Efterløn: Overdanmarks klassekamp

Regeringens Velfærdskommission mener, at efterlønnen er dyr og en trussel mod velfærdssamfundet, og den i virkeligheden ikke bruges til det, som den var ment som. Efterlønnen var beregnet til de nedslidte, men misbruges af højtlønnede var et ofte fremført argument.

Men den golfspillende efterlønner har ingen fundet endnu. A-kassernes Samvirke har i en opgørelse vist at 60% kommer fra LO-området, og blot 3% er akademikere.

Den offentlige og politiske debat i sensommeren viste da også, at netop dette argument blev fremført i mindre og mindre omfang.

Tilbage står ubehaget hos arbejdsgivere og de forenede partier ved tanken om, at ikke alle efterlønnere er rigtigt nedslidte. Og dermed ønsket om at staten får mere kontrol med berettigelsen til at få efterløn. Anført af Hattedame- og almissepartiet Det radikale Venstre, men godt sekunderet af Konservative, som forsøger sig med at være den sociale stemme i regeringen.

Og heroverfor står det grundlæggende velfærdsprincip, at man er berettiget til en række ydelser som efterløn, SU og folkepensionens grundbeløb, alene fordi man er medborger, og ikke fordi man er fattig eller trængende.

Et andet argument i debatten har været, at efterlønnen frister til at forlade arbejdet.

Men som arbejdsløshedsstatistikken siger, så er det gruppen af 55-59 årige, der bærer den store ledighed, og i arbejderklassen bredt er man udmærket klar over, at efterlønnen for manges vedkommende er en måde til ikke at blive kostet rundt i ligegyldige beskæftigelsesprojekter, og et alternativ når dagpengeretten ryger og bistandshjælpen står for tur.

Selv Finansministeriets egne beregninger siger da også, at de der går på efterløn, for en stor dels vedkommende er folk, som alligevel er tvunget til at forlade deres job. Staten undgår derfor under ingen omstændigheder til at betale via andre sociale ordninger.

Kerneproblemet er, at det er arbejdsmarkedet der har forladt de ældre, og ikke omvendt. Derfor er afskaffelsen af efterløn et svar på et forkert spørgsmål.

Tilbage står at efterlønnen i høj grad bruges af dem, den var beregnet til: Ufaglærte nedslidte arbejdere. CASAs rapport ”Ikke faglærte seniorer i Storkøbenhavn” peger ovenikøbet på, at en stor del af denne gruppe har brug for en overgangsydelse inden efterlønnen, idet nedslidningen er for stor.

Halehæng

Socialdemokratiet har vist handlekraft ved at komme med forslag til forringelser af den efterløn, som mest gavner de økonomisk dårligt stillede. Og fik da også den eftertragtede ros i den borgerlige lejr for sit mod.

Efterlønsudspillet ligner i denne sammenhæng mere en halehængspolitik fra SDs side frem for selvstændigt defineret politik.

Godt nok har der været lettelse bredt i SD over, at Helle Thorning og partiet har sluppet rimelig fra sit efterlønsudspil.

Men det kommer vist an på synsvinklen.

SD har godt nok ikke har lagt sig afgørende ud med fagbevægelsen, samtidig med at man ikke er sablet ned i den offentlige debat. Men S-vælgerne er ikke begejstret.

Ifølge Green Analyseinstitut vender 58% af disse tommelfingeren nedad til udspillet. Og ifølge den seneste undersøgelse fra Epinion mener 95% af de socialdemokratiske vælgere at efterlønne skal bevares. Og skuffelsen over den ringe effekt i meningsmålingerne er til at få øje på.

Da regeringspartierne taktisk har lænet sig tilbage og maner til omtanke og besindighed, fremstår det nu nærmest som om det er SD som vil forringe efterlønnen, mens det er gledet i baggrunden, at de fleste øvrige partier vil have den afskaffet. Det er med efterlønsudspillet ikke lykkedes afgørende med udfordre regeringen.

Og SF og DF, som vil bevare efterlønsordningen, står til at indkassere de vælgere som føler sig utrygge ved SD.

Vi er alle lige, men ...

