Latinamerika: Mellem oprør og tilpasning

Der blev blæst til kamp mod neoliberalismen i Latinamerika, da zapatisterne i Chiapas den 1. januar 1994 besatte byer og veje i protest mod Mexicos optagelse i det USA styrede NAFTA frihandelsområde.

Kampen er fortsat i Mexico, og dertil kommer det stærke indianske oprør i Ecuador og bevægelserne af jordløse – specielt de jordløses bevægelse i Brasilien, MST, der har besat godser og er blevet voldsomt angrebet af myndigheder og godsejere.

På det parlamentariske plan har venstrefløjen og centrum-venstrefløjen taget magten i Venezuela, Argentina, Brasilien og Uruguay, samtidig med at neoliberale præsidenter som Sanchez de Losada i Bolivia og Lucio Gutiérrez blev væltet ved folkelige oprør.

Faktisk er 11 latinamerikanske præsidenter blevet smidt på porten inden udløbet af deres regeringsperiode over de seneste 15 år. Vel at mærke ikke ved militærkup, som USA traditionelt har stået bag, men ved folkelige oprør mod disse præsidenters neoliberale politikker.

Det eneste militære kupforsøg i perioden – mod Venezuelas Chávez i 2002 – blev slået ned pga. den folkelige opbakning til Chávez.

Faktisk er udviklingen i Venezuela de seneste år den mest interessante. USA’s forsøg på i alliance med borgerskabet at vælte den folkevalgte præsident, har radikaliseret Chávez til stadig mere åbenlyse anti-kapitalistiske synspunkter og til alliance med Cuba. Financieringen af reformer er dog ikke sket gennem eksproprieringer af borgerskabet, men af de stigende oliepriser.

En væsentlig årsag til venstredrejningen i Latinamerika er den økonomiske omstrukturering, kontinentet har været udsat for siden 1970’erne.

Latinamerika var gennem 1960’erne og 1970’erne præget af USA-støttede militærdiktaturer, der var supermagtens sidste forsvar mod den cubanske revolution og de folkelige oprør i de fleste latinamerikanske lande.

I ly af diktaturerne gennemførte USA de første forsøg med neoliberalisme. Først i Chile, hvor Milton Friedmans Chicago-drenge under Pinochet satte neoliberalisme på dagsordenen flere år før Reagan og Thatcher. I Bolivia blev Jeffrey Sachs økonomiske chokterapi gennemført, mange år før den blev introduceret i Østeuropa.

Afindustrialisering og neoliberalisme

Selvom neoliberalismen var højrefløjens projekt, blev den siden – efter pres fra IMF og Verdensbanken – adopteret af traditionelle nationalistiske partier som peronisterne i Argentina og PRI i Mexico, for senere også at blive sat på centrum-venstrefløjens dagsorden: I Chile på den socialdemokratisk-kristeligt demokratiske alliance, i Venezuela på den socialdemokratiske Carlos Andrés Pérez og i Brasilien på Fernando Henrique Cardosos politiske program.

Hjørnestenen i den neoliberale ”revolution” var kraftige reduktioner af staternes udgifter til uddannelse og sundhed; privatisering af industrier og naturressourcer, der skulle tiltrække udenlandsk kapital, der skulle være drivende i den økonomiske udvikling; reduktion af toldskrankerne, der skulle åbne op for omfattende udenlandsk import. I mange tilfælde blev valutaen bundet til dollaren.

For at hindre national kapitalflugt og i stedet tiltrække udenlandsk blev renterne sat kraftigt op, og denne kombination af overvurderede valutaer og høje rentesatser fik eksporten til at styrtdykke, de nationale investeringer til at ryge i bund og importen til at vokse kraftigt.

Konsekvensen var stigende arbejdsløshed og stadig større betalingsbalanceproblemer, der tvang de latinamerikanske lande endnu længere ind i gældsfælden. Da renten i USA fra midten af 1990’erne steg, gjorde det udlandsgælden stadig mere uoverskuelig og førte til økonomisk kollaps: Mexico i 1994, Brasilien i 1999 og Argentina i 2001.

