Kommentar: Svin eller mennesker?

I Danmark er der 5 svin for hvert menneske. Ikke fordi vi holder dem som kæledyr, men de er grundlaget for den multinationale svineeksport, som gør et par tusind svinebaroner stinkende rige. Og så grådige, at hensynet til svin kommer før mennesker. Det har vi oplevet med den kyniske lukning af pølsefabrikken i Ringsted, hvor 230 slagteriarbejdere er dømt til arbejdsløshed.

Svinebaronerne troede sig så sikre, at de på baggrund af truslen om outsourcing af job til udlandet, som har forsaget de laveste strejketal i årevis, kunne få alt igennem: ”Vores medarbejdere og tillidsfolk har udvist meget stor ansvarlighed. Det er særdeles positivt, at vi nu kan stå sammen for at styrke virksomhedens konkurrenceevne og bevare flest mulig arbejdspladser i Danmark”. Sådan udtalte en selvsikker administrerende direktør for Danish Crown, Keld Johannesen, til Jyllandsposten d. 3. december. Den 14. december var 3.900 slagteriarbejdere i strejke.

Mennesker er ikke dumme svin, i hvert fald ikke hvis de er slagteriarbejdere. De erklærede højlydt, at deres forståelse af globalisering ikke er den samme som de grådige svinebaroner. De vil ikke presses til at konkurrere på lønnen.

Selv om deres forbund, NNF (Nærings- og Nyddelsesmiddelarbejder Forbundet) på skammeligste vis accepterede lønnedgangen, så ville de menige slagteriarbejdere det anderledes.

De gik i strejke med et krav om, at ingen skulle presses på lønnen. ”Vi vil ikke have en pistol for panden” udtalte tillidsfolkene og forlangte garantier fra ledelsen før, at de ville går i arbejde. På få dage voksede strejken til næsten 4000 slagteriarbejdere, så ledelsen måtte give efter og udstede garantier.

Bagefter var der roser til slagteriarbejderne fra resten af fagbevægelsen. Fordi de havde forsvaret overenskomsten; fordi de havde vist at kamp nytter; fordi de havde vist at den multinationale udgave af globaliseringen kan udfordres.

Slagteriarbejderne har forandret diskussionen om globalisering. Deres strejke og vilje til at byde en multinational logik trods, har løftet sammenhængen mellem den sociale kamp og den globaliseringskritiske bevægelse ind i de danske stuer.

Nu er det mennesker, som hedder Gunnar og ikke Guam, der er ofrene for den kyniske måde de multinationale koncerner vil forme verden på. Nu hedder geografien Ringsted og ikke Rangoon.

Men årsagen er den samme. I de koncerner kommer profit før hensynet til mennesker og marked før sociale hensyn til lokalområder. Vores svar på dette må derfor være at forene de sociale kampe med de politiske; at forene slagteriarbejdere med aktivister fra Attac; at finde fælles fodslag mod de personer som tager beslutningerne, nemlig Fogh og direktørerne.

Sejren rummer et tragisk nederlag

Men midt i begejstringen over slagteriarbejdernes vigtige sejr skal vi ikke glemme nederlaget for de 230 på pølsefabrikken i Ringsted. De er forladt af ledelsen, fagbevægelsen og medierne. De er efterladt i en Sjællandsk provinsby, hvor arbejdsløsheden for slagteriarbejdere er på 20 %. Her hjælper Foghs løfter om uddannelse intet, ej heller Lykketofts luftige løfter om mere uddannelse. Her er det job der tæller.

Derfor burde fagbevægelsen have sikret dem 100% solidaritet, hvis de havde taget kampen op om deres arbejdsplads. Det er helt sikkert, at hovedparten af de danske arbejdere ville støtte dem, hvis de havde besat pølsefabrikken.

Og sikkert er det også, at massevis af tillidsfolk ville samle penge ind og organisere solidaritetsaktioner, hvis det skulle være nødvendigt. Og sikkert er det også at den globaliseringskritiske bevægelses mange aktivister, når de havde fået øjnene op for strejken politiske betydning, ville have støttet med aktioner, som fx. at blokere for svinebaronernes transporter og deres gyllespredere.

En kamp om arbejdspladser er svær at vinde, men ikke umulig.

Husk på at Ri-Bus-chaufførne i 1995 var lige ved og næsten at knække nakken på Venstres udliciteringer, gennem en ½ lang kamp, hvor mere end 250.000 var i solidaritetsstrejke.

