Køn, queer og marxisme

De, som tror, at diskussioner om feminisme, marxisme, køn, queer og tilliggende områder er overståede stadier, kan godt pakke sammen. I hvert fald når det gælder Sverige. Læser man de sidste numre af tidsskrifterne Socialistisk Debatt, Arena og Genus får man indtryk af, at det nu er tid til en ny runde.

En mere end tiårig diskussion om queer-teorier og social konstruktivisme udviser stadig uløste teoretiske problemer omkring kvinder, vold, voldtægt, reproduktion, bøsser og lesbiske. De tre tidsskrifter er spændende læsning, og især, forekommer det mig, at Socialitisk Debatt har fat i den lange ende med en ny runde om »marxisme og feminisme.«

Men først Arena: »På det seneste er det blevet næsten parodisk, at hver eneste feministiske afhandling indledes med en bugnende dynge henvisninger til den sociale konstruktivisme,« skriver den svenske journalist Nina Lekander i Arena, og hun tilføjer, at det gerne skal være fulgt af en Judith Butlers queer-teori: Både seksualitet og køn (genus) er sociale konstruktioner. Hun bemærker en »sværm af nervøse citationstegn omkring ‘kvinder’ og ‘mænd’. Her er vi ikke køn, we just do it!«

Nina Lekander siger, at alle de forslåede kvinder på skadestuer og krisecentre ikke kan bruge den diskussion til noget. De ansatte på krisecentrene har prøvet at gøre opmærksom på problemerne gang på gang, men har svært ved at vinde gehør for tiden. På den anden side har de selv været imod at stille andre spørgsmål til volden end kønnet. For eksempel at alkoholisme kunne være en del af problemet.

Også enheds-tanken langer Nina Lekander ud efter. Den var herskende i 1970´erne. Dengang var det skrevet med usynlig skrift, at der ikke skulle være uenigheder i rækkerne. »Okay«, skriver hun, »enhedstanken var relevant under fuld krig eller ekstremt svære forhold, men efter min mening har denne linje varet for længe.«

Den flydende familie

I samme nummer af Arena har redaktørerne en lærerig samtale med tre kvindelige forskere om de nye familieformer. Er det kun en familie, når der er far, mor og børn, eller er andre familier lige så meget familier.

Annika Hamrud fra avisen Dagens Nyheter, hævder, at »staten kræver, du har sex med den, du vil danne familie med…. I dag kan to homoseksuelle blive juridiske forældre, men kun hvis de har sex med hinanden. Svensk familiepolitik er biologisk og ekstremt sexfikseret,« siger hun. Selv deler hun hus med sin ekskæreste Heidi, som er hendes søns forhenværende anden-mor.

Familierne er flydende ligesom samfundet og parforholdene – og altså også kærligheden, sådan som Baumann beskrev det i bogen om »den flydende kærlighed.«

Men vores forestillinger om den gode familie er og bliver utroligt bundne til den traditionelle far-mor-børn-norm, og det er den, der tages livtag med, når vi møder homoseksuelle enlige eller par, som klarer at have en udmærket fungerende »familie.«

Den svensk-amerikanske forsker, David Kulick, sætter i tidsskriftet Genus en finger på det punkt, der hedder queer. Det blev et modeord i begyndelsen af 1990´erne, og skulle vel have introduceret en mere teoretisk-videnskabelig tilgang til den gamle diskussion om homoseksuelle (bøsse og lesbisk var ligesom blevet for aktivistiske og gammeldags).

Han siger, at queer som teori og udtryk blev utroligt hurtigt fordøjet i Sverige, men at det blev næsten synonymt med feminisme. Hans bud er, at queer skal være »ubekvemt«, og han går ligesom Lekander ind for større uenighed i diskussionen.

For eksempel mener han, at hele den svenske lovgivning imod salg og køb af sex og imod anonym sex er med til at kriminalisere livet for dem, der er hårdest ramt af forbudet. For eksempel stofmisbrugere og homoseksuelle mænd, som søger parker og saunaklubber for at få sex.

Marxisme feminisme igen

For mig er Socialistisk Debatt helt klart sværvægteren i de her omtalte tidsskrifter. Det bringer svenske og oversatte artikler af forskere, som i årevis har fastholdt den dialektiske materialisme som hovedperspektivet, og de leverer gedigne oplæg, som har været sjældenheder de seneste to årtier.

