USAs fagbevægelse: Historien om en forudsigelig splittelse

I slutningen af juli i år samledes delegerede fra de amerikanske fagforbund til konvent i Chicago. Det var 50 år efter dannelsen af den amerikanske hovedorganisation American Federation of Labor – Congress of Industrial Organisations (AFL-CIO).

AFL-CIO var, som navnet siger, en sammenslutning af to konkurrerende hovedorganisationer. AFL var den gamle, traditionelle organisation, der stod for organisering af uddannede arbejdere efter fag, mens CIO blev dannet i 30’erne af forbund, der forlod AFL, fordi de ønskede fagbevægelsen organiseret i industriforbund.

Da AFL og CIO atter forenedes i 1955 var det i en situation, der var kendetegnet af to forhold. For det første havde der aldrig været så mange organiserede arbejdere i USA, nemlig ca. 35 %. For det andet var man midt i den kolde krig.

AFL-CIO sluttede 100 % op bag den amerikanske udenrigspolitik, ønskede et venligt forhold til den amerikanske regering og kvitterede ved på hjemmefronten, at udrense alt, der lignede venstrefløj i de faglige organisationer. En venstrefløj, der vel og mærke havde været afgørende for den øgede mobilisering og organisering, der førte til etableringen af CIO i 1935, og som fortsatte frem til krigen.

En af de ledende skikkelser i CIO, John Lewis, blev faktisk voldsomt bebrejdet, at han lukkede de socialistiske organisatorer ind i varmen. Han svarede: Under jagten er det jægeren, ikke hundene, der får fuglen.

Bag kynismen lå en klar indsigt i, hvem der kunne levere varen.

En ventet splittelse

Det kan synes som skæbnens ironi, at 50-året for samlingen af den amerikanske fagbevægelse også skulle blive året for en ny og voldsom splittelse. Uventet var det imidlertid langt fra.

Allerede få dage efter Kerrys nederlag ved præsidentvalget kunne New York Times citere formanden for det største amerikanske forbund, Service Employees International Union (SEIU), Andy Stern for, at forbundet overvejede sin stilling i AFL-CIO. Andre forbundsformænd luftede muligheden af at stille en modkandidat til John Sweeney, landsorganisationens formand.

Fra da af bølgede debatten i amerikanske medier, der blev opløst og indgået alliancer, der blev fremlagt programmer og udslynget beskyldninger. De fleste formentlig sande.

I juni dannede oprørerne fraktionen Change to Win bestående af SEIU, Teamsters (oprindeligt transportarbejdere, men organiserer i dag meget bredt), Unite-Here (hotel-, vaskeri- og tekstilarbejdere), United Food- and Commercial Workers (UFCW, arbejdere i fødevareproduktion og –salg), Laboreres (oprindelig ufaglærte i byggeriet, men organiserer i dag ligesom Teamsters) samt United Brotherhood of Carpenters (Tømrerforbundet, der også organiserer andre grupper i byggebranchen). Umiddelbart inden konventet tilsluttede det lille United Farm Workers (UFW) sig koalitionen.

Blot få dage inden konventet samledes, meddelte lederne af SEIU, Teamsters, Unite-Here og UFCW, at deres delegerede ville boycotte konventet. SEIU og Teamsters gik videre og bekendtgjorde, at de ville forlade AFL-CIO.

Mens røgen lagde sig, gennemførte AFL-CIO sit konvent. Sweeney blev genvalgt med akklamation. AFL-CIO besluttede, at udmeldte forbund ikke i fremtiden kan deltage i arbejdet i føderationens organisationer på delstats niveau (State Federations) og i lokalområderne (Central Labor Councils, der kan sammenlignes med LOs amtsorganisationer).

Efter konventet har også Unite-Here besluttet at forlade AFL-CIO, og forbundene i Change to Win-koalitionen har meddelt, at de afholder deres eget konvent i slutningen af september 2005 i St. Louis. En ny landsorganisation vil være en realitet.