Husk på at Danish Crown ikke kan få slagtet svin andre steder og svin ikke kan beholdes i mange uger. Derfor kunne ledelsen været presset til at give afkald på de 0,9 % af overskuddet, så Gunnar og de andre slagteriarbejdere fra pølsefabrikken i Ringsted havde haft en fremtid.

Men desværre er en afgørende forudsætning, for at sådan en kamp overhovedet anses for mulig, at der er en tiltro til at stærke kræfter med organisation og penge vil bakke den op fra starten.

”Det er først nu, at solidariteten skal stå sin prøve. Det er nu kollegerne skal lægge knivene, så vi kan beholde vores arbejde. Men tør de det?” spurgte en af Tulip-slagterne, Peter Nielsen, i Ekstra Bladet. Og det signal udsender toppen i fagbevægelsen og mange fagbureaukrater ikke, tværtimod.

Toppen i dansk fagbevægelse lever desværre stadig i illusionen om, at de multinationales globalisering og regeringens nyliberalistiske markedspolitik ikke er et grundlæggende problem. De tror at de stadig har en slags social kontrakt med arbejdsgiverne, fordi de hvert tredje år laver en overenskomst.

Men de har overset det enkle faktum, at de multinationale arbejdsgivere ikke spørger om lov til at outsource, presse lønningerne globalt eller lave lobbyarbejde mod regeringer. Vågn op Hans Jensen, og se at hverken Fogh eller Mærsk er de danske lønmodtageres ven eller beskytter. Det er vi kun selv i solidaritet med resten af denne klodes arbejdere.

De multinationales globalisering

Deres forståelse af globaliseringen er enkel. Det gælder om at tjene mest muligt i hele verden, også i Danmark. Derfor skal arbejdskraften presses til det yderste. I årevis har de danske slagteriarbejdere lagt ryg og hænder til et nedslidende akkordarbejde, der har sendt mange på førtidspension. Nu er tempoet ikke længere nok for svinebaronerne.

Som andre globale kapitalister, skal overskuddet hele tiden vokse, og når konkurrencen er hård, så skal der tjenes på marginalerne.

Marx skrev om kapitalismens grundlæggende mekanismer i forholdet mellem profit og arbejdskraft, at den enkelte kapitalist kun har få muligheder for at øge profitten, fordi den stammer fra udbytningen af det menneskelige arbejde.

Man kan investere i ny teknologi og stordrift, og dermed få mere ud af den enkelte arbejder. Det er en mulighed, som slagterierne allerede har anvendt i stor stil gennem lukningen og opkøb af små slagterier og oprettelsen af gigantslagterier.

Men det gør deres konkurrenter også, så derfor må de, som Marx beskrev det, presse endnu mere ud af den enkelte arbejder gennem at sænke lønnen eller udvide arbejdstiden. Begge dele gør de danske slagterier brug af.

På Tulip-slagteriet i Vejle har ledelsen presset en 40 timers uge igennem, hvilket har forøget produktion. Den anden mulighed kapitalisten har for at presse mere ud af arbejderen er simpel lønnedgang, altså modellen fra Ringsted.

Endelig peger Marx på, at kapitalisten kan få billigere arbejdskraft, hvis de generelle leveomkostninger sænkes, fx gennem offentlige besparelser og fattiggørelse af større grupper. Det er dette element de multinationale koncerner spiller på i den globale konkurrence, hvor lave leveomkostninger følges ad med elendige leveforhold, som det er tilfældet i Kina, Indien og resten af d. 3. verden.

Det betyder fx, at det kan betale sig for danske slagterier, at sende grisetarme med skib til Kina, hvor kinesiske tarmrensere ordner dem til 8 kr. i timen, hvorefter de returneres til de danske slagterier.

Men også konkurrencen på lønnen i nærområder som Polen og Tyskland bruges af svinedirektørerne. I dag sendes der hver eneste uge 160.000 forender af svin til udskæring i Tyskland, og fortsætter den udvikling betyder det, at ”op imod hver anden slagteriarbejdsplads i Danmark er truet”, siger formanden for NNF, Steen Hartmann Nielsen.

Nogen vil påstå, at markedet fungerer som en usynlig hånd og består af uundgåelige lovmæssigheder. Den første påstand modbevises konkret af to forhold. Det ene er, at det er mennesker som tager beslutninger om fyringer, om profiter, om nye markedsangreb osv. Det kan godt være, at direktørerne i Dansih Crown gerne vil være usynlige i disse dage, men deres handlinger mærkes i Ringsted.

