Æbler, bjerge og militær

Srinada, Kashmir, september 2004

Efter at have turet rundt i et hul er jeg nu på vej op - også bogstaveligt. I flyet fra Moskva til Delhi besluttede jeg at tage til Himalya. Delhi var, som jeg husker fra en familierejse i 1991: Varm, fugtig og kaotisk og oveni kaos er kommet bygning af metro med mere kaos til følge. Det overskuelige centrum Connaught Place er forvandlet til en byggeplads. Alene ankomsten gør at fristelsen til at blive et par dage er lig nul. Alle turister bliver mødt med 100vis af hustlere, som alle er din bedste ven og som vil hjælpe dig med alt for en ”special price for you”. Så fra flypladsen tog jeg direkte til busstationen, og 4 timer efter var jeg på vej til Srinada i Kashmir.

Jeg har rejst sammen med Max, Claire, Sophie, Pauline og Georg. Den første og sidste kender I på efternavn: Robespierre og Danton. Bogen er af M. Piercy og en af disse mange ”skal læses engang-bøger” derhjemme fra boghylden. ”Mørkets by, lysets by” er i høj grad set ud fra sansculotterne (de fattige) og kvindernes synsvinkel og helt fantastisk i beskrivelsen, gennem mange forskellige personer, af tiden før, under og efter den franske revolution. Der kommer et par smagsprøver senere.

Busturen tog 26 timer, og som mange rejsende i 3.verdenslande kender den slags. Med plads bagerst i bussen føles det som om man 25% af tiden hænger i luften som følge af de mange huller i vejen, for derefter at falde ned i sædet og deraf følgende rystelser op gennem ryggen. Oveni dette kom så hindi-pop for fuld hammer og konstant. Da det blev værre for ørerne end for ryggen, gik jeg høfligt op og bad om der blev skruet ned. Det høstede både anerkendelse og sure miner.

Først 1 time efter da der blev skruet op igen, gik det op for mig, at jeg på vanlig vestlig vis havde blandet mig i noget, jeg ikke forstod. De anerkendende miner kom fra de muslimske og de sure fra hinduerne. Og jeg måtte derfor ty til en vigtig rejsegenskab: Resignation. I den halvsovende tilstand, man befinder sig i, drømte jeg hævngerrige drømme om at hijacke en bus med indiske turister i København og køre dem rundt i 24 timer med Johnny Reimer for fuld udblæsning.

Halvdelen af turen i højderne foregik heldigvis om natten - jeg havde lige glemt hvad kørsel på bjegvægge uden afskærmning gør ved nervesystemet. Men igen: Resignation.

Der var ingen tvivl, da vi kom til Kashmir midt på natten. Mange vejspærringer og ved tre af dem, alle ud og alt gennemrodet. I disse pauser blev jeg mindet om noget godt ved Indien: Chai, stærk sød te med mælk, en cigaret og forsøg på at føle ryggens tilstand. Det medbragte elver-brød fra en venindes sydamerikatur kom vel tilpas.

Her er en sang til dig min ven

Du er ikke nævnt ikke glemt

Det er til tider slemt at skulle bare mig hjem

når jeg bliver for grim

Her er en sang til dig min tøs

Du slog gnister da det frøs

Det gav varme og lys og jeg var møkeræd

Det var lige før jeg græd

Så gjorde jeg mig lidt dum

Trængte til en hjælpende hånd

Det gjorde du selv

Tak alligevel

Her er en sang til alle folk

med hjertet varm og hovedet koldt

Jeg ved fra min tid som kastebold

let er det ikke at være stolt, man blir købt og solgt

Så føler man sig dum

og trænger til en hjælpehånd/

klarer man den selv

så tak alligevel

Sebastian

Da dagen kom, blev det med Kashmir endnu tydeligere. Lyder vildt, men der var soldater for hver 100 m. på en 200 km. strækning. Men med over 1/2 mill. soldater skal de jo også være et sted.

I Srinada fik jeg plads på en af de berømte husbåde i Dal-søen. Det var i denne del af Kashmir, at Indiens erobrere slog sig ned, først stormoguler og siden englænderne, når det blev for varmt i Delhi. Forståligt, her er ufatteligt smukt på søen og med bjergene som baggrund. Varme dage og kølige nætter.

Aftener skæmmes dog af samme forhold som i bussen, en fandens larm fra 3 moskeer og vistnok 2 hindutempler. Fik mig til at tænke på vores linje med religionsfrihed. Joda, men så skal der lovgives på lydkvalitet, og højde og længde. Eller også var internettet måske en løsning med direkte forbindelse til det enkelte hjem, så kan muazinen, tempel- og kirkeklokker, knogleraslen og hvad, der ellers bruges, køre løs.

Morgenstunden nydes på husbådens terasse, og jeg kan sige, at Carl Nielsens 5. symfoni ”Det Uudslukkelige” passer fint til synet af bjergne og de mange ørne der svæver rundt. Og der er stille, kvinder i småbåde samler vandplanter til gederne. Men trods mange både ingen turister – den stadige uro har skræmt dem væk.

Så ind og se på byen. Godt nok var jeg her pga Himalya og natur, men midt i en af verdens brændpunkter (det mest sandsynlige sted for en atomkrig) ville det være mærkelig ikke at berige Internationalt Forums fotoarkiv med lidt billeder.

Hele Srinada er plastret til med militærbunkere, pigtråd og militærkøretøjer. I stedet for at snige mig til billeder gik jeg hen til en officer ved en af bunkerne og spurgte, om jeg måtte fotografere dem. Han reagerede, som vi kender det fra "vores" betjente i København, når de har kedet sig for længe. Han flippede ud, og jeg blev gennesøgt fra top til tå. Derefter truet med hjemsendelse, det lå på læben at sige, som i København, at hvis de tog hjem ville jeg også.

Det var tydeligvis bare almindelig intimidering. Når jeg alligevel blev lidt nervøs, var det ved tanken om, at han ville tage min i-Pod, som han ikke fattede, hvad var, og jeg dermed mistede muligheden for at høre musik, der passer til Himalya.

10 min. efter blev jeg passet op af en mand, der lige skulle høre hvad det gik ud på. Jeg bærer ikke papirer, der siger, hvem jeg er, men han fik et par hjemmesider som dokumentation. Jeg mødte ham på en cafe 1 time senere og fik uddybet og korrigeret min viden om Kashmir. Og leksikonets (leksikon.org) betydning fik lige en tanke ifht. betydningen af historieskrivning.