Stort ståhej for ingenting?

”Mytteristerne” har gjort meget ud af at fremstille sig selv som fornyerne i amerikansk fagbevægelse. De der vil påtage sig at ”organisere de uorganiserede”, tage hånd om WalMart, supermarkedskæden der i dag er verdens største virksomhed, stoppe den bevidstløse pumpen penge i demokratiske politikeres kampagner og omstrukturere amerikansk fagbevægelse, så den kan begå sig og forsvare arbejdere i en globaliseret verden.

Af oprørerne har især SEIU og Unite-Here et ry for at være forbund, der er i stand til at gennemføre succesrige organiseringskampagner blandt fattige arbejdere, især i serviceerhvervene. Unite-Here har med held gennemført bredt anlagte angreb mod arbejdsgivere indenfor hotelsektoren, mens SEIU har stået bag de meget omtalte ”justice for janitors”-kampagner.

Begge forbund har været i stand til at forbinde sig med andre organisationer og opbygge lokale koalitioner, der rækker ud over den rene faglige kamp for fagforeningsanerkendelse og en overenskomst. Begge forbund har højt og tydeligt gjort sig til talsmænd for grupper af lavtlønnede og farvede arbejdere.

Hos mange progressive amerikanere har dette skaffet sympati for Change to Win-koalitionen.

I Danmark har splittelsen i AFL-CIO ikke givet anledning til mange spaltemilimeter, men Dagbladet Arbejderen har skrevet et par artikler. Også her lægges op til, at udbryderne har fat i den lange ende, hvilket måske skyldes Teamsters forsøg på at give Mærsk modspil.

Under overskriften ”Tre forbund forlader amerikansk LO” fremstår det, som om udbryderne er ”aktive fagforbund,” der går i protest mod en konservativ føderation for at kunne ”kæmpe for bedre løn- og arbejdsvilkår for medlemmerne”.

Det er ikke bare er forenklet, men forkert.

Her er intet forsøg på at kigge om bag silkeslipsene på Teamsters ledelse under Hoffa Junior. Som den USA-dækkende opposition i forbundet, Teamsters for a Democratic Union, udtrykte det. Ville Teamsters ledelse dog blot gennemføre Change to Wins programerklæringer i deres eget forbund!

Splittelsen i AFL-CIO er først og fremmest udtryk for en magtkamp i byrokratiet, en mislykket paladsrevolution, der desværre kan få negative konsekvenser for de progressive tendenser i den amerikanske fagbevægelse, der faktisk findes. Tendenser der ikke kan lokaliseres til bestemte forbund, men skal findes i lokale samarbejder på tværs af forbundene.

Arbejdsmarked på amerikansk

For at forstå splittelsen i den amerikanske fagbevægelse er det nødvendigt lige at henlede opmærksomheden på en række særlige træk, der kendetegner USA og som adskiller sig meget fra forholdene i Danmark.

Landsorganisationen AFL-CIO består af godt 60 forbund, der blot organiserer 12% af amerikanske arbejdere. Organisationsprocenten er ca. 35% i den offentlige sektor, under 8% i den private.

I absolutte tal betyder det, at ca.15 mio. arbejdere har en fagforeningsbog, mens ca. 110 mio. ikke er organiseret.

Der findes ikke andre hovedorganisationer, men en del selvstændige forbund uden for AFL-CIO.

Den amerikanske arbejdsmarkedslovgivning stiller amerikanske fagforeninger overfor vilkår, der er meget forskellige fra de danske. Der er ingen nationale og meget få branche- eller koncernoverenskomster på det amerikanske arbejdsmarked.

Langt de fleste aftaler er virksomhedsoverenskomster eller overenskomster for naturligt afgrænsede dele af en virksomhed (f.eks. funktionærer, produktionsarbejdere etc.).