Den anden påstand om, at markedets ubønhørlige krav om profit tvinger virksomhederne til bestemste handlinger, fx at søge den laveste løn, er for så vidt rigtigt. Markedet er ubønhørligt, men ikke uregulerbart.

Fx kan politikerne på Christiansborg gøre det voldsomt dyrt at fyre; de kan diktere at et dansk firma ikke må have overskud, hvis de fyrer eller de kan påligne dem, at betale de sociale udgifter, som det offentlige påføres som en konsekvens af massefyringer (fx understøttelse, uddannelse, lægehjælp, boligtilskud, lavere skat osv.)

Det kræver selvfølgelig en anden politisk vilje end den som Socialdemokraterne i dag står for, men muligt er det. Og mon ikke Lykketoft ville blive en anelse mere troværdig, når han snakker om beskæftigelsen, hvis han kunne love de arbejdsløse slagteriarbejdere fra Ringsted nogle håndfaste lovindgreb mod svinebaronerne.

Sørgeligt endeligt i Ringsted

Gunnar Jensen har arbejdet 43 år som pølsemager. Han er en af de 230 slagteriarbejdere, der ikke længere har noget job, når Tulip lukker pølsefabrikken i Ringsted. Produktionen skal flyttes til Tyskland, hvor timelønnen er lavere.

Her klinger Fogh fine ord om globalisering hult. For aktionærerne i Tulip har forlangt besparelser på 12 millioner i Ringsted.

”Det var den fabrik, det var lettest at slippe af med, fordi vi her befinder os i lejede lokaler, blev det besluttet at lukke i Ringsted med mindre der kunne findes en samlet besparelse på i alt 15%. Det var kravet fra den øverste ledelse i Tulip”, udtaler en glad produktionsdirektør til Jyllandsposten 8. december.

Tulips ejer er Danish Crown, den multinationale svineproducent, hvis aktionærer er svinebaronerne. Dem med ildelugtende gylletanke og store EU-tilskud. De synes nemlig ikke, at de 1.300 millioner de havde i overskud i 2003 er nok. Derfor må slagteriarbejdere som Gunnar ofre sig, gå ned i løn eller bliv arbejdsløs.

I første omgang er overmagten så stor, at de 230 slagteriarbejdere i Ringsted accepterer en lønnedgang på 15 %. Ledelsen jubler og erklærer at medarbejderne er glade for aftalen. Det passer dog ikke med virkeligheden.

Carina Madsen, mor til et lille barn, en mand i voksenlære og et nyt hus, forklarer: ”Jeg har ikke noget andet valg…Det vil simpelthen ikke kunne løbe rundt med to indkomster som dagpenge, der er ca. 80, kr. i timen, og en tilsvarende voksenlærlingeløn. Men det er bestemt ikke noget jeg er stolt af”. Det sagde hun til Jyllandsposten d. 8. december.

En uge senere har slagteriarbejderne i Ringsted stemt igen. Nu stemmer de massivt nej til aftalen. 129 stemmer nej til den nye aftale og kun 30 for at beholde den. Forklaringen på stemningsskiftet er enkel, nu strejker slagteriarbejderne i hele landet.

”I dag kan jeg sagtens se, at ledelsen i Tulip brugte os i et større spil. De har kørt godt og grundigt rundt med os. Og jeg er ikke det mindste i tvivl om, at det er rigtigt at sige nej. Det kan jeg mærke både i maven og hjertet” siger den fungerende tillidsrepræsentant Lisbeth Andersen.

Vi er mange som føler med dem i Ringsted, fordi vi kender arbejdsløsheden, den økonomiske smalhals og det ødelæggende ved at være uden job.

Vores solidaritet nåede ikke at blive udløst, fordi fagbureaukraterne intet ville gøre. Men husk at det var svinebaronerne, som af ren grådighed lukkede pølsefabrikken og sendte 230 folk ud i mørket.

Og glem ikke det stærke lys, som slagteriarbejdernes strejke mod de multinationales måde at globalisere på, har tændt. Nu står det lysende klart at vi ikke kan konkurrere os mod bunden, men tværtimod må stå sammen for en anden verden.

Jakob Nerup er medlem af Internationale Socialister.