Lidt fakta om Kashmir: Ved Indiens selvstændighed kommer det selvstændige fyrstedømme Kashmir i klemme. Indien indsætter tropper i landet og derefter Pakistan, og efter en kort krig mægler FN, og Kashmir deles mellem de to lande. En folkeafstemning skal siden fastslå Kashmirs status. Afstemningen har aldrig været afholdt. I 1956 indlemmes Kashmir i Indien. I 1959 besætter Kina en del, svarende til Danmarks areal, af Kashmir. I 1965 udbryder ny krig mellem Pakistan og Indien, og en ny FN våbenhvile afslutter krigen. Fra 1989 og 10 år frem er der åben krig mellem forskellige guerillagrupper og indiske tropper. 1999 fornyede kampe, idet pakistanske tropper overskrider ”grænsen”. Pakistan bomber jævnligt ind over grænsen.

Det officielle tal på dræbte i Kashmir er 100.000, men min kontakt sagde 200.000. Han fortalte den kendte og tragiske historie, vi kender andre steder fra: Vilkårlig indsamling af folk på sportspladser og lign. og nedskydning, 100.000’er af ejendomme er ødelagt, 1,5 millioner flygtninge, tortur i størrelsesorden 40.000, voldtægt i størrelsesorden 20.000 og forsvindninger. Dertil soldaternes udplyndring især i landsbyerne.

Nå, men den dag åbnede dørerne sig, og prisen på husbåden faldt drastisk. Solidaritet betaler sig! Det hele er dog lidt ufrivilligt og med blandede følser. Jeg ku jo dårlig sige, at IF sådan set havde rigelig og se til med undertrykte (små) folkeslag. At i det store perspektiv var det vigtigere, hvad der skete i fx. den indiske arbejderklasse. Og at jeg iøvrigt kun var kommet for selvoplevelsens skyld (men Sydpolen er vel det eneste sted hvor man kan fjerne sig nogenlunde fra menneskets vikår).

Siden har jeg været til møde på en af Kashmir tidligere store dagblade. Bladets 3 etagers hus blev sprængt af indiske tropper, og dele af ydervæggene var erstattet af presenninger, og gulvet var løse planker. Jeg fik fremvist 100-vis af kvalmende fotos på lemlæstede lig, indiske soldater, der stolt posserer som ved et jagtselskab, over dræbte partisaner osv. Jeg har affotograferet et udvalg.

Piercy fortæller historien om, at de franske kvinder, der i perioden med stænderforsamlingen, bragte kongen til Paris, fordi han saboterede dets arbejde med forfatning. "Kvinderne var på vej tilbage med kongen, mens de, der ikke brød sig om dette stykke historie, allerede var igang med at revidere det" I centrum for organiseringen af dette og mange efterfølgende demonstrationer stod bla. Revolutionære Kvinders Komite. Girondisterne brugte dem, derefter jacobinerne og efterfølgende blev de forfulgt på samme måde som pariserkomiteerne (sovjetterne).

Aftenens musikvalg blev Sjostakovits 12., "1917", der starter med Det revolutionære Petrograd og slutter med Menneskehedens Morgenstund (dem har der været nogen stykker af). Piercy: Nicolas kan ikke finde ud af hvordan han kan nå arbejderklassen "Sproget er det fantastiske værktøj, hvormed vi manipulerer hinanden socialt og bliver manipuleret. Livets fattigdom hænger sammen med hjernens fattigdom. Det vi ikke kan tale om, kan vi heller ikke tænke på" og Sophie svarer "Kommunikerer musikken ikke med os? Gør maleriet ikke?"

Et andet valg kunne have været Beethovens 3., der blev dedikeret den franske revolution, og som Beethoven ændrede, da han så, hvilken kanalje Napoleon var. Ren musik udtrykker ikke andet end ren musik (som Sune på Solidaritets redaktion siger). Men uanset om overdrevne fortolkninger af en sats af Sjostakovits nu betyder KGB’s banken på døren, eksisterer musikken ikke løsrevet fra samfundet. Dertil kommer det, vi alle kender, at bestemte musikstykker fremkalder bestemte erindringer. Kim Larsens fine 7-9-13 har jeg med - og det er en anden historie.

Småindkøb her på Dal-søen må misunde enhver dansk kioskkunde. Her sejler kioskerne rundt til husbådene. De er lige så velassorteret som en normal kiosk, og har derudover hash og marihuana. Og apropos, dette må være rårygernes paradis. Marihuanen vokser her som ukrudt og er overalt, langs flodbredder og gader.

Onsdag morgens musikvalg blev Ruders Soltriologi (Ruders sol er ikke så venlig som Nielsens). Og så gik turen med chikara (en slags kano) til Shalimar Bagh som stormogulen Jenghir lod anlægge år 1616 til hustruen "Verdens Lys". I betragtning af at hun var bedst af de 800 hustruer, han havde, var haven ikke voldsom imponerende.

I den stramme muslimske stil falder vandet i terasser ned af klippesiden over 300 m. og det er flot. Men blomsterne! Tagetes og Dahlia dominerer. Og det er altså de amerikanske aztekeres blomster, som først kom til Euroasien, da spanierne bragte andet end guld med hjem. På markedet og senere fastholdes de ikke desto mindre som "typical Kashmir flowers" (et greb i egen barm: På Frilandsmuseet har jeg set kartofler ved middelalderhusene).

Og Stormogulens rosenhave! Ynkelig. Rosen kommer fra denne del af verden, og klimaet er ideelt, og så (de, der før har hørt på mine lovsange om Københavns Sydhavn, kan holde sig for ørene) når den ikke Sydhavnens til knæene, og slet ikke Helsingborgs Rosenhave.

Heller ikke frugthaven kan imponere en skandinav. Og så forsætter jeg lige med æblerne! Også æblet stammer fra denne del af verden, og Kashmir producerer for hele Indien.

Jeg har i dagene her spist mig igennem alle de forskellige slags, der er. Og alle er de (undskyld) som vor tidlige ungdoms piger; søde, behagelige og glatte, men uden karakter og syre. Discovery og Golden Delicius og afarter af disse, ganske som fra Superbrugsen. Globalisering er ikke bare McDonald, Levis og Microsoft, men altså også æbler.

Men ligesom med blomsterne er der benægtelse over hele linjen. Da jeg endelig fik fat i en æbledyrker, tror jeg, at kun min stædighed og bondens høflighed aftvang et udsagn om, "at æblerne ikke altid havde været sådan".

De har selvfølgelig samme problem som hjemme, frugterne skal se godt ud og holde længe. Og problemerne her er større, kunne jeg høre. Hverken regeringen eller dyrkerne har sørget for kølehuse til opbevaring, så normale usprøjtede æbler kan ikke klare en lang og varm transport gennem Indien.

Bonden virkede nu oprigtig interesseret, da jeg fortalte om, hvorledes overskudsæbler kunne bruges til juice og cider. Som det er nu, er spildet enormt, sagde han.

På vej hjem fra haven besøgte jeg byens store moske, smukt beliggende ved søen, og så sluttede idyllen også. Indien giver hård hud på hjertet, men 100 mennesker ved moskeen med alle afskygninger af afstumpede lemmer var i overkanten.

