Interview: Når familien rammer

Inde i alle statistikkerne om ægteskaber, skilsmisser, barselsperioder og arbejdsmarked gemmer sig en gruppe af kvinder, som på trods af deres forskelle har to ting til fælles. De har børn - og de interesserer sig for kvinde- og kønspolitik. Her fortæller fem kvinder i forskellige aldre om, hvordan det har været at stifte familie, når man samtidig er kønspolitisk aktiv.

Den ældste har fået børn i 40’erne under 2. verdenskrig, før daginstitutioner og vaskemaskiner. Dengang matrostøj var moderne, og nyt tøj var det, man arvede fra sine ældre søskende.

En har født og opdraget sit barn i 70’erne, i en tid hvor kønnet, især på venstrefløjen, var kraftigt til debat. Det var ikke ualmindeligt, at drengene havde langt hår, og karrygul og brun var populære farver til børnetøj i de år.

To har fået deres første børn i 90’erne, et årti hvor medierne snakkede nyfeminisme og kunstig befrugtning, alt imens de erklærede arbejderklassen død. I børnehaverne snakkede man om de oversete drengebørn, og Spice Girls-moden tordnede ind i garderobeskabene på pigeværelserne.

Den yngste har født i det nye årtusinde, i et samfund der med stigende ufrivillig barnløshed hylder moderskabet og kernefamiliens værdier. Lyserød og lyseblå er de dominerende farver i børnetøjsbutikkerne, g-strenge fås i str. 7 år og i institutionerne taler man nu om at respektere de naturlige biologiske forskelle hos piger og drenge.

Nina, 27 år, læser statskundskab og arbejder i Socialpædagogisk Landsforbund. Har en pige på halvandet år med sin sambo og kæreste. Medlem af SF’s forretningsudvalg, hovedbestyrelse og ligestillingsudvalg.

Pernille, 37 år, snedker. Har to børn. En pige med Kasper, som hun har været skilt fra i otte år, og en dreng med sin nuværende kæreste og sambo.

Tidligere aktiv i BZ-bevægelsen, Gyda, 38 år, socialrådgiver. Har tre børn. To drenge med Nikolaj, som hun har været skilt fra i otte år. Gravid med sin nuværende kæreste og sambo.

Tidligere aktiv i BZ-bevægelsen, Vibeke, 56 år. Uddannet inden for sundhedsvæsenet. Har en datter på 26 år med Jonas. Skilt, da barnet var otte år. Aktiv i DKP frem til 1977, derefter fagligt aktiv.

Inge, 84 år. Kontoruddannet. Gift i 1940 med Carsten. Har to drenge og en pige. Aktiv i Danske Kvinders beredskab under 2. Verdenskrig, senere i Dansk Kvindesamfund

Graviditet og barsel

Ni ud af ti danske kvinder vælger at få børn, de fleste når de er omkring 30 år. Nybagte mødre holdt i 2002 næsten 10 gange så lang barselsorlov som fædrene. Under to procent af fædrene benytter sig af tilbuddet om barselsorlov udover de første 14 dage efter fødslen.

Gyda: Vi boede i kollektiv da vi fik den første og det husker jeg som en drøm. Vi var ikke blevet etableret som et par, havde hver vores værelse, hver vores seng. Men efter et stykke tid flyttede vi i lejlighed. Så blev jeg gravid med nummer to, og der boede vi så alene i en lejlighed i syv måneder med to små børn. Det var nærmest en katastrofe. Jeg havde slet ikke gjort mig nogen forestillinger om, hvordan det ville være.

Pernille: Da jeg startede med at have et forhold til mit første barns far, var det ikke baseret på, at vi skulle være en familie. Men da jeg var cirka 27 år, ville jeg alligevel gerne. Jeg forudså heller ikke, at det ville give problemer, nok fordi vi har den historie, vi har, med BZ-bevægelsen og det fællesskab vi havde sammen med mændene der.

Vibeke: Jeg havde fem måneders barsel på halv løn. Min datter var meget ofte syg, så det var en meget udmattende periode for mig de første par år. Selvfølgelig var der også rare perioder ind imellem, men jeg var glad for at komme tilbage til arbejdsmarkedet, og jeg ønskede mig ikke en længere barsel.