Selvom man antager, at Socialdemokratiet er overbevist om, at der ikke i fremtiden er råd til den nuværende ordning, så klinger det unægteligt hult, når man sammenholder det med et andet af det sidste halve års store diskussionsemner: Nemlig værdistigningerne på fast ejendom.

Her skævvrides forholdet mellem generationerne og mellem højt- og lavtlønnede.

Beregninger fra BRF Kredit anslår, at friværdien i danske ejerboliger i dag udgør 950 mia. kr., og 100 mia. gevinster er foreløbig pumpet ud i samfundsøkonomien som arbejdsfrie gevinster. Især villaejerne i storbyerne kan belåne friværdi til lav rente samtidig med at skattestoppet betyder at ejendomsbeskatningen står stille.

Ingen af disse forhold kommer lejere til gode. Næppe mange økonomer er uenige i, at boligmarkedet er hovedårsagen til den øgede ulighed.

Og man bør måskle ikke undre sig over, at ingen økonomer råber højt om dette misforhold, men at SD ikke gør det, vil ikke gavne deres forhold til en stor del af deres eget vælgergrundlag. SD vil slet ikke høre tale om indgreb overfor de arbejdsfrie gevinster, der tilfalder de økonomisk bedststillede.

Bag ved dette ligger, at SD ikke tør udfordre denne del af befolkningen, idet det netop er denne del, som er et målgruppe for Helle Thorning Smiths forsøg på at bringe SD tilbage til magten.

Da Henrik Sass Larsen fra SDs højrefløj sagde, at ”bistandsklienterne i den ene ende af Køge bliver jo ikke fattigere af, at prisen på min bolig stiger,” mente således kun 27% af de Socialdemokratiske vælgere, at han havde ret, overfor 60% af Venstre-vælgerne.

Det er unægtelig en svær opgave at strikke en politik sammen, der kan kæde store grupper af lønmodtagere sammen, når en stor del af den mere velstillede er ganske godt tilfredse med den nuværende regering.

Men hvis man er et reformparti, ville vejen gå over en mere sammenhængende økonomisk plan, der fornyer velfærdssamfundets sociale kontrakt. At starte med at kaste sig over efterløn får nok det borgerlige kor til at klappe i hænderne, men det er næppe egnet til at skabe begejstring og fornyet opbakning.

Diskussionen og bolig- og efterlønspolitikkerne viser med tydelighed, at bagved al diskussion om samfundsøkonomi ligger det forhold, at klassekampen raser.

Men raser således at de velstillede fører benhård klassekamp, og den anden side ligger passivt og ser på. Og varmer sig med de krummer, der falder ned i form af faldende priser på en lang række forbrugsgoder, takket være ihærdig kinesisk indsats.

Forringelser af pension og efterløn er for de liberale en vigtig brik i en markedsgørelse af pensionsområdet. Her findes der kæmpeformuer, som finanskapitalen gerne vil have i deres spil.

Debatten har indtil nu haft den synlige effekt, at et stort flertal i befolkningen hverken er sikre på efterløn eller for den sags skyld folkepension i fremtiden.

Med udsigten til evt. afskaffelse eller “blot“ forringelser vil store dele af arbejderklassen have større og større tilbøjelighed, via overenskomsterne og personlige forsikringer, til at sikre en supplering.

Tvangen fremstår som et frit valg. Ligesom når en dårlig folkeskole ”tvinger” de bedre fungerende forældre til at ”vælge” privatskoler. Ligesom dårlig hospitalsvæsen ”tvinger” stadig større grupper til at tegne private forsikringsordninger og til at benytte sig af privathospitaler. Ligesom dårlig og dyr kollektiv trafik ”tvinger” flere til at ”vælge” bilen.

Effekten på efterlønsordningen kan allerede ses i udviklingen efter ændringen i 1999 under SR-regeringen (indførelsen af efterlønskontingent og krav om 25 års indbetaling). 200.000 har forladt ordningen, og 3-4.000 om måneden forlader i øjeblikket ordningen.