UNDP kan i sin seneste årsrapport fra 2005 konstatere, at udviklingen i Latinamerika de seneste 30 år decideret er gået baglæns – i modsætning til udviklingen på de andre kontinenter bortset fra Afrika. Det er en konsekvens af afindustrialisering og neoliberalisme.

Men i modsætning til Asien og Afrika har Latinamerika en lang tradition for radikale masseorganisationer og politiske oprør.

Tre bølger

Gennem de sidste 100 år har kontinentet gennemlevet tre bølger af oprør og folkelig mobilisering på venstrefløjen.

I den første bølge var de nationalistiske strømninger de dominerende, men kommunistpartierne fik efterhånden også en central rolle. Til den første bølge hører den mexicanske revolution (1910-28), Getulio Vargas regeringerne i Brasilien (1930-45 og 1950-54), Perón i Argentina (1945-55), revolutionen i Bolivia (1952), Juan José Arévalo og Jacobo Arbenz regeringerne i Guatemala (1944-54). Den første bølge rummede ofte en omfattende industriel udvikling.

Den cubanske revolution (1959) markerede indledning til den 2. bølge, der kom til at dominere 1960’erne og 1970’erne. Den cubanske revolution inspirerede dannelsen af guerillabevægelser i mange latinamerikanske lande, og betød generelt en radikalisering af de folkelige kampe på kontinentet. USA svarede igen ved at indsætte militærdiktaturer i de fleste lande.

Perioden var præget af guerillabevægelsernes og de folkelige organisationers kampe mod disse diktaturer og deres begyndende neoliberale politik. De fleste diktaturer brød sammen i løbet af 1980’erne, og USA erkendte samtidig, at diktaturer muligvis ikke var det optimale instrument til at sprede kapitalisme på kontinentet.

Fra slutningen af 1980’erne har de fleste lande derfor været inde i en borgerlig demokratisk udvikling – om end den har været svingende fra land til land.

Overgangen til borgerligt demokrati skabte rammerne for den 3. bølge af folkelig organisering. Bortset fra enkelte lande – Mexico, Colombia og Peru – blev den væbnede kamp lagt på hylden og erstattet med kamp indenfor institutionerne og fra de folkelige bevægelsers side.

Arbejderpartiets (Partido de los Trabajadores, PT) valgsejr i Brasilien i 2002 markerede det foreløbige højdepunkt i denne proces. Brasiliens 177 mio. indbyggere udgør halvdelen af kontinentets samlede indbyggertal. PT anses for at være et af de største venstrefløjspartier i den kapitalistiske verden, og de jordløses bevægelse, MST, anses for at være en af de mest livskraftige bevægelser.

Allerede i 1990’erne indførte PT nye banebrydende styreformer i de byer, partiet havde fået kontrol over, og den brasilianske by Porto Alegre blev vært for World Social Forum – græsrodsorganisationernes modstykke til borgerskabets World Economic Forum.

PT regeringen og dens politik har derfor afgørende indflydelse på venstrefløjens udvikling i Latinamerika, på modstanden mod neoliberalisme og imperialisme.

3 år efter PT valgsejren er det imidlertid tydeligt, at oprøret er afblæst, og modstandens fokus er i stedet flyttet nordpå til Venezuela.

Albert Jensen er redaktør af internetprojektet Leksikon for det 21. århundrede. Artiklen har tidligere været bragt i tidsskriftet Solidaritet.

Kilde:

Emir Sader: “Taking Lula’s Mesure”. New Left Review. May/June 2005.

Læs også Albert Jensens artikler "Latinamerika: Mellem opgør og tilpasning" og “Brasilien: Arbejderpartiets vej til præsidentembedet” på Kontradoxa.