For at forhandle overenskomst på en arbejdsplads eller en sektion af en større arbejdsplads, skal fagforeningen først opnå underskrifter fra 50% af de ansatte. Derefter skal der indenfor en given tidsfrist afholdes en hemmelig skriftlig afstemning.

Det er især i denne periode, arbejdsgiverne tyr til ”union busting”, der ofte udøves af særlige konsulentfirmaer. ”Union busting” kan bestå af alt fra personlige samtaler med den enkelte arbejder, pamfletter mod fagforeningen, stormøder, hvor fagforeningen svines til, trusler mod og fyring af fagligt aktive til tørre tæsk.

Desuden har arbejdsgiverne adskillige muligheder for at få udsat afstemningen gennem formelle klager over fagforeningen.

Resultatet er, at der ofte går mere end to år fra starten af en kampagne for organisering til afstemningen er godkendt. Opnår fagforeningen flertal, skal der forhandles overenskomst, hvilket ifølge lovgivningen skal foregå ”in good faith”, hvilket ikke forhindrer at forhandlingerne kan trække ud i årevis.

Der er altså tale om en meget tidskrævende proces og mange afstemninger tabes.

Vinder fagforeningen afstemningen, skal alle arbejderne lade sig organisere. Dette gælder dog ikke i 22 delstater, de såkaldte ”right to work”-stater, der ikke vil anerkende fagforeningstvang. Her betaler arbejdere, der ikke vil melde sig i fagforeningen i stedet et gebyr til fagforeningen for den interessevaretagelse, der finder sted.

Fagforeningerne organiserer generelt ikke arbejdsløse. Organiserede arbejdere aflønnes gennemsnitligt 27% højere end uorganiserede. Langt de fleste organiserede er omfattet af en sygeforsikring og en pensionsordning som del af deres overenskomst.

Halvdelen af de uorganiserede har ingen sygeforsikring, 86% af dem har ingen pensionsordning. Undersøgelser viser at over halvdelen af de uorganiserede gerne ville være i en fagforening.

De amerikanske forbund har meget forskellig karakter. Der er stadig en række små egentlige fagforeninger, men de fleste forbund er i dag ”general unions”, der omfatter meget forskelligartede fag og uddannelsesgrupper.

Eksempelvis er der knap 20 forskellige forbund, der organiserer sygeplejersker. Dette åbner selvsagt op for voldsomme grænsestridigheder. Et andet eksempel er at 4 – 5 forskellige bygningsarbejderforbund kan gøre krav på opstilling af stilladser ved et større byggeprojekt.

Det er ikke ualmindeligt, at fagforbund ”raider” allerede organiserede virksomheder. Dvs. at de forsøger at få mere end halvdelen af arbejderne til at skrive under på, at de ønsker en ny afstemning på virksomheden til fordel for den konkurrerende fagforening.

Det er ganske vist i modstrid med AFL-CIOs vedtægter, men landsorganisationen er så decentral, at den reelt ikke kan håndhæve sine egne love – især ikke hvis ”raideren” er et af de store forbund.

Endnu mere almindeligt er det, at flere fagforeninger konkurrerer om at organisere på arbejdspladser uden overenskomst.

Organisere de uorganiserede

Denne parole stod i centrum i 1995, da Sweeney første gang valgtes til formand for AFL-CIO. Han var på det tidspunkt formand for SEIU og Sterns mentor. Han blev valgt som alternativ til den daværende ledelse af traditionalister og koldkrigere.

Hans første periode som formand var kendetegnet af forsøg på at ændre AFL-CIO fra en føderation af forbund, der prioriterede servicering af dem, der allerede var organiseret, til en sammenslutning af forbund, hvor organisering af nye medlemmer havde hovedprioriteten – som det var tilfældet i SEIU.