Inge: Jeg erindrer ikke, at jeg følte mig meget isoleret hjemme, bortset fra de transportmæssige vanskeligheder. Men jeg fik jo børn under krigen og der var megen uro i byen med overflyvninger, bombenedslag, sabotage, stikkerlikvideringer osv.

Mænd og fædre

Mødrene brugte i 2001 godt 50 pct. mere tid på omsorg for deres børn end fædrene.

Nina: Udgangspunktet var, at vi skulle deles om tingene. I det første halve år, hvor jeg gik hjemme, havde jeg mest føling og flest rutiner med vores datter. Men selvom jeg vidste, hvad hun ville, så ventede jeg ofte, så han kunne nå at få lov at tænke og handle.

Gyda: Drengenes far har altid været utroligt nærværende i forhold til sine børn, men fuldstændig umulig i forhold til det praktiske. Så på et tidspunkt hang jeg på alt det, og så kunne han være skide nærværende. Og jeg var bare træt.

Pernille: Engang konfronterede jeg faren med, at det var mig, der stod med al tøjvasken, og så sagde han, at hvis det var ham, der gik hjemme, så havde han fanme også gjort det.

Vibeke: Min partner havde nok nogle meget traditionelle opfattelser af parforholdet, som klart stødte imod mine, men jeg synes egentlig ikke, han havde nogen problemer med at tage sig af barnet - når han i øvrigt var hjemme!

Inge: Faderen var helt villig til at skifte ble, hjælpe med bad og skylle stofbleer. Der var ikke varmt vand, og jeg kunne ikke klare at skylle i det kolde vand. Han kørte også med drengen i barnevognen. Større skænderier husker jeg ikke, men gnidninger har der sikkert været.

Brud

Danmark har europæisk rekord i antallet af opløste parforhold. 14 procent af de danske familier består af enlige mødre, en procent af enlige fædre. Hvert fjerde barn i dag oplever, at dets forældre går fra hinanden.

Pernille: Pludselig synes jeg, at det var mig, der stod med alt det derhjemme og jeg følte mig ikke respekteret. Men de ting man er pissed over, at man ikke deler, dem kommer man jo til at stå med alene efter et brud. Bagefter kom det meget bag på mig, at vi gik fra hinanden.

Gyda: Hvis man blander det praktiske alt for meget sammen med kærligheden, så ryger lidenskaben. Jeg vil hellere være enlig mor og selv stå med vasketøjet og maden, end at skulle begynde at diskutere frem og tilbage. Jeg havde to små børn, og var i gang med en uddannelse. Jeg gik aldrig på kompromis, det var kort proces, hvis forholdet ikke fungerede.

Pernille: I samme periode var Gyda og jeg i kvindegruppe sammen, og blev mere og mere revolutionære feminister. Vi gik dybere ind i teorier og tanker omkring køn, og det var med til, at man turde sige mere.

Gyda: Jeg havde aldrig forestillet mig, at det kun skulle være mig og ham, og vi havde også i lange perioder været fra hinanden og haft andre kærester. Nu havde vi to børn, men jeg var ikke bange for at være alene med dem. I stedet flyttede Pernille og børnene og jeg sammen og sådan boede vi i cirka tre år. Man kunne godt kalde det et kærlighedsforhold, men det var jo ikke et kærlighedsliv på den måde. Vi havde et praktisk fællesskab, og det var helt klart i den periode, at jeg og børnene har fungeret bedst.

Vibeke: Jeg har aldrig set ægteskabet som et mål i sig selv. Jeg meldte klart ud, hvad jeg havde brug for, at min partner ydede, og jeg er ikke typen, der går og bider det i mig. Men man har jo et ansvar for barnet, så man holder selvfølgelig ud og forsøger længere. Jeg overvejede det i cirka tre år, så nåede jeg frem til, at jeg hellere ville være alene. Jeg var også meget bevidst om den kvinderolle, jeg viste min datter i mit ægteskab. Det er jo ikke nødvendigvis godt for barnet, at man bliver sammen.