Ældrebomben - et skræmmebillede

Ifølge Velfærdskommissionen vil ekstraudgifterne til det stigende antal ældre udgøre 60 mia. kr. i 2020. Men som flere eksperter påpeger, er den stigende levealder også et udtryk for, at befolkningen generelt bliver sundere, og dermed ikke vil belaste det offentlige yderligere.

Dertil kommer det faktum, som lektor ved Center for Komparative Velfærdsstudier, Per H. Jensen udtrykker det, at vi siden 1996 har "betalt den frygtede ældrebombe to gange, fordi arbejdsløsheden er faldet, og den offentlige gæld er betalt så langt ned. Hvad er der at være bange for?”

Velfærdskommissionen har heller ikke nogen god sag, når der foretages sammenligninger med andre europæiske lande. Når det drejer sig om beskæftigelsesfrekvensen for mænd mellem 55 og 64 år, er den her 65% og helt i top sammenlignet med andre OECD-lande (Frankrig 39%, England 62%, Holland 54%).

Bent Greve, professor i Velfærdsøkonomi ved RUC, mener ligeledes at kommissionens analyser er unuancerede og ensidige, og at væsentlige oplysninger er ignoreret for at nå frem til, at pensionsalderen skal hæves og efterlønnen afskaffes på sigt.

I en analyse han har foretaget for A-kassernes Samvirke, fremgår det, at økonomien ikke har den store betydning for, hvornår man trækker sig tilbage, hvis man sammenligner med andre ni lande, hvor de økonomiske betingelser er meget forskellige.

Økonomi er en faktor, men andre ligeså betydelige er ledighed, nedslidning og familiære forhold.

Men også velfærdskommissionens økonomiske beregninger sætter rapporten spørgsmålstegn ved.

Blandt de nuværende unge er uddannelsesniveauet højere, og da lønmodtagere bliver længere på arbejdsmarkedet, hvis de er højtuddannede, vil færre formentligt benytte sig af ordningen.

A-kassernes Samvirke peger også på, at staten får færre udgifter til ordningen, ikke bare fordi der er færre, der vil modtage den, men også fordi der er stigende arbejdsmarkedspensioner for den enkelte. Og disse bliver modregnet i efterlønnen. Det betyder at statens udgifter vil falde fra 22 mia. kr. til 11-15 mia. kr. i 2020.

Velfærdskommissionen - en liberal tænketank

Velfærdskomissionens troværdighed på velfærdsspørgsmål kan ligge på et lille sted, idet alene sammensætningen viser, at regeringen har ønsket sig en ganske bestemt konklusion. De medlemmer, der er udpeget, er således allerede på forhånd skarpe modstandere af efterlønsordningen.

LO’s Ugebrev nærlæste efter udpegningen af de 10 kommissionsmedlemmer, hvad disse tidligere har fremsat af holdninger på kernespørgsmål. Og på efterlønsområdet har 7 ud af de 10 medlemmer allerede tidligere offentligt anbefalet at den afskaffes, og ingen af de 10 ønsker den bevaret i nuværende form.

Dertil kommer, at hovedparten er tilhængere af lavere indkomstskat finansieret ved lavere overførselsindkomster generelt, lavere uddannelsesstøtte, højere ejendomsskatter og brugerbetaling i sundhedssektoren.

I en kommentar lægger professor Henning Jørgensen ikke fingrene imellem: ”Sammensætningen er desværre fuldstændig ensidig og tendentiøs. Der er mere tale om en velfærdsafviklingskommission end en velfærdskommission”.

Jørgen Søndergaard fra Socialforskningsinstituttet og medlem af kommissionen, er da heller ikke i tvivl om kommissionens opgave: ”Det vil ikke være nogen overrraskelse, hvis vi kommer med en anbefaling om, hvordan man kan få pensions- og tilbagetrækningsalderen kraftig i vejret. Det ligger nærmest direkte i kortene, at det er noget af det, som vi er sat til at komme med nogle direkte bud på”.

I en kommentar til velfærdskommissionens rapport har Arbejderbevægelsens Erhvervsråd peget på tvivlsomme konklusioner, idet de fremfører:

"Velfærdskommissionens resultater omkring den finanspolitiske holdbarhed er “skæve“ – i betydningen for negative.