Om aftenen fik jeg besøg af Shiafe Shah som iflg. min kontakt er kendt i hele Kashmir, og en af de få som har kontakter i alle lejre, inklusiv Indien. Samtalen mangler nu noget, når det hele skal foregå på fremmesprog og via oversættelse.

Men denne smilende Gandhi-agtige mand besad stor viden og var i høj grad i stand til at sætte konflikten her ind i en større international sammenhæng. Han sagde, at situationen var lidt bedre nu. Våbenhvilen i 1999 mellem med bl.a. den største modstandsgruppe Jammu Kashmir Liberation Front, samt andre store guerillagrupper, og den indiske regering har skabte lidt mere fredelige tilstande, men der opererer stadig mange mindre grupper af fundamentalistisk karakter.

Og ved den nylige indsættelse af en ny guvernør fra centralregeringen er der bremset op for vilkårlighederne og de værste eksesser, og der er fjernet mange soldater fra gaden (med den mængde, der er nu, er det lidt svært at forestille sig).

Shiafe fortalte, at den største gruppe, som min kontaktperson repræsenterer, Jammu Kashmir Liberation Front, JKLF, og som nu delvis er legal, er ikke-religiøs. Og at kravet herfra er autonomi og altså en løsere tilknytning til Indien. Men med et Kashmir delt mellem Pakistan, Indien og Kina indrømmede han, at opgaven om et samlet Kashmir er vanskelig.

Om aftenen var der besøg på et kooperativ, der består af 2.500 mennesker. De laver kunsthåndværk, og modsat de varer, jeg har set på markederne, er det smukke ting.

Jeg spurgte til organiseringen, men det lød ikke helt som kooperation i vores forstand. Ledelsen kan ikke udskiftes af de 2.500 medlemmer og kontrolleres heller ikke af dem. Derimod vælger de hvert år niveauet over denne ledelse (for alle kooperativer) og denne ledelse kan afsætte en lokal ledelse. Da jeg nu alligevel var ude i det, endte jeg med vareprøver og lovede at tage op i IF, om de nu var noget.

Det var min plan at tage videre til Leh i Ladakh (lille Tibet), men den eneste vej herfra er via Kargil, og vejen hertil er sprængt. Kargil var tidligere et vigtigt udgangspunkt for hikes til bjergene, men efter pakistanerene har lagt den øde med artilleri et par gange, og turister er blevet kidnappet, er byen reduceret til transitby.

Min kontakt fortæller iøvrigt, at også i våbenhvileperioderne kaster inderne og pakistanerne granater hen over grænsen. Men kun om natten og kun i øde egne (stakkels får), så de gør ingen skade. Jeg går ud fra, at generalerne på begge sider synes, det er en vældig fin ordning, der sørger for et veltrimmet budget.

I stedet tager jeg afsted lørdag morgen, efter at have fået diverse tilladelser, 3 dage i bjergene, og så håber jeg at ramme hovedvejen, når den igen er åben. Så til Kargil og derefter Leh. Her bliver jeg nok nogen dage. Og overvejer at søger østpå langs den kinesiske grænse mod Nepal og Sikkim.

Piercy: Francois: "Det umulige er det, der endnu ikke er muligt. Når vi gør det, er det ikke længere umuligt. Kun vanskeligt".

Ladakh, Leh, september 2004

Så blev det til 4 dage i bjergene, ikke så langt fra Sirinagar i området omkring Sonamarg. Jeg har boet i en landsby bestående af 10 huse og aset rundt i omegnen, den tynde bjergluft sætter hurtigt tempoet ned, men kom dog op til de nærmeste gletchere.

Lidt speciel oplevelse at bo hos en familie. Da jeg bad om overnatning, fik det den effekt, at husets ene af to rum blev ryddet, svigermor og nogle fætre og to af børnene blev sendt til overnatning andetsteds, og forældrene og det mindste barn sov i det andet rum, som er køkken og opholdsrum. Protester hjalp ikke.

Det var en kold og røget fornøjelse pga åbent ildsted. Som dagene gik blev især børnene vant til mig, så der var meget at se til med at tegne kort over, hvor jeg kom fra, lytten til dansk musik mv.

Bjergturene var selvfølgelig meget smukke, men der skal billederne ses. Og hvis nogen vil vide det, passede Kancheli (georgisk komponist) ”Trauerfarbens Land” rigtigt godt til bjergene.

Det med kulden om aftenen kunne nu godt løses - hvis man altså var mand. I ved, de store kofter muslimske mænd render rundt med, de har et formål. Når mændene kommer ind fra kulden, kommer kvinden hurtigt med en lille gryde med gløder, som så skubbes ind under koften. Det fik jeg da også, og det luner godt mellem benene, og så er jeg jo ikke pt. i den situation, at det bekymrer mig, om jeg er røget eller ej mellem benene.

Iøvrigt er der masser af sigøjnere i bjergene. Da jeg lidt senere spurgte til det, fik jeg at vide, at der intet samkvem er imellem dem og andre folkeslag (det forholder sig anerledes mellem hinduere, muslimer og tibetanere). De har været her siden kong Ruders tid - og så ingen blanding. Mærkeligt.

Og så får I, apropos, lige det sidste indskud fra den franske revolution (nu ryger bogen ud): Efter at Robespierre har brugt kvinderne og komiteerne i sin magtkamp, sker der det, at han nu gav "folket priskontrol med den ene hånd og tog magt fra dem med den anden hånd. Han vendte sig mod kvinderne som altid havde støttet ham fuldt ud. De var unaturlige. De var farlige". Hebert som ender med at lave det komplot, der sender Robespierre i guiloutinen, viser sig ikke at være bedre: "en kvinde er politisk effektiv ved at arbejde gennem sin mand". De fleste revolutionære kvinder ender det skidt med. Og de mange forhold der skildres går det heller ikke for godt med. Det eneste vellykkede er mellem Sophie og Nicolas, som der peges fingre af pga de store forskelle mellem dem (klasse, uddannelse og alder) og som alligevel ender galt pga. de ydre forhold.

Når alt dette lige skulle med, er det fordi, jeg senere endte i Kargil, som er mere muslimsk fundamentalistisk end det øvrige Kashmir. Og det er deprimerende, ikke kun at kvinderne er helt tilslørede, men også selve den kropsholdning, de har. Ligesom børn, der lige har fået en skideballe, sådan lidt duknakket.

Jeg fik bus til Kargil (kun 12 timer til 200 km) vejen var næsten lavet, og kørsel foregik i konvoj, så jeg må ha’ indåndet bilos, der svarer til 10 år i København. Og så en uendelig række af checkposter og dertil udfyldning af passersedler.