Flere af dem begynder med en kritisk gennemgang af det intersektionalitetsbegreb, som blev et modebegreb i samme periode som queer. Intersect er hentet fra engelsk og betyder at krydse grænser, eller blande områder. De områder, der oftest tales om i den forbindelse er køn, klasse, race/etnicitet, alder, nationalitet.

Den opmærksomme læser vil allerede her genkende omridset af den gamle teori om »triple oppression«. Den blev sat i omløb omkring 1990 af Klaus Wiehman, men jeg kan da tilføje, at også i 1970`erne taltes der meget om den. At være sort, kvinde og arbejderklasse var en tand lavere i hierarkiet end at være sort, mand og arbejderklasse osv. Nogle vittige hunde konstruerede et »repressometer,« hvormed man kunne måle graden af undertrykkelse.

Forfatterne i dette tidsskrift understreger alle, at man netop ikke! kan gøre sådan. Man kan ikke gange de forskellige ting med hinanden, men kategorierne kan være nyttige at arbejde med. Der kan optræde flere på én gang, men der kan også være tale om forskellige.

Anna Engstam bruger et eksempel fra Nina Lykke, som har skrevet om voldtægt som krigshandling i det tidligere Jugoslavien. Det er et eksempel, der viser, at flere »sektioner« kan fungere, uden at alle behøver at være i brug samtidigt. I tilfældet med massevoldtægterne, hvor den serbiske hær systematisk voldtog bosniske kvinder, siger hun, var der tale om tre kategorier: køn, etnicitet og nationalitet. Desuden var der tale om krigstjeneste. Krænkerne var soldater, og der skabtes således en modsætning mellem civil og militær.

De to forskere mener ikke, at »klasse« var aktiv som kategori her, men jeg er ikke helt overbevist. Serberne har vel i nogen grad tilhørt et højere socialt lag end bosnierne, og religion som kategori har vel også spillet ind (?).

Disse forskere mener i øvrigt overvejende, at »klasse« er mere konstituerende end de andre kategorier. I hvert fald diskuteres det, om patriarkatet er kapitalismens opfindelse – og mener nej.

Min egen kommentar til dette er, at patriarkatet jo også fandtes under feudalismen, og var en af de strukturer, som lå lige til højrebenet for den ny kapitalisme: ’Del og hersk’-funktionen har været en vigtig del af magten, og det har virket for både køn, race og etnicitet. Selvfølgelig kan en sort kvinde bevæge sig op i systemet og være en del af den økonomiske udbytning. Men det er godt nok ikke mange, der gør det.

For mig at se ligger den afgørende diskussion om feminisme og marxisme i spørgsmålet om reproduktionen over for produktionen. Det betalte over for det ikke-betalte arbejde. Her, min damer og herrer, må jeg igen gribe tilbage til Friedrich Engels, som beskrev parforholdet/ægteskabet, som den første udbytning mellem mennesker.

Halvdelen

Om det er queer, køn, race eller fregnede og kalveknæede: Menneskeheden ville ikke eksistere i dag, hvis ikke cirka halvdelen af den til stadighed havde påtaget sig hovedansvaret for at føde, vedligeholde og pleje de små, store og gamle.

Det er et arbejde, som ikke figurerer i vores bruttonationalprodukt, og det resulterer i de besynderligste økonomiske regnestykker. Blandt andet det nyligt fremhævede, at »mænd bidrager mere til velfærden end kvinder«. Det kan man se af de faktiske (løn)regnskaber (!).

Forfatterne er dog tøvende over for, om patriarkatet er en udbytning i sig selv, eller om det er indlejret i den kapitalistiske struktur.

Diskussionen i Sverige er selvfølgelig aktualiseret af det nye forsøg på feministisk partidannelse, Feministisk Initiativ, som ingen af disse skribenter er en del af, men herom kan læses på hjemmesiden af samme navn, og her kan man se, at endnu flere tidsskrifter tager diskussionen op.

Den er kommet ud af de akademiske rum og er igen en del af det politiske rum – i Sverige.

Bente Hansen er mag. art., forfatter og tidligere redaktør af bl.a. Politisk Revy.

Artiklen har tidligere været bragt i tidsskriftet Salt.

Arena, nr. 4 (september 2005);

Socialistisk Debatt nr. 1 (2005);

Genus 3 (2005).