (232 milliarder i omsætning), derefter Exxon Mobil (223 milliarder i omsætning) og Royal Dutch Shell (202 milliarder i omsætning).

I alt havde de 500 største koncerner sidste år 45.908.637 beskæftigede - altså knap 46 millioner. Tilsammen havde de en omsætning på 14.873 milliarder US-dollar. Det svarer til omtrent 45 procent af hele verdens bruttonationalprodukt. De opnåede dermed en profit på i alt 731 milliarder US-dollar.

Da statistikkerne de sidste 10 år er blevet offentliggjort i samme udformning, er det muligt at sammenligne koncernmagternes udvikling gennem det sidste årti. Det viser sig, at omsætningen for de 500 største koncerner fra 1994 til 2003 er steget med 45 procent (fra 10.300 milliarder til 14.900 milliarder US-dollar). Deres andel af verdens bruttosocialprodukt var i 1994 knap 40 procent mod i dag knap 45 procent. Det betyder, at de 500 største koncerners vægt i verdensøkonomien er vokset betydeligt. Antallet af beskæftigede - eller rettere udbyttede som arbejdskraft - steg i det seneste årti med omtrent en tredjedel - dvs. med omkring 11 millioner lønarbejdere. Det faktum, at væksten i omsætningen er større end væksten i beskæftigelsen, er udtryk for en produktivitet, der vokser hurtigere end omsætningen. I den kapitalistiske terminologi handler det om voksende "kapitalintensitet"; marxistisk udtrykt er det resultat af kapitalens voksende organiske sammensætning. I den forbindelse må man tage med i betragtning, at der de sidste 10 år har været en generel global udvikling hen mod flere og flere prekære beskæftigelsesforhold. År 2003 var der således en langt større andel af de 46 millioner beskæftigede hos Global 500, som var ansat under prekære forhold, end tilfældet var i 1994.

Det US-amerikanske tidsskrift Fortune jublede: "Mens den samlede omsætning for de 500 største foretagender i perioden (1994-2003) steg med 45 procent, har profitterne næsten tredoblet sig."

Fremgang for US-koncerner

Den vigtigste udvikling blandt Global 500 de sidste 10 år er, at US-koncernerne har formået at udbygge deres positioner i væsentligt omfang. De store tabere er de japanske virksomheder. I modsætning til den herskende tendens i globaliseringsdiskursen deler jeg ikke den opfattelse, at de store, globalt førende koncerner udgør en slags samlet "international kapital", som stort set agerer uafhængigt af deres hjemlande.

Det drejer sig snarere om foretagender, der med hensyn til kapitalstruktur og "virksomhedskultur" er tæt forbundet med deres respektive nationalstater, hvor magtcentralerne befinder sig. Deres storaktionærer og topmanagement er del af den herskende klasse i deres land. De er fikseret på "deres" stat og "deres" regering. Det betyder på ingen måde, at de er patriotisk indstillede eller er afhængige af "deres" regering. Men de benytter de statslige strukturer i deres respektive hjemlande rent instrumentalt - til at afsikre deres magt, i kampen om verdensmarkedsandele, til at vinde indflydelse i internationale institutioner som IVF, Verdensbanken, WTO etc. for at sikre profitmaksimeringen.

Når det drejer sig om de europæiske koncerner forskyder disse funktioner sig fra de enkelte nationalstaters niveau til EU’s statslignende strukturer. Det står ikke i modsætning til, at især Global 500 overvejende agerer på verdensmarkedet og at størstedelen af deres omsætning realiseres i "udlandet". Tværtimod: Begge dele - forbundetheden med den nationale kapitalistklasse og den internationale ageren - er to sider af den samme sag.

US-tidsskriftet Fortune spørger i 10-års oversigten: "Hvem var årtiets vindere?" Svaret: "USA. Ti år tidligere havde USA 151 virksomheder med på listen, og de stod for 29 procent af den samlede i omsætning blandt de 500 største. I 2003 er USA oppe på 189 virksomheder, som stod for 39 procent af den samlede omsætning, af de 500 største."

Følger man bloklogikken og regner Canada og Mexico med som halehæng til US-økonomien, så var der 1994 158 virksomheder fra den nordamerikanske NAFTA-blok med på listen. I 2003 er denne gruppe vokset til 203 virksomheder, som i alt står for 40,8 procent af omsætningen i Global 500.

Den store taber er de japanske koncerner. 1994 var der 149 Nippon-virksomheder på listen med i alt 37 procent af gruppens samlede omsætning. Dengang lå Japan altså klart foran USA og Nafta-blokken. 2003 er den japanske andel svundet ind til 82 virksomheder med en omsætningsandel på 14,6 procent.