AFL-CIO er imidlertid en meget decentral organisation, hvor forbundene nødig afgiver magt og kompetence. AFL-CIO satsede på opbygningen af et træningscenter for organisatorer, Organizing Institute, på Union Summer. Der var sommerlejre, hvor nye unge organisatorer blev rekrutteret og uddannet samt skolet i at overbevise de enkelte forbund om, at organisering skulle prioriteres højt økonomisk.

Det er åbenlyst ikke lykkedes. To amerikanske forskere peger på, at kun fem af forbundene i AFL-CIO kan siges at have fulgt anvisningerne økonomisk og i praksis: SEIU og Unite-Here fra Change to Win, og AFSME (et stort forbund for offentligt ansatte), Communication Workers of America (CWA) og United Auto Workers (UAW), der alle bliver i AFL-CIO.

Strukturen

For især SEIU har et hovedsynspunkt været, at føderationens nuværende strukturer står i vejen for den nødvendige organiseringsoffensiv.

Koalitionen ønskede, at AFL-CIOs ledelse skulle slankes, f.eks. skulle kun de største forbund, herunder koalitionspartnerne, være repræsenteret i den daglige ledelse, der samtidig skulle have øget autoritet til at tvinge fusioner igennem i fagbevægelsen uden medlemsafstemninger.

SEIU har slået på det uholdbare i, at f.eks. knap en snes af AFL-CIOs 56 forbund organiserer sygeplejersker. Fusionerne skulle sikre, at der etableredes en 15-20 forbund, der havde hver sit ”kerneområde”. Altså en form for genoplivning af tanken om industri- eller brancheforbund.

WalMart skulle gøres til et fælles indsatsområde for flere forbund – og føderationen skulle øremærke voldsomme økonomiske midler til dette formål.

Samtidig ville koalitionen imidlertid slanke AFL-CIO. Forbundenes kontingent til føderationen skulle halveres samtidig med, at de skulle forpligtes til at bruge mindst 30 % af deres budgetter til organisering.

Debatterne i den amerikanske fagbevægelse frem til konventet afslørede faktisk enighed om at slanke AFL-CIO, enighed om en WalMart-kampagne og enighed om at forpligte forbundene til at afsætte midler til organisering.

Det, der ikke var enighed om, var tvangsmæssige fusioner.

Selv inden for Change to Win har Teamsters ledelse klart tilkendegivet, at forbundet ikke har nogen intentioner om at afholde sig fra organisering af en hvilken som helst faggruppe. Teamsters er ligesom Laborers – og mange af de forbund, der bliver i AFL-CIO - ”general unions”. Teamsters organiserer, som forbundet selv siger, fra A til Z (Airline pilots to Zoo-keepers).

CWA, der oprindelig organiserede primært indenfor telefonvæsen og –produktion, har i dag medlemmer indenfor avisproduktion, på universiteter og på sygehuse mm. CWA har været en af de skarpeste kritikere over for SEIU, hvis strukturforslag opfattes som en manøvre for at få flyttet personalegrupper fra andre forbund over til sig selv.

Når CWA organiserer sygeplejersker i en by som Baltimore, er det fordi CWA støttede sygeplejerskernes kamp for at få en fagforening. Kampen lykkedes, og sygeplejerskerne har efterfølgende stemt for at tilslutte sig CWA som en selvstændig lokal fagforening.

Skulle disse medlemmer flyttes til SEIU, ville de blive en del af en lokal fagforening, der dækker hele staten New York med over 100.000 medlemmer.

CWA, der har over en halv mio. medlemmer, betoner i sin kritik af Change to Win, at en fornyelse af amerikansk fagbevægelse skal baseres på mobilisering af medlemmerne, flere tillidsfolk, demokratiske fagforeninger og forbund samt rekruttering af organisatorer fra egne rækker.

Ikke alle CWA-afdelinger udstråler dog den foreskrevne militans og det omfattende demokrati, men kritikken af SEIU for topstyring er ikke ubegrundet.

