Feminisme: Signalement af en nødvendighed

Bente Hansen udsendte for nylig bogen En Køn Historie, som er en personlig fortælling om kvinder og kvindebevægelse i mere end 50 år – med hovedvægten på 1970´erne og 80´erne. Kontradoxa bringer her slutkapitlet, der kaster et kort lys på kvinders vilkår i det nutidige globale samfund.

Det er, som unge feminister har påpeget, symptomatisk for tiden, at der kan forekomme grove overgreb mod kvinder, uden at der reageres på det, og sexistiske undertoner kan gå næsten upåtalte gennem det offentlige rum. Det gælder herhjemme og i alle andre lande, og det er bekymrende.

Det er også bekymrende, at FN indtil videre ser ud til at indstille sine kvindekonferencer. Efter planen skulle der være holdt en i 2005, men mange mener, at handlingsplanen fra Beijing-konferencen har skadet lige så meget som den har gavnet, fordi den ”var for god”. Nu blæser der nemlig helt andre vinde over verden, for eksempel har USA´s ultrakonservative regering fjernet støtten til en række organisationer i udviklingslandene, fordi de oplyser om prævention og abort. Det er den såkaldte Global Gag Rule (mundkurvsreglen), som George W. Bush fik vedtaget lige efter sin indsættelse. Derfor er der nogle, der skønner, det er bedre at gå stille med dørene. Jeg er ikke enig med dem, men jeg erkender, at det er blevet vanskeligere at være offensiv.

Kigger vi ud i den globaliserede verden, og det gør vi jo hele tiden, så ser det rigtig skidt ud for kvinderne. Verdens kvinder er i dag det samme som kvinders verden, og ingen kan længere lukke øjnene for, hvad der sker ti timers flyrejse borte. Det er den gode del af globaliseringen.

Den gammeldags klassekamp toner frem i en moderniseret udgave, idet den er blevet del af en ny form for kolonialisme: Arbejdsdelingen er nu spredt ud over hele jordkloden, således at de syersker, der før sled på akkordløn herhjemme, er erstattet af kvinder i andre verdensdele, som syr til lønninger, der er lavere, end vi kan forestille os. Den globaliserede klassedeling kaldes med et af tidens kælenavne for out-sourcing, og det betyder, at en stor del af det gamle danske industriarbejde nu er hjemmehørende i udviklingslandene. Profitterne er dog stadig hjemmehørende hos vores egne erhvervsvirksomheder.

De fagligt aktive i de lande er oppe imod brancher og erhverv, som ikke er så nemme at sætte ansigt og adresse på. Der vokser en naturlig vrede mod den rige verden, som ikke bare køber arbejdskraften billigt, men også begrænser landenes handel og eksport. Kvinderne ligger nederst i den pyramide, og deres arbejdsdag er fortsat den længste og lavest lønnede. Det dokumenteres af den ene rapport efter den anden.

Synet på kvindekønnet er tilsvarende ringe, kvinder er nedvurderede og truede på liv og eksistens i milliontal overalt. Europa går heller ikke fri, selv om vi regner os blandt de bedste. Derfor har jeg samlet en lille nutidig række eksempler, som snildt kunne være meget længere.

Lad os starte i Kina, da det jo er Riget i Midten, og undre os over, at kinesiske myndigheder åbenbart må bruge mange kræfter på at finde og befri piger, der er solgt til ægteskab under slavelignende forhold. Prisen ligger mellem 25 og 40.000 kroner. Opgørelser fra de sidste seks år viser, at tallet af befriede piger er omkring 100.000, og det er kun dem, som myndighederne får fat i. Det rigtige tal er formentlig langt større. Mangelen på hustruer i Kina er stor, eller sagt på en anden måde, så er der et bekymrende stort overskud af mænd og drenge. (Politiken, 21.3.2002). Nyfødte piger bliver ofte sat ud for at dø, eller de aborteres, når man kender kønnet, siger andre rapporter.

Sådan er det for eksempel også i Indien i de mere velhavende områder, hvor folk kan få råd til ultralydsscanning. Her, for eksempel i Punjab, aborteres pigefostre i så stort et tal, at mangelen på unge kvinder kan tælles i tusinder. (New York Times, Politiken, 2.11.03).

En dokumentarudsendelse i DR-TV (2.2.04) fortalte om medgift-problemet i indiske familier. Medgift blev forbudt for 40 år siden, men er stadig et kæmpe problem, som ofte ender med drab på nygifte kvinder. Det er typisk svigermødrene, der påtager sig straffen for udåden, så sønnen kan gå fri og finde sig en anden kone. Dødsårsagen påstås som regel at være ulykker i køkkenet.

I USA gjorde det ondt, at 50.000 amerikanske soldater blev dræbt under den ti år lange Vietnamkrig, men i samme periode blev lige så mange kvinder slået ihjel af deres egne mænd, kærester eller andre mænd. Ingen rapporter tyder på, at problemet er mindre i dag, og tallene fra Europa er ingen trøst, for i slutningen af 2002 fremlagde Europarådet en rapport, der viser, at den hyppigste årsag til død og invaliditet hos kvinder mellem 16 og 44 år i Europa er hustruvold. Forrest ligger Rusland, men de gamle vesteuropæiske lande er godt med. I Danmark og Sverige skal den årlige hustruvold tælles i titusinder, hvis man medtager det antal, der ikke anmeldes. Om hustruvold sagde en af lederne i den katolske kirke i Spanien, at ingen myndigheder skal blande sig i, ”hvordan ægtefæller lever deres liv”. (Weekendavisen 24.10.02)

De meget omtalte æresdrab på kvinder, som gør oprør mod familien, findes i mange lande. I Jordan skønner iagttagere, at der sker æresdrab 30-40 gange om året, og både dér og i Tyrkiet er straffene meget mildere end ved andre former for mord. Antallet af selvmord blandt unge kvinder stiger stærkt. (Politiken 15.8.01). Det Irakiske kvindeforbund, OWFI, har opgjort æresdrabene på kvinder i det kurdiske selvstyreområde i til omkring 8000 kvinder siden 1992 (Modkraft.dk 2004).

Kvindehandelen er i vækst, og det er drabelige tal, hvad enten man lægger sig øverst eller nederst i området af skønnet. OSCE skønner i 2002, at der alene fra de gamle Østlande handles titusindvis af kvinder om året til prostitution i en slags fangenskab. Der diskuteres, om kvinderne ved, hvad de handles til, men der er ingen tvivl om, at de i givet fald gør det på grund af fattigdom, og at de næppe kender vilkårene på forhånd. Det er kun toppen af isbjerget, der er kendt, men på verdensplan drejer det sig om millioner af handlede kvinder. Prostitution og pornografi er en af sværvægterne i verdensøkonomien på linje med narko og militærindustri.

Vi kender også til denne handel, trafficking, her i landet, men vi falder ikke over den på gaden. Her er det andre og mere diskrete forskelle, der gør sig gældende. Husarbejdet er stadig fordelt med en betragtelig størstepart til kvinderne. Det samme gælder børnepasning og omsorg. Samtidig er der stadig en stor forskel på mænds og kvinders lønninger. Størst i det private erhvervsliv.

At ægteskabet er godt for en mand viser en undersøgelse af 20.000 gifte mænd i England: Den gifte mand lever gennemsnitlig tre år længere end den gifte kvinde, og han tjener også mere. I Danmark er det samme tendens. Til gengæld er det kvinderne, der udgør omkring 90% af det store antal enlige forsørgere, som næsten er glemt i debatten i dag. En stor del af disse 2-300.000 kvinder og børn klarer sig under det, vi her i landet kalder fattigdomsgrænsen. (Weekendavisen 17.10.03)

Flere og flere kvinder med uddannelse får til gengæld slet ikke børn. Det gælder i Danmark, og det gælder andre steder i Europa. En undersøgelse, som Danmarks Statistik lavede for Weekendavisen, viser, at næsten hver fjerde kvinde med en lang uddannelse ikke får børn. Fædrene her i landet tager kun 18 dages barselsorlov i gennemsnit, og det er langt mindre end i de andre nordiske lande, hvor en del af tiden er øremærket til fædrene.

En ting, som dog ikke er mindre i Danmark end andre steder, er den vildt florerende og grove porno. Ingen behøver bevise i tal og statistikker, at den dominerer det offentlige rum i kiosker, på plakater, og på adskillige tv-kanaler. På Internettet siges det fra flere kilder, at det er mediets største stofområde, men jeg indrømmer blankt, at jeg er for meget kylling til at studere de sider. Jeg får så rigeligt i gadebilledet. Det værste er selvfølgelig børnepornoen. Den er der heldigvis noget mere fokus på nu, men der er mindre opmærksomhed på den dødsporno, hvor kvinder faktisk slås ihjel i løbet af seancen. Snuff-film blev de kaldt for tredive år siden, og mange betvivlede, at de faktisk var ”rigtige”.

Jeg har spurgt på politiets afdeling for porno, og den jeg talte med, sagde, at der var masser af det, men 99% var skuespil. De efterforsker det ikke, for det er ikke ulovligt, som han sagde. Jeg tænker med gysen på den ene procent, som ikke er skuespil, og som altså slet ikke efterforskes. Under alle omstændigheder er det hårrejsende, at det er så udbredt en fornøjelse at se kvinder blive myrdet og voldtaget. Enten det nu er skuespil eller ej.

En dansk filminstruktør fortalte i Politiken, at han drømmer om at lave en scene, hvor man virkelig kan aflæse angsten i en kvindes øjne, når hun er bastet og bundet og ikke aner, hvad der skal ske. En slags nyskabelse af Motorsavsmassakren. Jeg ser ingen nævneværdig forskel på de tre variationer, den rigtige snuff-film, efterligningen og den påstået kunstneriske.

I de gamle grænseområder omkring Tjekkiet og Tyskland er der fattige mødre, der sælger deres børn til prostitution, og Red Barnet oplyser, at også ”almindelige danske familiefædre” bruger disse børneprostituerede. (Politiken 30.10.03). Problemet er udbredt i hele verden og ikke bare i Thailand, som er mest i fokus, når vi snakker om pædofil prostitution. I Cambodja sælges pigebørn helt ned til 6 års alderen til prostitution og indespærring. (Politiken 2.11.03). Jeg går ud fra, at mange drengebørn lider samme skæbne.

Voldtægt er ikke bare et hverdagsfænomen på daglig basis verden over, det er for længst dokumenteret, at det bruges i krige som våben og som et psykisk-fysisk middel til ødelæggelse af kvinder, både fjendens og egne. Og til almindelig forråelse af de drenge og mænd, der forvolder det. I de centralafrikanske borgerkrige har det været almindeligt med gruppevoldtægter, og nogle hjælpeorganisationer mener, det har ramt hver tredje kvinde (Politiken 31.10.03). Som så ender med AIDS og manglende medicinsk behandling af samme.

Uddannelse af piger er et mangelfænomen i verden. Også drengebørn i millionvis mangler skolegang, men piger udgør størstedelen også her. Og i fundamentalistiske partier som de afghanske talebanere, var det en del af programmet, at piger ikke skal i skole. Fundamentalister er sædvanligvis kvindefjendtlige.

Da Ayatollah Khomeimi kom til magten i Iran og installerede sit terrorregime omkring 1980, lagde han grunden til den aggressive islamiske fundamentalisme, som vi kender i dag. I hans ideologi var kvindekønnet indskrevet som en i et og alt underordnet faktor, og hvad værre er, så er denne ideologi bevidst eksporteret til en række andre lande, som efter den tid genoptog eller skærpede den gamle Sharia-domstols skikke med amputation af hænder og fødder, hængning, stening og skærpede love mod kvinder.

Hos de nykonservative i USA er man ikke så voldelig, men kikkertsigtet er også her stillet skarpt på kvinderne. Vækststedet for de amerikanske kristne fundamentalister er de mange millioner i det såkaldte bibelbælte. De kræver ikke, at piger ikke får uddannelse, men de ser ”ligestillingsloven som et angreb på hele vores samfundsstruktur”, og de mener, at feminismen har rettet et ”satanisk angreb på den traditionelle familie”. Ordene stammer fra Jerry Falwell, leder af Moral Majority, som var med til at starte det nye højre i 1980. Præsident Bush og især hans justitsminister er med i dette kristent-fundamentalistiske højre.

Elendighedslisten kunne blive endeløs, og jeg kunne da også have valgt at fokusere på fremskridtene, men det er lige nu sådan, at det mange steder ser ud til at gå tilbage i stedet for frem. Det forekommer mig, at der føres en krig imod kvinder, som ikke bemærkes. Hvis det var en religiøs, etnisk eller national gruppe, der blev handlet, solgt som slaver, voldtaget systematisk, nægtet uddannelse, blev banket, underbetalt eller ringeagtet i almindelighed, ville vi da synes, der skulle gribes ind. Af de internationale institutioner og af os selv.

Det kan ikke undgå at have indflydelse på den almindelige (selv)opfattelse af kvinder, at tingene ser sådan ud i det globale synsfelt. Hvis vi vender ryggen til de problemer, bliver vi en del af dem.

Heldigvis er der også mange initiativer i den rigtige retning, og allerbedst er det, når kvinderne selv sætter sig i bevægelse. I Somalia var der til 8. marts i år flere tusind kvinder på gaderne i Mogadishu og andre steder i protest mod omskæringer. ”Frels vores døtre fra omskæring” hed parolerne blandt andet (Sretno april 2004).

Iranske kvinder i eksil har dannet en international sammenslutning imod den religiøse fundamentalisme, og hjemme hos os selv har kvinder på tværs af partierne i Folketinget fået hul på diskussionen om en barselsfond, som er en af vejene til ligestilling af kvinder på arbejdsmarkedet. En kortere arbejdsdag kan nu igen diskuteres sagligt, selv om det foreløbig er meget få røster, der hæves for den sag.

Prostitution er som altid en brandvarm kartoffel, det erfarer alle, som prøver at røre ved den, senest nogle dødsforagtende kvinder i og omkring partierne til venstre for midten. Vi har jo frisind! her i landet, og derfor er det ikke pænt af dem at fortælle, hvor svært det er at være prostitueret. Men der er heldigvis nogle, som vover pelsen.

Der er partier og fagforbund, der er ved at skaffe sig en bedre ligestillingspolitik, nu om dage kaldes det mainstreaming, eller en høj ligestillingsprofil, og også EU ligger pænt fremme, når det gælder lovgivning på ligestillingsområdet. Så alt i alt sker der også meget godt, selvom der ikke er meget kvindebevægelse på vores breddegrader. Men det kan jo være, at den næste bølge netop starter med kvinderne fra Iran og Somalia. Det ville være logisk og lærerigt.

Vi fra den gamle halvfjerdserfeminisme bliver ofte spurgt, hvor langt, vi så nåede, og svaret er, at vi nåede både langt og kort. Vi fik i hvert fald sat lys på den del af det samfundsmæssige arbejde, der havde ligget hen i mørke og hemmelig privathed, hjemmelivet. Jeg tror ikke, det vil lykkes at mørkelægge det i samme grad én gang til, men der vil bestemt blive gjort forsøg på det. Vores egne historier og den store fælles historie er først lige begyndt at blive fortalt, og det kan ikke stoppes, selvom mange måske ønsker at træde på bremsen.

Halvfjerdserfeminismen var ganske rigtigt meget radikal, og nogle gange ekstrem, i sine måder at handle på, men det måtte nødvendigvis være sådan, fordi måden også var visionen. Det, der lignede en lidt flot afvisning af den gamle måde at lave kvindepolitik på, var nødvendig for gennembruddet. Den gamle tradition var vokset ind i institutionerne, og der inde opbygges pyramideformen langsomt men sikkert. Pyramiderne findes i alle de enkelte områder, domstole, skoler, politi, sundhedsvæsen, arbejdsmarked osv., og det er sådan, at mellem pyramidernes toppe foregår der et samarbejde. Den ene top støtter så at sige hinanden og har ikke føling med bunden.

Tager vi hele spørgsmålet om vold, voldtægt og prostitution, så er det jo iøjnefaldende, at de dertil indrettede institutioner aldrig havde fortalt os om mængden og arten af vold og voldtægt. Om livsmønstret for alle disse forslåede kvinder. Det kom først, da det blev gennemført fra neden af pyramiden, hvor trykket er mest føleligt.

Den feministiske fagkritik, som forgik i alle fag, håndens som åndens, kunne heller ikke være gennemført uden den radikalitet, der var drivkraften, for der sad jo næsten ingen kvinder nogen af stederne. De kvinder, som kvalificerede sig og nærmede sig pyramidestrukturerne, fik det at mærke, enten det var i fagbevægelsen eller de højere uddannelser.

Når jeg skriver dette på min pc, laver stavekontrollen røde streger over mange af de ord, jeg regner for alment anerkendte kvindepolitiske udtryk. Det vil selvfølgelig blive rettet efterhånden, men det fortæller, at sproget stadig er en afspejling af magtforholdene.

Når de helt unge piger i dag fortæller, at det står sløjt til med kønsrollerne, så må jeg tro på dem. Det er i hvert fald tydeligt, at presset på udseende, vægt, tøj og seksuel adfærd er stort, og der er vokset en sexistisk sprogbrud frem, som vi troede, var slut. Selvmordsforsøg og spiseforstyrrelser taler et rystende sprog, og jeg kan ikke forestille mig, der ikke kommer en fælles reaktion på de tilstande. Og de unge har endda ikke taget hul på forældreskabet. Moderskabet.

Frembringelsen og opfostringen af børn og familie er nemlig noget af det mest betingende for kvindelivet, når alt andet er skrællet af. Cirka 90% af alle kvinder får børn, og det hviler i større eller fuldstændigt omfang på mødrene, som samtidig deltager mere og mere på arbejdsmarkedet. At få børn er ikke en etårs-krise, som nogen har kaldt det, det er noget, der strukturerer hele resten af livet, og feminismen vil blive ved at hente nyt ved til bålet i dette forældreliv. Om der kan tænkes en løsning på problemet i vores nuværende samfundssystem, kan ingen svare på. Men der skal i hvert fald ske meget dybe reguleringer af markedsøkonomien, hvis den skal integrere de reproduktive opgaver. Lige nu kræver markedet nemlig kun én ting: Stadigt stigende tal på bundlinjen til de forventningsfulde aktionærer. Her tæller det ulønnede arbejde med børn og familie ikke som andet end bremser på produktiviteten.

Vi kan blive ved at tage de individuelle slagsmål på hjemmefronten, og så sker der ikke andet, end at vi får endnu flere skilsmisser med endnu flere udslidte mødre (og et lille antal fædre). Derfor skal vi holde fast i, at problemerne kun bliver løst, hvis vi fuldstændig omvurderer hele den reproduktive indsats i samfundet, og det vil sige den omsorg, det ansvar og arbejde med børn og hjem, som overvejende ligger hos kvinderne:

Ønsker vi nye generationer, eller er vi ligeglade? Tør vi kræve de betingelser, der skal til, for at livet bliver andet end stress og skemalægning? Tør vi tage de ulidelige slagsmål om prostitution og voldelig porno? Tør vi give slip på heterolivet som det eneste normale? Tør de unge piger gå imod de afsindige krav til deres ydre? Tør samfundet tage imod århundredets mest fredsommelige tilbud om en sekstimers arbejdsdag til alle? Tør vi insistere på, at verdens kvinder er vores søstre og ikke må handles og mishandles?

Det bliver vi nødt til.

Bente Hansen er forfatter.

Bente Hansen: En køn historie. Erindringer fra kvindebevægelsen. 325 sider. Pris: 299 kr. Lindhardt og Ringhof.