EU efter NAFTA-blokken

Og EU? Her er det stort set lykkedes at holde positionerne. For ti år siden hørte 171 vesteuropæiske koncerner til gruppen af de 500 største. Deres samlede omsætning svarede til 30,2 procent af hele gruppens. 2003 var antallet af vesteuropæiske koncerner ganske vist sunket til 167, men deres omsætning lå til gengæld på 37,3 procent af de 500 største koncernes samlede omsætning. Blokken Vesteuropa, i stor udstrækning identisk med EU, men også inkluderende 12 schweiziske og 2 norske koncerner, ligger dermed lige efter blokken NAFTA.

Indenfor Europas rammer er det tyske koncerner, som er de dominerende. 1993 var der blandt "the global 500" i alt 44 tyske virksomheder med en omsætning på 8,7 procent af gruppens samlede omsætning. 2003 var der tale om 34 tyske koncerner med en omsætning på 9,1 procent af den samlede omsætning for de 500 største. Efter Tyskland følger i hakkeordenens rækkefølge lande som: Storbritannien - inklusiv de to britisk-hollandske virksomheder Royal Dutch Shell og Unilever - med 37 virksomheder og en omsætningsandel på 8,9 procent i 2003, Frankrig med 37 virksomheder og en omsætningsandel på 8,3 procent, og Holland med 12 virksomheder og en omsætningsandel på 2,6 procent.

Forskydningerne gennem 10-året afspejler de globale kendsgerninger. Eller omvendt: Verdens politik er i høj grad præget af magtforhold og struktur i de største koncerner. I begyndelsen af 1990’erne havde den japanske imperialisme nået sit højdepunkt. Allerede i 1992 satte en alvorlig krise og en depressionsfase ind, men det slog først rigtig igennem på et senere tidspunkt. Udløberne af denne krise spiller stadigvæk en afgørende rolle. Fra 2003 er der imidlertid tegn på, at det begynder at gå fremad for de japanske koncerner. Toyota, som er den 8. største virksomhed i verden (153 milliarder US-dollars i omsætning, antal beskæftigede: 264.000) var i 2003 den bilfabrik, som havde den største fortjeneste og den højeste profitmargen. (Offentliggjort årsprofit: 10,2 milliarder US-dollars). Andre japanske bilkoncerner er imidlertid blevet opkøbt af udenlandske selskaber, således bliver Nissan kontrolleret af Renault og Mazda af Ford.

Grunden til krisen i Japan var sandsynligvis den omstændighed, at de japanske koncerner - i modsætning til de vesteuropæiske - ikke kunne skabe sig en adækvat infrastruktur for de nærmest liggende markeder og et udvidet samt udadtil delvist lukket indre marked. Krisen i "Tigerstaterne" 1997/98 slog derfor direkte ind i den japanske økonomi. Dertil kommer: Japan har som den eneste ledende imperialistiske magt ikke realiseret nogen særlig militariseringsproces og sender heller ikke kamptropper til indsats i udlandet. (En revision af forfatningen er imidlertid under forberedelse).

I forbindelse med USA-koncernernes enorme fremgang spiller USA-regeringens aggressive politik til fordel for de store koncerner en afgørende rolle. Dertil kommer, at de US-amerikanske interesser - eksport og kapitalinvesteringer - også sikres militært i hele verden. I denne verdenspolitiske kontekst har de europæiske koncerner formået at holde deres positioner ganske godt, selvom EU først lige er begyndt på at strukturere sig statsligt og først for nylig er begyndt en militarisering. Det viser denne koncernsbloks store potentiale i det globale matadorspil, dvs. det gevaldige ødelæggende og menneskefjendske potentiale i EU og i EU-koncernerne.

En lukket klub

Global 500 bekræfter endnu en gang: Globalisering betyder ikke, at de store koncerner fra alle lande deltager i pokerspillet om magt og engagerer sig på lige fod i udbytningen af mennesker og natur. De største 500 koncerner i verden koncentrerer sig på bare 31 lande. Hvis vi indskrænker os til den langt mere betydningsfulde gruppe; nemlig de 200 største koncerner i verden, så har virksomhederne deres hovedsæder i bare 15 lande : 77 i USA, 28 i Japan, 20 i Tyskland, 20 i Frankrig, 16 i Storbritannien, 7 i Holland, 6 i Schweiz, 5 i Italien, 3 i Spanien, 2 i Norge og 1 i henholdsvis Finland, Luxemburg, Belgien, Mexico, Venezuela, Brasilien, Rusland, Malaysia og Indien. Dertil kommer 4 sydkoreanske og 3 kinesiske koncerner, som regnes til gruppen af de 200 største.

Det vil sige, at i det store og hele ligger koncernmagten i kredsen af vestlige lande, hvilket også var tilfældet for 100 år siden, hvor de samme lande overvejende var kolonimagter.

