Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
28. oktober 2004 - 12:05

Interview: Kvindekampen kan komme på et par år...

Kvindekampen er ikke færdig. Den har heller ikke spillet fallit. I hvert fald ikke hvis man spørger journalisten og forfatteren Bente Hansen, der lige er udkommet med sine personlige erindringer fra kvindebevægelsen i bogen »En køn historie«. Bente Hansen er sikker på, at der vil komme en ny kvindebevægelse, det er kun spørgsmål om tid. Og så mener hun i øvrigt, at kønskvoteringer og 6-timers arbejdsdag må være nøgleord i kampen.

Det starter med følelserne

Hvorfor trådte du ind i kvindekampen?

- Hvis jeg skal finde den dybeste følelse, så tror jeg, at det hele livet har generet mig, at drengene blev sådan fremhævet. Jeg tror faktisk, at det er min dybeste følelse. Og politik starter jo med følelser, så sætter man ord på siden og teori og forklaringer og sådan noget. Det med at blive behandlet som andenrangs i mange sammenhænge«.

Men det har du vel ikke oplevet i hjemmet, for I var jo kun døtre?

- Ja, det var en stor fordel – jeg var hunderæd for, at der skulle komme nogle drenge og sidde der og pave den ved bordet. Mit hjem var meget – og det var tiden jo også – opmærksom på, at kvinder faktisk kunne meget. Mit hjem støttede uddannelse og skolegang. Jeg fik altid at vide, at piger kunne det samme som drenge – bortset fra at blive dyrlæge, for det var min far. Han ville jo korse sig i dag, hvis han så, at der var stort flertal af kvinder på Landbohøjskolen.

Så det har også været lidt af et personligt opgør?

- Ja, jeg tror, der skal noget personligt brændstof til, ellers bliver man ikke ved. Og nogle gange har jeg tænkt: Nu gider jeg ikke mere. Blandt andet i slutningen af 1960’erne. Men så kom den nye kvindebevægelse i 1970 med et boom i alle

landene.

- I starten tænkte jeg: Skønt at de gider, for jeg gider ikke. Men så var der nogen af de nye, der henvendte sig til mig. Og da kunne jeg pludselig se, det her var en helt anden måde at gøre det på. Nu tager vi ikke udgangspunkt i udregningerne om sær- og sambeskatning og ingen syltede agurker. Nu tager vi udgangspunkt i vores virkelighed, og vi ser med vores øjne og bliver vores eget subjekt. Vi skal ikke længere defineres af nogen som køn nummer to. Vi er vores eget definitionsområde.

Fejes af banen

Men er I overhovedet kommet særlig langt, for det der sker i dag, er jo, at man siger, at den succesfulde kvinde skal være både god mor, perfekt værtinde, succesfuld professionel kvinde, god elsker og i øvrigt se godt ud?

- Ja, og det ender da også galt. Altså enten ender det med, at alle de kvinder bryder sammen, og så ender det med ballade – eller også så ender det med nogle konstruktive krav. For det er jo rigtigt, at sådan er det jo i dag.

- Jeg ser de der 30-45-årige forældre, som skal tilrettelægge deres dag som et stort slag fuldstændig på minutter, for ellers kan det ikke lade sige gøre. Det går ikke i længden. Der må jeg sige, at vores gamle krav om 6-timers arbejdsdag til alle, det er det bedste tilbud, samfundet endnu har fået.

Men hvis vi nu siger, at det, der er det vigtigste, når alt kommer til alt, er børns tarv - har de så ikke været taberne i kvindekampen?

- Børnene er altid udsatte, når der sker noget med familierne. Der er selvfølgelig kommet noget mere stress i børnelivet, det er der.

- Prisen for at afskaffe det og indføre de gamle normer, er, at kvinderne bliver totalt uden indflydelse, ingen penge har og bliver helt afhængige af mændene. Og den går ikke.

- Man er nødt til at løse det på en anden måde. Det kan man ikke rulle tilbage, og det skal man heller ikke. Men jeg tror nu, at børnene nok skal klare sig, for der er trods alt kommet så mange gode pædagogiske tendenser ind.

- MEN – hvis børnene skal have det rigtig godt, så er 6-timers arbejdsdag løsningen. Det er det børnevenligste forslag, der kan stilles - og i længden det eneste holdbare.

Hvor vil du mene kvindekampen foregår i dag?

- Næsten kun individuelt og i små grupper. Der er ikke nogen bevægelse. Det kan komme på et par år, det har jeg jo set. Ingen troede, der kom en bevægelse omkring 1970. Ingen.