I Kargil blev den foreløbige bund nået mht. overnatning; beskidt og ildelugtende, og det siger altså ikke så lidt, når det er Indien. Om morgenen før lysets frembrud, da vi sku’ afsted, syntes jeg, lugten var helt lortet. Da jeg fik tændt lommelygten på trappen, så jeg, at lokummet længere oppe var på vej ned af trappen - med indhold.

Busturen over bjergene (Leh ligger bag Himalya) var det smukkeste, jeg har set endnu. 18 timer til 240 km. Det var hurtigt at se, at Leh, hovedstaden i Ladakh, var helt anerledes. Soldater er her også masser af, men det er tydeligt, at det absolut ikke generer lokalbefolkningen. Garnisonerne her er vendt mod Kina, ikke mod befolkningen.

Det er her mange af flygtninge kom ved Kinas invasion af Tibet. Det er ikke til at se forskellen mellem tibetanere og ladakhere, religion og kultur er den samme, men sproget helt forskelligt. Og så er her masser af turister, modsat Kashmir.

For lige at fejre ankomsten her blev det tid til eksperiment. Bjergene ligger klods op af byen. Så jeg drog op på et bjerg forsynet med rigelig marihuana. Men som den uøvede ryger jeg er, fik jeg vist for meget, bjergene voksede og gjorde ting og sager.

Og da jeg kom lidt til mig selv, var tørsten enorm, så hvis der er tørke i Bangladeshs delta, er det, fordi jeg fik drukket lidt rigeligt fra Indus udspring. Og så musikken. Jeg mente, at Scelsi (strygerkvartetter) passede allerbedst til Modena i Italien, men det var endnu bedre her.

Fordelen ved at være vind og skæv på et bjerg er, at det er nemt at finde hjem, man skal jo bare nedad, så selvom det var mørkt, fandt jeg hjem. Det tog nu forbavsende lang tid.

Mine værelseskammerater er to storrygende spaniere, så ved hjemkomsten måtte jeg give den som den erfarne og fortælle dem, at de ikke skulle ryge på verandaen, men på bjerget. Det gjorde de faktisk dagen efter - hvad overbevisning ikke kan gøre.

I dag har jeg fået en aftale med to tyskere om en 5 dages hike i bjergene - med heste til bagagen. Vi tager afsted i overmorgen.

Leh, Ladakh, oktober 2004

Sammen med et tysk par, Udo og Monika, guiden Karma, hestepasseren Giri, 3 heste og to hunde tog jeg på tur fra Leh til Tikse, og herfra skulle vi via Chang La passet. Det gik nu ikke som planlagt.

Første dag gik vi i let regn og kun 4 timer. Det føltes rigeligt med de 4 timer, vi var oppe i 4.500 m., og de 1.500 meter ekstra fra Leh kan mærkes. For mit vedkommende betyder det hovedpine og mangel på balance. Karma havde nu råd for dette - hvidløgsvand i store mængder, og da jeg havde eget telt, var der ingen at tage hensyn til.

Jeg vil undlade de maleriske beskrivelser af bjergene de kan ses på billederne.

2. dagen blev endnu en kort tur på 6 timer, og nu var det i mellemtiden blevet til slud. På det her tidspunkt havde Karma allerede afsløret sig, ikke bare som en god kok, men også en uforbedrelig optimist og altid storgrinende. Så det med slud, mente han, bare vi skulle være glade for, idet det var sjældent på denne årstid i denne højde. Men det tog nu lidt af fornøjelsen, dels fordi man ikke kan se så langt, dels fordi man skal bruge mere tid på at se, hvor man træder.

Udo og Moni havde budhistiske bedeflag med, som blev anbragt på en top, og ved siden af anbragte jeg en sten jeg havde medtaget fra Rusland (så geologerne kan få den at spekulere over).

Denne nat blev lige lidt mere klam og kold, men en vandflaske med varmt vand i soveposen gør underværker. Og heldigvis havde jeg købt angorasweater og hue i Leh.

Larm undgår man aldrig helt, heller ikke i bjergene, idet hestene har klokker på, så Giri nemmere kan gemmeføre sit morgenritual: Finde hestene. De klemter også lystigt natten igennem.

Den ene af de to hunde mente også at jeg havde god plads i mit telt til den. En alvorlig snak om grønlænderhunde, der altid sover ude hjalp ikke, så kompromis blev indgået om overnatning i forteltet.

Det var en pudsig fornemmelse at vågne midt om natten, fordi det var blevet for varmt. Årsagen kunne jeg hurtigt konstatere på det sammenpresset telt - der var lige lagt et isolerende lag sne over teltet. Fint nok med varmen, men her rejser man til de varme lande, og så får man en skovlfuld sne før end derhjemme.

Det blev til endnu en opvågning den nat, denne gang pga af almindelig leben fra Karma og Giri, idet deres telt var brasset sammen pga sneen. Det var buldrende mørkt, koldt og sneen væltede ned, men vi fik da rejst det igen.

Næste morgen den vanlige supermorgenmad (pandekager, havregrød, toast mv.) og så krisemøde. Vi skulle yderligere 1500 m. op, og det var tydeligt, at der var mere sne længere oppe, så Karma var lidt bekymret.

Jeg sagde at jeg under alle omstændigheder ville gå tilbage (jeg har jo god erfaring i at finde hjem bare det går nedad). Jeg havde ikke mere tørt tøj, det med at være kold og så endnu engang, at sku’ trække i våde sokker, tøj og sko var ikke mig. Og overnatning i snestorm i Chang La passet ku’ måske give en god historie, og udfordringer frister, men kulde nej.

Vi blev enige om at gå tilbage (Udo ville gerne have blevet en dag på stedet for at se, hvordan vejret udviklede sig). Men al tvivl blev bortvejret en halv time senere da to australiere kom oppefra i al hast og meget forkomne. Og fortalte at det var meget slemt længere oppe, og næppe til at komme igennem.

Så der blev lige arrangeret teparty i vores store telt. Den ene var lidt ligesom Karma; trods klaprende tænder syntes han, at det hele bare var en ekstra oplevelse.

Det var let og hurtigt at komme ned (tog kun 8 timer). Sigtbarheden var dog stadig ringe, så det med at se efter er en god ting, også hvis man er hest. Nogen steder på bjergsiderne går det bare lige ned og altfor langt til at nære nogen optimisme, hvis man skulle falde ned. Andre steder er bjerget smuldret, så det går skråt nedad.

Sådan et sted gled en af hestene, den var hurtigt til at sætte sig på halen, og med stive forben forsvandt den ude af syne langt nede i bunden. Jeg troede, det var det sidste, jeg ville se til min rygsæk, men Giri var gal men rolig, og ganske rigtigt kom han op med den efter 1 time. Hvis en hest kan se rystet ud, tror jeg nok, den så sådan ud.