I en pressemeddelelse svarer Velfærdskommissioenn lakonisk, at “Notatet “Velfærdskommissionens beregningsforudsætninger“, www.velfaerd.dk, forklarer og begrunder nærmere forudsætningerne for VFK’s analyser, samt sammenligner med tidligere fremlagte analyser af velfærdssystemets finansieringsproblem“.

Det er en helt statsministeragtig måde at undgå yderligere diskussion.

Den Alternative Velfærdskommission (DAV) går lidt videre end selve beregningsgrundlaget, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og andre har peget på.

Den Alternative Velfærdskommission mener, at der skal rettes op på den økonomiske skævvridning, der ligger i de arbejdsfrie gevinster og som er skattemæssige billige. Den foreslår derfor forhøjelse af skatterne på kapitalgevinster, formue og afkast på pensionsopsparing. Og endelig beskatning af stigninger i formuerne i fast ejendom for at sikre en omfordeling fra den ældre generation til den yngre, der i dag må betale for boligfesten.

Lidt drilsk leger Den Alternative Velfærdskommission med den regeringsnedsatte velfærdskommissions egne tal. Velfærdskommissionen skriver nemlig, at hvis pensions- og ældrebomben udelukkes skal betales over skatten, vil det betyde, at en LO-familie i 2040 skal af med 35.000 kr. ekstra om året.

Men som Den Alternative Velfærdskommission påpeger så vil Velfærdskommissionens egne beregninger på indkomstudviklingen i samme tidsrum betyde, at den samme familie vil forøge sin disponible indkomst fra 330.000 kr. om året til 668.000 kr.

Det betyder, at selv efter Velfærdskommissionens dystre udsigter vil skattestigningerne betyde, at LO-familien realløn vil stige med 100% i stedet for 122% uden en skattestigning.

Det ligner ikke just en katastrofe, eller som stor udgift til et sammenhængende samfund.

Den Alternative Velfærdskommission fremholder mere fleksible pensionsordninger som et alternativ. Det vil sige, det skal være muligt i større grad selv at bestemme, hvornår man vil trække sig tilbage, og at det skal være muligt at have delvis beskæftigelse under efterløn og muligt senere at få folkepension og i den forbindelse opspare pensionsydelse. Rimelige forslag og tanker, hvis det var det som var diskussionen.

Men problemet er, at Velfærdskommissionens forslag og tanker som sagt først og fremmest er klassepolitik, der skal sikre større ulighed.

Og igen: Problemet er, at der kun føres klassepolitik fra oven, mens klassekampen fra neden er fraværende. Gode argumenter, statistik og humanistiske værdier tæller ikke. Den politiske dagsorden kommer derfor mere til at dreje sig om hvor meget, der skal skæres, frem for udviklingen af et retfærdigt pensionssystem.

Afskaffelsen af efterlønnen vil for mange betyde, at alternativet enten vil være at fortsætte et nedslidende arbejde eller også at klare dagen og vejen på sygedagpenge eller kontanthjælp. Økonomisk er fordelen ved afskaffelse dermed tvivlsomt, som flere kritikere påpeger.

Men dermed overser de, at det ikke kun handler om tal. For de borgerlige ligger der den væsentlige, men usagte, pointe, at det skaber større pres på og splittelse i arbejderklassen, hvis de grupper, som nu har ret til en bestemt ydelse, fremover skal vurderes af staten, om de har lov til en bestemt ydelse. Det kan fremme den ydmyghed i arbejderklassen, som borgerskabet holder så meget af.

Forslaget er et tilsløret forsøg på at sikre en gruppe på arbejdsmarkedet, som er villig til at gå for en lavere løn for at undgå social deroute, og som dermed kan være med til at holde lønningerne i ro.

Det er ren klassepolitik.

Michael Schølardt er næstformand i Grafisk Kommunikation, HK-København, og redaktionsmedlem af det venstresocialistiske tidsskrift Solidaritet og af Kontradoxa.

Artiklen har tidligere været bragt i Solidaritet nr. 3, 2005.