Politisk arbejde

I gennemsnit er 33 pct. af de politiske partiers medlemmer kvinder. I toppen ligger SF med 46 pct. I bunden Venstre med 29 pct. Syv af de 19 LO-forbund har flest kvindelige medlemmer, men kun to forbund har kvindelige formænd.

Nina: For mig har det været et mål, at barnet ikke skulle forhindre mit politiske arbejde. Det undertrykkende for mig ville være, hvis jeg droppede ud af et job eller en politisk sammenhæng. Omvendt har jeg nedprioriteret mine veninder fuldstændig. Jeg har det sådan set fint med det, men på den måde tror jeg, at jeg har været lidt stereotyp feministisk, jeg har valgt det mere målbare.

Gyda: Det har i hvert fald ikke været børnene, der forhindrede mig i at lave politik. Men fokus forandrede sig jo. Groft sagt blev jeg lidt små-ligeglad med den tredje verdens kvinder, når jeg selv stod i lortebleer til halsen. Det kræver også et overskud...

Vibeke: Mit arbejde i fagbevægelsen blev sværere, da jeg blev alene, for så kom den dårlige samvittighed væltende. At skulle passe arbejde og barn betød, at jeg måtte bortprioritere nogle personlige behov.

Inge: Fra 1949 blev jeg meget aktiv i Dansk Kvindesamfund, og var i flere omgange forkvinde for den lokale kreds. Det bekom ikke min mand godt, jeg fik en meget negativ reaktion, og der var uoverensstemmelser med hensyn til børnene. Vi var meget uenige politisk.

Køn

Internationale undersøger viser, at kvinder ønsker sig døtre og mænd ønsker sig sønner. I Danmark er tendensen, at familier med to drenge er mere tilbøjelig til at få et tredje barn end familier med to piger.

Nina: Jeg tror, at jeg ville blive ved med at få børn, indtil jeg fik en pige, men jeg ved ikke, om jeg ville gøre det omvendte.

Pernille: Da jeg fik en dreng, var det meget mærkeligt for mig, det med at møde det andet køn. At være så tæt på en dreng, som jeg ikke kunne vælge fra og til. Det er utroligt vigtigt for mig, at han bliver en ordentlig dreng.

Inge: Jeg spekulerede egentlig ikke meget på kønnet, men eftersom alle i familien mente, at det første barn bestemt måtte blive en dreng, så ønskede jeg en pige.

...og konstruktion

I de teoretiske diskussioner om køn findes der to hovedretninger. Den ene er, at det der præger os som køn, er biologisk og genetisk bestemt og derfor stort set upåvirkeligt. Den anden fløj mener, at kønnet er socialt og kulturelt konstrueret og derfor meget formbart.

Nina: Vores holdning som forældre er, at kønnet er konstrueret. Jeg vil gerne diskutere det, men udgangspunktet når jeg laver politik er konstruktionen, for det er den eneste måde, man kan gøre køn til en politisk kampplads. Ellers er det jo bare låst fast, og så kan vi intet ændre.

Gyda: Jeg troede endnu mere på kønskonstruktion, før jeg fik børn. Nu har jeg lidt flere nuancer på det. Men børn spejler sig selv i én. De ser det, du gør - og så kan en kvinde gøre det.

Pernille: Jeg er helt overbevist om, at kønnet er kulturelt, og jeg havde en helt klar idé om, at hvis jeg fik en pige, så skulle hun være en drenge-pige, sådan som jeg på mange måder selv er. Men min datter er meget feminin, hun kunne ikke lide, jeg var snedker, det var åbenbart pinligt: »Ahj mor, behøver du komme i arbejdstøj, når du henter mig?«.

Opdragelse

I enebarnsfamilier bruger piger to timer og 17 miutter om ugen på husholdningsarbejdet, mens drengene bruger 28 min om ugen. Blandt de otte til ti-årige børn får drenge udbetalt ca. 17 kr. mere i lommepenge end piger.

