Boganmeldelse: Moderskab

Jeg blev opmærksom på Suzanne Gieses bog, da jeg tilfældigt læste et interview med hende om den moderne moder-rolle. I interviewet problematiserede Giese dagens unge mødre for at overfokusere på moderrollen og børnenes behov, frem for deres egne. Det synes jeg var så interessant, at jeg straks bestilte bogen til anmeldelse. Men jeg blev desværre skuffet!

Fuld af historie

Som titlen antyder er bogen en historisk gennemgang af moderskabet, som det har udformet sig kulturelt og socialt siden antikken. Giese skriver selv i forordet, at bogen begyndte som et kapitel i hendes forrige bog ”Drømmen om kvinden” (Tiderne skifter, 2001), men at hun dengang blev inspireret til at gå videre med emnet.

Det er fuldt forståeligt, ikke mindst fordi det i Danmark ikke er et emne, som er specielt godt behandlet i faglitteraturen, men også fordi moderrollen er en så stor del af mange kvinders liv.

I det politiske tilbageslag, der opstod i 80’erne som reaktion på Rødstrømpebevægelsen, har moderollen igen fået status som kvindens vigtigste rolle, samtidig med at et stadig mere krævende arbejdsmarked æder sig ind på fritids- og familieliv. For dagens mødre er det ”Damn if you do and damn if you don’t”, og det er håndteringen af denne urimelige dobbelthed, der kunne være så interessant at læse noget mere om.

Men Giese har i stedet valgt at bruge ¾ dele af bogen på at dvæle ved historien. Er man historie-nørd, så har bogen da sine pudsige oplysninger her og der, og et feministisk historieperspektiv er jo altid forfriskende, for eksempel er afsnittet om oplysningstiden et af de mere underholdende og lærerige.

Men alt andet lige, så bliver det for tørt og for kedeligt, med for mange citater og opremsende gengivelser af det sekundære kildemateriale.

Relevans

Først i bogens ca. hundrede sidste sider kommer der lidt fut i sagerne. Fra århundredskiftet begynder den grundige historiske gennemgang at få en relevans, for nu anes konturerne af mine formødres opvækst og dermed kan trådene trækkes til mit eget moderskab.

Gennemgangen af efterkrigsårene, herunder kernefamiliens glansperiode i 50’erne, er faktisk rigtig god, og analysen af det moderne moderskab, som det har formet sig de sidste 20 år, er næsten det hele værd.

Igennem det tilbageslag, som feministisk politik oplevede i 90’erne, blev også meget af historien om kvindeoprøret omskrevet. Det er jo som bekendt sejrherrene, der skriver historien, hvilket betyder, at alle kvindebevægelsens kampe, diskussioner og sejre, i dag er blevet kogt ned til noget med fri abort, bare bryster på Strøget og Ulla Dahlerup i armene på en politimand.

Men Suzanne Giese, som selv var en del af kvindebevægelsen, får utrolig mange detaljer og nuancer med i sin fremstilling af 60’erne og 70’erne. I kapitlet om moderskabet i 1990’erne gør Suzanne Giese opmærksom på, at de "nye" værdier for, hvordan et rigtig kvindeliv skal være, i virkeligheden er gammel vin på nye flasker.

Moderskabsbølgen

Værdierne fra 1950’erne relanceres sammen med budskabet om, at de stakkels "burhønsebørn" i institutionerne lider under de udearbejdende kvinders karriereræs. Både medier og politikere kører hårdt på mødrenes dårlige samvittighed over den manglende sammenhæng mellem arbejds- og familieliv, og der gives kun en løsning på problemet: Tilbage til kødgryderne.

Ifølge forfatteren sker denne udvikling samtidig med, at en veritabel "moderskabs-bølge" vælter ind over landet. Bølgen, der har sit udspring i USA, er ifølge forfatteren skyld i, at mange unge kvinder i dag fravælger deres egne lyster og behov til fordel for børnenes. De finder deres identitet i det altopslugende moder-ideal i stedet for i arbejdslivet og ofrer sig for at kompensere for den stressede, udearbejdende far.

I afrundingen går Suzanne Giese i rette med netop denne gruppe af unge, der alt for let hopper med på vognen med det krav om ligestilling for børnene, der har erstattet kravet om ligestilling for deres mødre.

I stedet for at småbørnsforældre retter kritikken mod arbejdsmarkedet urimelige krav om 40-50 timers arbejdsuge, mod nedskæringer på institutioner og mod de utallige magasiner, der skønmaler hjemmelivet, ja, så retter kvinderne kritikken indad mod dem selv. Heraf følger depressioner, stress og skilsmisser i stor stil, for unge kvinder i dag klarer sig selv og beder ikke om hjælp.

Her mener jeg afgjort, at forfatteren har en pointe, men samtidig kan man sige, at problemet med de stressede børnefamilier jo er reelt nok og ikke (kun) medieskabt. Men det er klart, at løsningen ikke er, at kvinderne endnu engang skal ofre sig, bare fordi det ville være det nemmeste for samfundet. Hvad det jo heller ikke er i en tid med mangel på arbejdskraft.

Så selvom jeg ikke nødvendigvis er enig med Giese i al hendes kritik, så er det til gengæld en lettelse og fornøjelse, at nogen orker at tage hul på emnet og slagte den hellige ko, som moderskabet er i dag. Og komme med nogen bud på politiske løsninger i stedet for al den følelsesporno, som det åbenbart er helt legalt at udsprede i debatten om den moderne børnefamilie.

For midt i orgiet af glittede gravid-blade, mænd, der ikke benytter deres barselsorlov, pastelfarvet børnetøj og tilbage-til-kødgryderne-trends, ja, så er det altså en gave, at nogen gider råbe vagt i gevær.

Og det er her, at jeg alligevel vil anbefale Suzanne Gieses bog. Lidt. Selvom bogen har sat sig mellem to stole og dermed vil for meget (eller for lidt kunne man mene), så er den trods alt et vigtigt indlæg i en temmelig ensidig debat. Og har man blot en lille smule interesse for bare en af ”stolene”, så er ”Moderskab” en jævn og godt researchet bog.

Suzanne Giese: Moderskab - en rejse i moderskabets kulturhistorie. 296 sider.

Tiderne Skifter, september 2004. 299 - kr.

Camilla Tved er revolutionær feminist og boganmelder på Kontradoxa