I en bog fra 2001 taler en af organisationens topfolk, Stephen Lerner, åbenlyst om nødvendigheden af at sætte lokalafdelinger under administration, hvis forbundets linje ikke føres ud i livet, hvilket der er adskillige eksempler på.

SEIU påbegyndte i 2000 en omstrukturering af forbundet, der er på linje med deres ideer om brancheforbund. Fra en struktur med afdelinger, der omfattede alle lokalområdets medlemmer, ændrede forbundet sig til en branchestruktur, hvor f.eks. alle forbundets medlemmer indenfor undervisningsområdet i en delstat er i den samme lokalafdeling.

Der er lokalafdelinger, der efter denne omstrukturering, endnu ikke har gennemført valg og ikke har nogen vedtægter. Siden 1996 har 14% af SEIUs afdelinger været under administration fra forbundet.

Dette ændrer ikke ved, at SEIU er det forbund, der har været bedst til at organisere nye medlemmer, selv om en stor del af forbundets fremgang er opnået gennem fusioner.

SEIU har med sin strukturelle placering i den amerikanske fagbevægelse opereret på et område – uden for industrien – hvor arbejdspladser ikke kan flyttes. Fabrikker kan flyttes, men huse fjernes ikke for at blive rengjort et andet sted, hvor der ikke er vrøvl med fagforeningen. Hospitaler og skoler flyttes ikke til Indien eller Kina.

SEIU har gjort en forskel for lavtlønnede, oftest farvede arbejdere, i serviceerhvervene. De er blevet rekrutteret, mobiliseret til at tvinge overenskomster igennem, men ikke til at bygge kæmpende, demokratiske lokalafdelinger.

Betoningen af nødvendigheden af at organisere bliver hul, når man ikke diskuterer hvilken type fagforeninger, der skal opbygges. Organisering bliver til rekruttering uden deltagelse, når overenskomsten og fagforeningens anerkendelse først er sikret.

Stop den bevidstløse støtte til demokraterne

Et andet hovedkritikpunkt mod Sweeney-ledelsen i AFL-CIO var den bevidstløse og ødsle støtte til demokraterne ved præsidentvalget. Det er en kritik, der ikke rimer med de kolossale beløb f.eks. SEIU og Teamsters selv har brugt på at støtte Demokraterne.

Der er intet, der tyder på, at Change to Win vil formindske midlerne til politisk lobbyarbejde.

Carron, formanden for Tømrerne, er Bushs bedste ven i fagbevægelsen. Teamsters har en tidligere lang tradition for at kaste penge efter republikanerne. SEIU bevilgede i 2004 550.000$ til Republican Governors Association, mere end National Riffle Association. I 2002 støttede forbundene genvalget af den republikanske guvernør, Pataki, i New York.

Der er ingen ædruelige grunde til at formode, at Change to Win på nogen afgørende måde vil ændre prioriteringen af politisk lobbyarbejde baseret på betydelige donationer til partierne – blot vil republikanerne i fremtiden kunne få en lidt større bid af kagen.

Konsekvenser af splittelsen

Splittelsen af AFL-CIO er altså ikke begrundet i, at to klare faglige og politiske linjer står overfor hinanden. Den er ej heller baseret på klare medlemsønsker. Ingen af de tre forbund, der allerede har forladt føderationen, har spurgt medlemmerne.

Det meste af diskussionen i den amerikanske fagbevægelse har drejet sig om teknik, struktur og kontingenter. Stort set ingen af de involverede hovedpersoner har diskuteret politik eller sagt et ord om ganske væsentlige problemer, som den amerikanske arbejderbevægelse står overfor.

Det er i det hele taget karakteristisk, at debatten i AFL-CIO om amerikansk fagbevægelses fremtid er gået uden om helt afgørende problemer:

Eller sagt med andre ord: Hvordan bliver den amerikanske arbejderbevægelse en social kraft, der samlet kan arbejde for en mere retfærdig verden i neo-globaliseringens tidsalder?

