Hvor sidder knappen?

Opgør med den ensomme lykkesmed

Det feministiske blik borer sig langt ind i intimsfæren i Moskitos temanummer om køn og seksualitet.

Af Tine Pind Jørum

Det private er politisk, lød det fra kvindebevægelsen for tre årtier siden. Men man kan også vende det om og sige, at det politiske er privat, forstået på to måder:

For det første kan man sige, at det private i den feministiske optik kan fremstå som en ret smertelig affære. For de politiske spørgsmål rækker helt ind i vores alle sammens soveværelser, i vores parforhold, i vores forhold til chefen og vores bedste venner. Derfor kræver det mod at tage de feministiske briller på og kigge seksualiteten, familielivet, kønsidentiteten og relationer på arbejdspladsen efter i sømmene.

For det andet er ligestilling og kønsspørgsmålet i dag i høj grad blevet gjort til et individuelt projekt. Formelt set har vi jo ligestilling, vil mange hævde, og hvis du føler dig bremset i karrieren eller er endt med at hænge på både opvask og børnepasning derhjemme, er det dit eget problem.

Begge dele er måske årsager til, at så få unge kvinder blander sig i kønsdebatten i dag.

I det seneste nummer af Moskito stiller en gruppe kvinder i 20’erne og 30’erne skarpt på køn og seksualitet. Og her bliver det klart, i hvor høj grad det kønspolitiske er blevet et privat anliggende. En ensom affære.

Men Moskito-redaktionen respekterer ikke privatlivets fred. De går tæt på både intimsfære og på de økonomiske strukturer, der er med til at overlade det til den enkelte kvinde at være sin egen lykkes smed. Med en god portion uhøjtidelig humor.

På lagenerne og i køkkenet

Moskito sætter den kønspolitiske kikkert for øjet og zoomer ind på både kvindens stilling på lagenerne og i køkkenet. I klummen »Hvad blev der af den seksuelle revolution?« reflekterer Mette Grimstrup over, hvordan 70’ernes idéer om seksuel frigørelse er endt med »frigjorte« kvindekroppe i reklame og porno.

Klummen gør opmærksom på, at på trods af at sex udstilles overalt, hjælper det os jo ikke til at frigøre os for hæmmende forventninger og idealer i vores eget seksualliv. Og eftersom pornoen hverken giver kvinder eller mænd en særlig forbilledlig guide til god og intim sex, hvor skal unge kvinder så vende sig hen for at få opbakning til at udvikle et tilfredsstillende sexliv?

Meget apropos kunne gratisavisen Urban for et par måneder siden fortælle, at 64 pct. af kvinder mellem 15 og 29 har haft sex, selvom de ikke havde lyst. Tankevækkende.

I »Når familien rammer« taler Camilla Tved med fem kønspolitisk aktive kvinder mellem 27 og 84 år om, hvordan ligestillingen ofte får trange kår, når børnene melder deres ankomst. Om at føle sig ladt i stikken med opvask og bleskift. Og om hvordan en voksende kønspolitisk bevidsthed har givet dem mod til at sige fra.

Men deres eksempler illustrerer samtidig, hvordan den bevidsthed også kan være hård at have med sig. Som en af kvinderne, Pernille, siger:

»Jeg er jo enormt glad for det feministiske arbejde jeg har lavet...Men jeg synes også, det var barsk at opleve de der ting og turde se dem. Pludselig at blive opmærksom og turde se alle ulighederne«.

Begge artikler er stærke, fordi de giver et blik ind i den ensomhed, kvinder kan opleve i en intimsfære, hvor ligestilling ikke er givet.

Man tjener penge på kvinder

Også de økonomiske strukturer kommer under luppen i Moskito. I analysen »Kulturel kannibalisme« kigger den svenske forfatter Nina Björk på, hvordan feminismens ideal om individets ret til selvudfoldelse er blevet kommercialiseret og i dag bruges til at sælge alt fra armbåndsure til parfume.

Men hvor feminismens middel er kollektive løsninger og en omvæltning af grundlæggende magtstrukturer, er frihed i reklameland et spørgsmål om et individuelt valg. Reklameland tømmer frigørelsesprojektet for ethvert truende politisk indhold.

I artiklen, »I feminismens red light district«, går den interviewede kultursociolog Susanne Thorbek tæt på de økonomiske interesser bag »trafficking« – både for kvinderne selv og deres bagmænd.

