Et telegram om børn

Her i foråret bragte en avis et telegram fra Ritzau: »Overgangen fra børnehave til skole skal være mere skånsom. Allerede som små skal børnene have kendskab til tal og bogstaver, mener et flertal i Folketinget, som har vedtaget, at der skal indføres obligatoriske læreplaner.

Læreplanerne er et led i regeringens forsøg på at bryde den negative sociale arv. Ved at fokusere på sproglig stimulering, tal og social forståelse håber man at færre børn senere i livet (sic) skal have specialundervisning.«

Som det fremgår af den sidste sætning (som anlægger det lange perspektiv), er det håbet om at spare nogle penge, der er drivkraften bag redningsaktionen.

Samtidig med telegrammet genudsendte Danmarks Radio nogle foredrag af forfatteren Ebbe Kløvedal Reich om demokratiets værste fjende: Militarismen, som er »en åndsmagt og en kultur, ikke en profession.« Blandt andet sagde han: »Den pædagogiske militarisme arbejder på at få hele barndommen erklæret fredløs og gøre både børnehave og skole til udklækningsanstalter for fremtidens arbejdskraft. Den nyeste idé er, at alle børn ligesom tyendet i de gode gamle dage skal forsynes med en skudsmålsbog.«

Hvad »den negative sociale arv« angår, så er den især negativ, fordi den koster penge (jeg ser her bort fra Overdanmarks kolde skulder). Hvis underklassen ikke belastede de offentlige kasser, ville den få lov til at have sin kultur i fred og lade den gå i arv uden at høre ét ord fra statsministeren.

Summerhill

I de asyler for småbørn, der var børnehavens forløber, lærte børnene i 1830’rne »stavning efter tabeller, regning ved hjælp af kuglerammer og skrivning på tavler.«

Det kan være dette fortilfælde, som i et eller andet omfang har fortryllet bagmændene bag læreplanerne.

Dette tilbageskridt falder i øjnene nu, hvor bogen om »Summerhillskolen« er blevet genudgivet, 40 år efter den første gang kom på dansk.

Den viden og de erfaringer, som skolens grundlægger, den skotsk psykolog A.S. Neill (1883 - 1973), opsamlede og videregav, peger på det hul, der er i læreplanerne: De tager ikke hensyn til, hvordan børn er, og hvordan de vokser og udvikler sig.

Summerhillskolen blev oprettet i 1921. Dengang var den på alle punkter nærmest det stik modsatte af, hvad skoler ellers var. Der var ikke undervisningspligt, skoletimerne var et tilbud (som de fleste tog imod). Lærerne forlangte ikke respekt, og de optrådte uden værdighed. Der var ingen frygtindgydende voksne, der var ingen straffe, der var ikke tvang, ligesom der ikke var nogen moralisering, og slet ikke nogen religiøs påvirkning med tilhørende skyldfølelser over alt muligt.

Neills opfattelse gjaldt børn fra vuggen til studentereksamen og længere frem: »Opdragelse og undervisning skulle gå ud på at skabe en lykkeligere verden, en mere retfærdig verden, en friere verden. Men alle skolefag og universitetseksamener bidrager ikke en døjt til at hjælpe menneskeheden frem til sundhed og lykke.«

Sandhedsværdien i dette udsagn fremgår af det 20. århundredes historie.

Den lange barndom

Det var Neills erfaring med børn, der ikke blev tvangsformede og som havde frihed til at være sig selv, at barndommen er længere – meget længere – end vi sædvanligvis mener, den er.

At barndommen er lang betyder, at børn først sent får en social indstilling, sådan som voksne mener, den bør være. Spædbarnet er socialt, det vil sige kontaktsøgende og samspillende. Det lille barn er socialt, det vil gerne lege ved siden af ham den anden, hvis han ikke hugger alt legetøjet. Skolebegynderen er social, fordi han/hun gerne vil være med i legen. Det samme gælder den vitterlig lange latensperiode (af nogle kaldet gangsteralderen). Men børn er ikke sociale på et højt niveau (hvad for resten en hel del voksne heller ikke er).

Børnene er i hele barndommen dirigeret af en naturlig egocentricitet. Den forsøger vi voksne at undertrykke. Resultatet bliver ofte en livslang egoisme. Den barnlige egocentricitet har en socialiserende virkning, for ethvert barn vil accepteres af sine lige.

Vi er ikke tilfredse med, og vi har ikke tålmodighed til, at børn udvikler sig i deres eget tempo. Vi former dem allerede som helt små og forventer en alt for avanceret adfærd i forhold til alderen. Og jo mere vi forventer, hvad børnene endnu ikke er modne til, des flere skuffelser er der for begge parter.

Børn støjer

Leg er den barnlige måde at leve livet på, og Neill erfarede, at børn er legebørn omtrent til de bliver voksne. Derfor var leg vigtigere end skolefag på Summerhill. Alligevel klarede eleverne sig godt efter de havde forladt skolen. Neill fik adskillige tilbagemeldinger fra arbejdsgivere, der var mere end tilfredse med de unge menneskers arbejde, fordi de kunne koncentrere sig om det, de gjorde: De var »færdige« med deres barndom og fri for de infantile træk, som kendetegner mange voksne i den vestlige civilisation.

Børn støjer, når de leger – at støje er ligeså selvfølgeligt som at trække vejret. Vi voksne afslører vores manglende forståelse for og sympati med den barnlige livsform, når vi altid tysser og hysser.

Neill så, at børn lever i en anden verden end de voksne, hvilket er grunden til megen irritation og vrede i familien og megen irritation og en strøm af irettesættelser og formaninger i børnehaven og skolen. Mange bryderier og sammenstød skyldes aldersforskellen, og den sørgelige sandhed er, at den ikke kan ophæves.

Det er den traditionelle forestilling om uddannelse, der er på vej ned til børn i førskolealderen. Det betyder mere disciplin, og er der noget, verden ikke har brug for, er det disciplinerede voksne, der uden at tænke følger i ledernes fodspor.

Efter to verdenskrige måtte Neill hævde, at børn ikke har nær så meget brug for undervisning, som de har behov for kærlighed – en kærlighed, der ikke er det samme som sentimental følelse, men er forståelse, sympati, anerkendelse og respekt for den barnlige synsvinkel og livsform.

Læreplanerne kan afvises med det vægtige argument, at de går stik imod børns vitale interesser. De vil hæmme udvikling i stedet for at fremme den, de vil spolere barndommen, i stedet for at gøre den gladere.

Men måske er det også det, der er meningen.

Claus Bjerring er skribent. Artiklen har tidligere været bragt i SALT og Social Kritik.