Optimistiske iagttagere har peget på, at splittelsen vil skabe en konkurrencesituation, der får såvel AFL-CIO som Change to Win i højere omdrejninger.

Andre har udtrykt frygt for, at forbundenes strandhugst hos hinanden – og den er i forvejen ikke ubetydelig – vil vokse markant.

Som nævnt vil splittelsen let kunne blive meget mærkbar lokalt, hvis det ikke lykkes at finde en model, hvor det koordinerede samarbejde forbundene imellem på lokalt plan kan fortsætte.

Nogle steder har Central Labor Councils tilkendegivet, at de vil fortsætte samarbejdet, bl.a. i Californien, hvor en samlet fagbevægelse bekæmper en række fagforeningsfjendske love, som Schwarzennegger har forsøgt at få vedtaget. [Forslagene faldt i starten af november ved en folkeafstemning i Californien – se artiklen ”Terminatorens mareridt” på Modkraft.dk. red.].

Dumpet – strejken mod Northwest Airlines

En lille måned efter splittelseskonventet erklærede det uafhængige forbund Airline Mechanics Fraternal Association (AMFA), der organiserer flymekanikere, strejke og blokade mod Northwest Airlines.

AMFAs medlemmer var stillet overfor massive krav om en 27,5% lønnedgang, halvering af personalet til ca. 2000, fastfrysning af pensionen, øget betaling for sygesikring, mindre ferie og mindre sygeløn.

Fagforeninger, der organiserer fly- og lufthavnspersonale, har siden september 2001 indgået forringelsesoverenskomster den ene gang efter den anden – ofte under konkurstrusler. Det er første gang i denne periode, at et forbund for alvor bruger strejkevåbnet i stedet for at bøje sig.

Flyselskabet havde forberedt strejken grundigt og hyret ca. 1400 skruebrækkere, der blev indsat fra strejkens første dag – den 20. august. En del af selskabets vedligeholdelsesarbejde blev udliciteret.

Selv om strejken kan blive afgørende for alle andre arbejdere i luftfartsindustrien, er det kun International Longshore and Warehouse Union (ILWU), der bl.a. organiserer havnearbejdere på den amerikanske vestkyst, der åbent har støttet strejken. ILWU er med i AFL-CIO.

Strejken sammenlignes ellers med flyvelederstrejken i 1981, hvor flyveledernes forbund PATCO blev smadret, da den øvrige fagbevægelse brød blokader og undlod at støtte, da Reagan erstattede flyvelederne med militært personale. PATCO havde netop støttet valget af Reagan og lagt sig ud med den øvrige fagbevægelse.

AMFA er også et sort får, der blandt andet har erobret medlemmer fra International of American Machinists (IAM), der ligesom AFL-CIO kalder AMFA ”en plyndrende renegat-organisation”.

IAM og flyvelederorganisationen Professional Flight Attendants Association (PFAA), der begge organiserer arbejdere i Northwest Airlines, afviser at erklære sympatikonflikt eller opfordre deres medlemmer til at respektere blokaderne.

Mange fagforeningsmedlemmer afviser dog at krydse blokadevagternes linje, og en del fagforeningsfolk, der ikke er organiseret i AMFA, deltager som blokadevagter.

Imens tier Sweeney, Stern og Hoffa.

Kampen mod Northwest Airlines afspejler ingen fornyelse i den amerikanske fagbevægelse.

Karsten Ditlevsen er faglig sekretær i Enhedslisten. Artiklen har tidligere været bragt i det venstresocialistiske tidsskrift Solidaritet.

Debatten i den amerikanske fagbevægelse om splittelsen og strejken mod Northwest Airlines kan bl.a. følges på følgende internetsider:

www.labornet.org

www.monthlyreview.org/mrzine

www.zmag.org

www.inthesetimes.com

www.counterpunch.org

www.labornotes.org