Nina: Jeg synes, at det må være sværere med en dreng. Skulle jeg så tænke på at gøre ham »piget«? Jeg vil gerne give min datter nogle muligheder og sørge for, at hun ikke bliver hæmmet af, at skulle være en "pæn pige". Det at få et pigebarn gør, at man skal klæde det aktivt på, man skal give en pige større styrke, end hun har i den traditionelle rolle.

Gyda: Jeg har da fået helt vildt meget kritik for den måde, jeg opdrog mine drenge på. Det har jeg også været åben overfor, men jeg gjorde jo, hvad jeg bedst kunne. Jeg er meget hård ved mine drenge med, hvad de skal af praktiske ting. De skal også vise omsorg for andre og være sociale. Det er noget, kvinder er langt bedre til end mænd, og det vil jeg gerne have, at de får med.

Pernille: Min dreng skal være med til tingene, han må aldrig tage for givet, at kvinder gør tingene for ham. Jeg tror nok, at folk synes, at Gyda og jeg gjorde det underligt. Folk kom på besøg og syntes, her var enormt beskidt og ulækkert og at vores børn larmede.

Vibeke: I virkeligheden er det nok, hvad man selv afspejler, som er vigtigt, og min datter har jo altid set sin mor aktiv i forhold til sin omverden, og nok heller ikke som den mest pyntesyge. Jeg syntes, der var andre ting, der var vigtigere.

Legetøj og påklædning

I 1800-tallet brugte man lyserød til drenge og blå til piger, når de skulle klædes på. Men frem til 3-års alderen skelnede man slet ikke mellem kønnene, i stedet var børnene ens klædt i gråt og brunt tøj. Idag kender 74 procent af alle børn mellem 5-7 år sko mærket Adidas.

Nina: Det har været en bevidst og aktiv beslutning: Ingen lyserød, så køber vi hellere drengetøj! Det bliver svært med Barbiedukker og lignende, men så må vi jo læse Pippi Langstrømpe for hende. Men når hun så kan vælge selv, så skal hun have lov til det. Det ville være ligeså fejt, at sige, at hun ikke måtte have kjoler.

Pernille: Vi har valgt meget aktivitetslegetøj, klæd-ud ting, perleplader. Jeg var blevet sur dengang, hvis hun havde fået et kæmpe Barbie-hus. Så på den måde har vi selvfølgelig valgt. Men jeg vil hellere sige, at vi har stillet nogle andre tilbud op.

Vibeke: Jeg har aldrig klædt hende specielt piget på, jeg har heller aldrig købt en dukke til hende. Ikke fordi jeg forhindrede hende i at få det af andre, men jeg præsenterede hende for andre ting - biler, togbaner osv. Ellers var det nok mere en politisk bevidsthed, hun blev præsenteret for. Jeg har det på samme måde med mit barnebarn, men jeg kan se, at tingene er blevet meget mere kønsopdelte i dag både med tøj og legetøj, det er irriterende.

Husarbejde

Kernefamilien i Danmark bidrager med 60 pct. af arbejdsstyrken, i mere end 80 pct. af disse familier arbejder begge forældre på fuld tid. I 2001 brugte kvinder godt en time mere om dagen på husholdningsarbejde end mænd. Hver dag.

Nina: Vi har ikke så mange konflikter om arbejdsfordeling. Jeg vil gerne i Folketinget og har dermed en politisk karierre, så jeg har ikke oplevet de der traditionelle parforholdskonflikter. Engang imellem har jeg dårlig samvittighed overfor Carl, hvis jeg er meget væk, men hvis det er hendes far, der har hende 75 procent af tiden, og både hun og jeg har det fint med det, så er det vel ok.

Gyda: Jeg synes overhovedet ikke, det er nemmere at skulle stifte familie anden gang, og diskussionerne er fuldstændig de samme. Men jeg går ind i dem nu på en helt anden måde, end jeg gjorde før. Min kæreste har foreslået, at vi fik en rengøringshjælp, og det er fint, for egentlig har jeg ikke specielt meget lyst til at have et praktisk fællesskab med ham. Det jeg gerne vil have, er et kærlighedsforhold og et sexliv. Hvis jeg skal leve sammen med en mand, så bliver jeg nødt til at slippe for de praktiske diskussioner - ellers går jeg i spåner.