I gruppen Global 500 er der i mellemtiden dukket 15 store kinesiske virksomheder op, som har en omsætning på i alt 358 milliarder US-dollars. Det svarer til 2,4 procent af den samlede omsætning for Global 500. 1994 var der kun tre kinesiske virksomheder med i denne gruppe. Men de kinesiske virksomheder, som medregnes til Global 500, er imidlertid ingen Global Players, som agerer på verdensmarkedet ved siden af de vestlige koncerner. De to vigtigste kinesiske industrikoncerner på listen er Olieselskabet Sinopec (på plads nr. 53 ud af de 500 største) og China National Petroleum (på plads nr. 73). Mens de vestlige oliegiganter med langt større omsætning kun har 100.000 beskæftigede og derunder, så har Sinopec 854.000 beskæftigede og China National Petroleum mere end 1 million. Den vigtigste kinesiske bilkoncern på listen er Shanghai Automotive (på plads 461), men her er der tale om et joint-venture med Volkswagen koncernen.

I 1960’erne var Indien kendt som en opadstigende kapitalistisk økonomisk magtfaktor. På den aktuelle liste over Global 500 befinder der sig imidlertid kun 4 indiske koncerner med en samlet omsætning på 0,4 procent af den samlede omsætning. Senere gjaldt Brasilien og Mexico for at være de hurtigst opadstigende lande. Deres aktuelle position i Global 500 er marginal og har - idet oliekoncernerne Peemex (Mexico) og Petrobas (Brasilien) er med på listen - først og fremmest med olieindustrien at gøre. Særlig lærerigt var imidlertid de sydkoreanske koncerners dramatiske fald. I den mindre gruppe af de 200 største var der i 1994 endnu 6 sydkoreanske koncerner. 2003 var der kun 4. Tidligere sydkoreanske Global Players blev delvist opkøbt (Daewoo af General Motors) eller integreret i andre firmaer (Kia i Hyundai).

Biler og olie

Hvis man undersøger koncernerne i Global 500 og deres tilhørsforhold til forskellige brancher, så viser det sig, at den største enkeltstående brance er olieindustrien ("Crude oil production", "petroleum refining" og "oil equipment"). Oliebranchen står for mere end 12 procent af den samlede omsætning blandt Global 500 - det er f.eks. mere end hele banksektoren. Danner man en gruppe af de store foretagender, der er tæt forbundet med og afhængig af olie, olieforarbejdning og olieprodukter (benzin, diesel, kerosin og brændstof til raketter, panserkøretøjer og militærflyvemaskiner) - hvis man altså til oliebranchen også medregner bilkoncerner, flyselskaber, flyvemaskineproduktion og våbenindustri, så kommer denne gruppe, "Olie-biler-flyvemaskiner-våben", op på en samlet omsætning på 3726 milliarder US-dollars, hvilket svarer til mere end en fjerdedel af den samlede omsætning i Global 500.

Endelig må man imidlertid tage højde for, at en sammenstilling af industrikoncerner, banker og serviceforetagender metodisk set er problematisk. Den politiske og økonomiske magt for koncernen Wal-Mart, der ligger på plads nr. 1 i Global 500 er meget mindre end den magt, som ligger hos koncernerne BP og Exxon, på 2. og 3. pladsen. Og banker og forsikringsselskaber er ganske vist mægtige koncerner, men de spiller i den samlede kontekst en specifik rolle som financiers og storaktionærer. Hvis man udelukkende fokuserer på listen af industrikoncerner, mere eller mindre den produktive sektor, så vil man støde på en massiv sammenfletning i gruppen "Olie og biler". Ud af de 25 største koncerner i verden tilhører 74,4 procent områderne olieudvinding, olieforarbejdning, bilindustri. Det US-amerikanske tidsskrift Fortune skrev i den forbindelse: "Leading the pack were the oil giants..." Oliegiganternes magt er blevet styrket gennem tiåret fra 1994 til 2003 - på trods af væksten indenfor nye brancher så som elektronik- og computerindustri samt telekommunikation.

Gruppen "Olie og biler" er i deres grådighed efter mere olie i dag motor i kampen om verdensmarkedet, i militariseringsprocessen og i krigsmaskinen. Det er med andre ord denne sammensætning i verdens største koncerner samt kapitalakkumulationens logik, og ikke en eller anden USA-præsidents "Bush-isme", der er kernen i kapitalismens ødelæggende dynamik.

Artiklen, der oprindeligt er offentliggjort i den venstreorienterede dagsavis Junge Welt, 30. september 2004, er oversat og redigeret af Inge Kongsgård Hansen/autonom infoservice.

Winfried Wolf, født 1949, er marxistisk økonom og har siden 1970’erne udgivet en lang række bøger om temaer som senkapitalismens økonomiske udvikling, arbejderkampe i Polen, trafikpolitik og bilindustriens lobby, globalisering og casinokapital, den politiske økonomi i Kosovo-krigen og den nye verdensorden og krigen i Afghanistan.

Winfried Wolf udgav i år 2000 bogen: Fusionsfieber. Oder: Das grosse Fressen - Globalisieringsmythos - Nationalstaat - Wirtschaftsblöcke. Udgivet af PapyRossa Verlag, ISBN: 3-89438-2104.