Kønnet er fantasiens grænse

»We’re not here because we’re free, we’re here because we’re not free«, siger skurken Agent Smith til helten i The Matrix. Det er dét, denne artikel handler om, frihed og fantasi. Matrix og Harry Potter er to fantasiuniverser, der viser, hvordan det står til med friheden til at være køn, som man vil. De vender op og ned på vores virkelighed – men ikke på de traditionelle forestillinger om kvinder, mænd og seksualitet.

Harry Potter er en dreng, der er troldmand – og en børnebogsserie med tilhørende filmatisering. The Matrix er en filmtrilogi og et virtuelt system, hvor mennesker tror de lever, mens de egentlig bare er livløse kroppe, der producerer energi til maskinerne, som har overtaget verden.

Fælles for de to universer er, at de udspringer af en imponerende fantasi og kreativitet. Harry Potter lever i, og The Matrix er, et parallelunivers til det, vi opfatter som den virkelige verden. De vender på hver deres måde op og ned på tid og rum, virkelighed og illusion.

Syret univers – traditionelle værdier

Harry Potters troldmandsunivers er skjult for vores almindelige, ikke trolddomskyndige blikke. Her går Harry i skole, bekæmper Mørkets fyrste, får venner, gennemgår pubertetskvaler og bliver lidt forelsket.

Det er nok meget godt, at troldmenneskernes verden holdes ude af vores bevidsthed. Vi kunne dårligt overskue kendskabet til alle de magiske væsener i Harrys verden, og ville bryde fuldstændig sammen, hvis ikke vi blev beskyttet mod enhjørninge, hippogriffer, blævreorme og levende malerier.

Udover de sære væsener beboes den magiske verden af mennesker, der godt nok både tryller, flyver, taler med spøgelser og andet vi ikke er helt vant til, men som samtidig lever sammen på en yderst traditionel måde. Her er kernefamilie og kønsroller som i de gode gamle dage.

Troldmændene og – kvinderne lever i en verden uden homoseksualitet og skilsmisser og næsten fri for kvinder med magt og større indsigt. Til gengæld er der pæne piger og frække drenge, der trives i lykkeligt heteroseksuelt monogami.

Familieidyl med tryllestav

Harry Potter er forældreløs og opvokset hos sin ualmindeligt stygge onkel og tante i vores trylleriforladte verden. Men hjemme hos vennen Ron Weasley finder han en reservefamilie i troldmændenes parallelverden.

Familien Weasley er far, mor og masser af rødhårede børn. Den almoderlige fru Weasley sørger for hjem, børn og hverdag, mens den distræte hr. Weasley har travlt med arbejdet i Ministeriet for Magi. Sønnerne er nogle rigtige skarnsknægte, mens datteren Ginny er bemærkelsesværdigt genert. Familien er ret ukonventionel, men skal der dækkes bord er det Ginny og Harrys veninde Hermione, der bliver sat på opgaven. Skal der flyttes et bord, er det Weasley-brødrenes ansvar.

Harry går i skole med Ron og Hermione. Hermione er klog, tenderende til stræber, men handlekraftig når det rigtig gælder. Hun fungerer som Rons og Harrys samvittighed med bemærkninger som »Husk at lave lektier!« og »Lad vær at lave ballade!«, og er irriterende fornuftig og regelret.

Drengene er vakse, Hermione skolefrøkenagtig. Det forhindrer hende i at opleve de rigtig store eventyr på egen hånd. For en af bøgernes pointer er netop, at det kræver frækhed og mod til at handle udenom autoriteterne for at gøre en forskel.

Det er tydeligt, at der skal mere end en tryllestav til for at rode op i kernefamilieidyllen her. Og det er en skam. Vores verden har brug for mere magi, for eksempel til at af-fortrylle myten om den idylliske kernefamilie som eneste vej til rigtig lykke og harmoni. Udover at være en skam er det også besynderligt – i en verden med hipogriffer og futskolopendere er bagstræberiske familie- og kønsnormer mærkelige. Hvem stjal fantasien?

Superhelt unplugged

Hvor Harry Potters univers levner plads til at vores verden findes, afliver Matrix-trilogien enhver ide om virkeligheden. Vores virkelighed er et computersystem, kaldet matrix, som alle er plugget på, Den virkelige virkelighed er menneskekroppe i koma.

Historien kunne slutte her, hvis det ikke var fordi en gruppe mennesker var undsluppet matrix og bekæmpede maskinerne fra den underjordiske og unpluggede by Zion. Kampen foregår mest i computersystemet, når oprørerne går ind i matrix. Vores helt er Neo, den udvalgte, Zions frelser, som i den første film hentes ud af sin koma af Trinity, kvindelig oprører. De er naturligvis meget smukke og bliver meget forelskede.

The Matrix er en film-trilogi, men filmene er markant forskellige. Etteren er en anti-autoritær opfordring til ikke at tro på noget, at sætte spørgsmålstegn ved systemet, gøre oprør – derefter gik der succes i foretagendet.

Hollywood krævede de nødvendige klicheer og MTV-agtige sexscener. Flere og flere kønsklichéer trænger sig på undervejs – som antydningen af lesbisk sex, der udspiller sig i en suspekt natklub i suspekt undergrundsmiljø i film tre. Lesbiske fremstilles i eksotisk aura af kriminalitet og abnormitet, det eneste sted i triologien, man ser andet end hetero-kærlighed med brun sovs og kartofler.

Me Neo – you Trinity

To’eren, Matrix Reloaded, starter ellers godt – Trinity tager åbningsscenen, og er så røvsparkende sej med flyvespring, motorcykel, uddeling af tæsk med mere, at man kan se charmen i at være klatretyv iført latex-heldragt. Men fornøjelsen er ikke langvarig, det hele viser sig at være Neos drøm, hvori Trinity dør. I resten af filmen er det et tema, at Neo skal beskytte hende.

Matrix skal have credit for, at den som actionfilm sætter helt nye standarder for kvindelig initiativ og handling. Der er både en Trinity – som udover generel sejhed i alle tre film – faktisk er den kyndige i forholdet til Neo i det meste af den første film. Desuden er der en stærk kaptajn Niobe og flere kvinder, der udmærket kan tænke selv.

Men hvorfor så en overbeskyttende Neo – der er Trinitys og hele verdens frelser? Hvorfor en kommandør Morpheus, der giver ordrerne? Hvorfor tager mændene de store beslutninger, og hvorfor skal de tænkende kvinder finde deres mod i tanken om deres kæmpende mænd?

Frihed, fantasi og rammer

Både Neo og Harry er et par udmærkede og sympatiske helte, men forudsigeligheden er trættende. Der er en grænse for fantasien i deres universer, og den går ved køn og seksualitet. Der er ellers fuld gang i dekonstruktionen af alverdens sager, men overskridelse af kønsrollerne? Det er åbenbart alligevel at stramme den.

Kønsrollerne gen- og godtages ukritisk, ofte og længe, men i de to fortællinger bliver de meget synlige og uforståelige, fordi de står i modsætning til resten – de bliver gentaget i omgivelser, der ikke ligner virkeligheden i Ballerup eller Brande på en tirsdag aften.

Det er åbenbart sværere at omtænke traditionelle normer om kvinder, mænd og sex, end det er at forestille sig magi og parallel-universer. Men når malerierne i Potter-universet nu løber omkring og ud og ind af deres rammer, hvorfor skulle vi så ikke kunne?

Kia Ditlevsen er sociologistuderende og medredaktør af Moskitos temanummer om køn og seksualitet. Artiklen er sakset herfra.

Moskitos temanummer kan læses på mygge.net