Interview: Opgør med metaforerne

»Kunstbegrebet bliver i dag brugt til at gøre ting ufarlige«, siger Rasmus Nielsen fra Superflex, når han skal tage temperaturen på samtidskunsten.

Og man er tilbøjelig til at give ham ret. For nogle måneder siden drog den danske kulturindustri, med Prins Joachim og en passende mængde ministre i spidsen, til Toronto i Canada for at indvie »Superdanish« – en udstilling af dansk samtidskunst og samtidig den største danske kultursatsning i udlandet til dato.

Fire millioner dollars er der investeret i fremstødet, der er blevet kritiseret for mere at minde om en promovering af varemærket Danmark for potentielle turister, end et kunstprojekt med statsstøtte udover det sædvanlige, som et nordamerikansk publikum kan nyde godt af.

Uanset hvad det er, så er hele arsenalet af danske kunstkendisser rullet ud i Canada, mens »Toronto goes Superdanish«.

Altså bortset fra dem, der, som den for tiden verdensberømte dansk-islandske billedkunstner Olafúr Eliasson, sagde fra, fordi de ikke ville være en del af salgsteamet.

Superflex kunne også have sagt fra, men valgte i stedet at deltage med et maleri, der er en modificeret kopi af et amerikansk hyldestmaleri til de amerikanske soldater i Irak. I Superflex-udgaven er de amerikanske soldater udskiftet med danske jens’er, for at problematisere den danske fremfærd i Irak. Så måske er kunsten alligevel lidt farlig, selvom Tove Fergo vist nok bare havde syntes, at en af soldaterne lignede hendes søn.

Firma frem for kunst

Superflex er Jakob Fenger, Bjørnstjerne Christiansen og Rasmus Nielsen. De er alle uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 90’erne, men forlod hurtigt kunstverdenen for at afsøge afkrogene i andre verdener.

»De ting vi var interesserede i, havde vi svært ved at forestille os, at man kunne putte ind i kunstverdenen. Og så forekom det os, at der nærmest var kommet skumgummi omkring kunstnere – at kunstneren var blevet et objekt i samtidskulturen, uden nogen større indflydelse på samtiden. Hvis man havde sin kunstnerkasket på, blev man simpelthen ikke taget seriøst«, siger Rasmus Nielsen.

»Vi kom frem til, at den organisationsform, som det var lettest at manøvrere med i vores kultur lige nu, var firmamodellen«, fortæller han videre og beretter, hvordan de gennem længere tid studerede virksomheder ned i mindste detalje for at blive klog på firmafænomenet. Ofte gennem møder, hvor et andet firma blev sat i stævne i den tro, at Superflex havde en opfindelse, de ville præsentere, når de havde fået et indblik i virksomhedens opbygning og dagligdag.

»Men vi bibeholdt en fod i kunstverdenen, dels fordi det er der, vi kommer fra, men først og fremmest fordi vi kunne bruge det som et offentligt rum til at præsentere vores projekter«, fortæller Rasmus Nielsen.

Biogas som bistand

De projekter, Superflex arbejder med, omtaler de gerne som »tools« for på den måde at understrege, at det er noget, som kan anvendes i praksis. Og som regel i praksisser, der skal give empowerment og fremme selvorganisering blandt dem, der bruger redskaberne.

»I en traditionel kunstforståelse arbejder man inden for kunsten med metaforer, som andre så kan samle op eller blive inspirerede af. Vi laver i nogle ting, som har en konkret funktion, for at gøre det klart, at det er i brugen, at objektet får sin værdi. Men samtidig forsøger vi at stille spørgsmål ved det, vi laver. Vi skyder så at sige os selv i foden som en bevidst strategi for at pege på et problem eller rejse et spørgsmål«.

Det var den tilgang, der banede vejen for et biogasprojekt, som endte med at blive aktieselskabet Supergas, der producerer biogasanlæg i bl.a. Thailand og Tanzania.

»Vi ville komme med en kritik af bistandssektoren«, begynder Rasmus Nielsen og uddyber:

»De fleste har et ret glorificeret billede af bistandsarbejde i tredje verdenslande, men i virkeligheden er der jo tale om en subtil form for neokolonialisme, hvor vi kommer med en masse måder at gøre tingene på, fordi det er den måde, vi gør det i vores del af verden. Man ved også, at mange af de her bistandsprojekter ikke virker, men i bistandsprocessen er det heller ikke nødvendigvis det vigtigste. Det kan ligeså godt være, at det vigtigste er at opretholde nogle strukturer, der i vores selvforståelse gør vores kultur overlegen. Det ville vi gerne komme med en kritik af, men det skulle ikke være en ren metaforisk kritik«.

»Vi valgte så selv at gå ind i bistandsarbejdet for at komme med en kritik indefra, og undervejs i processen hele tiden forsøge at kritisere os selv ved at bygge nogle narrativer, som peger på den historiske reference, ind i projektet«.

PH i Thailand

Superflex’ arbejde som postkolonister endte som sagt med at blive et aktieselskab i biogasbranchen. Aktierne kan købes til overpris og at det lige blev biogas, der blev professionen i Afrika og Asien, bunder i erfaringerne fra feltarbejdet.

»Vi så, at der var et behov for et energisystem, der gjorde brug af ressourcer, der allerede fandtes i lokalområdet. Vi lavede derfor et energisystem, som kan lave energi ud af afføring. Det er et system, der gør, at man kan lave gas ud af fx kolort, så lokalbefolkningen ikke behøver gå langt efter brændsel«.