Da vi kom ned til sneslud mødte vi tre franske par på vej op. De havde mødt australierne, og nu fik de også vores udlægning. Tydeligvis blev kvinderne lidt betænkelige, om det var den mandlige stolthed eller den franske, der gjorde udslaget, ved jeg ikke, men fortsatte gjorde de. Viva la France.

Musik? Jeg havde glemt at lade op, så den blev hjemme, til mine storrygende spanske venners store fornøjelse. Men et godt gæt vil være Sibelius Violinkoncert - den har det storslåede og kolde i sig, som min oplevelse af Himalya.

Karma var som sagt en munter fyr, som jeg havde det godt med. Det var derfor dejligt, at han inviterde mig på middag hjemme hos ham næste dag. Karma er 27 år, tibetaner, men født i Ladakh (kineserne invaderede Tibet i 1959) og bor sammen med sin kone og forældre i en flygtningelejr udenfor Leh.

Flygtningelejren? Tja, designet er åbenbart lavet af den samme arkitekt over hele verden. Husene er lavet af jord og ca. 4 x 4 meter, taget er i dette tilfælde også af jord, idet det stort set aldrig regner. Ellers er det jo blik. Selv lugten er den samme.

Hvad Karma syntes, der var så muntert ved livet, kunne jeg ikke lige se. Hans far var uden ben og moren så gammel, at hun ikke ku’ klare arbejdet med ham. Af den grund var Karma nødt til at gifte sig, så når han guidede i bjergene, kunne konen sørge for forældrene. Så det blev arrangeret. Men så blev han da gift, sagde han og grinede, mens konen smilede.

Næste dag tog jeg ud til et tibetansk Gompa (klostertempel) som der vrimler med her. Her fik jeg introduceret Kim Larsen og Carl Nielsen for begejstrede unge munke og fik en større fortælling om den tibetanske budhisme og hvordan, det hele nu hang sammen.

Og da jeg lige sku’ høre om fordrivelsen mv., fik jeg lige et glimt af hvad, der driver Karmas humør. Munkene så sådan på det, at det sådan set var godt, de blev fordrevet, fordi det var dette, der tvang dem og gav dem mulighed for at udbrede deres visdom til hele verden.

Efter den tur sætter jeg budhisme lidt højere end andre religioner. De larmer ikke så meget. De har ikke fundamentalistiske strømninger, som kristne, muslimer og hinduer, der vil påtvinge samfundet deres mørkesyn. Religion er et personligt projekt.

Apropos mørkesyn og fundamentalisme; hvordan går det så med vores krige?

I dag har jeg været på besøg hos Lamu i Zapu, landsbyen ikke så langt fra Leh. Lamu er efter sigende en af de berømteste orakler. Det er det tyske par, der er vildt optaget af den slags. De er iøvrigt politisk helt fornuftige, og dertil søde og rare. Og de spurgte om jeg ikke ville med. Og det sagde jeg OK til.

Udenfor oraklets hytte ventede yderligere 6 turister og dertil 6 lokale. Og så blev vi kaldt ind, og der sad så en gammel kone med en klokke i den ene hånd og tromme i den anden og messede.

Og det blev hun ved med en halv time, samtidig med at der viftet godt med røgelseskarerne. Enkelte af deltagerne sad og vuggede henført.

Det var klart anerledes end, hvad man er vant til at komme ud for. En katolsk messe er nu heller ikke så ringe endda - jeg har deltaget i en sådan i Lausanne: Jeg var 19 år og denne sweiziske pige var katolik og absolut en messe værd - den hjalp dog ikke på hendes jomfru Maria-status.

Efter opvarmningen startede oraklet med to af de lokale unge piger. Her hev hun op i overdelen og sugede på deres maver, hvorefter hun spyttede noget ud. Og under noget, jeg bagefter fik at vide af Udo var trance, kom alle op til personlig samtale.

Der var lidt variation: Min gik ud på, at hun slyngede et tørklæde omkring mig, trak mig ind, så vi stødte panderne sammen, sagde en hel masse og til slut trak mit hoved hen over et røgelseskar. Tanzin oversatte bagefter, så nu ved jeg at jeg blir meget gammel og får masser af børn – for en der har passeret de 50, kan der vel ligge en vis opmuntring i det!

Og så fik pigerne igen en omgang. Oraklet satte en gløende kniv på tungen og pustede dampen, der kom af det, på mave og hovede. Den ene blev slået med tynde kæder og hevet i håret, altimens stemningen steg til nye højder med skrigeri og messen. Pigen gik helt i trance og gik ud som et lys og blev båret hen i et hjørne.

Afslutningsvis kom der endnu en fællesomgang, hvorunder Udo også gik i trance og sagde en masse mærkelige ord (jeg mener at ku’ se et forbløffet udtryk i oraklet ansigt) og vi fik alle en slags velsignelse, der bestod i, at man blev banket med et slags garnøgle i nakken.

På vejen hjem var Udo og delvis Monika helt henført og ganske uforstående overfor at jeg var ganske uberørt. Til dem, der ikke kender mig på det punkt, så prøvede jeg at være åben. Selvom jeg egentlig synes, at den virkelige verden giver nok af uforståelige ting.

Jeg går nu og overvejer næste skridt. Leh er et dejligt sted, og hotellet helt i top med en herlig hotelvært (Tanzin, som var tolken hos oraklet). Jeg har hjørneværelse med udsigt til bjergene og det koster 20 kr/døgn.

Byen er dejlig overskuelig, bortset fra at hyppige strømsvigt kan gøre det svært at finde hjem - i hvertfald uden at få kolort på skoene; som Shubidua synger: De varme lande er noget lort.

Det siges at vejen østover mod Tibet er spærret, og der iøvrigt er udbrydt uroligheder i Sikkim, så jeg søger nok sydpå.

Internetcafeerne som jeg skriver på gæstes iøvrigt af to grupper: Rygssæksrejsende som mig og unge indfødte fyre, som tæppebomber hele verden med foreslag om giftemål. Da brevene blir forfattet på engelsk, kan man jo følge med i deres vidtløftigheder. Så hvis, der sku’ være unge piger, der læser dette, er de hermed advaret.

Manikaran (nær Manali - Himalya Pradesh), oktober 2004

Mens jeg dryssede rundt i Leh for at hvile og overveje næste retning, kom jeg til at købe en motorcykel.

Der er en lang række værksteder og den ene dag gik jeg lidt rundt (bare af nysgerrighed) og spurgte til pris mv. Altså billedet fortæller vist selv ikke-mc-kyndige om den fristelse. Til mc-drenge behøver jeg bare at sige Royal Enfield "Bullit", 500, 1 cyl. klassikeren over alle incl. Harlyen. Meget smukkere, og lyden!! Det var ikke den kønneste, men til gengæld fik jeg den for 3.000 kr. incl. papirarbejdet.