Hun mener ikke, at man kommer tættere på en forståelse af og en løsning på problemet ved kun at se kvinderne som ofre, for mange af kvinderne træffer et valg – ud fra den økonomiske situation, de står i.

Samtidig argumenterer hun for, at man skal lovgive mindst muligt på området, fordi det i sidste ende marginaliserer kvinderne endnu mere. Artiklen er både provokerende og enormt interessant, blandt andet fordi den udfordrer idéen om den prostituerede som offer.

Men man savner dog også andre synspunkter i debatten, for det virker så berøringsangst ikke at ville lovgive på området. Og som at overlade kvinderne til egen skæbne. Hvorfor er det så ubehageligt at skulle lovgive?

Som kønsforskeren Kenneth Reinicke har gjort opmærksom på, er det måske, fordi det også vil tvinge os til at se på brugernes, dvs. mændenes, rolle i problematikken – og tør vi det? Eller er det bare for hårdt for både kvinder og mænd?

Tag kampen op med den lilla typografi!

Der er masser af andre spændende artikler i Moskito, både for dem, der allerede følger med i den kønspolitiske debat og dem, der trænger til en øjenåbner.

Førstnævnte gruppe vil måske savne lidt flere nuancer i nogle af artiklerne med flere synspunkter repræsenteret i forhold til de enkelte emner. Det eneste emne, der er belyst fra flere forskellige vinkler er Lone Hartvig Andersens to artikler om seksuel chikane på en teknisk skole.

Ellers er magasinet bygget meget op af klumme-, kronik-, analyse-, kommentar-stilen, hvor primært ét synspunkt kommer frem.

Til gengæld er analyserne skarpe, og samtidig er der en befriende uhøjtidelig humor i bladet med blandt andet skøre tegninger af forskellige feminist-typer og en sjov udforskning af nutidens kvindeideal på internettet.

Det utraditionelle layout, som er holdt i hvidt og lilla, er enormt flot og æstetisk imponerende. Artiklerne er flot illustreret hele vejen igennem.

Til gengæld er spørgsmålet, om ikke det primært vil blive læst af en allerede indviet gruppe, der gerne anstrenger både øjne og tålmodighed for at kæmpe sig gennem de tæt – meget tæt – skrevne sider.

Hvide bogstaver på lilla baggrund, en salig blanding af kursiv, fede bogstaver, små bitte skriftstørrelser afbrudt af kæmpe store – det bliver man virkelig træt af, og flere af artiklerne bliver mere eller mindre kørt i sænk af det.

Godt, at indholdet i de fleste artikler er stærkt nok til at tage kampen op.

Tine Pind Jørum er journalist på lokalavisen PåGaden

Feminisme til folket

Femi-Moskito bør læses med vågne øjne i dagslys.

Af Birthe Marker

Med: »Feminisme til folket« inviterer Femi-Moskitos redaktion læserne til et ondskabsfuldt angreb på sagesløse almindelige mennesker – og så i gammelkendt spritstencilformat med halvstore bogstaver.

Det letlæselige holder hurtigt op. Layouterne har villet et anderledes magasin. Lilla skrift og til tider så små skrifttyper, at jeg måtte omkring optikeren.

En solrig oktoberdag placerede jeg mig på Charlottenlund sø-badeanstalt, et hurtigt dyk og så vågne øjne i dagslys. Nu kan jeg komme ind i stoffet.

Ni artikler samt fotomontager.

Hvad blev der af den seksuelle revolution

I Mette Grimstrups artikel er 70’ernes kvindekamp lig med natursvamp og BH uden på tøjet. Og så har hun set en dokumentar om lesbiske SM dyrkere i San Fransisco.

Selv befandt jeg mig i lesbisk bevægelse, og her handlede frihedstrangen om alt andet end sex, men mere om at undsige den radius, det tvangsheteroseksuelle stillede os i udsigt.

Kulturel kannibalisme

Nina Björk stiller spørgsmålet om kvindebevægelsens menneskeideal kan overleve i et gennem-kommercialiseret markedssamfund. For når feminister gennem historien har talt om selvrealisering, så har det selv været, at finde sin egen stemme, sin egen sandhed og virkelighedsbeskrivelse. Et medborgerselv, som ikke er til salg.