I dag er produktionen af biogasanlæggene udskilt i Supergas, og der kunne det hele så være endt, hvis ikke det havde været for bjergbønderne i Thailand.

»Bjergbønderne i Thailand var meget interesserede i at bruge biogasenergien til at få lys. Det lavede vi nogle eksperimenter med, og da vi alle er vokset op i en dansk middelklasse i PH-lampens skær, syntes vi, det kunne være sjovt at bruge sådan et ikon i den sammenhæng. Så vi besluttede at lave en kopi af en PH-lampe, for selvom det er den tredje verden, og det er bjergbønder i Thailand, er der ingen grund til at tro, at de ikke skulle være interesserede i et ordentligt lys. Bjergbønderne var da også med på idéen, for sådan en gaslampe står jo ellers bare og brænder hysterisk og minder om belysningen i en fængselscelle«.

Superflex tog en PH-lampe med til den lokale smed, der bankede nogle PH-kopier sammen af konservesdåser – og så kunne man jo tro, at alle var glade.

Og det var de måske også, hvis man lige ser bort fra Louis Poulsen, der har ophavsretten til PH-lampen. De var bestemt ikke glade.

Louis Poulsen og ophavsretten

»Vi viste lampen på et svensk museum. Der kom Louis Poulsen så og krævede udstillingen lukket, fordi det var en krænkelse af ophavsretsloven. Det blev en sag med lange diskussioner, hvor vi forklarede, at den ikke var sat i produktion, og at PH jo var kulturradikal, og hans mening jo var at få lampen ud til hele folket. Det måtte jo så også indbefatte bjergbønderne i Thailand. Men der var ingen kære mor. Det var ren automatpilot om krænkelse af ophavsret«, fortæller Rasmus Nielsen om mødet med en af Danmarks mest anerkendte virksomheder.

Kravet om at udstillingen skulle lukkes blev frafaldet, men Superflex måtte så til gengæld love, at de aldrig ville gøre det igen. Altså kopiere Louis Poulsen.

Og det har de måske også undladt, og dermed efterladt bjergbønderne uden det reflekterende flerskærmssystem, der giver blændfrit lys til middelklassefamilier over hele Vesten.

Guaranápowerbønder

Men så har Superflex kopieret så meget andet. Senest en sodavand.

I samarbejde med brasilianske guaranábønder har Superflex produceret Guaraná Power. En sodavand, der igennem Søbogård er ved at blive kørt i stilling på det danske marked og som i løbet af et års tid også skal lanceres i Brasilien. Alt sammen ved hjælp af det multinationale selskab AmBevs logo.

Ved at gøre brug af AmBevs logo i markedsføringen, håber Superflex at kunne sætte fokus på, at guaranábønderne underbetales for deres arbejde alt imens AmBev tjener milliarder på guaranásodavanden Antarctica, der er den største sodavand i Sydamerika.

»Vi bruger det multinationale selskab som en råvare. Det gør vi ved at bruge deres identitet, deres logo, deres farver, deres reklamer som råvarer i promoveringen af vores eget produkt«, fortæller Rasmus Nielsen.

Politik på markedets vilkår

På Guaraná Power-etiketten kan AmBevs logo skimtes bag en stor, sort mærkat, der med fede typer siger »Guaraná Power«. Med mindre skrift står der:

»GUARANÁ POWER produceres af guaraná bønder fra et kooperativ i Maués i det brasilianske Amazonområde i samarbejde med Superflex. Bønderne har organiseret sig som en reaktion på de multinationale koncerner AmBev’s og Pepsi-Co’s aktiviteter i området. De to koncerner udgør et kartel hvis monopol på indkøb af råmaterialer har betydet at prisen på guaranábær er blevet presset med 80 %, mens forbrugerpriserne på deres produkter er steget«.

Kopieringen som koncept for at problematisere nogle forhold er set før i kunstverdenen, men ved at sætte kopiproduktet i produktion og sælge det på markedet side om side med originalen rykker Superflexerne ved grænserne for bistandsarbejde og politisk aktivisme. Hvis det da ikke bare er en smart virksomhedsstrategi. En strategi, der lever i bedste velgående verden over, og som Superflex blev opmærksomme på i forbindelse med biogasarbejdet i Thailand.

»Thailand er oversvømmet af kopiprodukter af alle mulige slags, og det er en helt bevidst strategi for at kunne tjene til dagen og vejen. Som alle andre steder er der også i Thailand kommet en masse produkter fra multinationale selskaber ind på det lokale marked. Det har de lokale så udnyttet til at lave deres eget. De har så at sige optaget det multinationale produkt og drejet det en lille smule, for så at sende det tilbage på markedet med en lille ændring. Det er en økonomisk strategi. Men det er også en identitetsskabende strategi. Man kan sige, at de laver politik på markedets vilkår. De går ind og siger: »Coca-Cola eksisterer, og det kan vi ikke gøre så meget ved, men vi kan sende noget tilbage i Coca-Colas system, som ligner det så meget, at det sætter spørgsmål ved Coca-Colas eksistens og berettigelse« – og det sætter så meget spørgsmål, at folk også er interesserede i det nye produkt«, siger Rasmus Nielsen om strategien, der nu skal sikre bedre forhold for guaranábønderne i Maués, Brasilien.

Rasmus Burkal er medlem af redaktionen for tidsskriftet Salt, hvor artiklen tidligere har været bragt.

Superflex’s Guarana Power-trøje og bogen Tools, hvor Superflex gør status over deres projekter, kan købes gennem Modkraft Minimarked.

Besøg også Superflex på nettet.