Det blev ikke den rene "Easy Rider", men det lignede. Før jeg beskriver genvorlighederne så først og fremmest: DET BLEV EN FANTASTISK SMUK TUR. (og anbefales hermed på de kraftigste - med ordentlig forberedelse). Men også noget af det mest rå jeg har prøvet.

Det tog mig næsten 4 dage at klare 450 km. På cyklen klarede jeg et snit på 20 km i timen (dog bedre end bussen). Temperaturen var det værste. Jeg vidste vinden var kold, så jeg havde uldvanter og regnovertrækssæt. Jeg burde nok have vidst bedre. Men altså min erfarenhed ytrer sig mest ved, at jeg genkender mine fejl, når jeg begår dem igen.

Når jeg kørte i skyggen, var det hammerkoldt, undtagen når vejen var særlig vanskelig, så svedte jeg med efterfølgende nedkøling, når vejen blev lidt normal. Og når jeg fra solsiden kørte ind i skyggesiden, var det ligesom pludselig at køre igennem et kølehus.

Nætterne var så kolde, at jeg aldrig rigtig fik varmen. Den første nat overnattede jeg alene ude i det øde. Og de to sidste nætter overnattede jeg på et hotel, som var et stort rundt telt med madrasser i en cirkel og plads til 20. Det var så første gang, jeg oplevede afslappet lighed. Mænd, kvinder, børn, forskellige folkeslag - alle i samme rum.

En særdeles snorkende og ildelugtende mand den 2. nat tog dog lidt af lighedens glæder. Litervis af chai om morgen blev det, der fik mig afsted igen.

Jeg kan ikke beskrive dette øde bjerglandskab i al dens mangfoldighed, billederne kan ses, eller prøv det. Det er blevet til en del digte undervejs på turen, og holdbarheden afslører sig, som det ofte sker for klamhuggere, sig hurtigt efter gennemlæsning. Men da det nu fylder en del af tiden så lige et enkelt:

Himalaya 5

Jeg tilbragte hele dagen

kold og uden spørgsmål

stemmen næppe hørbar

mens Enfielden trak sig højere op i bjergene

i øjenhøjde med ørnene

og kiggede ned på gribben på et enligt træ.

Nu ligner himlen et loft der kan røres,

for en stund, så længe kroppen kan strækkes

Himlen er tynd våd silke

med blå sommerfuglevinger

malet forsigtigt i længsel efter opløsning

Det er det slags blå

der får mig til at tro

at der findes svar på alle spørgsmål.

Iltfattig luft hives gennem lungerne

og gør hovedet feberagtigt

som om nogen, en ånd,

der lever i denne luft

genskaber min hjerne og drømme.

Jeg tog hertil for at udfolde frygten.

For at sige ord kun Himalya kan oversætte

og gentage med dens rungende ekko.

Men det blå gør alt stille

og solens røde tunge slikker mig

saa mønstret forsvinder

- og de svar jeg troede vigtige.

Og nu er det din tur til at græde

at mærke det kolde brune støv i ansigtet

når du drejer det mod vinden

mod lyset, mod den brede bjergryg.

Alene står du

hovedet kastet tilbage

Og jeg stadig langt væk

nede i bunden hvor

jeg ser op, netop på vej op

mens du græder fordi

det er mere end skønhed

mere end sandhed

mere end lidelse

mere end ømhed

der viser sig i dette uendelige blå.

Gennemsnitshastigheden siger vel noget om vejforholdene. Enfielden er en god og tung maskine og en god sejtrækker (man behøver ikke at skifte gear hele tiden), men hullerne var alligevel nok til at gøre turen til en prøvelse for nyre og ryg (havde også at gøre med kulden).

Trafikken var ikke slem, lastbilerne kører som regel i grupper, så det gav mig næsten altid mulighed for at finde et sted at køre ind til siden. (Når to lastbiler møder hinanden, er det i slow motion, og der er ikke en cm. til overs). De få gange, det ikke lykkedes, var ikke rare, 1/2 m. til kanten mener man er rigelig til en mc.

Det vil nok også være bedst at køre flere sammen, ikke pga det med kanten – i tilfælde af at man ryger ud over, vil der ikke være meget at samle op - men ved punktering o.lign. vil det være rart at være flere.

På 2. dagen kom jeg over verdens næsthøjste pas, mens 3. dagen gik helt i vasken. Efter at have kørt i 3 timer kom jeg frem til en trafikprop pga. et stenskred, der var så stort, at man ikke ku’ se vejen, den endte ligesom i bjerget.

Buldozere på den anden side var i fuld sving med at rydde, så jeg satte mig tålmodigt i solen og ventede. Jeg blev dog for en kort bemærkning hevet over til chaufførgruppen (de troede jeg var fra USA) for at forklare mig. Jeg måtte dog indrømme at mit land sammen med Mikronesien, Panama og andre bananrepublikker (samt lillebror England) deltog i krigene.

Efter 5 timer var der ved at være åbent, og så så jeg ellers, hvordan et stenskred startede kun 100 m. fra, hvor jeg sad (til de bekymrede: Så havde en lastbilchauffør fortalt mig, hvor det var sikkert at sidde, og forsikret mig, at de havde vand og mad nok, hvis der skulle blive skred også bagved os).

Det starter med en svag raslen af småsten (det ligner ikke noget) og efter 1 minut resulterer det i sten så store som biler.

Buldozerfolkene var de mest opmærksomme, de spænede afsted inden det gik op for mig, hvad der var ved at ske. Et blik på de nye mængder på vejen og chaufførnes resignerede blik gjorde, at jeg vendte om og tog tilbage til ”hotellet”.

Den følgende dag nåede jeg frem til Manikaran. Stadig i bjergene, men med perfekt klima, og så med varme svovlkilder som jeg har tilbragt mange timer i.

Kroppen var ikke helt, som den sku’ være, så jeg gik til læge, som sagde jeg havde lungebetændelse - eller måske var det kun for at tjene en ekstra slat på medicinen. (Har det allerede fint nu.)

Hotellet her koster iøvrigt 20 kr/dag, og det inklusiv en tjener, der kom 5 min. efter indkvartering med en klump hash på størrelse med en tændstiksæske "with compliment from the manager" (jeg synes jo ellers ikke jeg ligner en, der behøver den slags compliments).

Hvad denne form for hoteldrift kan føre til er iøvrigt tydelig. Her går nogle mærkelige hvide eksistenser rundt, som ligner nogle efterladenskaber fra 68-hippie-tiden, som i deres isolation og med adgang til ubegrænsede mængder tjald har udviklet sig noget besynderligt.

Jeg har fundet sammen med en israeler (som mente et års intensiv rygning var et passende middel mod 3 års overstået militærtjeneste), mauritius-aner og en franskmand. De er nok storrygende, men alligevel et mere livligt og inspirerende selskab end det spanske i Leh. Jeg havde fundet indisk cider, så vi havde et heftigt party i går med diverse giftstoffer.

Et sidste ord om æblerne. Frugttræer handler ikke kun Adam og Eva, Wilhelm Tell mv. Apropos Israel, så bemærk, at noget af det, som hæren især gør ved palæstinsiske marker er at hive frugttræerne op med rode, det føles nemlig værre end ødelagte bygninger, som kan genopføres hurtigt. Træerne er generationers arbejde.

Jeg har stædigt forsat eftersøgning af orginale æblesorter uden overbevisende resultater. Men jeg fik dog en kontakt, der kunne fortælle mig om de lokale sorter, Shireen og Firdous, samt at regionen har et pometeri hos Sher-e-Kashmir University (er det ikke rart at vide!).

Cideren var i øvrigt bedre end ventet, men havde ingen bitterhed som en sådan skal have. Virkningen var der nu ikke noget galt med.

Jeg havde egentlig tænkt at ville tage til Shimla på mc, men har nu sat den til salg. Når den er solgt, søger jeg til de sydlige strande.

Musikken: Jo lige at her i Manikaran har kultursammensmeltningen betydet, at her er masser af Doors, Pink Floyd o.lign. - en tidsrejse tilbage i tiden.

Ellers har jeg genhørt Wiehes første efter Hoola Bandoola nemlig Elden är Lös, en af den politiske musiks flotteste. De enkelte musiknumre glider over hinanden. Den går i en cirkel startende hjemme, "Nu knager det i velfærdsstatens fuger og krisen begynder at ligne katastrofe", og forsætter derefter med et blik på kloden, i ørknen, i junglen, på markerne, i bjergene fx: "I junglen langt fra Wall Street og Bank of England der løfter folk hoved og skaber sin fremtid ... På markerne langt fra haciendaernes verandaer, der slipper bønderne deres leer under solen, og skaber deres fremtid", for så til sidst at ende hjemme igen "Men også der hvor stilheden hersker er der glød længst nede .... Hvor viljen hos de mange bliver til handling, der gennemgår verden en voldsom forvandling. Intet er givet, men alting er muligt. Ilden er løs, hvem løfter den op. Nu danser arbejdets sønner og døtrer".

En rigtigt 70-er, når det er bedst. Og forståelig nok set udfra den tid, hvor befrielseskampe rasede netop i junglen, ørknen mv. Men grundlæggende har det ændret sig, så det i dag vil være med udgangspunkt i de opsvulmede storbyer (og joda: Den organiserede arbejderklasse – hvis nogen skulle være i tvivl, hvad enten det er rick-shaw folk eller fabriksfolk) at de nye oprør vil starte. Det virker indlysende i Indien.

Og alligevel er naxalitterne i Uttar Pradesh stadig aktive (mod godsejerne), i en avisnote beskrives forhandlinger mellem dem og regeringen, og deres krav er foruden jordfordeling et mere upræcist "mod neoliberalisme". Naxalitbevægelsen startede i Darjeeling (teen fra Himalya) og havde sin storhedstid fra 1967-72 og blev kun med stort besvær slået ned (35.000 blev fængslet).

Dertil kommer meldinger fra Sikkam, Assam, Nagaland og andre nordlige provinser om oprør mod centralregeringen. Men alt dette er - vil jeg gætte - et desperat oprør mod, at disse områder blir ladt tilbage i den udformning, som det fremadstormende borgerskab i Indien er ved at tegne for landet.

Ifht. til min forrige rejse i Indien i 1991 er dette åndeligt og fysisk fede borgerskab iøvrigt mere synligt – ligesom de fattige fylder mere. Den selvtillid (der blir hele tiden gjort opmærksom på, at Indien er den næsthurtig udviklende økonomi pt) får snart alvorlige skrammer i lakken, ligesom det skete i bl.a. Indonesien. Og Indien har uafhængige faglige og politiske organiseringer, der kan udgøre et alternativ.

Candolin, Goa, oktober 2004

Delhi ankom jeg til tidlig om morgenen fra Malani. Delhi er en by, jeg bare havde lyst til at komme væk fra hurtigst mulig - igen. Men alle pladser på det direkte tog til Goa var optaget, så jeg tog til Agra for at fange et tog derfra. Og det lykkedes og i ventetiden i Agra på 5 timer ku’ jeg lige nå at se Taj Mahal nok engang.

Som den opmæksomme læser måske har bemæket har jeg omhyggelig og bevidst undgået seværdighederne - og de store byer. Men en af verdens vidundere, der handler om stor kærlighed skulle lige ses, når nu timerne var der.

Stormogulen Shah Jahan lod 20.000 mennesker arbejde i 20 år for at sætte et minde for hans yndlingshustru Mumtaz Mahal. Jeg har før omtalt herskernes kærlighedserklæringer. Godt for hans undergivne, at ikke alle hans hustruer skulle have samme slags monument, og hvis han nu var så ked af det, hvorfor så ikke lave noget selv.

Jo, det er måske lige strengt og puritansk nok. Denne gang så jeg Taj Mahal fra bagsiden, og her består den i en vidstrakt losseplads. I øjeblikket syntes jeg, det var en passende baggrund for verdens symbol på den evige kærlighed, men efter lidt tidsmæssig afstand ændrede jeg holdning.

Det er netop kontrasten mellem lossepladsen og Taj Mahal, der er med til at definere dets skønhed, og som angiver dets grænser. På en måde ville det være forkert, hvis denne ødselhed bredte sig uendeligt, eller den langsom fadede ud. Måske lige fortænkt nok og lidt for indisk (offentlig renovation er nu en god ting).

Tankegangen kommer nok fra en bog, jeg fiskede op i Goa, Margaret Atwood: The blind Assassin. Atwood kendte jeg i forvejen gennem Tjenerindens Fortælling som danner forlæg til Poul Ruders opera af samme navn. Stærk musik med stærke politiske holdninger (det er i øvrigt Ruders, der laver musikken til åbningsforestillingen på den nye opera, det bliver over Franz Kafka: Slottet!! Et passende hip for AP Møller og gæster).

Også denne bog har en kvinde(politisk) indgangsvinkel. Anbefales. Og så lige et enkelt citat der passer i denne sammenhæng: "Hvis man vidste hvad der ville ske...hvis man på forhånd kendte konsekvenserne af sin handling - så ville man være fortabt. Man ville aldrig spise eller drikke eller le. Man ville aldrig elske nogen, aldrig igen... I Paradiset er der ingen historier for der er ingen rejser. Det er tab og anger og fortvivelse og længsel der driver historien videre ad dens snørklede vej".

Togturen fra Agra til Goa tager 3 døgn, og jeg nyder det i fulde drag. Det indiske landsskab glider forbi udenfor, og indenfor i toget kommer et bredt udsnit af det indiske folk. Totalshow.