Men faren lurer, Nina Björk slutter artiklen med: »Det jeg frygter er, at der hvor end på jorden et menneske begynder at drømme om frihed, vil findes andre mennesker med tilstrækkeligt mange penge til at forvandle drømmen til en drøm om et armbåndsur fra Patek Philippe.«

I feminismens red light district

Tine Studstrup indleder sit interview med kultursociolog Susanne Thorbek: »At eksportere sin krop er en overlevelsesstrategi i en verden præget af en global virkelighed.«

Susanne Thorbek gør op med den gængse opfattelse af, at ligestille ordet trafficking med tvangssalg af kvinder til prostitution, men påpeger, at trafficking også gælder for hushjælp og andre former for lavtlønnet asiatisk arbejdskraft i Mellemøsten og i nogen udstrækning i Europa.

Susanne Thorbek argumenterer imod at prostitutionskunder kriminaliseres, som loven gør i Sverige, og samme lovgivningsforslag fremføres jo herhjemme for bl.a. at signalere, at det ikke er ok at gå til prostituerede.

Artiklen kommer langt omkring i den globaliserede verden. For når al anden business bliver global, så gør prostitution det også.

Kønnet er fantasiens grænse

Kia Ditlevsen sætter fokus på kønsperspektivet i Harry Potter og filmtriologien The Matrix.

Herlig læsning, der er nærmest musik i sætningerne.

Det er fra vurderingen af The Matrix, at en af sætningerne på Femi-Moskitos forside er hentet fra: »Heterokærlighed med brun sovs og kartofler.«

Skal du med hjem og bolle?

Er en reportage af Lone Hartvig og foto af Marianne Schaldemose.

Puha, rejs jer fordømte her på jorden, løber igennem mit hoved efter et par liniers læsning.

Sted: Ballerup tekniske skole, hvor smedelærling Mona får stukket et digitalt kamera ned i hendes bluse. Den fotolystne er hendes faglærer, der står i sit glasbur, hvor Mona går ind for at spørge om noget.

Seksuelle undertoner, sexchikane og lærere, der siger, det er for sjov!

Hvis Dansk Metal vil have kvinder ind i faget vil jeg anbefale denne artikel til fagbladet, til tillidsmandskurser, til at proppe ned i halsen på faglærere, for det er jo på de tekniske skoler, der skal undervises i almen dannelse indefor faget, ikke!

Feminist battle

Katja Haglund og Tina Lybæk har tekstet og tegnet et muntert dobbeltopslag om de mangfoldige kategorier af kvindebilleder hen over tiden.

Bland naturen udenom

Kategorierne hetero/homo/biseksualitet har ingen biologisk forklaring, mener Christine Andreasen, og hun spørger, hvorfor dog disse rigide grænser, når seksualitet og køn kunne være alle tiders legeplads?

Hun gør oprør mod forestillingen om, at man kun kan være homo eller hetero, hun vil hellere se seksualiteten som et udtryk for smag – smag kan ændre sig over tid, og hun konkluderer, som rigtigt er, at smag ikke kan diskuteres. Og slutter med sætningen, »om nogen kan lide feta eller ej, kan vel aldrig blive emne for diskussion.«

Mærkeligt at læse denne artikel efter at have været omkring i Ballerup tekniske skole.

Solen har nu bevæget sig fra syd til vest og snart går den bag træerne ved Danmarks akvarium. Så nu er der kun kort tid igen – i dagslyset. Da jeg har valgt at læse artiklerne i lige rækkefølge er jeg nu kommet til den sidste.

Når familien rammer

Det var en slående titel, Camilla Tved har valgt. Sjældent har jeg læst en så præcis tilstandsrapport over, hvad kvinder rammes af, når de får mand og børn. Fem kønspolitiske kvinder fortæller kort og godt om deres erfaringer med familielivet.

Når det gælder emner som Graviditet og barsel, Mænd og fædre, Politisk arbejde, Opdragelse, Legetøj og opdragelse, Husarbejde, Mors far og mor, Refleksion, så har alle fem haft noget vigtigt at sige mig.

Et 13-tal i kvindelighed

En klumme af Linda Hansen slutter magasinet Femi-Moskito. På en dobbeltside er et skarpskåret foto af en bageform og en boremaskine.

Under bageformen citeres Margaret Thatcher for udtalelsen: »Jeg skylder ikke kvindernes frigørelsesbevægelse for noget«. Under Boremaskinen citeres Jytte Hilden: »Fordi man er mor, behøver man ikke være ekspert i citronfromage.«

Birthe Marker startede sin feministiske karriere i Individ og Samfund i 1960’erne. Senere altiv i bl.a. Ligeløn 72, Rødstrømperne og Lesbisk Bevægelse.

Moskito nr. 7 kan købes for 20 kr. i Modkrafts Minimarked.