Kommer der en ny bevægelse?

- Ja, det gør der! Når jeg snakker med unge kvinder og hører deres irritation over de roller, de bliver puttet ind i, så kan jeg ikke forestille mig, der ikke kommer en eller anden ny udgave af det.

- Inden for 5-10 år så har vi en ny. Den vil ikke blive lige som den gamle. Den vil blive på en anden måde. På sin egen måde. Det har også noget med generationerne at gøre. Vi skal lige være fejet af banen.

BH’en, læbestiften og nylonstrømperne

Rent æstetisk var der jo denne her periode, hvor man skulle smide bh’en, lade hårene gro ud på benene osv. osv. Er det gået lidt over i den anden dur igen?

- Ja, med hofteholdere og læbestift. Ja, og plastikoperationer. Jamen, vi var jo helt chokerede. Forfærdeligt med det pres, der ligger på de unge piger for at komme til at se ud på den måde. Jo, det er et forfærdeligt tilbageslag, og det kom dér i 1980’erne meget pludseligt. Der så jeg det som en reaktion.

- Nu var der gået så lang tid, så nu måtte der være basis for lidt mere pynt – og det skal jeg ellers love for, der var. Alt det vi troede var blevet afskaffet for evigt: brysteholdere, hofteholdere, sømme på nylonstrømperne, læbestift og kunstige negle. Vi var da helt målløse.

Men du har aldrig selv overgivet dig til det?

- Jeg har aldrig selv været fanatisk. Jeg farver mit hår for eksempel. Det ville jeg måske ikke have gjort, hvis det var for 20 år siden. Så hundrede procent har jeg aldrig været. Jeg smed heller ikke bh’en.

Kvindekampens vilkår i dag

Hvordan er betingelserne i dag for en kvindekamp - både samfundsmæssigt og politisk set?

- Objektivt set synes jeg, de er meget gode. Det var de ikke for fem og ti år siden. Men jeg synes, det vender lige i øjeblikket.

- Der har været lydhørhed for nogle af de forslag, de unge kvinder i Folketinget har fået igennem med barselsorloven og forskellige andre ting, som det er lykkes at komme rigtig langt med. Og der er mange mænd, der vil se mere velvilligt på det og mindre rystede.

Du snakker om kvindehandel og prostitution i bogen og om globaliseringen – er det faktorer, der ville få en kvindekamp til at se anderledes ud?

- Ja, man kunne forestille sig, at det næste kvindeoprør starter i den 3. verdens lande, fordi det er dem, der har kvinder på vej ud på arbejdsmarkedet nu – selvom de er dårligt betalt. Så kan man godt forestille sig, at der kommer meget inspiration fra den kant, at det i virkeligheden bliver der næste gang.

Hvis du skulle personificere en kvindekæmper i dag i vores samfund, hvem ville det være?

- Det er svært at tage en. Men jeg sætter da meget lid til de unge kvinder i Folketinget Der er nogle i det radikale politiske miljø, som lige har udgivet bladet Kvindemoskito. Og der er folk i Kvindeligt Selskab og så dem i Folketinget. Det er nok dér, der sker mest lige nu. Der er også de gamle bastioner, hvor nogle stadigvæk holder ud. Og så vil der komme en energi fra de endnu yngre, som vi slet ikke kan forestille os.

Er det et problem i dag, at de nye generationer er for individualistiske i forhold til at skabe en bevægelse?

- Ja, det tror jeg. Jeg tror den individualisme, der kom op og køre i 1980’erne, hærger endnu. Det der med at du kun skal være solidarisk med dig selv. Altså, solidaritet var jo et latterligt ord i 80’erne og 90’erne. Og det var jo vores foretrukne ord: Søstersolidaritet. Det kan man jo grine af i dag, men det var det jo.

Hvornår får vi en kvindelig statsminister?

- Om 20 år.

Hvor kommer hun fra?

Det kan være, hvilket parti det skal være. Altså der er jo en generation af 30-35-årige kvinder i alle partierne, som det kan være. Det kan være hvert eneste parti – undtagen Dansk Folkeparti, der kan jeg ikke se nogen kandidater.

Isabel Sande Frandsen er medlem af redaktionen for tidsskriftet SALT, hvor artiklen også har været bragt.

Bente Hansen: En køn historie. Erindringer fra kvindebevægelsen. 325 sider. Pris: 299 kr. Lindhardt og Ringhof

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce