Viden bag lås og slå

»I de seneste år er det blevet en mere og mere udbredt opfattelse, at vi befinder os i en Anden Indhegningsproces. Man drager en parallel til den indhegningsproces, der gik forud for kapitalismens gennembrud i Storbritannien, hvor de fællesjorder eller fælleder, der tidligere havde været fælleseje, blev privatiseret og indhegnet af pigtråd. Det var en proces, som staten understøttede med et omfattende lovværk, der sørgede for drakoniske straffe til dem, der krænkede de nye ejeres ejendomsret«, forklarer Dragsted om den proces, der gjorde jorden til privat ejendom for landaristokratiet, som efterfølgende satte får ud i de indhegnede områder og spandt guld på uldproduktion.

I modsætning til dengang er det i dag imaterielle produkter, der er mål for indhegningen. »Denne gang er det ikke jorden, ikke de materielle produkter eller fysiske besiddelser, der indhegnes. Derimod er det det, jeg vil kalde informationsressourcerne, der indhegnes. Det er produkterne af vores hjerne. Det er viden og idéer – kort sagt immaterielle produkter. Det sker gennem en voldsom udvidelse af de såkaldte »intellektuelle ejendomsrettigheder« med copyrights, patenter og trademarks som de vigtigste«, siger Dragsted.

Intellektuel ejendomsret

»Den indhegningsproces, vi ser nu, har sin baggrund i at informationsressourcerne har fået en større værdiskabende betydning. Der er en lang række industrier, der lever af informationsressourcerne og deres rigdom er derfor helt afhængig af intellektuelle ejendomsrettigheder. Hvis de rettigheder blev afskaffet over natten, ville industrierne blive totalt værdiløse«, siger Dragsted og trækker en parallel til indhegningen af den fælles jord: »Som ved den første indhegningsproces er der igen i dag tale om, at ressourcer, som tidligere har været anset som fælleseje, nu gøres til varer, der handles, købes og sælges på et marked. Og igen følges lovgivningen op af skrappe straffe til dem, der ikke respekterer indhegningerne«. For at illustrere udvidelsen af de intellektuelle ejendomsrettigheder, nævner Dragsted en række konkrete tiltag, der over de seneste år er kommet både fra politisk og kommercielt hold:

»Det er sådan noget som dannelsen af World Intellectual Property Organisation, der netop har til formål at »fremme den internationale beskyttelse af intellektuel ejendom«; det er Trips-aftalerne, som skal sikre en global harmonisering af reglerne for intellektuel ejendomsret og samtidig gør krænkelser af rettighederne til en sanktionérbar handelsbarriere; det er forlængelsen af den tidsperiode, hvor værker er omfattet af copyright.

EUs Infosoc-direktiv og EUs databasebeskyttelsesdirektiv er også med til at udvide begrebet intellektuelle ejendomsrettigheder, ligesom indførelsen af softwarepatenter, som vi har set i USA, er det. Herhjemme har vi også set en vedtagelse af hårdere straffe for ikke-kommerciel kopiering af ophavsretsbeskyttet materiale, som så har været med til at give AntiPiratGruppen blod på tanden«.

Digital pigtråd

Men pigtråden lægges ikke kun ud i form af lovgivning og nedsættelse af udvalg og vedtagelse af love. På den teknologiske front arbejdes der også for at indhegne informationsressourcerne.

»Informationsressourcerne beskyttes i stigende grad af »digital pigtråd«, som fx kopibeskyttelse og andre systemer, der giver producenterne kontrol med, hvordan informationsressourcerne kan anvendes. Samtidig med det, gives der legal beskyttelse til »den digitale pigtråd« ved at det, som vi ser det i Danmark, er strafbart at omgå kopispærringer, selv hvis det er til et legalt formål«, siger Dragsted, der ikke er bange for at kalde indhegningsprocessen for »et tyveri af fælles ejendom«.

Men samtidig vurderer Dragsted, at det er tvivlsomt, om den nuværende indhegningsproces overhovedet vil lykkes og tyveriet blive en succes. Ikke så meget på grund af mere oplyste befolkninger eller stærke interessegrupper, som på grund af informationsressourcernes specielle karakter.

»Uanset hvor meget de nye industrier forsøger at skjule den fundamentale forskel mellem fysiske og immaterielle produkter, er de væsensforskellige«, siger han og påpeger tre ting, der adskiller nutidens mål for indhegningen fra de engelske jorde i 15-1600-tallet.

»For det første er information en uendelig ressource. Hvor de fysiske produkter er begrænsede – hvis én har, er der en anden, der ikke har – er de immaterielle uendelige. En forskel, der er blevet tydeliggjort af IT-revolutionen, der gør det muligt, at digitalisere og sprede ethvert informationsprodukt den egentlige omkostninger«.

»For det andet er information i grunden social. Al information bygger på anden information eller viden om man vil. Den trækker i sidste instans på den kollektive menneskelige intelligens tusindårige frembringelser. I enhver indhegning er derfor et element af tyveri fra informationsfælleden. Informationens sociale karakter viser sig også i det faktum, at information er mest effektiv når den er fri og i kredsløb. Åben udveksling og fri adgang til information har været en forudsætning for udviklingen af de menneskelige samfund, vi kender i dag«.

Umulig kontrol

»For det tredje er informationsressourcerne flygtige. Et faktum, der kun er blevet mere udtalt efter digitaliseringen og internettets fremkomst. Information kan ikke låses inde i lagerhaller eller containere og ikke overvåges af Securitas-vagter med hunde og knipler. Kontrollen med informationsressourcerne kan altså ikke sikres gennem kontrol med ”tingen” selv, som for de fysiske produkter, men kun gennem kontrol med mennesker – en kontrol der selvsagt er langt sværere at udfolde«, siger Dragsted og pointerer, at han ser store muligheder i den nuværende situation med digital kopiering og digitale netværk.

»Det moderne samfund står i dag i den fantastiske historiske situation, at alle i princippet kan få adgang til ethvert intellektuelt værk for samme pris, som det koster at producere den første kopi. Derfor ser vi også en lang række praksisser og bevægelser, der udfordrer og bremser indhegningen og i stedet aktivt skaber nye fælleder indenfor informationsressourcerne. Det mest kendte eksempel er bevægelsen for fri software. En bevægelse, der har modsat sig indhegningen af software og skabt et frit alternativ til den proprietære softwareindustri«.

»En anden praksis er fildelingen, som AntiPiratGruppen forsøger at obstruere. Millioner og atter millioner deler gennem de såkaldte peer to peer-netværker kultur, software og andre informationsressourcer imellem sig i åben trods mod indhegningen. Samtidig er en egentlig politisk bevægelse ved at vokse frem. En bevægelse, der har til formål er at bremse indhegningen og »stjæle« informationen tilbage til fællesskabet«.

Artiklen har tidligere været bragt i tidsskriftet SALT