Pernille: Jeg vasker stadig tøj! Jeg gider faktisk ikke tage kampen, fordi jeg vil ham på så mange andre måder. Jeg synes jo ikke, det er surt at vaske tøj i sig selv, det er surt, fordi der ingen kulturel værdi er i det. Kvinders værdi ligger ikke i syltede blommer og tøj der er strøget, vel.

Vibeke: Jeg synes ikke, at det er særlig frugtbart for noget som helst, at skulle være husholderske og mor for et voksent menneske. Jeg er fra den generation, hvor kvinderne blev ude på arbejdsmarkedet og det var vigtigt for mig.

Inge: Rollerne lå ret fast, jeg arbejdede hjemme og Carsten på kontor fra ni til fem. Som husmor i 40’erne var der jo rationeringer, så udover børnepasning og rengøring var bare madlavningen et helt kapitel for sig selv.

Mors far og mor

De interviewede kvinder er alle døtre af den generation af kvinder, der for alvor kom ud på arbejdsmarkedet. Sammen med ungdomsoprøret medførte det store politiske og sociale forandringer både i samfundet og i de enkelte familier.

Pernille: Man bruger jo ikke kun de erfaringer, man har fået som voksen, når man får et lille barn. Det er jo også noget med ens egen opdragelse. Min mor har for eksempel altid kritiseret min far, altid været efter ham. Og på den måde har jeg det hjemmefra, at mænd, de var nogle skvat. Og det har jeg sgu kæmpet med.

Gyda: Jeg er selv et rigtigt 70’er barn. Og min mor fik mig som 18-årig, så der har aldrig nogensinde været en selvfølgelighed ved mig. Mine forældre har aldrig sat sig ned og leget med mig. Altså, jeg var altid velkommen til at komme med dem rundt, men der var ikke det der pædagogiske: Nu sætter vi os ned og leger. Det har jeg nok meget med mig.

Vibeke: Jeg er opdraget af min far til, at det var vigtigt at kvinder var i stand til at forsørge sig selv. Det var meget usædvanligt dengang og jeg husker det tydeligt, fordi det var så underligt, at det var ens far, der sagde det. Men jeg har også to ældre brødre og der var alligevel en snert af, at piger kunne ikke det samme som drenge.

Reflektion

Anne: Jeg var den eneste i min mødregruppe, der delte barslen med faren. Den gruppe gjorde mig fandme meget bevidst om, at kvinder langt hen ad vejen ikke giver fædrene lov, de har så mange undskyldninger.

Pernille: Jeg er jo enormt glad for det feministiske arbejde, jeg har lavet, den indsigt og den gave jeg har fået. Der er så mange ting, der ikke er mine problemer, fordi jeg hurtigt kan sætte ord på og reagere. Men jeg synes også, at det var barsk at opleve de der ting og turde se dem. Pludselig blive opmærksom og turde se alle ulighederne.

Gyda: Vores generation af kvinder kommer ud fra 40 års intensiv kvindekamp. Men det har ikke været mændenes. De bærer ikke præg af, at vi har gået rundt de sidste 40 år og prøvet at fylde skabet op med rettigheder. Det har ikke været så personligt for dem, på den måde som det var for min mor, eller det blev for mig.

Vibeke: Nogen gange når jeg læser feministisk debatstof i dag, så tænker jeg, at det er i småtingsafdelingen. Det er jo blevet nogle kolossale projekter at få børn i dag, for mine forældre var børn jo bare noget, der kom. Og en diskussion vi i hvert fald ikke havde, var den med, at kvinderne skal hjem til børnene. Selvom det fremlægges som om det også gælder for fædrene, så ved alle jo, hvordan det i virkeligheden går. Derfor er det vigtigste i ligestillingskampen stadig, at kvinder kan klare sig selv.

Nogle af kvinderne i artiklen har valgt at være anonyme, men deres identitet er redaktionen bekendt.

Camilla Tved er revolutionær feminist, studerende og boganmelder på Kontradoxa.

Artiklen har tidligere været bragt i magasinet Moskito, som kan træffes på mygge.net