2. kl. sovevogn er åben, så man har fornøjelsen af samtlige passagerer. Som hvid kommer den første kontakt næsten altid fra pæne middelklassemænd, og denne gang gik det ikke så godt. Et af de obligatoriske spørgsmål, man stilles, er hvad det stærkeste indtryk af Indien er. Denne gang var jeg ikke høflig og sagde, at Indien var det mest beskidte land, jeg nogen sinde havde rejst i, og uddybede det med eksempler fra andre fattige lande. Det faldt ikke i god jord.

Man vænner sig selvfølgelig til snavsen og lugten, men mine sanser kan stadig blive overrasket. Som fx. da jeg kom til Panaji, hvor det vanlige lugt af lort og gæret affald blev blandet med råden fisk (Panaji er en stor fiskerby).

Min plan for Goa var klar. Jeg ville lære at windsurfe. Det kan man også i Sydhavnen, men det varme vand har vi ikke, så her var muligheden.

Det blev lidt af en odysse, jeg startede ved Colva og endte i løbet af en uge i Candolin i det nordlige Goa. Hvert sted jeg kom, spurgte jeg til windsurfing, og hvert sted fik jeg at vide, at der ikke var noget lige her men prøv ....

Da jeg nåede her til Candolin opgav jeg slet og ret, det virkede håbløst, og her havde jeg i det mindste et pragtfuldt værelse med balkon med udsigt over havet til en pris af 45 kr.

I stedet lejede jeg en motorcykel, indisk produceret Honda, kun et transportmiddel, uden Enfieldens charme, og kørte lidt rundt nogen dage. Foruden almindelig strandliv.

Lige en rettelse på en tidligere bemærkning om Danmark som bananstat ifht. vores krig i Irak. Jeg talte med Pablo fra Ecuador. Han gjorde opmærksom på, at udtrykket var forkert i og med at ingen af de store bananproducerende lande, end ikke de mest konservative, deltager i Irak- krigen på trods af pres fra USA.

Da Danmarks største landsbrugsprodukt er svin, blev vi enige om, at udtrykket fremover snarere burde være svinestater.

Goas kyster er rigtige charterrejsesteder, foruden at være et indisk turiststed. Det giver et vist kultusammenstød. Indernes bade- og kropskultur er særpræget i vore øjne. Badning foregår som regel i fuld påklædning og hele familien ligger og skvulper i vandkanten og der tages en masse billeder. Det er ikke lykkedes mig at se en indier svømme ude i havet.

Købesex foregår ikke helt åbent, men hos barberen og andre bliver der spurgt, om man kan lide piger, og når svaret er nej, bliver der spurgt, om det er drenge, der foretrækkes.

Og man kan se på stranden, at kønnenes ligestilling har slået igennem her - kvinderne har nu fået adgang til en af de ubehagelige sider af mændenes seksualitet. Så pæne ældre damer ses i selskab med smækre ynglinge. Den almindelige indiske bonerthed og den vestlige liberalisme kan således holde hianden i skak i gensidig forundring og afstand.

En pudsig ting iøvrigt mht. kønnenes forening. Arrangerede ægsteskaber er stadig normen i Indien. Internettet blev i starten opfattet som en trussel mod det, men nu er det lige omvendt. Forældre over hele Indien har taget internettet i brug for at fastholde traditionen.

Via internettet kan ægteskabet styres og evt. kønslig eller anden uterlig fysisk omgang kan holdes på afstand. Så meget for det tekniske fremskridts evne til modernisering.

En pæn del af Goas restaurenter ejes af englændere (og delvis italienere - pizzaen har længe været globaliseret). Det giver den fordel for mig, at engelsk fodbold altid er tilgængelig på mange pubber.

Jeg spurgte, hvordan de kunne lave forretning på det, og svaret var, at det havde de også svært ved. Mønstret var som regel, at disse englændere realiserede, hvad de havde hjemme og så slog sig op som pubejere her. Da tørsten er stor og som hovedregel slukkes i øl, går der ikke mange år før manden er fordrukken. Så rejser konen hjem igen, og så accelerer nedturen. Det er vist samme historie man kan høre om de danske i Spanien.

Den engelske kultur er også synlig ved, at der er lavet et større indhegnet område til engelske turister. Indiere, udover de tjenende, har ikke adgang hertil, og den engelske (øl)kultur kan udfolde sig uhæmmet.

Det minder mig om det chok, det var for antiimperialister som Chou En Lai, onkel Ho og Gandhi på besøg i England, at se arbejderklassens vilkår i imperialismens hjerte. Da Gandhi på sit besøg blev spurgt om, hvad han syntes om den engelske civilisation, svarede han, at det var da en god ide.

For ikke at pukke for meget på englænderne, så skal det lige bemærkes at Goa som tidligere portugisisk koloni mest udmærker sig ved et voldsomt antal kirker, modsat britisk Indien hvor jernbaner er det synlige efterladenskab (de kan dog bruges til noget).

Stædighed betaler sig iblandt. Mine klagesange om windsurfing fik pludselig resultat. Grunden til, at der ikke er nogen, er mangel på tilladelse fra myndighederne, som er blevet skræmt af, at turister sidste år forsvandt ude på havet. Men en dygtigt instruktør, Derek, fattede medlidenhed, så i løbet af denne uge er jeg hver morgen kørt til en lille sø og fået undervisning, så nu har jeg noget at starte på, når sæsonen begynder i Sydhavnen. Derudover har jeg et par aftener gået til undervisning hos en lokal barber i indisk hovedmassage.

Ikke noget rigtigt nyt på musikfronten. Måske lige dette, at de nye modeller af den indiske Suzuki har lyd, når de bakker (ligesom lastbiler derhjemme) og det er Beethovens ”Fur Elise”!! Jeg havde det engang sådan, at gode værker ikke kunne ødelægges af sådanne maltrakteringer. Men jeg er begyndt at tvivle.

En af mine yndlingsymfonier gennem livet er Beethovens 9., men efter at EU har gjort den til sin "national" melodi, synes jeg alligevel, den er begyndt at erodere. Mine nutidige yndlinge, bl.a. Kancheli, Part og Vasks er helt forkerte i Goa. Den klare kølighed og spinkelhed de har til fælles passer slet ikke her. Lorena, italiener som jeg udvekslede musik med, fik mig til at fatte interesse for bl.a. Paolo Conti: Parole d’amore scritte a macchina.

Turen ender i Mumbai. Jeg havde overvejet at forsætte derfra til Østafrika (forbindelserne dertil er billige) og tage op gennem Afrika, men min gode (lønarbejder)opdragelse slog alligevel igennem, og besluttede derfor at vende hjem, så jeg kan trække i seletøjet igen til november.

Tak for de mange kommentarer fra venner undervejs - de har været velkomne og varmende.

Kærligst og kammeratligst

Michael Schølardt